Flemming Erslev har i Information d. 28. januar et indlæg under overskriften “Den ultimative ydmygelse for Tibet”. Indlægget er baseret på et - efter min mening - stereotypt billede af nobelpristageren Dalai Lama som fredens repræsentant og den kinesiske regering som undertrykkende magt. Fremstillingen er ensidig, da den udelader essentiel baggrundsinformation for at forstå problemstillingen:
For at forstå den konflikt, der opstår mellem Dalai Lama og den kinesiske regering i slutningen af 1950’erne - og som i lige linje trækker spor frem til i dag - er det afgørende at vide, at Tibet før 1950 var et tilbagestående, dybt feudalt samfund med et teokratisk styre, hvor Dalai Lama var både religiøst, politisk og socialt overhoved. 80 procent af befolkningen var livegne og fem procent egentlige slaver.
Militær træning
Efter borgerkrigen og Maos magtovertagelse i 1949, kom PLA (People’s Liberation Army) i 1950 til det ydre Tibet. Mao besluttede dog at standse fremrykningen til det centrale Tibet (og det kom ikke til yderligere kampe herefter) for at optage en dialog med det teokratiske styre og Dalai Lama om områdets fremtid. Det mundede i 1951 ud i den såkaldte 17-punkts-aftale, hvor Tibet på den ene side forblev en del af Kina, og hvor Dalai Lama og hans kabinet, Kashag, kunne fortsætte som lokalregering. Det stod dog klart, at reformer af de feudale samfundsforhold i Tibet var forventelige (og stærkt påkrævet) og da den kinesiske regering i 1956 satte Dalai Lama i spidsen for den komité, som skulle organisere Tibet som autonom region, var det udtryk for respekt fra den kinesiske regerings side, men samtidig et signal og håb, om at Dalai Lama ville være i stand til at gennemføre de nødvendige reformer.
Sideløbende med den ovennævnte aftale mellem Dalai Lama og den kinesiske regering, kørte Dalai Lama imidlertid samtidig et dobbeltspil, idet han via to brødre allerede i 1951 indledte et samarbejde med CIA. USA så på dette tidspunkt Tibet som et oplagt ‘instrument’ i kampen for at underminere og modarbejde kommunistisk ledede regeringer (der jo var USA’s overordnede koldkrigsstrategi). Op gennem 1950’erne finansierede CIA således opbygningen af en såvel politisk som militær organisation, bl.a. i form af CIA-træningsbaser på Guam og Okinawa samt i USA. Man regner med, at 1.700 tibetanere modtog militær træning af USA i 1950’erne og 1960’erne.
CIA’s ‘kupforsøg’ mundede ud i en egentligt væbnet opstand i Tibet i 1959, der imidlertid endte i en fiasko, hvor Dalai Lama som bekendt flygtede til Indien med resterne af den tidligere overklasse.
Hovedparten af Tibets befolkning forholdt sig enten passiv eller sluttede op om den kinesiske styre i denne ‘opstand’, der derfor var dømt til at mislykkedes.
Dette vil forhåbentlig tjene til at kvalificere og nuancere forståelsen af den problematik, der blev rejst af Flemming Erslev.
Kommentarer
Imperialismen retfærdiggør sig altid i forhold til en teleologisk evolutionær udviklings teori. Udviklingen har et højere mål, og de som er på dette ”høje” udviklingstrin, har ret og pligt til at tvinge andre, til at nå samme stadie. Det er rørende at se hvordan Jens Gegner Andreasen bruger denne model for at retfærdiggøre kinesisk imperialisme og kolonialisme i Tibet. Tibet var tilbagestående og et feudalt samfund da kineserne invaderede landet, får vi at vide. Tibets tilbageståenhed retfærdiggjorde m.a.o. at en fremmede magt invaderede landet, afsætte dets legitime regering, fængslede ti tusinder af mennesker og udplyndrede landets for dets rige natur resurser. Jeg spekulere på om Jens Gegner Andreasen, er parat til at forsvare kolonialismen i: Syd, Mellem og Nordamerika, Afrika, Indien, Indokina, Australien og Sydøst Asien, med samme varme og iver!
