Alt for få talentfulde kvinder vælger en forskningskarriere. Løsningen er ikke positiv særbehandling, men vanetænkningen skal brydes. Det sættes der fokus på torsdag den 5. februar på Christiansborg.
Hele vejen op ad den videnskabelige karrierestige sker der et betydeligt frafald af kvindelige forskertalenter. På trods af at flere kvinder end mænd i dag opnår en kandidatgrad på universitetet, er kun hver fjerde lektor en kvinde, og kun 12 pct. af alle danske professorer er kvinder. Dette er ikke blot alarmerende i en dansk sammenhæng. Også i international sammenhæng er andelen af kvinder bemærkelsesværdigt lav. Når det store frafald af kvindelige forskertalenter er et problem, er det fordi vi ikke har råd til at miste disse talenter.
De fleste af os kan blive enige om, at man i bestyrelser såvel som i råd, nævn og udvalg skal vælge den person, der er bedst kvalificeret. På samme måde kan de fleste af os blive enige om, at både stillinger og midler skal tilfalde de dygtigste forskere.
Bryde vanetænkningen
Der, hvor enigheden sandsynligvis ophører, er i spørgsmålet om, hvorvidt fri konkurrence mellem kønnene automatisk medfører, at også de kvindelige talenter bringes i spil. Inden for forskningen viser erfaringen desværre, at dette ikke sker. Alt for mange dygtige kvinder fravælger stadig en forskningskarriere. Derfor skal vi bryde med vanetænkningen og fokusere på hvilke tiltag, der kan gøre op med det betydelige frafald, vi oplever. Det er afgørende, at dette ikke sker gennem positiv særbehandling i form af f.eks. kvoter. Der må aldrig sås tvivl om, at både stillinger og midler skal tilfalde de dygtigste forskere.
Derimod bør vi overveje, hvordan vi f.eks. skaber en bedre balance mellem familie- og arbejdsliv, og hvordan vi løsner op i socialt isolerede og mandsdominerede forskningsmiljøer. Desuden skal kvinderne tidligt i deres uddannelsesforløb opfordres til at tænke strategisk i forhold til karriereplanlægning, og langt flere kvinder skal målrette deres karriereforløb til forskerstillinger på universiteterne. Der gøres allerede meget for at bringe alle talenter - uanset køn - i spil. Ikke mindst på de danske universiteter. Men jeg ønsker, at vi gør endnu mere.
Derfor har jeg inviteret en række repræsentanter fra de danske universiteter, forskningsrådssystemet og erhvervslivet til en rundbordssamtale på Christiansborg på torsdag.
Med dette møde lægger jeg op til en flerstrenget indsats, hvor vi fokuserer på initiativer, som vi kan arbejde med på det politiske niveau, på de enkelte institutioner samt af kvinderne selv.
Kommentarer
Philip Greenspun har en munter og dog seriøs artikel om kvinder i forskning:
http://philip.greenspun.com/careers/women-in-science
Han spørger, hvorfor kvinder overhovedet skulle vælge forskning? Han kan ikke se nogen grund til det. Han foreslår dog et par tiltag, hvis målet trods alt er at få flere kvinder ind i forskningen.
På DRs hjemmeside her i februar er der et interview med en kvindelig forsker, som siger følgende:
“Kvoter lyder som noget slemt, man kommer til at tænke på torsk. Men hvis vi ikke gør noget, lægger vi os fast på den kønsfordeling, som vi har haft i årtier, og den er ikke hensigtsmæssig. I forskning skal man altid bruge den bedste, men der er svært at sige præcis hvem dét er. Ofte er ”den bedste” det samme som den, der minder mest om ham, der var der før. Og der er mange kvalificerede kvinder at vælge i mellem.
For tiden er der stor fokus på, at kvindelige forskere skal have coaching, nursing og mentorordninger, og selvfølgelig skal vi have det godt. Men vi skal også huske på, at vi ikke er små potteplanter, vi er en del af arbejdsmarkedet.”
Se
http://www.dr.dk/P1/Vita/Udsendelser/2009/02/11123…
Jeg er enig. Og jeg håber, Videnskabsministeriet vil tage det med i deres overvejelser.
Det er uklart for mig:
1) På baggrund vælger ministeriet nogle metoder til og andre fra?
