Danmark er ikke et regneark, og borgerne er ikke cifre i et nationaløkonomisk regnestykke. Det ved vi alle sammen godt. Men alligevel snakker vi sådan og lytter, når politikerne, økonomerne og kommentatorer taler om borgerne i den danske velfærdsstat som hunde, der løber, hvis bare man smider en pind ud i vandet foran dem. Vi ved godt, at det ikke forholder sig sådan, men det antages stadig, at man kan styre danskernes tilværelse gennem skattetrykket. Det er ikke bare en synsmåde, som accepteres. Den tages som præmis for den politiske diskussion: Hvis vi sænker topskatten, vil folk arbejde mere. Hvis vi sænker topskatten meget, vil folk arbejde endnu mere. Som det hedder i kommissoriet for skattekommissionen Koch, der i denne uge fremlagde sin rapport: “Sigtet er en markant sænkning af skatten på arbejdsindkomst, som skal stimulere arbejde og virkelyst.”
Worklife balance
Det lyder så rigtigt, at det må være sandheden. Indimellem er der nogen, som spørger kritisk til denne sandhed, og de møder ikke et overbevisende svar. Det er jo for det første svært ud fra denne logik at forklare, hvorfor danskerne skulle være et af de mest arbejdsomme folk i Europa samtidig med, at vi betaler en af de højeste indkomstskatter. Der er for det andet forskning, som viser, at de to væsentligste motivationer for danskerne til at arbejde er at præstere noget dagligt, som anerkendes af andre, og at blive en del af et arbejdsfællesskab. Det er ikke for det tredje tilfældigt, at det første spørgsmål, man stiller til personer, man ikke har mødt før, er: “Hvad laver du så?” Dette spørgsmål er synonymt med: “Hvem er du?” Den logik, som bestemmer borgerne som cifre i et nationaløkonomisk regnestykke, synes baseret på den præmis, at man helst ikke arbejder og regner det for mest attraktivt bare at ligge hjemme og lave ingenting. Men arbejde er jo både privat, personligt, socialt og offentligt lige så identitetsbestemmende som mand, kone og børn. Det bemærkelsesværdige ord ‘professionel’ synes ganske symptomatisk at fungere som en kompliment i alle livets forhold. Og for mange danskere forekommer det mere fristende at arbejde, når de er på ferie, end det er at lade være med at lave noget i arbejdstiden. Det betyder ikke, naturligvis, at danskerne nødvendigvis arbejder så meget som muligt. Også i Danmark er worklife balance blevet et offentligt problem: Det hele skal gå op med sundhed, familie, åndelighed - og morskab. Der er selvfølgelig også forskel på folk: Der er nogen, der arbejder mere for anerkendelse og udfordring, og andre, som arbejder mest for pengenes skyld. Proceskonsulenterne, kommunikationsfolket og begejstringsindustrien realiserer sig selv, når de arbejder. Buschaufførerne, rengøringspersonalet og ekspedienterne realiserer deres løn og ikke meget mere, når de arbejder. Deres arbejde er hverken særligt udviklende eller særligt morsomt. De går, når de er færdige, og de kommer lige inden, de skal i gang. De har den lønmodtagermentalitet, man foragter på de moderne arbejdspladser, hvor man hylder begejstring, engagement og improvisation som kilder til velstand og vækst. Og man skulle tro, at det var dem med de kedelige job og lønmodtagermentaliteten, man satsede på at appellere til med reduktion af skattetrykket. Men det er det ikke. Det er tværtimod dem i toppen med de sjove og ansvarsfulde job, som skal stimuleres til at arbejde endnu mere. De skal belønnes og inspireres med skattelettelser. De skal i hvert fald have mere udbetalt. Det er de enige om i Dansk Industri, på midten på Christiansborg og i den borgerlige presse. Det siger de økonomer fra bankerne og de erhvervsledere, som bliver interviewet i de elektronisk medier. Og det siger de i Skattekommissionen: Der er et hul på 14 milliarder i 2015. Det hul skal lukkes. Det er en kamp på liv og død for velfærdsstaten at lukke dette hul. Det er faktisk en nødvendighed. De politikere, som erkender denne barske sandhed, regnes for ‘ansvarlige’ og ‘modige’. Det siges, at de gør det ‘nødvendige’ arbejde, og de ikke er bange for vælgerne. Der er etableret en logik, som siger: Velfærdsstatens overlevelse afhænger af skattelettelser især i toppen. Det er måske ikke socialt retfærdigt. Men det vil gå endnu mere ud over de svageste, hvis velfærdsstaten ikke lukker det store hul. Vi bliver nødt til at gøre de rigeste rigere, så de kan arbejde mere og derigennem forbruge mere. Sådan er virkeligheden.
