Historien om de tre Hellerup-piger, der blev sparket og slået på hovedbanegården, er kun alt for typisk, og det engang så fredelige Danmark ligner efterhånden mere og mere en westernfilm, hvor forbryderne har overtaget, medens den enlige sherif hjælpeløst ser til. Og overfaldet på de tre piger er kun toppen af isbjerget. Lad mig her blot minde om ildspåsættelser, vold, overfald og røverier i Gellerupparken og i Greve, for slet ikke at tale om Nørrebro. Her gik indvandrerbander amok den 10. januar og hev en mor og hendes datter ud af deres bil i raseri over en lovlig demonstration på Københavns Rådhusplads til fordel for Israel tidligere på dagen.

Vold betaler sig

Man har samme billede over hele Europa med udbrændte biler i Frankrig og overfald på jøder alle vegne. Og også her i Norden har vi volden særdeles tæt på. Søndag den 8. februar forsøgte Israel-tilhængere for anden gang at holde en demonstration i Malmø, og det var lige ved at gå galt igen. Den første demonstration måtte oplyses af politiet, der ikke kunne garantere demonstranternes sikkerhed, og under den anden demonstration blev der affyret kraftige raketter mod de demonstrerende. Det indvarsler en nutid, hvor det er muslimer og autonome, der bestemmer, hvem der må demonstrere. Vold betaler sig. Og den er ofte gratis.

Berøringsangst?

Og så er vi tilbage til historien om de tre Hellerup piger, et modbydeligt overfald hvor politiet nægtede at tage affære. Og forståeligt nok. De er magtesløse og har tydeligt givet op, og derfor bliver folk, der melder overfald, som oftest mødt med samme råd: “Glem det. Hvis det kommer til en retssag, finder de ud af, hvor du bor. Og så får du virkelig problemer.”

Og det har de desværre ret i. Politiet kan umuligt råde bod på de uoverstigelige problemer, som uansvarlige politikere har skaffet dem på halsen, og problemerne bare hober sig op.

I sagen om de tre piger har alle medierne fokuseret på politiets svigt. Men det virkelige problem - indvandring fra Mellemøsten - bliver aldrig berørt.