Opslag til denne artikel

Emneord:genopbygning, Helmand, infrastruktur, krig, kritik, sprog, TV-avisen
Personer:Carsten Jensen
Organisationer:Taliban
Steder:Afghanistan, Borup, Danmark, Pakistan

De var bekymrede, Carsten Jensens kæreste, datter og søster. Deres kære skulle til Afghanistan og rapportere fra den krig, som danske tropper på ottede år er involveret i. Og var det ikke farligt?

Nej, kunne han berolige dem. Ifølge den danske hærs oberst Henrik Sommer var de dansk-kontrollerede områder af Helmand-provinsen ikke spor farlige. Der var styr på det. Okay, der vil altid være kriminelle. Folk der laver lidt uroligheder. Men sådan er det jo også i Danmark, ikke?

Den virkelighed, som de menige soldater fortalte Carsten Jensen om under hans ti dage lange ophold, lignede dog langtfra Danmark. Vejsidebomber og morterraketangreb var hverdag. At færdes udenfor de befæstede militærbastioner bortset fra i kampvogne var ikke tilladt. Områder på størrelse med Jylland var lukket land for de vestlige styrker. Der havde Taliban kontrollen.

Den manglende lighed mellem den officielle fortælling om krigen og den reelle situation på stedet blev temaet for en debat om det danske engagement i den syv år lange militære kamp mod Taliban og Al Queda på Borups Højskole torsdag aften.

Små og spredte sejre

’Vi bliver i den grad løget for af politikere og militær’, sagde Carsten Jensen. ’Den reorik, men mødes med, ’Vi er der for at hjælpe afghanerne’, har ikke hold i virkeligheden. Der er afsat alt for få ressourcer til genopbygning. Vi må stoppe hykleriet og spørge os selv, om vi virkelig vil hjælpe. Og hvis svaret er ja, må vi leve med prisen: 10-15 år mere i landet med betydelige militære tab og økonomiske ofre.’

Jensen vendte igen og igen tilbage til den sparsomme genopbygning af Afghanistans infrastruktur. Hovedvejene, der stadig ikke er reparerede. Broen over den centrale Helmand-flod, der stadig ikke er repareret. Sundhedsklinikkerne, der heller ikke fungerer. Skolerne på landet, der ikke engang bygges, fordi Taliban lukker dem det øjeblib, de åbnes.

’Kan det være rigtigt, at verdens rigeste nationer ikke har midler til at investere i disse basale funktioner, som er nødvendige, hvis et samfund skal opbygges og de små fremskridt skal konsolideres?’, spurgte Jensen.

’Soldaterne tror ganske givet på retorikken. Det er ikke sjovt at være udstationeret i Afghanistan. De ser en lille pige, der smiler. En brønd, der bliver bygget. Og så tror de, at der sker fremskridt. Men sejrene er for små og for spredte.’

Nattens dæmoner

I den fyldte sal var atmosfæren intens og minerne alvorlige. Flere efterlyste, at debatten kom ud i bredere kredse. ’Kan du gå på TV-avisen med dine iagttagelser?, spurgte en mand. Regeringen må stilles til ansvar, var holdningen.

Andre forsøgte at formulere løsninger på Afghanistans problemer:

’Kan man ikke lukke grænsen til Pakistan, så de terrorister, der støttes af den pakistanske efterretningstjeneste ISI, ikke kan komme ind i landet?, foreslog en mand af afghansk afstamning.

Aftenens dramatiske højedepunkt kom, da en ung dansk soldat fra Afghanistan fik ordet.

’Det er vigtigt, at journalister er objektive, når de rapporterer fra krig. Og jeg synes ikke, at du har været objektiv i aften’, sagde han.

Soldaten fremhævede en del af debatten, hvor Carsten Jensen såede tvivl om det ’kælenavn’, nattens dæmoner, som de danske soldater ifølge en nyudgivet bog af samme navn går under blandt Taliban-krigerne.

’Talibanerne synes ikke, vi er heroiske. De synes tværimod, vi er ynkelige’, sagde Jensen, der affejrede udtrykket som ’en tolks forsøg på at smigre hans danske arbejdsgivere’.

’Det, du siger, passer ikke’, svarede soldaten fra salen. Han fortalte, at udtrykket var kommet frem, da en dansk soldat, der taler pashto (det ene af Afghanistans officielle sprog), aflyttede Talibanernes telefonlinjer.

’Så må du jo have ret’, sagde Jensen, der forsikrede om, at han ikke var ude på at forklejne soldaternes indsats. Hans kritik var vendt mod Bush, Fogh og resten af krigskoalitionen for ikke at dedikere nok ressourcer til det opbygningsarbejde, som kunne gøre landet og dermed soldaternes liv sikrere:

’Jeg har stor respekt for det arbejde, I udfører. Jeg ved ikke, om det er for meget at sige sige, at I bliver forrådt. Men jeg synes i hvert fald, at I bliver misbrugt i en politisk sammenhæng.’