Tibet og Kina er 2. forskellige lande og folk. Kina vedgår dette, idet man anerkender Tibet, som en autonom region. Dalia Lama har på sin side, flere gange vedstået at landet skulle reformeres. Han har også ved flere lejligheder udtalt, at der ingen modsætninger er, mellem marxisme og buddhisme. Lige meget hjælper det, fordi det ikke er nogen ideologisk kamp, men som i al imperialisme, en kamp om natur resurserne og det geopolitiske rum. Den nuværende Dalia Lama har i eksil gennemført demokrati, således at eksilregeringen er demokratisk valgt. Ligesom han har tilbudt at afstå for enhver politisk magt indflydelse. Han er gået så langt som til at hævde, at Dalia Lama institutionen, kun vil blive opretholdt hvis folket ønsker det. Når det er sagt så er der også grund til at skelne mellem selve institutionen Dalia Lama og personen Dalia Lama. Det sidste har Jens Gegner Andreasen ikke øje for, idet han glemmer at den nuværende Dalia Lama kun var en dreng, da kineserne invaderede landet og ikke kan stilles til ansvar for en århundrede lang tradition. Da Dalia Lama i sin tid tog til Kina, for at forhandle direkte med Mao, var han således kun 17 år!
Hovedparten af Tibets befolkning forholdt sig ikke passive således som Jens Gegner Andreasen påstår, dertil var den kinesiske fremfærd, alt for voldelig og aggressiv. Det passer heller ikke, at det udelukket, var den tibetanske overklasse der flygtede til Indien. Jeg besøgte for 36 år siden flere tibetanske flygtninge lejre i Indien. Dengang boede ti tusinder, af tibetanske flygtninge, stadig i telte under kummerlige forhold. Alle samfundsklasser var repræsenterede her, men især var der overvældende mange der kom fra små kår. I en periode på 6-7 år korresponderede jeg, med flere af disse flygtninge, og blev bekendt med nyheder fra Tibet, og den folkelige modstand imod den kinesiske kolonialisme. Også her gælder det selvfølgelig, at historien udvikler sig komplekst, således at der udveksles og samarbejdes i mange sammenhænge. Ligesom der er mange individuelle tiltag, der bryder det overordnede indtryk, at en brutal overmagt (den kinesiske) der knuser en lille nation.
Ups: Glemte lige et par gode referencer.
Om den kinesiske besættelses magt brug at totur og fangelejre i Tibet se: Palden Gyatso: ” Ilden under sneen”. Om Tibets historie, forskellige folk og kulturer se: Thubten Jigme Norbu & Colin Turnbull: ” Tibet Its Histori, Religion and People”. A Pelican Book 1972.
Om kolonialismen se: Marc Ferro: ” Kolonialismens Sorte Bog 500 års forbrydelser”. Høst & Søn 2005.
Claus Oreskov fremfører en fejlagtig analyse og fortolkning af mit indlæg i Information og han forbigår desuden fuldstændig det faktum, at Dalai Lama personligt fik finansiel støtte af CIA helt op til begyndelsen af 1970’erne. Det er derfor forkert, når Claus Oreskov betegner Kina som den imperialistiske magt i Tibet-problematikken, når det de facto var USA, der spillede det imperialistiske kort i forholdet til Dalai Lama og Tibet. I Claus Oreskov’s optik er alt sort-hvidt, Kina er den onde overmagt og Dalai Lama den underkuede og mellem Kina og den tibetanske befolkning er en skarp front.
Dette er et vrangbillede, der står i grel modsætning til de historiske realiteter: Historisk har der nemlig fra kinesiske side (kejsermagt) hersket et overordentlig respektfuldt forhold til skiftende Dalai Lama’er og den tibetanske form for buddhisme har været genstand for beundring og støtte fra Beijing.
Problemet opstod, da specielt de senere Dalai Lama’er tiltog sig voksende sekulær magt, hvor der reelt ingen grænser var for magtudøvelsen fra den teokratiske top i Lhasa.
Dagens problemstilling er fortsat, at Dalai Lama spiller et dobbeltspil, hvor han på den ene side iscenesætter sig selv som en fredens mand i forhold til specielt den Vestlige Verden, men på den anden side konstant er med til at besværliggøre dialog og en fredelig løsning ved at tilskynde til konfrontation (urolighederne i marts 2008 var en direkte udløber af en sådan).
Dalai Lama er en politiker af samme støbning som Ayaan Hirsi Ali, Aung San Suu Kyi og vores egen Naser Khader. Det er politikere, der passer som fod i hose til etnocentriske, værdikæmpende journalisters verdensbillede, og derfor elsker de dem uendeligt højt…
Det er groteske påstande, der fremføres her. Ja, det er helt enkelt historieforfalskning og demagogi i stil med den værste holocaustbenægtelse .. Som om CIA var i stand til at orkestrere så massive folkeopstande som i Lhasa 1959! Latterligt!