Fx skriver ministeriet at “Desuden skal kvinderne tidligt i deres uddannelsesforløb opfordres til at tænke strategisk i forhold til karriereplanlægning, og langt flere kvinder skal målrette deres karriereforløb til forskerstillinger på universiteterne.”
Jeg er ikke klar over, hvorfor andre kvinder vælger forskningen fra. Så et første skridt for ministeriet kunne være at undersøge, hvorfor kvinder overhovedet vælger forskningen fra? Fx via spørgeskema og/eller kvalitative undersøgelser med de kvinder, der har taget en ph.d., og som ikke fortsætter inden for forskning.
Jeg er kvinde og ph.d.-studerende, og jeg overvejer at fortsætte inden for forskning. Jeg HAR tænkt strategisk i forhold til karriereplanlægning, og jeg HAR målrettet mit karriereforløb til en forskerstilling. Hvis jeg vælger forskningen fra, skyldes det forhold vedrørende fremtiden. Med andre ord er jeg ikke “en stueplante” mere end en mandlig studerende er.
Men jeg ville ønske, jeg havde rollemodeller at se på, så jeg bedre kunne vurdere min sandsynlighed for at kunne lykkes som forsker. De dygtige kvindelige ph.d.-studerende, som jeg kan identificere mig med, vælger forskningen fra. Det er uklart for mig hvorfor. Men det får mig til at tænke mig meget grundigt om.
2) Hvorfor kvoter skal udelukkes som middel, hvis det blot sker en overgang på fx 10 år?
Hvis målet er at få flere kvinder i forskning, er jeg stort set ligeglad med, hvordan det sker - bare det sker, og at man vælger en effektiv metode.
Kvoter virker for mig som en effektiv metode. Man vælger stadig de bedste blandt de kvinder, der søger om en kønsbestemt stilling. Og kvinder, der blive ansat via kvoter, må være (mindst) ligeså gode som de nuværende mandlige forskere, givet kønsforskellen er omkring 10/90 på forskerniveau.
(I øvrigt havde en del østeuropæiske lande efter sigende en kønskvotient på 50/50 blandt forskerne på universiteterne i sidste århundrede. Så det KAN lade sig gøre.)
3) Er det de potentielt dygtigste forskere, der ligenu vælger at fortsætte inden for forskning?
Et andet udgangspunkt end kønnet kan være, at ministeriet definerer, hvad man mener med “de dygtigste”? Og overvejer, hvordan man får “de dygtigste” til at søge (uanset køn mm.)?
Det ser ud som om, Videnskabsministeriet antager, at de potentielt dygtigste forskere fortsætter inden forskning. På hvilken baggrund antager de, at fx de bedste mandlige ph.d.-studerende vælger at fortsætte inden for forskning?
Jeg kender mange nuværende og forhenværende superdygtige ph.d.-studerende. Jeg kan ikke med sikkerhed i stemmen sige, at de mandlige ph.d.-studerende, der fortsætter inden for forskning, er “de dygtigste” blandt mændene. Jeg siger ikke, at de ikke er superdygtige. Blot at en masse - i mine øjne - ligeså superdygtige mandlige ph.d.-studerende vælger forskningen fra og aldrig søger.
Hvis ministeriet virkelig skriver “langt flere kvinder skal målrette deres karriereforløb til forskerstillinger på universiteterne.” Så vil jeg tillade mig at spørge, hvorfor i alverden skulle de dog det?
Universiteterne kan ikke tilbyde nær så god en løn og ansættelsesvilkår som det private erhvervsliv.
Jeg vil til enhver tid opfordre såvel kvinder som mænd til at søge en karriere i de private forskerstillinger, hvor der er både højere løn, frynsegoder og barselorlov mv.
Der er simpelthen ikke prestige nok i at være forsker ved universiteterne længere. Man kan heller ikke regne med at kunne præstere grundforskning eller anden uvildig forskning på universiteterne, da forskningen her alligevel er styret af erhvervs- og politiske interesser. Forskningsretningerne går hid og did styret af politiske modebegreber. Velfungerende forskningsmiljøer nedlægges rask væk for aldrig at genopstå. Så længe disse ting ikke er i orden skal man ikke lægge karriere og arbejdsliv til det.