Ingen synes at være uenige i udgangspunktet: Mange amerikanske banker er ekstremt belastede af såkaldte ‘giftige’ aktiver - usikre hypoteklån omdannet til obligationer og solgt for profit på de internationale finansmarkeder. Man kan også enes om, at så længe disse banker forbliver insolvente, kan Obama-regeringen godt skyde en hvid pind efter et snarligt økonomisk opsving. Ingen banker tør nemlig låne til hinanden i en sådan situation; det forklarer den famøse kreditklemme. Derfor er det så pinedød nødvendigt at få renset ud i den amerikanske finanssektor - skille fårene fra bukkene og vurdere, hvilke banker der kan stå på egne ben, og hvilke der har brug for offentlige tilskud.

Men problemet er desværre, at ingen rigtig kender disse insolvente pengeinstitutters og finanshuses identitet. Det er faktisk muligt, at topledere ikke engang er klar over, at deres selskab er bankerot. Så uigennemskuelig er deres beholdning af aktiver og passiver; så umuligt er det at knytte en pris til de giftige værdipapirer.

Det er ikke en overdrivelse at konstatere, at hele verdensøkonomiens fremtid hænger på en løsning af denne amerikanske knude. Derfor var finansminister Timothy Geithners fremlæggelse tirsdag af Obama-regeringens finansielle stabiliseringspakke imødeset med så stor spænding og håb. Reaktionen var forudsigeligt skuffende. Wall Street vendte tommelfingeren nedad. Nu er det ikke, fordi investorer - der i vidt omfang er medansvarlige for det gigantiske rod - skal tages som sandhedsvidner i denne sag. De agerer naturligvis i henhold til egne snævre økonomiske interesser. Men hvis børsmarkedernes begrundelse er, at Geithner-planen prøver at bygge videre på den fejlslagne model, som Bush-regeringen prøvede at anvende i efteråret, så har de langt henad vejen ret.

Fremfor en trinvis model påkalder situationen en chokterapi. Det er en illusion at tro - som Obama-regeringen tilsyneladende gør - at private kapitalfonde er villige til at gå sammen med forbundsregeringen i en fond, som skal identificere og opkøbe de giftige værdipapirer til en pris, som ingen ved, hvordan man fastsætter.

Kapitalfonde er ganske rigtigt specialister i at tage store risici på vegne af deres klienter, men det ville være lidt af et chok, hvis deres managere sagde ja til Geithners tilbud. Og hvis de gjorde, ville betingelsen utvivlsomt være udsigten til kæmpe gevinster. Men det er politisk uspiseligt. Skal de amerikanske skatteborgere nu virkelig være med til at subsidiere jackpot for private kapitalfonde?

Bristen i Obama og hans rådgiveres finanspakke er antagelsen, at de kan bruge samme institutioner og samme midler, som skabte krisen, til at løse den. Det er ren og skær eskapisme. Naturligvis er det politisk giftigt i USA at nationalisere nogle af de store insolvente banker, men de kan blive solgt igen. Socialisme er det ikke, blot sund fornuft.