Der er lagt op til et indædt slagsmål mellem landets fagforeninger, når regeringens skattekommission i dag lancerer deres anbefalinger til en reform. Ifølge ingeniørernes forbund, IDA, er behovet for lettelser i topskatten afgørende for at få flere til at tage en videregående uddannelse. Beregninger fra IDA viser nemlig, at den månedlige gevinst ved at tage en fem-årig ingeniøruddannelse frem for at gå direkte ud på arbejdsmarkedet som ufaglært ikke er større end 3.400 kr. Topskatten snupper resten:
“Den danske topskat er blevet en særskat på uddannelse. Det er simpelthen ikke attraktivt nok at tage en videregående uddannelse i Danmark. Hvis det ellers er rigtigt, at vi skal leve af viden i fremtiden, så har vi et stort problem,” siger Lars Bytoft, der er formand for IDA.
I modsætning til alle andre fagforeningsformænd, der hidtil har været på banen i skattedebatten, kræver Lars Bytoft topskatten afskaffet. Han peger på, at ingeniørerne trods finanskrisen har en arbejdsløshedsprocent på bare 0,7. Desuden viser beregninger, at der om 5-10 år vil mangle 13.000 ingeniører.
“Derfor er det afgørende, at vi kan gøre det mere tillokkende at tage en uddannelse,” siger han.
Kom ind i kampen, FOA
Fra FOA, HK og funktionærernes hovedforbund, FTF, advarer man derimod om, at topskattelettelser kan skabe øget ulighed, hvis man medregner såkaldte dynamiske effekter, der senere viser sig at udeblive.
“Man skal passe på med at lave en skattereform på baggrund af tro og ideer. For den myte, der hedder dynamiske effekter, er ved at blive en religion for nogle,” siger HK-formand Kim Simonsen.
Et centralt argument fra regeringen er, at skattelettelser vil være med til at skabe flere hænder på arbejdsmarkedet. Men dén holder ikke, mener Kim Simonsen:
“En slagteriarbejder arbejder f.eks. under nogle meget hårde arbejdsvilkår i forvejen. Hans lyst til at arbejde mere bliver ikke afgjort af, om han kan tjene fem eller 10 øre mere på den sidst tjente krone. Det afgørende er, om han kan få nogle ordentlige arbejdsvilkår, så han kan blive længere på arbejdsmarkedet,” siger han.
Lars Bytoft er enig i, at en afskaffelse af topskatten skal være fuldt finansieret, helst gennem højere energiafgifter. Men han opfordrer samtidig sine formandskolleger fra LO-forbundene til at “komme ind i kampen og se på, hvad der er bedst for deres medlemmer”:
“Flere højtuddannede vil være med til at skabe flere arbejdspladser for LO-medarbejdere - og det er mig bekendt især dem, der oplever at blive afskediget i stor stil i øjeblikket”, siger han.
Lavtlønnede finansierer
FOA-formand Dennis Kristensen afviser kritikken.
“Vi er trods alt nogle forbund tilbage, som holder fast i, at vi ikke skal leve i et samfund, hvor de, der har fået den største ballast og bedste forudsætninger for at tage en uddannelse, bare skal have en endnu større gevinst,” siger han.
FOA-formanden peger på, at det de lavtlønnedes skatteindtægter, der er med til at sikre de universitetsstuderende SU og gratis uddannelser.
“Og så vender jeg mig imod, at de højtuddannedes arbejde har så meget mere værdi for samfundet. Det kan godt være, at de skaber værdi - men det sker under forudsætning af, at nogen passer deres børn, reparerer på dem, når de bliver syge, og tager sig af dem, når de bliver gamle,” siger han og peger ligesom resten af fagbevægelsen samt Socialdemokraterne og SF på et højere beskæftigelsesfradrag som mere ønskværdigt end lavere topskat.
Bag striden mellem de højtlønnede og lavtlønnedes repræsentanter ligger en central sandhed: Det er usandsynligt, at de lavtlønnede vil arbejde særlig meget mere på grund af en skatte-reform.
“En række internationale studier viser, at de lavtlønnede er mindre følsomme over for ændringer i skatten end de højtlønnede,” siger økonomisk vismand Michael Rosholm.
