Opslag til denne artikel

Emneord:administrative udvisninger, kritik, menneskerettigheder, retssikkerhed, Sandholmlejren, statistik, tålt ophold, terrorbekæmpelse, terrorisme, Tuneserloven, udvisninger
Personer:Per Stig Møller
Organisationer:Dansk Folkeparti, Folketinget, Københavns Byret, PET
Steder:Danmark, Guantanamo, Irak, Norge, USA

Gennem otte år er flere og flere demokratiske og retslige garantier blevet suspenderet. Det seneste eksempel herhjemme er den såkaldte ‘tuneserlov’, hvor tre mænd er frataget den juridiske bistand, hele det danske retssystem bygger på. De er ikke dømte, men heller ikke frie. De opholder sig i Sandholmlejren, men de afsoner ikke noget i gængs forstand.

Den lov, som gør det muligt at tilbageholde dem, er ikke en lov i retsmæssig forstand, men en administrativ afgørelse, som ikke har nogle juridiske instanser bag sig.

Claus Larsen, forhenværende byretspræsident, kalder tuneserloven for en “skamplet” på det demokratiske system, og mener, at den danske stat har gjort sig skyldig i meget alvorlige lovovertrædelser. Regeringen har gang på gang bagatelliseret eksperternes indvendinger, men med tuneserloven er problemerne blevet så åbenlyse, at det ikke længere kan ignoreres eller nedtones med betryggende ord om terrorbekæmpelse og statslig sikkerhed.

De nye begreber

Claus Larsen påpeger, at den danske tuneserlov blot er seneste led i en lang række forseelser. Den meget udskældte amerikanske patriot act, som har gjort det muligt at tilbageholde folk på baggrund af mistanke om terrorvirksomhed, gør sig nu også gældende i Danmark.

“Indgreb i de grundlæggende demokratiske spilleregler er noget, vi har været vidner til siden 11. september 2001,” siger Larsen. “De tiltag, Bush-regeringen på daværende tidspunkt foretog, har verden, og ikke mindst Danmark accepteret, og i mange tilfælde fulgt op på.”

Claus Larsen ser en direkte linie fra den amerikanske regerings magtmisbrug til den aktuelle danske tuneserlov, som for seks uger siden blev vedtaget i Folketinget. Noget af det, Claus Larsen hæfter sig ved, er måden, hvorpå der rent sprogligt opfindes diffuse begreber, som ikke kan rubriceres inden for de normale retslige institutioner.

“I kølvandet af terrorangrebet i USA, blev der opfundet et nyt begreb, nemlig ‘ulovlige kombatanter’. Den betegnelse blev sat på fangerne i Guantànamol-ejren. I retssystemet opererer man jo med begreberne ‘kriminelle’ eller ‘krigsfanger’, og der er klare regler for begge kategorier. Det nye begreb undsiger sig alle traditionelle betydninger og kan derfor ikke umiddelbart placeres i normale juridiske rammer.”

“Den danske stat har indtil videre lanceret to terrorpakker, som begge indeholder rettighedskrænkelser. Loven om de ‘administrative udvisninger’ tilhører den første terrorpakke fra 2002. Selv om jurister og andre embedsmænd gentagne gange har påpeget, hvor voldsomt det er i strid med de grundlæggende menneskerettigheder, bliver det konstant legitimeret ved at appellere til befolkningens frygt for nye terrorangreb.”

- Med hensyn til frygt, så er det jo stadig det, som tages i brug, når tuneserloven i dag skal retfærdiggøres. Så det er samme mekanismer, men det er vel to helt forskellige situationer?

“Både ja og nej. De pågældende trusselsbilleder er helt forskellige, men de bagvedliggende afgørelser er de samme. Nemlig, at der ikke længere er en normal retslig instans, som vurderer behandlingen af de pågældende personer.”

“I tilfældet med fangerne på Guantànamo havde man 11. september i baghovedet. For mange blev det et billede på, at man fra myndighedernes side aktivt gik ind og forhindrede et nyt skrækscenarium. Med hensyn til tuneserloven drejer det sig om en hypotetisk kriminel handling, som ikke er begået. To af de personer, som blev sigtede, er her på tålt ophold. Den tredje er dansk statsborger. Men forskellen er irrelevant. Hovedsagen er, at de som borgere i verdenssamfundet, for slet ikke at tale om en demokratisk stat, har ret til juridisk bistand.”

- Du siger, at de her tiltag opstod efter 11. september. Er de blevet så almindelige, at vi bare er vant til dem nu, og derfor har lettere ved at acceptere, når de vedtages?

“På den ene side er befolkningen blevet vant til, at der refereres til en overhængende terrortrussel. Det hører man jo hele tiden regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, sige. Herefter bekræfter regeringen, ved at cementere nødvendigheden af skærpelserne på det sikkerhedsmæssige område. Forandringerne omtales som nødvendige foranstaltninger og bagatelliseres i forhold til de konsekvenser, et eventuelt terrorangreb ville medføre.”

