Når det kommer til stykket, bør ingen være overrasket over, at de 188 republikanske lovgivere i Repræsentanternes Hus alle som én stemte imod præsident Barack Obamas og demokraternes gigantiske økonomiske pakke på 819 mia. dollar onsdag. Partiet har endnu ikke erkendt, hvad der står på spil. Nu går slaget om at stimulere den skrantende amerikanske økonomi videre til Senatet, der har forberedt en pakke til en værdi af 900 mia. dollar. Når den er vedtaget, skal de to lovgivende kamre i samråd og nå til enighed. Her vil Obama formentlig bringe sine betragtelige og berømte evner som mægler i anvendelse.

Resultatet af denne politiske proces - demokratiet ved sit bedste - er yderst relevant for hele verdensøkonomien. Efterhånden er det blevet klart, at ingen region og intet land vil blive sparet for den ‘perfekte storm’, som er slået ned i den kapitalistiske økonomi. Nationer med lav gældsættelse i deres offentlige og private sektorer - altså dem, der veg uden om at finansiere vækst via kredit - havde håbet at slippe for uvejret. Men det var en illusion. Alle er i samme båd. Når banker og forbrugere i de vestlige industrilande, navnlig i USA, bliver tilbageholdende med henholdsvis udlån og forbrug, falder de globale investeringer og den globale efterspørgsel. Det betyder, at lande med en eksportdrevet vækst og sunde statsfinanser som Indien, Kina og Tyskland bliver revet med i den nedadgående recessionsspiral. Endnu værre er det for fattige udviklingslande, som hverken har kapitalreserver til at stimulere deres økonomi eller et rigt hjemmemarked til at opsuge overskudsproduktionen.

Uden de rige amerikanske forbrugere vil verdensøkonomien ikke kunne hive sig selv ud af sin depression. Derfor er alle øjne rettet mod Washington i disse dage. USA bærer hovedparten af ansvaret for sidste års kreditboble og finansielle nedsmeltning. Derfor er det så vigtigt, at præsident Obama og begge partier udviser stor gensidige tolerance og bøjer sig så meget som muligt for at skabe en bred konsensus om de nødvendige skattelettelser og offentlige investeringer. Obama har gjort sit for at tiltrække støtte fra republikanerne. På nuværende tidspunkt er det imidlertid uklart, hvad republikanerne vil gøre for at tage et politisk medansvar.

Det er ikke mærkeligt, at der hersker stor uenighed om pakkens indhold. Ingen ved, hvad der skal til for at vende skuden og undgå en økonomisk katastrofe med uoverskuelige politiske og sociale konsekvenser. Republikanerne er naturligvis indignerede over de mange bevillinger til social- og sundhedssektoren. Det tolker de som demokraternes forsøg på at ekspandere velfærdsstaten, men de glemmer, at USA let kan ende i en situation som i 1930’erne med social uro. På den anden side har republikanerne fået skattelettelser til erhvervslivet, middelklassen og lavindkomstfamilier. Trods det synes partiet at være mere optaget af at finde en ny politisk identitet efter de tragiske Bush-år fremfor at tage et medansvar. Det kan koste dem dyrt ved næste valg.