Historien er fyldt med eksempler på lande, der indrettede deres forsvar efter den senest udkæmpede krig, og som efterfølgende smerteligt måtte erfare, at deres forsvar ikke var omstillingsparat og fleksibelt nok til at imødegå nye uforudsete udfordringer. I den nuværende debat om prioriteringer i forsvaret ønsker visse kræfter halvdelen af de danske kampfly udskiftet med udstyr, der er specialiseret til konflikttypen i Afghanistan.
Det er nødvendigt og rimeligt, at vores soldater i Afghanistan får det bedst mulige udstyr til at løse de nuværende opgaver, men en permanent nedskæring af Danmarks kampflys kapacitet vil være en fejlvurdering med langtrækkende konsekvenser for det danske forsvars fremtidige evne til såvel nationalt forsvar som evnen til at indsætte helstøbte militære kapaciteter som led i en aktiv sikkerhedspolitik.
Her er et par gyldige argumenter. Luftoverlegenhed i et konfliktområde er en forudsætning for anvendelse af luftrummet til transport, overvågning, ildstøtte m.v. Det er en udbredt misforståelse, at Europa har kampfly nok, men mangler helikoptere og soldater. Skulle man alligevel beslutte at indkøbe flere helikoptere, vil det ikke hjælpe lige nu, men først om 5-10 år. Vores soldater svigtes ved ikke at give dem støtte fra de kapaciteter, vi rent faktisk har, og som kan redde liv - både danske og afghanske.
Nye kampfly
Den danske forsvarsforligsdebat bærer præg af manglende forståelse for, at luftoverlegenhed er en grundlæggende forudsætning for succesfulde militæroperationer. Den danske hær har ingen erfaring med at operere i konfliktområder uden luftoverlegenhed, hvilket præger debatten og betyder, at de fleste tager luftoverlegenhed for givet - tilsyneladende i al fremtid.
Luftoverlegenhed kan ikke tages for givet i fremtidens konflikter. Konflikter eller krige med en egentlig flytrussel er muligvis ikke aktuelle i øjeblikket, men et nyt kampfly vil først være klar til brug om 8-10 år og vil efterfølgende skulle anvendes i 30-40 år. At spå om sikkerhedstrusler 10 til 50 år ude i fremtiden og basere sine langsigtede materielinvesteringer på dette usikre grundlag er risikabelt. Kig blot tilbage på de sidste 20 års uforudsete omvæltninger.
Samtidig betyder luftoverlegenhed ikke kun fravær af en fjendtlig flytrussel, men i lige så høj grad fraværet af en fjendtlig jord-til-luft missiltrussel (SAM-trussel). SAM-truslen er kraftigt voksende i disse år - også hos fremtidige sikkerhedstrusler som svage og ‘fejlslagne’ stater - som et modspil mod Vestens (læs: USA’s) massive overlegenhed i luften.
Dette har afgørende indvirkning på fremtidens mulighed for en aktivistisk sikkerhedspolitik - såvel forebyggelse i svage stater, intervention i lande med borgerkrig og interne undertrykkelser eller folkedrab, som sikkerhedstrusler rettet direkte mod vestlige interesser. Med en SAM-trussel bliver det pludselig meget risikabelt at flyve med ubemandede fly (UAV), transportfly og helikoptere. Uden transportfly og helikoptere vil al transport af nødhjælp, forsyninger og tropper skulle foregå på landevej eller skinner, hvilket gør den langsom og ekstremt sårbar overfor vejsidebomber, baghold og sabotage.
Danske F-16-fly er udstyret med selvforsvarsudstyr, der gør, at de kan operere selvstændigt i et område med ældre SAM-systemer, men ødelæggelse eller undertrykkelse af nye SAM-systemer kræver enten stealth og/eller beskyttelse fra kampfly med specialiseret ‘anti-SAM’-teknologi. I dag råder Europa kun i meget begrænset omfang over en sådan kapacitet. Hvis Europa i fremtiden skal kunne operere uden USA, må rige lande som Danmark gå forrest og anskaffe kampfly, der kan imødegå disse SAM-trusler.
Mangel på kampfly
NATOs efterspørgsel på flere soldater og helikoptere til Afghanistan er ikke et udtryk for manglende kapacitet i NATO, men snarere et udtryk for landenes manglende vilje til at indsætte den i Afghanistan. Og selv hvis kapaciteten manglede, så tager det erfaringsmæssigt mindst 5-10 år at indkøbe og indfase avanceret nyt militært udstyr som transporthelikoptere og UAV.
Til gengæld findes der ikke en tilstrækkelig stor europæisk moderne kampflys kapacitet. Det blev tydeliggjort i Kosovo-krigen i 1999, hvor NATOs kampfly fik Serbien til at stoppe de etniske udrensninger i Kosovo. Succesen dækkede over, at USA stod for over 90 pct. af de præcisionsbomber, der fik Milosevic til at imødekomme NATO krav.
Stik mod de påstande, der er fremført i debatten, mangler der faktisk kampfly i Afghanistan, og det er europæernes skyld. USA står for størstedelen af luftstøtten og de dage, hvor amerikanerne ikke stiller fly til rådighed, bliver NATO soldaterne i Helmand provinsen i stor udstrækning i lejrene. Generelt opfyldes kun omkring 75 pct. af de anmodninger om luftstøtte, som NATO-styrkerne fremsender. Det betyder, at danske soldater kun sjældent får præventiv luftstøtte - fly, der støtter med afskrækkende tilstedeværelse over de udsendte patruljer og med overvågningsvideo fra tv og infrarødekameraer, der sendes ned i real time til patruljen på jorden. Erfaringen viser, at risikoen for angreb er meget lille, når der er præventiv luftstøtte, og hvis man alligevel angribes, er luftstøtten der med det samme.