Tidligere vismand Jan Rose Skaksen, professor på CBS, er enig.
“Det kan godt være, at nogle sygeplejersker ligger så tæt på topskattegrænsen, at det er udslagsgivende for, om de vil gå fra deltid til fuldtid. Men manglen på SOSU-assistenter og andre lavt-lønsgrupper kan vi ikke løse med en skattereform,” siger han.
Begge afviser, at et højere beskæftigelsesfradrag er en særlig effektiv måde at skabe mere arbejdskraft på. Det er ved topskattelettelserne, at effekterne er størst.
De højtlønnedes tur
“At hæve beskæftigelses-fradraget er mindre ulighedsskabende - men til gengæld får du heller ikke ret meget arbejdsudbud for pengene,” siger Jan Rose Skaksen.
I Dansk Industri er direktør Tine Roed stærkt begejstret for IDA’s udmelding. Hun siger rent ud, at det er de højtlønnedes tur til at få skattelettelser.
“Vi skal huske, at de toforegående skattelettelser rettede sig mod lav- og mellemindkomsterne. Hér er der ikke længere noget problem. Men i toppen har vi stadig en marginalskat på 63 procent,” siger hun.
Tine Roed er med egne ord “dybt bekymret” over meldingerne fra S og SF om primært at ville tilgodese de lavtlønnede.
“Hvis man vil skabe vækst i Danmark og grundlag for bedre velfærd, så kan vi ikke have et skattesystem, der straffer folk for at gøre en ekstra indsats,” siger hun.
Regeringens skattekommission præsenterer sin rapport i dag kl. 12.15 i DGI-byen i København.
Kommentarer
Altså -Danmark er det land i verden, der via skatte- og afgiftspolitikken og de deraf betalte overførselsindkomster er det aller mest indkomstudlignede land i verden, med den mest massive velfærdsmodel og en kanon-høj levestandard og livskvalitet. Ginikoefficienten for Danmark er vist den laveste eller næstlaveste i hele verden.
Det er noget hen i vejret at sige, at lidt lettelser i “toppen” vil forrykke den danske placering som et super-indkomstudlignet velfærdssamfund.
Vi kan bruge flere penge ( det kan man altid og til alle tider uanset om man er en person eller en stat ), og så kan man enten stramme yderligere på skatteskruerne og dermed gøre livet surt for de høns der lægger guldæg til alles bedste - man kan evt endda helt slagte dem (men så er man totalt på spanden i al fremtid).
;Man kan også prøve at anskaffe nogle flere høns , der kan lægge endnu flere guldæg ( d v s lidt beskedne skattelettelser i mellem - og top gruppen) og så bliver vi alle rigere - også kontanthjælpsmodtagerne.
Problemstillingen er ude af trit med den virkelighed, den falder i.
Man orienterer sig, følgagtigt i alle medier, som om kommissionen havde ret i sit udgangspunkt, som er at man mangler hænder. Det er det rene vrøvl!
Hele verden står midt i det største økonomiske tilbageslag, som er set siden krakket i tyverne. Der er allerede galoperende inflation i ledigheden over alt i den globale økonomi. De sidste 20 års økonomiske fremgang var baseret på en stor fiktiv værdistigning. De nominelle værdistigninger. som man så i boliger og på aktiemarkederne, var udtryk for inflation. Men af politiske årsager blev disse værdier ikke kaldt for det, de var, nemlig ren inflation. De var nemlig grundlaget for at vi kunne bevare vor købekraft i forholdet til udlandet, dvs. i forholdet til de asiatere som producerer vore arbejdsintensive varer og resten af ulandene, som vi henter vore naturressourcer og de gode hjerner fra.
Nu ser det ud til at illusionen om vores værdier er ved at briste for alvor. Heldig vis, for vi har levet på nas i forhold til udlandet og vor egen natur alt for længe.
Arbejdsløsheden og det økonomiske kaos har allerede væltet regeringen på Island.
Arbejdsløsheden er på 16 % i Spanien, og økonomien ligger i koma hernede. Men fordi spanierne er besindige mennesker, så tager de den roligt. De både har klimaet og de fleste af deres fornødenheder nogen lunde inde for rækkevidde, uanset hvordan det går med den store økonomi. De har for øvrigt en glimrende forståelse for naturalieøkonomi og andre former for social udveksling af både mening. Med andre ord, de kan leve livet og skider i stor stil på idealerne omkring økonomisk vækst.