“På den anden side har man jo også siden 11. september flere gange været vidne til, hvordan politikerne har suspenderet reglerne. Per Stig Møller sagde gentagne gange, at Danmark ikke ville gå ind i Irak uden et sikkert FN-mandat. Men Danmark gik med i angrebet. Uden FN. Det internationale samfund har rejst massiv kritik af den krigsførelse, men det har ikke hjulpet.”

- Og det accepteres bare?

“De, som har reageret, har bare fået at vide, at der ikke er noget at komme efter. Når den almindelige befolkning ikke reagerer kraftigere, er det nok fordi, det hele virker meget fjernt og uigennemskueligt. Det interesserer ikke så mange. Og så er der jo den gængse holdning om, at overvågning kun rammer dem, som har noget i klemme. Men det er meget alvorligt, hvad der er ved at ske. For det, vi ofrer, er på længere sigt vores eget grundlag for individuel frihed.”

Misvisende statistik

Og med individuel frihed mener Claus Larsen juridisk og retslig frihed. Den omstridte tunesersag, hvor de tre tunesere i dag er tilbageholdt uden dom, er et skrækkeligt eksempel på, hvordan den demokratiske proces langsomt er blevet omstøbt og i sikkerhedens navn nu fungerer som illegal fangevogter.

At PET nedbryder den traditionelle sondring mellem udøvende og dømmende magt, har forfærdet et stort antal ledende jurister, men Claus Larsen peger yderligere på en fejl i regnestykket, hvad angår det argument, som ofte bruges til at legalisere PETs virke i den aktuelle debat.

“Der findes en statistik, som siger, at der i 97-98 procent af de sager, som PET kommer med, fældes dom. Den statistik henvises der ofte til, når PET’s vurderingsevne skal berettiges. Men her har vi et problem: For de tal henviser jo til sager, hvori der har været en retslig instans indblandet, og hvor PET har fået en dommerkendelse, og ført sagen til ende. Tallene siger intet om de tilfælde, hvor PET har fremlagt en sag, som efterfølgende har vist sig at være for tynd. Altså, hvor både en dommer og en beskikket advokat har været til stede - og så har fundet den pågældende sag uholdbar. Jeg ved af erfaring, at PET i langt de fleste tilfælde vælger at henlægge et eventuelt sagsanlæg, hvis der ikke er givet et klart grønt lys. De går meget sjældent videre med noget, efter at være blevet afvist af en dommer.”

- Det vil sige, at statistikken henviser til sager, der er vurderet af en dommer, og derfor er den uholdbar i det aktuelle eksempel?

“Ja. Statistikken er lavet på baggrund af sager, hvor der har været en juridisk instans indblandet. Så den er misvisende. Man kan ikke legitimere tuneserloven herudfra. Vi ved jo intet om, hvorvidt PET ville have fået medhold fra en dommers side. Det er muligt, at de havde fået medhold, men det er sandelig også muligt, at de ikke havde. På denne måde fik sagen om de tre tunesere faktisk ikke lov til at blive en del af statistikken. Sagen, som aldrig blev en sag i juridisk forstand, falder helt uden for de retslige statistikker.”

- Så det regnestykke må laves om? Hvordan gør man det, når det kun er de afsluttede sager, som indgår i statistikkerne? Man burde jo så have adgang til langt flere tilfælde. Også de tilfælde, hvor der aldrig rejses sag. Så ville procenterne jo pludseligt fordele sig anderledes.

“Jeg har flere gange gjort mig til talsmand for, at vi bør have et parlamentarisk udvalg, som har adgang til PET’s statistikker og på den baggrund kunne lave en kvalitetsvurdering. Vi har jo udvalg som Wamberg-udvalget, der har indsigt i PET’s registreringer og videregivelser af personoplysninger. Og så har vi Kontroludvalget, som består af fem folketingsmedlemmer, som skal holdes orienteret bl.a. om PET’s generelle retningslinier. Men de to udvalg har simpelthen ikke de beføjelser, de burde have. De kan ikke gå ind og forlange indblik i PET’s sager. I Norge er der et udvalg, som er langt mere aktivt, og som i højere grad samarbejder med den norske efterretningstjeneste. I Danmark er det PET selv, som bestemmer, hvad der skal offentliggøres, og hvad der ikke skal. Det er et enormt stort problem.”

I efteråret 2008 mødtes en stor gruppe af ledende danske jurister, for netop at belyse og diskutere de ovenstående tiltag. Der var generel enighed: ikke én gang for meget kan man minde danskerne om, hvor foruroligende det er, hvis demokratiet sættes ud af spillet. Terrorisme er farlig og dødbringende, ja. Men mantraet om, at de nye lovgivninger jo kun går ud over dem, som reelt ikke har rent mel i posen, er i længden ligeså farligt for den enkeltes frihed, mener Claus Larsen.