Desværre må de danske soldater størstedelen af tiden vente med at få luftstøtte, til de er kommet i kamp.
Men så kommer støtten også - men med forsinkelse og ofte med den konsekvens at en anden patrulje så mister sin præventive luftstøtte. Trods forsinkelse, er luftstøtten afgørende for, at der ikke er kommet flere danske kister hjem. Som forfatteren Carsten Jensen berettede om i Information den 22. januar:
“Først efter 50 minutter lykkedes det danskerne at skyde sig fri og få deres døde og sårede med sig. Ti minutter mere, så var ammunitionen sluppet op, og de var blevet et værgeløst bytte for en morderisk fjende.”
Her kom kampflyene i sidste øjeblik.
Færre civile tab
Flere kampfly i Afghanistan vil betyde mere præventiv luftstøtte og dermed mindre risiko for bagholdsangreb. Færre bagholdsangreb lig med mindre behov for luftstøtte hvor Taleban har valgt tid og sted lig med mindre risiko for egne og civile tab. Paradoksalt nok er det frygten for civile tab, der nævnes af modstandere af danske kampfly i Afghanistan (Berlingske 21. oktober 2007) - selv om det netop kan medvirke til færre civile tab. Samtidig har man dog ikke noget problem med, at danske soldater benytter sig af luftstøtte fra andre landes kampfly. Man har i hvert fald ikke krævet det forbudt. Beskyttelse fra kampfly, som således redder danske soldaters liv på ugentlig basis, er altså ok - blot der ikke er dansk afsender på bomberne. Ideologi og forligsstrategi står her i vejen for løsninger, der her og nu kan redde danske soldaters liv.
Hårfin balance
Man kan få det indtryk, at nogle af vores udsendte soldater tror, at krigen vindes ved at slå så mange Talebanere ihjel som muligt, bl.a ved at læse Kim Hundevadts bog ‘I morgen angriber vi igen’.
Der er en hårfin balance mellem manifestation af lokal tilstedeværelse i form af kampopsøgende patruljer på det taktiske niveau, og så risikoen for civile tab og tab af lokalbefolkningens opbakning. Hvis politikerne er bekymret for indsættelse af danske kampfly, skulle man måske snarere kigge på hvilken strategi, de danske soldater i praksis følger.
Fremtidens sikkerhedstrusler er uforudsigelige. Derfor er der brug for et afbalanceret forsvar, der ikke er specialiseret i den sidste krig, men er bredt anvendeligt. Succesen i Afghanistan måles ikke på døde fjender, men på lokale venner. Danske kampfly vil her og nu faktisk styrke implementeringen af den danske Afghanistan politik, der fokuserer på sikkerhed og genopbygning, frem for nedkæmpning af Taleban.
Frem for at skære drastisk i kapaciteter som kampfly, der er essentielle i et afbalanceret forsvar, må politikerne i stedet sikre, at der følger penge med de internationale opgaver, de giver forsvaret - og at vores soldater får den bedste støtte, vi kan levere. Kampfly er derfor en del af løsningen, ikke en del af problemet.
Jacob Barfoed er major ved Flyvevåbnets Expeditionary Air Staff. Han har en mastergrad i Military Operational Art and Science fra US Air University. Han er medlem af Flyvevåbnets doktrinudvalg, medforfatter til Flyvevåbnets lærebog om anvendelse af fly i militære operationer
Kommentarer
Tsk-tsk: man kan ikke både blæse og have mel i munden …. indledningsvis bruges Afghanistan som eksempel på en krig man ikke skal bruge som udgangspunkt for at beslutte hvilke våben man skal investere i, og siden bruges samme krig, som eksempel på hvorfor man skal have flere krigsfly?
Men ellers er det da rigtigt at det er svært at spå om hvilke våbentyper der vil være den bedste investering, - især når der er en leveringstid på 8-10 år.
I dag sker der allerede en eksplosiv udvikling i brugen af robotter i krig, så måske skulle man lige vente et par år med at træffe beslutning om at købe de jagere.
Måske kunne man leje nogle hos USA? De har jo altid en stor reserve stående på jorden, som er beregnet på en konflikt med en næsten ligeværdig modstander, og såvidt jeg forstår, så er der ikke den store risiko for at jagerfly bliver skudt ned i Afghanistan, så hvorfor ikke spørge dem?
I første halvdel bruges Afghanistan som eksempel på, at det ville være dumt at SPECIALISERE sig i krige som Afghanistan.
I anden halvdel argumenteres for, at der mangler kampfly i Afghanistan, samt at de nuværende danske F-16 fly faktisk kan gøre en positiv forskel for såvel vores soldater, som den overordnede strategi i Afghanistan - på trods af at F-16 ikke er specialiseret i oprørskrige, men er et fleksibelt fly med bred anvendelsesmulighed.
Mht. robotter / droner, så har de helt sikkert en fremtid, men de er ikke så fleksible som et bemandet kampfly. De løser generelt en mere snæver opgaveportefølje, og man skal derfor have flere forskellige slags. Som supplement til kampfly vil det dog på sigt være en fornuftig anskaffelse.
Dobbeltmoral er et godt udtryk for den nuværende danske aktive udenrigspolitik – som det så smukt kaldes.