Kendsgerningen er, at Tibet i dag er ved at dø, knust af Kinas undertrykkelse og kulturelle og demografiske nedmajorisering. Kendsgerningen er, at Dalai Lama i årevis har talt for ikke-vold og dialog og kun ønsker sig beskeden autonomi, mens de, som afviser dialogen bestandig har været Bejing, for hvem intet andet end total kapitulation er acceptabelt. Kendsgerningen er, at tibetanerne behandles som andenklassesborgere, diskrimineres på arbejdsmarkedet og er blevet en minoritet i deres eget hjemland. Kendsgerningen er, at deres naturressourcer udplyndres og Tibets miljø skændes.
Kendsgerningen er, at Tibet har en historie som selvstændig nation, kultur og civilisation, der går mindst 1.400 tilbage. Tibet har sit eget sprog, sin egen religion, sin egen etnicitet. Mere end 1 million af dets indbyggere er blevet myrdet af kineserne, dets kultur er blevet systematisk udslettet, 6.000 af dets klostre er blevet plyndret eller ødelagt og utallige af tibetanere, herunder ikke mindst munke er blevet tortureret, myrdet og drevet i eksil.
Alligevel er strategien for Tibets frihedskamp - i modsætning til palæstinenserne (der får langt større opmærksomhed og opbakning) - til stadighed ikke-vold….
Til Tibets ulykker hører således også, at det ikke er blevet undertrykt og koloniseret af en hvid, vestlig nation. Dets folkemordslignende besættelsesmagt og undertrykker er tilfældigvis ikke-hvid og ikke-vestlig, og derfor påkalder tibetanerne sig ikke nogen særlig sympati blandt enøjede kulturalister og venstrefløjsracister som Per Thomsen, der hellere identificerer sig med militærjuntaer og imperialister, så længe de blot er af anden race og kulturkreds end han vil tage parti for de heroiske demokratiforkæmpere, som disse træder under fode.
Selvfølgelig var Tibet ikke et rosenrødt Shangri-La før den kinesiske annektering. Det var isoleret, der var feudalvælde, der var slaveri, der var analfabetisme. Selvfølgelig var det uafvendeligt, at det ville blive åbnet for omverdenen. Men den proces var allerede indledt, da Den Røde Hær invaderede i 1950, og for øvrigt tog den unge Dalai Lama ikke feudalherrernes parti, men den fattige bondebefolknings… Om det kan man læse meget mere i en bog jeg har oversat, og som giver et meget mere retvisende billede end denne tråds oplæg, der må være skrevet af en kinesisk påvirkningsagent: (http://tinyurl.com/decsjk)
Denne kommentar er anbefalet af:
Niels Ivar Larsen:
“… og derfor påkalder tibetanerne sig ikke nogen særlig sympati blandt enøjede kulturalister og venstrefløjsracister som Per Thomsen,..”
Tjah, “venstrefløjsracist” er jeg godt nok aldrig blevet kaldt før, skønt jeg mellem år og dag har haft fornøjelsen af at blive kaldt lidt af hvert.
Når Niels Ivar larsen har behov for at udtrykke sig så ubehersket og uartikuleret, kan det vel egentlig kun skyldes, at han er pinlig bevidst om, at hans argumentation er papirstynd?
Det handler ikke om andet end at Kina INGEN internationale krav har på Tibet. Tibet var indtil 1959 en selvstændig stat - og man går altså ikke ind i en selvstændig stat - uanset hvor feudal den er. Ligesom man heller ikke går ind i et arabisk land som er feudalt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det er fuldkommen korrekt hvad artiklen fremfører. Det er ikke engang en nyhed.
Tibet kommiteeen, kunne meget vel blive trukket igennem det samme søle som Fighters + Lovers netop har været igennem.
Lamaen er en militant og politisk terrorist.
Desuden er han ikke den eller det der hævdes at han er, en fremragende og ophøjet mester. Også det er en omgang probaganda. Manden er en ordinær charletan.
“Tibet var indtil 1959 en selvstændig stat” skriver Karsten Aaen herover. ¨
Den slags udmeldinger får altid alarmklokkerne til at ringe hos mig, for det minder lidt for meget om de urigtige påstande som man hørte om forhistorien i Estland, Letland, Lithauen, Kroatien og mange andre områder som har krævet og fået selvstændighed i nyere tid.