Det modsatte
Men virkeligheden er også, at denne logik ikke hænger sammen. Der er ingen, som garanterer, at borgerne i Danmark kan regeres gennem skattetrykket. De er ikke cifre i et regneark, og meningen med velfærdsstaten er ikke mindst, at folk ikke skal gøres til slaver af nødvendigheder. De skal være frie til at bestemme selv. Og man kunne lige så godt hævde det modsatte af det, der angives som præmis for Skattekommissionen: En markant sænkning af skatten på arbejde kunne lige så godt motivere folk til at arbejde mindre for de samme penge. Netop fordi borgerne ikke er cifre i et regneark, gives der ikke et absolut: Enten arbejder vi mere for art få flere penge, eller også arbejde vi mindre for de samme penge. Men det er påfaldende, at både politikere, journalister og tænketankseksperter, der regnes for store tilhængere af personlig frihed og myndige borgere, antager en præmis, som ophæver den individuelle frihed: Nemlig at folk regeres gennem skattetrykket. Jørgen Goul Andersen, som har forsket i sammenhængen mellem skat og arbejde, har således forklaret:
“Når vi spørger folk, om de vil arbejde mere eller mindre, hvis skatten bliver sat ned, ja, så får vi det svar, at det faktisk ikke vil ændre deres arbejdstid, En mindre andel vil øge arbejdstiden, mens en anden vil sænke arbejdstiden. Det går næsten lige op.”
Man kan også sige som den svenske digter Gunnar Ekelöf: “Hjertet er ikke en konjunktur”. Det er ligeså kontroversielt, som det er selvindlysende.
Kommentarer
Det er da slet slet ikke det som er meningen; meningen er at fratage danskerne præcist så mange penge ved denne skatte-reform, at de er villige til at betale ca. det samme i klima - og energi-afgifter…
Eller til at postulere, at nu har danskerne fået så mange penge mellem hænderne, at de godt selv kan betale 10% eller 20% af deres løn til en statslig sozial sikkerheitsordning…
Og den lunte har danskerne da for længst lugtet..
Rune Lykkeberg, to ting.
1: Hvad “danskerne” siger de vil gøre og hvad de faktisk gør, er to vidt forskellige ting, hvilket Jørgen Goul Andersen også vil gør opmærksom på, hvis du spurgte ham.
2: Alt forskning indenfor behavioral economics viser at en befolkningsgruppe, som helhed, vil arbejde mere, hvis der sker en nedsættelse af marginalt beskatningen, især når marginal beskatningen er så høj som den er i Danmark. Det er ikke et spørgsmål om folk vil arbejde mere, som helhed, men hvor meget de vil arbejde mere, det er ikke kontroversielt, men det er selvindlysende.
Mvh Søren
Formodentlig er det - her og nu - rimeligt meget spild af tid at debattere hvordan tingene BØR være -
for under de nuværende forhold vil kapitalismen alligevel gennemtvinge tvingene efter sit diktat.
En nedsættelse af indkomstskatten har sikkert begge virkninger. Nogle vil vælge at arbejde mere, nogle mindre. Så det er et spørgsmål om, hvilken virkning der er kraftigst, og hvor meget kraftigere.
De fleste politikere går åbenbart ud fra, at nettovirkningen vil være, at folk arbejder mere - baseret på de sædvanlige beregningsmetoder.
Men der kan være god grund til at formode, at nettovirkningen vil være den modsatte. Af følgende grunde:
1) Dem man vil have til at arbejde mere, er dem der i forvejen pukler rigeligt.
2) Her i Danmark er der særlig mange børnefamilier, hvor begge forældrene pukler - og kun har begrænset tid til børnene/familieliv.
3) Diverse velfærdsordninger, der gør det nemmere for børnefamilier at få arbejdsliv og familieliv til at passe sammen, bliver i øjeblikket udhulet og forringet af den siddende regering. Det motiverer til at arbejde mindre, hvis skatten sættes ned.
4) Den materielle velstand her i Danmark er generelt så stor, så folk har bedre mulighed for ikke at give øget materiel velstand absolut første-prioritet.
5) Vi har i mange år haft en meget lav befolkningstilvækst, velsagtens fordi folk netop har prioriteret arbejde og karriere højere. Men der er så vidt jeg ved tegn på, at den holdning er ved at skifte. Flere er begyndt at lægge mere vægt på det at få børn. Får man det, så er det netop ikke kun et spørgsmål om at kunne forsørge dem rent materielt (jvf. ovenfor).