Vi skulle ud og slås for demokratiet, men som sædvanligt blev beregningerne af omkostningerne til denne aktive udenrigspolitik stærkt undervurderet. Tænk bare materiellet bliver hurtigere nedslidt og der bliver sørme også brugt mere administration end forvendtet. Bare for at nævne et par eksempler.
Mht kampfly så må den danske regering gøre op med sig selv hvad de egentlig vil. Hvis de vil en aktiv udenrigspolitik så koster det og er de villige til at gå ud og sige åbent og ærligt, Beklager vælgere, men vi har ikke penge til både kampfly som en aktiv udenrigspolitik kræver og fx gode skoler og ældrepleje samtidig.
En anden ting der under mig er at regeringen altid taler om konsekvens. Hvorfor skal forsvares mange fejl investeringer så ikke have konsekvens for forsvaret og forsvarsministeren.
Dorte Sørensen:”men vi har ikke penge til både kampfly som en aktiv udenrigspolitik kræver og fx gode skoler og ældrepleje samtidig.”
Naturligvis kan vi det. Vi har et af verdens dyreste og højeste offentlige serviceniveau. Til gengæld afsatter vi kun 1,06% af BNP til forsvarsområdet - langt lavere end EU og NATO gns.
Intet siger mig, at Danmark i særdeleshed ikke har råd til at tage et international sikkerhedspolitisk medansvar af samfundsøkonomiske årsager. Ja, som et af verdens rigeste lande virker påstanden latterlig.
Dorte Sørensen:”Hvorfor skal forsvares mange fejl investeringer så ikke have konsekvens for forsvaret og forsvarsministeren.”
Hvilke fejlinvesteringer menes der her? At noget i pressen bliver udråbt som en fejlinvestering gør det nødvendigvis ikke til tilfældet.
I øvrigt en fremragende kronik, Jacob Barfoed.
Lars Hansen du spørger
”Hvilke fejlinvesteringer menes der her? At noget i pressen bliver udråbt som en fejlinvestering gør det nødvendigvis ikke til tilfældet.”
Her til vil jeg mod spørger var Tårnfalken, de uduelige helikopter, kampvogne osv. bare noget pressen fandt på.?
Til Lars Hansen: Takker
Til Dorte Sørensen:
Du har ret i “Hvis de vil en aktiv udenrigspolitik så koster det”. Derfor må man enten drosle ned på ambitionerne eller tilfører midler til et budget, der som Lars beskriver,er blandt de mindste i den vestlige verden.
Jeg synes ikke man skal drosle ned, for Danmark har mange positive ting at tilføre udenrigs-og sikkerhedspolitikken.
Bl.a. betydningen af “helhedstænkning”/samtænkning af de forskellige virkemidler såsom udviklingsbistand, uddannelse i demokratiforståelse, antikorruption, samt de militære virkemidler. Ofte er militæret en forudsætning for de andre - f.eks. fredsbevarende styrker til at stabilisere landet - skabe ro og orden.
På trods af Danmarks mange gode kvaliteter, har vi behov for at styrke koordinering af indsatsen. Se min kronik fra den 24. juli i Berlingske : http://www.berlingske.dk/article/20080723/kronikke…
Vi bør også opruste på de “bløde” virkemidler. Den sikkerhed, som soldaterne skaber i Irak og Afghanistan er intet værd i sig selv. Men den er fundamentet for alt det andet. Alt det andet sker bare ikke i fornødent omfang. Her kunne Danmark virkelig markere sig, hvis vi ville:
Opret reaktionsstyrke bestående af et bredt udsnit af embedsmænd fra stats- og kommunaladministrationen samt fageksperter såsom jurister, politibetjente, skoleledere, lærere m.v. De skal kunne sendes ud (frivilligt) for at støtte stabilisering og/eller genopbygning af svage eller fejlslagne stater.
Der er således ikke tale om “NGO“‘er, men “GO’er”. NGO’er skal selvfølgelig inddrages og indsatsen koordineres, men NGO’erne arbejder med hver deres område. Hvem koordinerer den samlede indsats? Det kræver regerings- eller IGO styring. Men det kan ikke gøres fra København alene, der må en langt større lokal tilstedeværesle til. Derfor “reaktionsstyrken”.
Forebyggelse er nu en gang både billigere og “nemmere” end krig og genopbygning. Men det er sværere at få politisk vilje til.
Bemærk at forebyggelse indbefatter militære midler, til stabilisering!
Dorte Sørensen,
Tårnfalken.
Tilbage i midten af 90’erne blev det klart for beslutningstagerne, at den militærteknologiske og doktrinmæssige udvikling havde gjort taktiske ubemandede, flyvende fartøjer til et emne for dansk forsvar.
Med UAV kunne man med langt højere personalesikkerhed indhente informationer på kamppladsen - fordelene var og er indlysende.
I 1998 under den daværende SR-regering blev SAGEM’s Sperwer (Tårnfalk) valgt - den samme grundtype som flyver operativt i canadisk, græsk, hollandsk og svensk forsvar - som dansk forsvars UAV.
Det daværende Flyvematerielkommando (FMK) stod for indkøb og indledende implementering af Tårnfalken. FMK overdraget Tårnfalken til Hæren i 2002, hvor det hurtigt viste sig, at man med det planlagte driftsbudget ikke kunne holde den planlagte operative rådighedsprocent.
Man havde da valget mellem at tilfører UAV-strukturen tilstrækkelige driftsmidler (som man har i canadisk, hollandsk, græsk og svensk forsvar) eller at nedlægge kapaciteten, og derved frigøre midler til forsvarets øvrige drift - da Forsvaret også på det tidspunkt var økonomisk hårdt spændt for - valgte man, under den nuværende regering, at afvikle UAV-strukturen.
