Det direkte demokratis opbyggelige og pædagogiske effekter har været fremført tusindvis af gange siden filosofferne Alexis de Tocqueville og John Stuart Mill konkluderede, at demokrati bedst kan læres i praksis.”

- Benjamin Barber, Amerikansk politolog i bogen ‘Strong Democracy’ fra 1984

MANGE HAVDE ALLEREDE undskyldningerne klar; indvandrerspørgsmål egner sig ikke til folkeafstemninger, debatten var for polariseret - og for populistisk. Og så kom resultatet. Sidste søndag stemte et klart flertal af de schweiziske vælgere - 60 procent - for øget indvandring fra de europæiske lande. Det højrepopulistiske SVP - det Schweiziske Folkeparti - havde regnet med en sejr. Den kom ikke. Vælgerne i alperepublikken vendte ryggen til nationalisme, intolerance og fremmedhad.

Det har lange været den udbredte opfattelse, at folkeafstemninger fører til bagstræberisk politik. Tænk blot på afstemningerne om jordlovene her i Danmark i 1963. Men verden forandrer sig. Men siden begyndelsen af 1980’erne har schweiziske afstemninger vist en modsat tendens. Borgerne har ofte stemt for miljøpolitiske tiltag og for lovforslag der fører til øget indvandring og større liberalisering.

Afstemningen viser, at direkte demokrati - i hvert fald i Schweiz - ikke fører til pøbelvælde. Schweiziske politikere på højrefløjen har måttet sande, at det ‘tavse flertal’, som de hævdede at repræsentere, i realiteten er et højlydt - og upopulært - mindretal.

I EN TID hvor flere regeringer overvejer mere eller mindre protektionistiske tiltag, og i en tid hvor der sættes spørgsmålstegn ved liberaliseringen af den frie arbejdskraft, er det tankevækkende, at de schweiziske vælgere stemmer for en oplyst og rationel politik.

Schweiz er - som selv siger et Sonderfall - et særtilfælde. Ingen andre lande i Europa har et så veludviklet direkte demokrati. Mens de fleste lande kun sjældent lader vælgerne træffe beslutninger i folkeafstemninger, har schweizerne det privilegium, at de selv kan kræve lovforslag sendt til afstemning. (Dertil kræves 50.000 underskrifter). Det betyder givetvis, at vælgerne i Schweiz er mere modne, velovervejede og mindre til fals for demagogisk agitation end borgere i mere traditionelle repræsentative demokratier. De har lært ansvarlighed ved at praktisere demokratiet.

Afstemningen i Schweiz viser, at folket kan træffe vigtige og vanskelige beslutninger. Måske burde man overveje, om ikke mere demokrati er et af svarene på den politiske og økonomiske krise; om ikke man burde give folket lov til at kontrollere deres politikere og de eliter, der ikke kan holdes ansvarlige for deres ugerninger og inkompetence under det nuværende system.

Folkeafstemninger er ikke løsningen på krisen, men eksemplet Schweiz viser, at man med sindsro kan overlade beslutninger til borgerne. Heraf kan man lære!