SAMARRA - “Vi har brug for en stærk mand. Der er gået seks år, og intet er blevet bedre. Politikerne lover alting, men i sidste ende hjælper de kun deres egne folk. Jeg er træt af at kæmpe og træt af at vente på, at tingene bliver bedre,” konstaterer den gråhårede gadehandler i et lille grøntsagsmarked i et Samarras fattige distrikter.

På trods af at han ligesom de fleste andre har tænkt sig at stemme ved et valg, der tegner til at blive Iraks mest repræsentative og frie hidtil, er det et udsagn, der dukker op hos de fleste vælgere, uanset om det er i Samarra, Bagdad eller andre steder i Irak - og også uanset stort set hvilken sekterisk gruppe, de tilhører. Demokrati har ikke vist sig at være den guldkrukke for enden af regnbuen, irakere håbede, det ville blive. Fire år efter irakerne første gang fik lov til at vælge deres egne magthavere, er det meget få almindelige irakere, der oplever, at indførslen af demokrati har forbedret tilværelsen, eller at demokratiet i det hele taget fungerer. Og det kan blive farligt:

“Der er en udpræget stemning af skuffelse over det politiske system, og den måde irakiske politikere forvalter deres mandat. Folk oplever, at demokratiet ikke har bragt dem andet end kaos, fattigdom og opsplitning, og at de politikere, de har valgt, ikke prøver på at ændre det. Mange mener, at alternativet til det er en handlekraftig diktator, og der er en reel fare for, at den utilfredshed kan føre til et militærkup eller et folkeligt oprør f.eks. med baggrund i Sadr-bevægelsen, når amerikanerne trækker sig ud,” konstaterer Ali Saada fra International Crisis Group, der netop har udgivet en rapport, der kritiserer de irakiske institutioner hårdt for ikke at være uafhængige, retssystemet for ikke at fungere og myndighederne for generelt ikke at gøre nok for at møde irakernes allermest basale behov eller stoppe nepotisme og korruption. Samtidig kritiserer rapporten også regeringen for ikke at tage ansvar for genopbygningen og for, at der er kommet meget få penge fra den relativt store fond, den administrerer til genopbygning af infrastruktur ud til provinserne, hvor de rent faktisk skal bruges.

Ikke demokratisk fakkel

Spørgsmålet er, om Irak på et tidspunkt, hvor den amerikanske tilstedeværelse er på vej mod en ende, er lykkedes med at blive den ‘demokratiske fakkel’ i Mellemøsten, som var en af de vigtigste begrundelser for Bush-regeringens invasion i 2003. Svaret er, i hvert fald i første omgang, nej, hvis man spørger Anthony H. Cordesmann, der er en af USA’s mest respekterede Irak-eksperter med afsæt i tænketanken Center for Strategic and International Studies og tidligere sikkerhedsrådgiver for John McCain.

“Målet var, at Irak skulle overbevise nabolandene om demokratiets fordele. Det gik forfærdeligt i starten, og det gør det i et vist omfang stadig,” siger han.

“Der er i Vesten en tendens til at lægge utrolig stor vægt på afstemninger, når man snakker om demokrati. Men afstemninger bringer ikke legitimitet. Det handler i højere grad om, hvor kompetente de folk, der bliver valgt, er, og om deres institutioner rent faktisk fungerer. Det gør de irakiske ikke, og de folk, der bestyrer dem, har hverken den kompetence eller erfaring, der er nødvendig,” konstaterer han.

“Ideen om at indføre et demokrati udefra var grundlæggende en tåbelig ide, fordi det aldrig er lykkedes at på-tvinge et andet land en politisk kultur - selv ikke i koloniale tider,” siger han, men vil på den anden side ikke afskrive det langsigtede perspektiv: Den slags tager tid, men der er en chance for, at det vil lykkes”.

Egne interesser vigtigst

Ali Saada deler den forsigtige optimistiske tone, men understreger, at et velfungerende irakisk demokrati ikke vil komme fra den nuværende politiske klasse.

“Folk er skuffede og med god ret. De politiske partier, der dominerer Irak, tror ikke for alvor på demokratiet, de prøver bare at hjælpe deres egne folk og har virkelig ikke opnået særlig meget i retning af at forene Irak,” siger Ali Saada, der især kritiserer de gamle eksilpartier, der efter invasionen kom til magten:

“Eksilpartierne er ikke indstillet på at ændre sig og opgive deres egne snævre interesser på nationens vegne, og derfor vil de komme til at lide nederlag ved dette valg, men ikke nok til at lade andre kræfter komme til; dels fordi nyere og mere progressive kræfter endnu ikke er udvoksede, og dels fordi de gamle partier ikke vil tillade det”.

Nedefra fra græsrødderne, hvor en sådan forandring måske skal komme, venter man stadig på, hvad fremtiden vil bringe:

“Sikkerheden er blevet bedre, men i de civile organisationer er man stadig forsigtig og venter på, hvad fremtiden vil bringe. Jeg ser ikke en eksplosion i den folkelige deltagelse,” siger Helene Quentrc, der er chefkoordinator fra ngo-paraplyorganisationen NCCI, der samler en lang række civile irakiske organisationer:

“Den generelle fornemmelse er, at det er meget skrøbeligt, og at volden hurtigt kan ændre det politiske billede, når amerikanerne trækker sig”.