Dertil bestemte den nuværende regering, at Rigsrevisionen skulle undersøge hele affæren. Heri var den væsentligste kritik, at Forsvaret ikke på tilstrækkelig vis havde gjort de politiske beslutningstagere opmærksom på de risici, der var forbundet med front teknologiske projekter såsom Tårnfalken.
Man kan derfor men nogen ret sige, at Tårnfalken var en fejlinvestering - det medgiver jeg. Men et element af forsvarspolitisk omprioritering må også siges at have gjort sig gældende, forstået på den måde, at der var et politisk ønske om, at frigøre driftsmidler til forsvarets internationale missioner.
“De uduelige helikopter”
Her formoder jeg menes EH-101.
EH-101, der blev bestilt under den daværende SR-regering, kan ikke siges at være en fejlinvestering, da EH-101 opfylder de operative krav man havde til typen. Der har dog været visse implementeringsproblemer, der altovervejende kan henføres til; personalemangel (tildels som følge af den politiske bestemte lukning af Værløse FSN) og reservedelsmangel (tildels som følge af en industriel underkapacitet).
Hvorom alting er løser EH-101 sine pålagte opgaver og indfasningen går nu som planlagt.
“Kampvogne”
Leopard 2 er en ubetinget successes - Leopard 2 er bredt anerkendt som “verdens bedste” kampvogn.
“osv…”
Her må jeg bede om uddybning.
Mere generelt kan dansk forsvars problemer med materiale, både indkøb og drift, henføres til utilstrækkelige driftsbudgetter og personalenormeringer snarere end egentlige fejl og mangler i materialet. Altså en strukturel ubalance mellem pålagte opgaver og tildelte ressourcer. Det er så op til forsvarets ansatte at hekse efter bedste beskub.
Jacob Barfoed om vi bør deltage med en aktiv udenrigspolitik er en hel debat i sig selv, som jeg ikke vil komme ind på her, hvor debatten mere drejer sig om omkostningerne ved den aktive udenrigspolitik herunder indkøb og vedligeholdelse af materiellet. Her til var min indvending i al stilfærdighed bare at regeringen ikke har beregnet omkostningerne med al mindelig omhu – for at lyde lidt AP Møllers
Lars Hansen i mine øjne er det en fejl investering og dårligt købmandskab som forsvaret flere gange har udvist ved forskellige indkøb. Om de indkøb er sket under SR- regeringen eller under den nuværende regering gør da ikke sagen mindre og mere ansvarligt. Den nuværende regering skulle i mine øjne ha´ lært af Tårnfalk indkøbet og udvist en større kontrol med Forsvaret. Regeringen holder sig ellers ikke tilbage med styring og kontrol af alt og alle – så hvorfor ikke i forsvaret, hvor det ser ud til at være nødvendigt.
Jeg kan ikke huske om der var problemer med Leopard kampvogne, det har der derimod været med de nye kampvogne. Hvor de fx brød sammen ved prøvekørsler og afstivnings materiellet var heller ikke i orden hvorved en mekaniker kom til skade .
Kære Jacob Barfoed,
jeg er sådan set lidt i tvivl om, hvorvidt jeg er enig i at det vil være dumt at specialisere sig i en bestemt krigsform.
Danmark er jo ikke nogen særlig stor faktor i NATO, så at vores lille værn skal være rustet til at klare alverdens konflikttyper forekommer mig at være urealistisk, - det vil kun føre til at vi bliver lige utilstrækkelige på alle områder.
Hvorfor skulleman ikke istedet kunne specialisere sig i netop lavintensiv krigsførelse, - uden at have forstand på militær, vil jeg da tro at den type situationer vil forekomme i de fleste sammenhænge - enten som det primære (som i Afghanistan) eller som sekundært/efterfølgende element (som f.eks. i Irak).
Ville NATO ikke være bedre tjent med at DK kunne opfattes som en specialstyrke, istedet for at skulle se os som en lille reservedelskasse?
Hvis jeg bygger et hus, så foretrækker jeg at der kommer murere, tømrere, elektrikere, VVSere og andre specialister, fremfor 4-5 handymænd, som laver lidt af det hele.
Og den enkelte håndværker bruger nok ikke mere på at købe et komplet sæt af sit fags værktøj i topkvalitet, end handymændendene bruger på at fylde vognen med værktøj til alle fag hos Harald Nyborg.
Dorte Sørensen:
Selvfølgelig bør der være bedre styr på udgifterne, både til drift og til anskaffelser.
Mht. Projektkontor Nyt Kampfly, så bliver det nok det mest gennemarbejdede materielprojekt nogensinde i forsvaret - men det manglede selvfølgelig også bare med de milliarder vi snakker om. Der er ekstern kvalitetetssikring på projektet, hvilket er helt unikt i forsvarssammenhæng.
Mere generelt:
Forsvaret har ved seneste forlig omstruktureret sig med centraliserede materieltjenester og regnskabstjenester, samt indført SAP som økonomisystem. Dette skulle gerne bære frugt fremover, bl.a. fordi man samler ekspertisen og derved burde højne standarden. Hvorvidt det kommer til at fungere i praksis må tiden vise.
Desværre benyttede man anledningen til at inddrive rationaliseringsgevinsten før man havde implementeret - velvidende at det koster at implementerer så store ændringer. Bl.a. derfor halser forsvaret pt. bagefter mht. at høste gevinsten i form af styr på budgetter samt på materielindkøb og drift.