Det græske samfund er i oprør. Det er ikke kun anarkisterne, som er sure. Mediernes beskrivelse, af hvad der foregår dernede, er så lammende ude af kontakt med de skævheder som findes både af traditionelle grunde, men også som følge af det monetaristiske Europas indgriben i landets institutioner og offentlige forvaltninger. Den økonomiske ulighed er gigantisk, og arbejdsløsheden stiger og stiger.
Storbritannien har de største økonomiske problemer af alle. Selv om folk her, med grundlag i sin ret til undtagelse i forhold til almindelige arbejdstidsbestemmelser inden for EU, har tradition for at arbejde op til 60 timer hver eneste uge, så hænger deres økonomi i laser. Deres bankvæsen, som fylder rigtig meget i deres samlede regnskab, fordi London er en finansielt centrum for hele verden, står på fallittens rand. Resten af Storbritanniens overarbejdende befolkning, kan se frem til økonomisk ruin, uanset hvor meget de knokler. Og når de så bliver fyret oven i, og de skal til at leve på nåde af det sociale netværk, som er ført tilbage til stenalderen af Thatcher og med godkendelse af Toni Blair, så lærer for første gang, hvad det var, de gik ind for, da de med Thatcher og Reagan som deres ledere valgte markedsfundamentalismen, den institutionaliserede udgave af monetarismen.
Frankrig strejker. Arbejdsløsheden stiger. Økonomien er måske ikke så dårlig, men folk er sure, fordi de risikerer ikke at få noget som helst ud af det.
De gamle kommunistiske østlande, som først lige er kommet ind i varmen, står og mangler investeringer og aktiviteter. Demokratierne er svage her. Når den globale økonomiske krise først rammer dem med massiv arbejdsløshed, så vælter regeringerne på stribe. De sociale konsekvenser heraf er uoverskuelige.
Men i lille Danmark der taler vi om, at nu skal vi have nogle flere hænder. Det skal kunne betale sig at gøre en ekstra indsats.
Og ih hvor er der brug for flere hænder. Og hvor bliver der brug for dem i fremtiden. Og hvor er der brug for nogle flere penge, vi kan jo dårligt få til salt til ægget, eller sukker til havregrøden.
Og selvfølgelig skal vi forbruge os ud af den mangel vi skaber omkring os. Det mangler da bare.
http://www.elpais.com/articulo/internacional/crisi…
Evnen til at koncentrere sig om sine egne små illusioner, og evnen til at glemme, hvad det er man har gang i, er fantastisk. Men når EU revner, fordi misfosteret ikke er i stand til at overleve uden fortsat ekspansion og heldige vinde, så begynder den fremherskende selvbeskrivelse at få problemer. Ikke fordi der er noget ny i det, at den menneskelige erfaringen sjældent svarer til noget. Men simpelt hen fordi, den sært indavlede form for selvforståelse ikke rigtigt kan tilpasse sig omstændighederne.
Men vi taler bare om at vi må have nogle flere hænder ud på markedet! Gud fri mig vel, hvor bliver der mange hænder frit tilgængelige på markedet om bare en måned, et år eller flere år!
At vi inden så længe skal til at tale om at fordele den smule arbejde der er tilbage, ja det er sikkert for tidligt at inddrage i diskussionen. På den anden side, så er det hermed gjort.
“Beregninger fra IDA viser nemlig, at den månedlige gevinst ved at tage en fem-årig ingeniøruddannelse frem for at gå direkte ud på arbejdsmarkedet som ufaglært ikke er større end 3.400 kr.”
Sikke en umådelig åndelig forarmelse!
Kunne det mon tænkes, at visse mennesker rent faktisk vælger studie af lyst, ud fra en brændende lyst til et fagområde - fremfor penge?
Nej, vel, det kan det da ikke i en kultur, der er karakteriseret ved, at alt, mennesker inklusive, er varer, som det så klart røbes i følgende passage
“… så der kan skabes en fælles forståelse mellem aftagere og universitet …”
fra artiklen http://www.information.dk/print/181366 , dags dato.