Knap er den nye trafikplan vedtaget med et bredt politisk flertal, før den møder massiv kritik fra Danmarks trafikforskere.

Af de 10 eksperter, som på Informations forespørgsel har villet tage stilling til trafikaftalen, tror de ni ikke på, at den kan få CO2-udledningen til at falde. Blandt de ni, der ikke tror på trafikaftalens CO2-virkning, er ledende forskere fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Aalborg Universitet og Danmarks Miljøundersøgelser.

Kun én forholder sig nogenlunde positivt, mens yderligere tre ikke ønsker at svare ja eller nej til spørgsmålet.

Selv om Folketinget nu poster 94 milliarder kroner i motorveje og kollektiv trafik, er det ikke godt nok, lyder eksperternes kritik:

Den her trafikpolitik ligner den, vi har haft i mange år. Man giver lidt til motorveje og lidt til kollektiv trafik, så er alle glade. Det er business as usual,” siger professor på Institut for Transport ved DTU Jens Rørbech.

Han mener ikke, at planen mindsker biltrafikken og øger den kollektive transport - og dermed mindsker udledningen af CO2.

Der er ikke noget i den plan, der giver færre biler på vejene. Hvis det var målet, skulle man bruge meget mere pisk og lade være med at sætte afgiften på nye biler ned,” siger professoren.

Fup og fidus’

Han henviser til, at det i fremtiden bliver billigere at købe biler, fordi registreringsafgiften sættes ned. Til gengæld indføres der kørselsafgifter, så det bliver dyrere at køre i bil. Men heller ikke det giver nogen klimagevinst:

Afgifterne flytter bare bilerne, så der bliver mindre trangt på vejene. Men det er så lidt, at det ikke får nogen reel betydning, når det gælder minimering af CO2.”

Heller ikke trafikøkonom Uffe Jacobsen ser mange positive forandringer i planen:

Der er ikke en snus nyt i den aftale. Man kan glæde sig over små rosiner i kagen - resten bliver bare serveret på en anden måde,” siger han og kalder de 94 milliarder for ‘fup og fidus’:

Regeringen benytter sig af et gammelt trick, hvor de lægger de penge sammen, som de har sparet de sidste otte år og får det til at lyde vildt og voldsomt. Men det er ikke nogen forøgelse. Det flytter ikke noget som helst,” siger han og betoner, at den sparsomme økonomi netop er planens fundamentale problem.

Uffe Jacobsen er enig med Jens Rørbech i, at de kommende kørselsafgifter ikke flytter bjerge:

Det varer adskillige år, før de bliver indført. Det får hverken nogen effekt i morgen eller om et år,” siger han.

Det burde blive langt dyrere at køre på vejene snarest muligt, mener de fleste af de eksperter, Information har talt med.

Det går galt

Lektor i trafikplanlægning på Aalborg Universitet Harry Lahrmann mener ikke, at det hjælper at gøre det dyrere at køre i bil, når det samtidig bliver billigere at købe en bil.

Så går det galt,” advarer han og henviser til udenlandske undersøgelser, hvor registreringsafgiften netop er lavere end i Danmark:

Vi ved, at når folk først har købt sig en bil, så kører de i den, lige meget hvor stor afgiften er.”

Da et bredt flertal af folketinget torsdag blev enige om den nye trafikplan sagde finansminister Lars Løkke Rasmussen, at “der er en meget klar profil: To tredjedele grønt og en tredjedel sort - altså kollektiv trafik kontra asfalt - så det er en meget flot aftale”.

Og klimaminister Connie Heegaard (K) sagde torsdag, at trafikkens CO2-kurve knækkes med den ny aftale. Men der skal betydeligt mere til, siger trafikforskerne.

Man bør i højere grad målrette registreringsafgiften, så det bliver billigere at købe miljørigtige biler og endnu dyrere at køre på vejene,” mener Harry Lahrmann.

Trafikøkonom Uffe Jacobsen er enig:

Hvis politikerne ville, kunne de indføre bompenge og lave endnu mere om på registreringsafgifterne, så små og grønne biler belønnes.”

Også professor Jens Rørbech mener, at afgifterne på store biler og firehjulstrækkere skal i vejret. Selv om jernbanenettet nu tilføres penge, er det ikke nok:

S-togsnettet er alt for sårbart, hvis det handler om at få folk ud af bilerne og ind i toget. I langt de fleste tilfælde er bilen kvikkest og hurtigst.”

Trafik- og mobilitetsforsker Malene Freudendal-Pedersen, fremhæver også, at den kollektive trafik halter, trods de penge der nu sættes af:

Meget i planen handler om at forbedre de eksisterende kollektive anlæg med den ene hånd, samtidig med at man udbygger vejene med den anden. Det stemmer ikke overens.”

Fejlen er, at politikerne ikke har nogen plan for, hvordan de flytter folk fra biler til kollektiv trafik:

De glemmer, at det er mennesker i den anden ende, der skal forandre deres vaner. Det er ikke nok at forbedre nedslidte systemer og lyskurve, som skulle have været færdige for 20 år siden. Det ved alle, der tænker sig om.”

Fakta: Informations rundringning

Information har lavet en rundringning til 13 af Danmarks førende trafikeksperter. Vi stillede dem følgende spørgsmål:

Tror du, den nye trafikaftale, vil føre til mindre udledning af CO2 eller ej?

Ud af de 12 svarede:
9 nej – udledningen af CO2 bliver ikke mindre
1 ja – udledningen af CO2 bliver mindre
3 ved ikke

Det svarer til, at ca. 70 pct. af de adspurgte eksperter ikke tror på mindre CO2-udslip.

De 13 adspurgte eksperter er:
Mogens Fosgerau, Seniorforsker, Institut for Transport, DTU: Nej

Henrik Gudmundsson, Seniorforsker, Institut for Transport, DTU: Ved ikke

Henrik Harder, Ph.D., trafik, Aalborg Universitet: Nej

Uffe Jacobsen, trafikøkonom, selvstændig: Nej

Susanne Krawack, Trekantområdet Danmark, den grønne tænketank CONCITO: Nej

Alex Landex, Institut for transport, DTU: Nej

Harry Larhmann, lektor i trafikplanlægning, Aalborg Universitet: Nej

Oli B. Madsen, professor, Transportforskning, DTU: Ja

Otto Anker Nielsen, professor, Institut for Transport, DTU: Ved ikke

Bo Normander, forsker ved Danmarks Miljøundersøgelser: Nej

Malene Freudendal-Pedersen, trafik- og mobilitetsforsker: Nej

Jeppe Rich, lektor, Institut for transport, DTU: Ved ikke

Jens Rørbech, professor, Institut for Transport, DTU: Nej