Kære Sven Karlsen,
Det kan være svært at spå om fremtidens konflikter. Du har ret i, at der ofte er behov for fredsbevarende/stabiliserende styrker. Men ikke altid.
Eksempler:
Irak mellem 1991 og 2003.
Her blev Saddam holdt i skak af engelske og amerikanske flystyrker, der håndhævde “no-fly zoner” i det nordlige og sydlige Irak for at forhindre Saddam i at bruge fly og helikoptere mod Kurder og Shiamuslimer.
Endvidere fik han en et større bombardement i 1998 efter han smed våbeninspektørerne ud.
Efterfølgende viste det jo sig, at denne form for “containment” af Saddam var ret effektiv - han havde ikke udviklet masseødelæggelsesvåben.
Afrika i fremtiden:
Mange afrikanske lande har pga. kolonifortiden ingen ønske om at se vestlige soldater på deres jord. Operationer, der bygger på det pågældende lands accept, kan derfor ikke lade sig gøre.
HVIS den pågældende afrikanske regering accepterede en europæisk fredsbevarende styrke, ville en eventuel oprørsbevægelse kunne bruge alene dette som rekrutteringsgrundlag - akkurat som det ses i Irak og Afghanistan.
Min påstand:
Europæiske styrker uden for Europa er derfor ofte et større problem end en løsning - i hvert fald over længere tid. Kun kortere fredsbevarende indsættelser, indtil den Afrikanske Union (AU) kan være på plads med styrker, tror jeg på.
Luftstyrker, hvad enten det er kampfly, helikoptere, transportfly eller UAV, kan til gengæld støtte over lang tid, da luftstyrker ofte ikke behøver at udstationeres i det pågældende land. Dermed er støtten til de lokale styrker (herunder AU) ikke så synlig i “gadebilledet” (det er svært at se hudfarven på en helikopterpilot). Samtidig har AU masser af soldater, men få luftstyrker.
Vi bør hellere satse på opbygning af de lokale sikkerhedsstyrker (politi og militær), herunder antikorruption og demokratiforståelse, fremfor selv at skabe sikkerheden.
Dette kræver et andet fokus i vores forsvar, men også en oprustning i i udviklingsministeriet og udenrigsministeriet.
Sven Karlsen:”Hvis jeg bygger et hus, så foretrækker jeg at der kommer murere, tømrere, elektrikere, VVSere og andre specialister, fremfor 4-5 handymænd, som laver lidt af det hele.”
Ja, men nu er det ikke sådan, at vi kan regne med tømrere, murere, vvs-installatører mv. stiller op, når eller hvis der bliver brug for det.
Hvis Danmark har alle tømrerne, Holland murerne, Norge alle elektrikerne, Litauen alle vvs-installatørerne, Portugal alle ingeniørne etc. etc. - så kan vi kun bygge et hus i Darfur*, hvis vi alle bliver enige om det. Hvis blot én regering ikke ønsker at stille deres lands rollespecialiserede styrker til rådighed er alle de andre landes forsvar irrelevante.
*Opretholde et flyveforbud over Darfur.
Vi må forvente at den sikkerhedspolitiske situation (op til flere gange) kan ændre sig over de næste 50 år, hvis vi rollespecialiserer os meget snævert til den nuværende sikkerhedspolitiske situation kan vi meget vel have specialiseret os frem til at være irrelevante i en række scenarier - derfor bør vi råde over et fleksibelt forsvar, der vil være relevant flest mulige scenarier med anvendlighed i hele konflikt spektret.
Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke bør sammenarbejde tæt med vores nærmeste partnere, om opstilling og indsættelse af styrker - men det bør være en rotationsordning sådan vi bibeholder en bred national kompetenceprofil og bedre muligheder for hurtigere at tilpasse os den sikkerhedspolitiske situation.
Dele af “produktionsapparatet” skoler, uddannelses- og øvelsesfaciliteter kan udmærket være multinationale, sådan Danmark kan dele udgifterne til at opretholde en “tømmerskole” med en række andre partnerlande, det samme gælder for visse materialetyper, hvor vi har multinationale puljeordninger og igen gælder det samme for højere enhedsniveauer som fx. det fælles dansk-tysk-polske multinationale korps eller den dansk-baltiske division. Vi kan godt sammenarbejde uden at specialiserer os i blind tiltro til en statisk sikkerhedspolitiske situation.
Dorte Sørensen,
All right, med kampvogne mente du Eagle IV.
Her er der blevet konstateret en monteringsfejl som per kulance eller på garantien bliver rettet af levandøren. Faktisk mener jeg allerede fejlen er blevet rettet.
At der tilsyneladende ikke var kurante donkrafte eller løfteudstyr hos enheden er naturligvis yderst beklageligt, men kan næppe tages som tegn på “forsvarets fejlinvesteringer” da sådanne var indkøbt.
Kære Jacob Barfoed,
jeg har jo ikke afvist at kampfly har deres funktionsområde, - og heller ikke at der er områder hvor styrker til lavintensiv krig er uanvendelige, - mit forslag er blot at vi - i situationer, som Irak 91-03, måske må møjes med at give moralsk opbakning (men også gerne direkte økonomisk støtte) til de lande der er rustet til den form for krigsførelse.