Nu kan man så sige, at f.eks. sådan et spørgsmål som hvor mange børn man ønsker at sætte i verden, er et spørgsmål om folks hjerter, og det er noget man ikke uden videre kan forudberegne (heldigvis).
Alt i alt mener jeg det er en fejltagelse at satse på at få mere arbejde ud af dem, der i forvejen pukler. Man skulle hellere satse på mange af dem der står uden for arbejdsmarkedet idag. For eksempel indvandrere (det kan vel også give bedre integration?)
Indtil vidre har kapitalismen det jo glimrende -
indtil det virkeligt begynder at dæmre for de mange at dels financierer den nu sit underskud via statskassen - dvs. over skatterne - og samtidigt vil man nu mindske den progressive beskatning.
Det bliver sjovt! Småjusteringernes tid er snart forbi.
Ko-hovederne, høvdingene, gemmer, overfører, merværdien til skatteskjulet, skattelyet, tyve`riet
startede med at de sagde hvis i ikke indvisterer i min virksomhed lukker jeg eller flytter, folk satte så deres overskud i virksomhederne, der overførte proffiten til skattelyet, næste bytte var så pensionskasserne og forsikringerne.
Som vi ved så lykkedes dette ran også.
Mindre arbejde til alle, rationalisering, hvor det kan lade sig gøre! Hvorfor arbejder vi på at skaffe mere og mere søgte jobfunktioner blot for at beskæftige folk, på bekostning af et velfungerende civilsamfund.
Det er ikke indlysende, at man - blot fordi man befinder sig et bestemt sted i en institutionaliseret struktur - skal tjene flere gange mere end de øvrige medarbejdere.
Det er heller ikke indlysende, hvorfor chefer mener, de skal arbejde i så mange timer, som de åbenbart gør.
Og al denne forskning som økonomer bedriver handler jo slet slet ikke om virkeligheden; den handler om en ting. Præmissen for at folk arbejder mere hvis skatten bliver sat ned er kodet ind i maskinen, ADAM, der beregner dette. Og VUPTI, så får man det samme svar - som man regnede med - at hvis marginalskatten bliver sat X antal procent ned, ja så vil folk altså arbejde X antal timer mere – og dermed tjene m,ere - og forbruge mere.
Men præmissen er ganske enkelt forkert, da den bygger på at folk er rationelle væsener som gør hvad der bedst for dem enkeltvis. Og den overser totalt at vi lever i en globalisereret verden, så f.eks. B&O’s produkter ikke bliver lavet kun i Danmark længere…
Det er sjældent man ser sådan et glimrende indlæg, som tør udfordre de centrale præmisser om at “skatten skal ned”, som næsten alle partier og meningsdannere jo efterhånden mener.
Der er dog et lille problem. Artiklen blander det enkelte individs overvejelser sammen med det makroøkonomiske.
Faget økonomi - så vidt jeg ved - går vist netop ud på at omforme menneskelige overvejelser, psykologi og handlingsmønstre til kolde beregninger, tal og formler. Det er simpelt hen nødvendigt for at kunne beskrive et større økonomisk system.
Derfor synes jeg det er ganske legitimt når man laver makroøkonomiske beregninger. Man skal bare huske at de kun er én side af sagen.
En god ven af mig, som er nationaløkonom, siger altid: Mennesker er dovne og griske.
Rune Lykkeberg skriver derimod at vi arbejder for at være en del af fællesskabet.
Jeg tror på noget som ligger midt imellem de to ekstremer.
Når vi så alligvel har svært ved at få de offentlige finanser til at slå til i Danmark, på trods af at vi åbenbart er så hårdtarbejdende, så må der jo være en eller flere årsager. Jeg vil nøjes med at påpege en enkelt ting:
De mange indvandrere på offentlig forsørgelse (som de “onde” siger) -
eller de mange etniske nydanskere uden for arbejdsmarkedet (som de velmenende siger).
Man er åbenbart enig om problemet, så se da at få gjort noget ved det.,
Rune Lykkeberg kommer slet ikke ind på dette i artiklen, og det har ikke været diskuteret i forbindelse med skattedebatten, men det hænger jo sammen.
Hvis danskernes værdier tilsiger at vi skal arbejde og være selvforsørgende, som artiklen hævder, så kan man konkludere at skatteinstrumentet ikke vil virke over for danskere. Men måske over for visse indvandrergrupper? Det bør tænkes ind i en bredere integrations- og socialpolitisk sammenhæng.