Påstandene har altid dækket over en lang rækker “men’er” som man (og i dette tilfælde Karsten) bevidst udelader. I dette tilfælde er det oplagte spørgsmål: Hvornår fra? Svaret er 1912/1914.
http://en.wikipedia.org/wiki/Tibet#13th.2C_14th_an…
Ud af mange hundrede års civilization har Tibet reelt kun været uafhængingt i korte perioder, og på intet tidspunkt noget som mindrer om en moderne demokratisk stat efter vestlig model. Tibets krav på selvstændighed har derfor - ud fra historiske facts - kun ringe berettigelse. Der kan dog meget vel være mange andre gode grunde til at Tibet skal være selvstændigt! Det har jeg stor respekt for, men når Karsten introducerer det “historiske” argument synes jeg det skal modsiges!
Romantikken har det med at løbe lidt af med vesterlændinge når det kommer til Tibet, og mediernes monotone billede irriterer også mig lidt.
Tak for den modige artikel til Jens!
Tibet har de facto været uafhængigt siden det blev til og frem til 1950. Det er nok muligt, at man i perioder officielt sværgede troskab til mongoler og manchu-herskere, men disse blandede sig stort set ikke i det fjerne og utilgængelige Tibets indre anliggender igennem århundreder, hvorfor Tibet kunne udvikle, dyrke og fastholde sit særpræg igennem århundreder. Alt dette ændrede sig med Kinas ulovlige besættelse.
Eksilregeringen i Dharamsala har været demokratisk i 44 år, og Tibet ville også være demokratisk i dag, hvis det altså ikke lige var besat af kineserne. Dalai Lamas særlige magtstatus beror på, at han er blevet det samlende symbol på frihedskampen, ikke på at han tiltager sig diktatoriske beføjelser - tværimod opfordrer han tibetanerne til selv at tage ansvar
Tibetanske terrorgrupper er ikke-eksisterende. At kalde Dalai Lama terrorist er jo at efterabe den kinesiske propaganda - han har aldrig tilskyndet til vold, tværtimod… Alligevel har der selvfølgelig været antikinesiske optøjer fra tid til anden, men sådan har undertrykte folk det jo med at reagere imod deres herskere
Jeg er som regel vældigt enig med NIL - i hvert fald når det kommer til øllet!
Denne gang er jeg dog helt uenig. “Tibet har de facto været afhængigt siden det blev til”. Dette skal præciseres, hvis jeg skal forholde mig seriøst til det. I første omgang henholder jeg mig til det her over bragte link til wikipedia. Landmassen som i dag kaldes tibet er mange millioner år gammel!
Påstanden om at Tibet ville have været demokratisk hvis ikke kineserne havde besat, kan jeg slet ikke tage alvorligt. Tibet er et udviklingsland, med en indfødt befolkning, som lever en hverdag stærkt inspireret af relegion. Jeg ser absolut ingen indikationer for at Tibet modsat alle tilsvarende lande, skulle have udviklet vestligt demokrati, hvis ikke Kina undertrykte landet.
Jeg tror at NIL har ret i at Tibets kultur er ved at dø. Jeg tror også at kulturen - skønheden i vestlige kulturturisters øjne uagtet - vil dø, selvom kinesernes undertrykkelse forsvinder. Kulturen hører i mine øjne det 19. århundrede til, og den vil stille og roligt forsvinde i takt med Tibets befolknings ønsker om velfærd og ny teknologi.
Afslutningvis vil jeg understrege at jeg ikke er tilhænger af Kinas besættelse (lad os bare kalde det for det) af Tibet, men jeg synes at den danske presses dækning er utroligt ensidig og fordummende. Det gør sig selvfølgelig ikke kun gældende når det handler om Tibet!
Indikationen ligger jo, som jeg skriver i det forhold, at Tibets eksilregering er demokratisk. Det er den især blevet fordi Dalai Lama har arbejdet målrettet for dette.
Med tilblivelse mener jeg naturligvis ikke i geofysisk forstand, men i kulturel, etnisk, sproglig og religiøs forstand. I forhold til alle disse parametre adskiller Tibet sig ganske klart fra omgivende lande, og dette særpræg har altså mindst 1.400 år på bagen.
Naturligvis kan Tibet aldrig igen blive det isolerede mytiske rige ,som har inspireret drømmere og digtere - det må hægte sig på moderniteten og globaliseringen som alle andre oprindelige folk og kulturer. Men det mest anstændige var jo nok, at man spurgte tibetanerne selv om, hvordan dette skulle foregå. Den ulejlighed har det kinesiske diktatur aldrig gjort sig, og det er jo nok fordi man godt er klar over, at tibetanerne ikke er spor begejstrede for den måde, Kina har forvaltet og forvalter sin ’civiliserende mission’ på….