(hvad effekten af containment-aktionen så var, kan jo diskuteres - jeg formoder du har hørt om en “løveskræmmer”? …;-)
Og så er jeg da grundlæggende enig med dig i, at når vesten sender tropper til ikke-vestlige lande, så bliver det ofte opfattet som kulturimperialisme, - men det er den vestlige verden jo nok ikke uden skyld i. PT. er Mellemøsten jo den store heksekeddel, og efter min mening er en de de største årsager, at vesten siden 1800-tallet har prøvet at påtvinge vores nationalstatssystem på en befolkning som levede - og lever - i et stammesystem.
Og det fører naturligvis til at jeg må erklære mig enig i dit ønske om en oprustning i i udviklingsministeriet og udenrigsministeriet. Men jeg mener også at det kræver en vilje til at bruge store penge på andre forsøg end kun lige de militære. Da man prøvede at styre Saddam med handelsblokader og kontrol, så var kontrollen med den aktion jo nærmest udlagt til at skulle udføres indenfor eksisterende budgetter. Der blev ikke brugt mange penge på at sikre at Oil-for-Food reglen blev efterkommet. Der blev ikke gjort forsøg på at “bombardere” sultne provinser med mad og anden nødhjælp. et enkelt moderne missil koster mig bekendt i størrelsesordenen 1/4 million DKK, - det kan man købe mange tons mad for.
Og bemærk lige: jeg siger ikke at det havde løst problemet, - jeg påpeger bare at når man siger at man har prøvet alle fredelige midler, så er jeg ikke enig.
Kære Jacob Barfoed, jeg skal iøvrigt lige huske at rose dig for at så engageret del i denne tråd - respekt!
Kære Lars Hansen,
din argumentation er da rigtig, hvis man vel at mærke er enig i at DK bør deltage i så snævre alliancer som det skete imod Irak.
Og det er jeg ikke enig i, at vi bør. Jeg støtter kun aktioner der er sanktionerede af enten NATO eller FNs sikkerhedsråd.
Og jeg er grundlæggende slet ikke enig i preemptive warfare, - og slet ikke når det viser sig at der ikke var noget at være “preemptive” overfor.
Jacob,
Tak for en fremragende kronik, der på flere områder har været med til at udvide mit hærtunge tunnelsyn.
Det var på tide at flyvevåbnet blandede sig i debatten, og gav kvalificeret svar på, hvad vi skal med de ønskede 48 fly.
Glimrende kronik - jeg har ikke en pind forstand på militære operationer og det dertil hørende isenkram, men generelt bør man vel lytte til sagkundskaben.
Så hvis fly ud fra en faglig betragtning er en nødvendig ting, så bør vi selvfølgelig have dem.
(Vi må anstændigvis give danske soldater solidt og ordentligt ” værktøj “, når vi beder dem om at tage afsted og løse en opgave.)
I sit velformulerede militærtekniske argumentationsfremstød for at forbedre DK’s evne til at føre ’skønmalet’ såkaldt ”aktivistisk sikkerhedspolitik” (vel en eufemistisk betegnelse for militariseringen af udenrigspolitikken)anfører major Jacob Barfoed 2 historiske påstande, som vist må siges at bekræfte udsagnet om, at i krig (Og DK er jo i krig og har været det i en årrække: Irak, Afghanistan) er sandheden det første offer.
1. I kronikken skriver han:
” …i Kosovo-krigen i 1999, hvor NATOs kampfly fik Serbien til at stoppe de etniske udrensninger i Kosovo.”
Poul Villaume, professor i samtidshistorie, skrev i Informations kronik 4/6-99:
” da OSCE-observatørerne, de internationale hjælpeorganisationer og den internationale presse blev trukket ud af Kosovo på grund af de forestående bombninger, kunne de berygtede serbiske terrorstyrker helt ugeneret forstærke de etniske udrensningers omfang. Den humanitære katastrofe, som NATO-bombningerne skulle forhindre, blev - præcis som Pentagons og CIA’s topchefer og stribevis af Balkan- og sikkerhedspolitiske eksperter på forhånd advarede om - indirekte muliggjort af NATO’s bomber.”
I tidsskriftet KRITIK, 188, juni 2008, skriver samme:
”…. Samtidige og senere vender op og ned på kronologien og kausaliteten, når det påstås, at NATO’s bombekrig mod Jugoslavien var fremkaldt af serbernes fordrivelse af 800.000 Kosovo-albanere og drab på tusinder af dem. Rækkefølgen er den omvendte, og vi har NATO’s øverstkommanderende general Wesley Clarks og præsident Clintons ord for, at det, der egentlig var på spil her, ikke var Kosovo-albanernes sag, Men NATO’s troværdighed og fremtid som alliance”
2. I sin kommentar ovenfor skriver major Jacob Kofoed:
”Endvidere fik han (Saddam Hussein. M.) en et større bombardement i 1998 efter han smed våbeninspektørerne ud.”
Poul Villaume skriver i Informations kronik 28/9-02:
” Den historiske kendsgerning er, at det var daværende leder af våbeninspektørerne (UNSCOM), Richard Butler, som på direkte, kraftig opfordring fra USA’s FN-ambassadør ensidigt trak UNSCOM-personellet ud af Irak. Årsagen var den enkle, at Clinton-regeringen havde besluttet sig for at starte sine massive bombeangreb af Irak og frygtede, at våbeninspektørerne kunne blive ramt eller på anden vis ville lide overlast under angrebene, som foregik uden godkendelse fra FN’s Sikkerhedsråd og under flere af de permanente medlemmers protest.”
Dette hændelsesforløb er bekræftet i UNSCOM’s daværende formand Richard Butlers bog Saddam Defiant (2000).