Et helt andet spørgsmål er hvorfor stigende velstand tilsyneladende medfører øget ulighed. Det beskæftigtede den amerikanske økonom Henry George sig allerede med sidst i 1800-tallet, bl.a. i hans bog Fremskridt og Fattigdom. Han beskæftige sig med grundpriserne, og det er stadig højst aktuelt, men man kan tilføje en social dimension i dag.
I dag kan vi se at den mere velhavende halvdel af befolkningen også bliver mest stresset, idet velstand kræver en livsform med større udgifter, som igen kræver mere arbejde.
Samtidig er der en underklasse som aldrig kommer i gang. Arbejdsmarkedet synes det er for besværligt at hjælpe taberne op, så man lader hellere de allerede fuldtidsansatte arbejde noget mere. Derved bliver der endnu mere arbejde til de hårdt pressede velhavere, men mindre arbejde til de arbejdsløse tabere.
Skattedebatten følger dette spor, da den ofte handler om at de rige skal arbejde mere, så de kan betale mere i skat, der kan bruges til at finansiere offentlig forsørgelse til de “overflødige” tabere.
Der er altså en voksende ulighed i hvordan man udnytte menneskelige ressourcer. Jeg mener man bør tænke lidt mere på mennesker som individer, der kan bruges til noget. Men Rune Lykkebergs budskab om at vi “arbejder for fællesskabet og hyggen” gælder kun dem der allerede er inde på arbejdsmarkedet. Han glemmer de overflødige.
Hvis man er ude at sejle med en båd i vindstille og solskin, så kan man have en chimpanse siddende ved roret - den skal bare have en peanut ind i mellem - men hvis himmel og hav står i et i en orkan, så skal man have en erfaren skipper, og han lader sig ikke købe for en pose peanuts.
Der skal være noget ved både at uddanne sig og ved at give den en ekstra skalle.
Hvis man ikke får mere ud af det end dovenlars, så hellere blive hjemme og hygge sig.
Danmark er iøvrigt allerede det mest indkomstudlignede land i verden med mindst forskel mellem “de rige” og “de fattige” både m h t uddannelsesmuligheder, forbrugsmuligheder, sygdomsbehandling o s v
Lidt lettelser i mellem og topskatten til “de erfarne skippere” gør ingen skade på Danmarks placereing som det mest indkomstudlignede land i verden - en beskeden men psykologisk betydningsfuld lettelse kan gennemføres uden at pille ved rentefradragsretten eller SU og uden at gøre “de fattige” fattigere.
Hvis man ser i Danmarks statistiks tal for indkomster , skatter og afgifter og overførselsindkomster m v , så er der ikke mange “fattige” Danmark - de sociale problemer i Danmark hænger mest sammen med misbrug af forskellig art og psykiske/mentale problemer og er ikke et produkt af om vi organiserer os som et kapitalistisk eller et socialistisk land.
Man forsøger at lukke “hullet” i 2015 med en løsning, der forværrer et i forvejen stort fertilitetsproblem, som i øvrigt er den primær faktor til “hullets” eksistens?
Vi mangler hænder på arbejdsmarkedet i 2015, fordi vi netop kun er 5,5 millioner mennesker, kombineret med det faktum, at vi som samfund har været yderst innovative og konkurrencedygtige og tilsvarende har udviklet et arbejdsmarked der efterspørger disse mange hænder for at imødekomme den udenlandske efterspørgsel på vores produktion.
EU-Komissionen har længe advaret om faldende fødselsrater i Danmark (og EU), som følge af vanskelighederne med at få arbejds-og familielivet til at gå op i en højere enhed. Hvis man dertil stimulerer befolkningen til at arbejde mere, må man formode et (endnu) større fald i fødselsraten og dermed en forværring af situationen på længere sigt.
Problemets omfang er dermed større end som så og det kræver en langt bredere debat omkring hvordan vi kan lokke kvalificeret udenlandsk arbejdskraft her til landet.
Dette er direkte i disharmoni med den siddende regerings politiske muligheder og potentiale og man må derfor nøjes med en midlertidig løsning på problemet.
Desværre er der ikke mange i det politiske landskab der vover at tage debatten..
@Damian Dolewski
Kapitalister flest, er vist selv ret ligeglade med Europas kommende etniske sammensætning ( blot der er arbejdskraft nok ), men de kræfter i Europa der ikke er det - som i stedet vil opfylde kapitalismens behov for arbejdskraft - ved at kommandere etnisk europæiske kvinder tilbage til: Kirke, køkken og børn; er da vist også ved at opstarte et internt anti-feministisk korstog af format - det bliver næppe sjovt at være Europæisk feminist i den kommende tid, for vi har p.t. nok kun set den spæde begyndelse på det korstog.