Hvad angår pressedækningen, så er den jo utrolig beskeden i sammenligning med f. eks. den massive opmærksomhed, som palæstinensernes (i øvrigt helt legitime) kamp for national selvbestemmelse bliver viet. For øvrigt har der jo aldrig i historien eksisteret en palæstinensisk statsdannelse, men det er jo intet argument for at nægte palæstinenserne deres egen stat i dag.
Det er meget sjældent, at Tibet sætter nogen nyhedsdagsorden. Selv i 50-året for Lhasa-opstanden eller i forbindelse med OL sidste år blev det ikke til noget videre …
Christian Olesen:
”Afslutningvis vil jeg understrege at jeg ikke er tilhænger af Kinas besættelse (lad os bare kalde det for det) af Tibet, men jeg synes at den danske presses dækning er utroligt ensidig og fordummende. Det gør sig selvfølgelig ikke kun gældende når det handler om Tibet!”
Helt enig med Christian Olesen. Der er ingen grund til at tro at kineserne sætter moralske principper højere end deres nationale interesser, men der er til gengæld heller ingen grund til at tro på den meget unuancerede sort-hvide beskrivelse vi konsekvent får af situationen i Tibet.
Al erfaring viser, at der er al mulig grund til at være på vagt og være kritisk, når pressen begynder at køre i sit mest hysteriske og propagandistiske toneleje.
Da alle vestlige medier konsekvent begyndte at kalde den daværende irakiske statsleder ved fornavn, var der ingen tvivl om at al saglighed var kastet over bord, og at magtfulde kræfter havde sat en hel bestemt dagsorden. Når den irakiske statsleder konsekvent blev omtalt som ”Saddam”, var der ingen tvivl om, hvor vi var på vej hen.
Når medierne omtaler Tibet er det tydeligt, at medierne er lige så enøjede og usaglige, som de var dengang det gjaldt ”Saddam”, og derfor er der al mulig grund til at forholde sig meget kritisk til de oplysninger vi får.
Niels Ivar Larsens meget naive sort-hvide beskrivelser af situationen minder utroligt meget om anti-Saddam retorikken, eller retorikken fra Den Kolde Krigs Tid, og forekommer ærlig talt ikke videre saglig og troværdig.
Det er forstemmende, at der stadig gøres forsøg på at lægge et røgslør ud over det historiske og dokumenterede faktum, at Dalai Lama og hans støtter blev politisk, finansielt og militært støttet af CIA fra begyndelsen af 1950’erne. Dette blev afsløret af Los Angeles Times, der i 1998 offentliggjorde information fra deklassificerede CIA-dokumenter, som dokumenterede samarbejdet mellem CIA og Dalai Lama. Siden har en række tidligere CIA-agenter skrevet bøger, der uddyber historien. Selv om dette altså er en “gammel nyhed” forekommer det som om de fleste medier i Vesten enten ikke har denne viden (jeg gjorde personligt TV2 opmærksom på det for nogen tid siden, og journalisten var tydeligvis ikke bekendt med historien!), eller også ikke har lyst til at medtage den i kronikker og artikler om Kina-Tibet-konflikten, fordi denne historie jo “pletter” det næsten jomfruelige og fredsskabende “glansbillede” af Dalai Lama, som jo er normen. Hvis man iagttager denne viden, vil jeg gerne spørge, om der er noget mærkeligt i, at den kinesiske regering nærer en vis mistro til Dalai Lama? Ville ikke enhver statsleder eller regering nære mistro til en person, der med støtte fra en anden nation (i dette tilfælde USA) havde forsøgt - såvel politisk som militært - at undergrave myndighederne? Mon Anders Fogh ville have tillid til en sådan person? Ville Obama? Ville Sarkozy?
Jeg mener dybest set, at mange af problemerne omkring Tibet er direkte forårsaget af personen Dalai Lama, begrundet i hans sædeles tvivsomme baggrund og fortsatte ageren. Desværre har den næsegruse beundring for Dalai Lama tilsyneladende fået mange i vesten til at parkere deres normale dømmekraft og iagttagelse af fakta. Grunden? Jeg tror at det er en kombination af forsmåede drømme om Østens mystik og en portion bedaget kommunistforskrækkelse. Personligt kender jeg mange buddhister i Kina, og ingen af dem bryder sig om den politisering, som Dalai Lama konstant fører sig frem med - trods ytringer om det modsatte. Jeg tror helt ærligt at det ville gavne Kina og Tibet hvis Dalai Lama nedtonede sin profilering og lod tibetanere og kinesere om at leve side om side i fred, sådan som langt hovedparten ønsker sig!