Majoren skriver også:
”Efterfølgende viste det jo sig, at denne form for “containment” af Saddam var ret effektiv - han havde ikke udviklet masseødelæggelsesvåben”
Hvis man godtager denne påståede årsagssammenhæng - hvorfor så det løgnagtigt begrundede ’aktivistiske sikkerhedspolitiske’ angreb i 2003?
Og hvad med de millioner af dræbte, omkomne, sårede og flygtede irakere som følge af denne ’aktivisme’?
Mange flere end Saddam Hussein var i stand til at overkomme.
‘Sikkerheds- og forsvars-politik’?
‘Krig er fred’?
Til Mark Thalmay:
I min kronik var jeg plads begrænset i min beskrivelse af eksemplerne. Jeg vil derfor uddybe her. Først kommentering til kronologien ifm Kosovo:
NATO greb ind i Kosovo, fordi Milosevic begik overgreb mod det kosovo-albanske befolkningsflertal.
Det er korrekt, at disse overgreb eskalerede til etnisk udrensning/fordrivelse da diverse observatører og NGO trak sig ud inden bombeangrebene - men at komme til den konklusion at overgrebene SKYLDTES NATO bombeangreb, er at lukke øjnene for hvad der foregik inden NATO angreb.
Det er svært at forestille sig, at Milosevic ville have indgået den aftale han gjorde, hvis ikke NATO havde bombet Serbien. NATO og EU havde jo ligesom prøvet netop dette i over et halvt år INDEN angrebene, uden held.
Som i de fleste konflikter var det dog ikke bombeangrebene alene, der fik Milosevic til at ændre mening, men en kombination af flere ting, herunder Ruslands accept af NATOs fredsforslag.
Se f.eks. denne omfangsrige rapport: http://www.rand.org/pubs/monograph_reports/MR1351/ Abstract:
“This report examines the reasons Slobodan Milosevic, the then president of the Federal Republic of Yugoslavia, decided on June 3, 1999, to accept NATO’s conditions for terminating the conflict over Kosovo. Drawing in part upon the testimony of Milosevic and other senior Serb and foreign officials who directly interacted with Milosevic, the report analyzes (1) the assumptions and other calculations that underlay Milosevic’s initial decision to defy NATO’s demands with regard to Kosovo, and (2) the political, economic, and military developments and pressures, and the resulting expectations and concerns that most importantly influenced his subsequent decision to come to terms. While several interrelated factors, including Moscow’s eventual endorsement of NATO’s terms, helped shape Milosevic’s decision to yield, it was the cumulative effect of NATO air power that proved most decisive. The allied bombing of Serbia’s infrastructure targets, as it intensified, stimulated a growing interest among both the Servian public and Belgrade officials to end the conflict. Milosevic’s belief that the bombing that would follow a rejection of NATO’s June 2 peace terms would be massively destructive and threatening to his continued rule made a settlement seem imperative. ”
Med hensyn til Irak, så er det ikke afgørende for argumentet, hvorvidt våbeninspektørerne blev smidt ud eller trak sig ud i 1998 - jeg beklager fejlen - det væsentlige er, at containment og sanktionspolitikken, suppleret med bombeangrebet i 1998, var et alternativ til en invasion a la 2003. ET ALTERNATIV DER FUNGEREDE FINT - med militære briller, men måske ikke med moralske.
Faktisk var der mange topmilitærfolk, herunder den forrige chef for USAs Central Command (der har ansvaret for Mellemøsten og dele af Afrika og derfor ledte invasionen), General Anthony Zinni, som advarede mod en invasion i 2003, netop fordi det var udnødvendigt.
Saddam blev holdt fint i skak rent militært, ved hjælp af de to No-Fly zones samt USAs øvrige styrker i Mellemøsten.
At der så kan stilles spørgsmålstegn ved om sanktionerne / blokaden af Saddam af humanitære/moralske årsager kunne blive ved at fortsætte, er en helt anden diskussion. Problemet var, at sanktionerne kun gik ud over befolkningen samt atomprogrammet. Saddam sad uændret stærkt på magten og fortsatte med at drive gæk med FN.
––––––—
Skulle man så blot ophæve sanktionerne som “belønning” for usamarbejdsvilligheden med FN (han drev fortsat gæk med diverse inspektører)?
Skulle man fortsætte FN-sanktionerne?
Eller skulle man invadere med henvisning til usamarbejdsvilligheden?
–––––
Der var bestemt ingen indlysende løsning. Men dette er en helt anden diskussion - way of topic :-)
Sandheden er kompliceret - og i en kronik med 8000 anslag er der desværrecikke plads til alle deltaljerne. Men jeg tager gerne diskussionen :-)
Til Mark Thalmay:
I øvrigt bærer din kommentar præg af at du generelt er imod enhver form for militær.
Hvis det er udgangspunktet for dine synspunkter, så bringer ovenstående debat nok ikke diskussionen fremaf.
Da vil det måske være mere formålstjeneligt at føre den rette diskussion, frem for ovenstående “surrogat” diskussion (strid om kronologien etc.)
Men hvad skulle EU, NATO, verdenssamfundet HAVE GJORT I STEDET?
- i 1991 (Golfkrigen - Iraks annektering af Kuwait),
- i 1995 (Bosnien, “Operation Deliberate Force”: Jakobsen, Peter Viggo, Western Use of Coercive Diplomacy After the
Cold War, New York: St. Martin’s Press, 1998)
- i 1998 (Saddam driver løbende gæk med UN våbeninspektører => “Operation Desert Fox”)
- i 1998-1999 (Kosovo - Milosevic begår overgreb mod kosovo-albanerne: http://www.rand.org/pubs/monograph_reports/MR1351/)
- i 2003 (Irak: fortsætte sanktioner, fjerne sanktioner, invadere?)
Det er nemt nok at finde fejl ved de udførte militæroperationer/krige. Men de 12 års sanktioner mod Irak fra 1991 til 2003 kostede flere civile (primært syge og børn) livet end Irakkrigen kostede. At USA så forvaltede den hurtige militære sejr på ufattelig ringe vis - de var simpelthen dårligt forberedt på at vinde freden - er i den sammenhæng en særskilt diskussion.
Krigsmodstanderne har ikke peget på indlysende MORALSKE alternativer.
En fortsættelse af “containment” politikken ville være realpolitisk det smarteste - men efter min opfattelse moralsk mindre forsvarligt end krigen. Og ophævelse af sanktionerne ville invitere enhver diktator til i fremtiden at ignorere UN sanktioner i forvisning om at de ophæves med tiden alligevel.
vh Jacob
Kære Jacob Barfoed,
vi kan da hurtigt blive enige om, at de 12 års sanktioner mod Irak fra 1991 til 2003 kostede en frygtelig masse civile mennesker livet.
Det spørgsmål jeg stiller mig selv er bare, om der blev lagt den samme entusiasme bag - og de samme ressourcer i - sanktionerne, som bag den senere invasion.
Så vidt jeg har forstået, så skulle hele projektet nærmest være selvfinancierende - det var hverken 2- eller 3-ciffrede milliardbeløb der blev brugt på det, hvilket nok også var en af årsagerne til at det hele mere eller mindre gik op i hat og briller, med korruptionsskandaler og hungersnød.
Og jeg giver bestemt ikke militæret skyld for den civile administrations fiaskoer, - jeg påpeger blot, at jeg ikke rigtigt kan få øje på en vilje til at smide de samme astronomiske beløb og mandtal ind i andre typer af kriseløsningsforsøg, som man er parat til at bruge på krig …. tror du det kan være fordi der ikke er noget legetøj der lokker politikerne? ;-)
Jeg tror desværre bare det er fordi, at politikerne ikke tror de kan sælge prisen for en forebyggende politik til vælgerne - kombineret med, at de undervurderer prisen for en militær operation (se blot Danmarks krig i Afghanistan).
Der er sådan lidt “det er lettere at få tilgivelse (flere penge) end tilladelse over det, når man snakker krig og de “sunk costs” i form af døde soldater - som jo nødig skulle være døde forgæves…
En forebyggende indsats er ikke så “sexet” at sælge overfor vælgerne - truslen er mere diffus og fjern. Måske er det endda nemmere at beregne/forudse prisen for denne indsats - det ved jeg ikke - og dermed tror politikerne ikke de kan sælge den fulde “business case” til vælgerne.
Under alle omstændigheder passer en langvarig forebyggende indsats dårligt sammen med en amerikansk 4-årig valgperiode. Mens politikerne (fejlagtigt) måske regner med at kunne afslutte en krig hurtigt, og dermed få succes hos vælgerne tids nok til en ny valgsejr.
Den preussiske general og krigsteoretiker Clausewitz sagde, at krig er en fortsættelse af udenrigspolitiken, blot med andre midler. Krig er således politik, og derfor underlagt politikkens vilkår.
Det betyder blandt andet, at langsigtede projekter/reformer, der rækker langt ud over valgperioden, er svære at få gennemført i demokratier.
Så nej, jeg tror ikke det er “grej facination”.
Måske nye toner?
http://jp.dk/udland/article1595922.ece
“De 26 Nato-lande skal på et topmøde i april vedtage en ny, omfattende strategi for indsatsen i Afghanistan, og der skal fremover satses på en langt større civil indsats for at bremse de blodige kampe og voksende problemer for de vestlige styrker.
Det fastslår Barack Obamas nye nationale sikkerhedsrådgiver, den pensionerede general, James Jones, der i dag deltager ved den årlige sikkerhedskonference i München.”
Kære Jacob Barfoed,
du har (desværre) nok ret i din vurdering i politikernes motivationsgrunde.
Så egentlig burde jeg vel tage konsekvensen, og støtte købet af JSF (eller hvilken model du nu foretrækker), men netop politikernes kynisme (som du selv påpeger kan være en mulig årsag til valget af militære, fremfor civile, løsninger), får mig til stadig at være tilbageholdende.
Bl.a. fordi, at som jeg har tolket USAs situation under hele Irak-indsatsen, så har antallet af egne tab været et styrende element i hele forløbet - havde de tab ikke været der, så havde offentligheden nærmest været ligegyldig overfor hvad der skete.
Det er da ubehageligt - og lyder vel ufølsomt eller ondskabsfuldt - at kalkulere med egne tab som en nødvendighed for at sikre anstændig krigsførelse. Men den dag vi kan tage til Afghanistan, eller en eller anden afrikansk stat, og gennemføre en aktion med tusinder af dræbte uden at vi selv mister en eneste, så frygter jeg at det vil blive for fristende for politikerne at gøre, uden at overveje alternativer.
Så kan vi ikke finde et kompromis? Er det 24 JSFer I ønsker? - Jeg vil støtte den pris, hvis der afsættes et beløb svarende til 25% af indkøbsprisen, og efterfølgende 25% af driftsomkostningerne, på et civilit institut der forsker i civile interventionsmidler ;-)