“Nej, jeg sidder fast. Toget kører sgu ikke. Jeg blev nødt til at stige af. Hvad skal jeg gøre?”
Den udsendte journalist næsten skriger ind i sin mobiltelefon. I den anden ende af røret er en lettere utålmodig redaktionssekretær. Gode råd er dyre. En deadline er en deadline!
Korrespondenten bliver pludselig tavs.
“Hallo er du der?” lyder det i røret.
Intet svar, blot mumlen.
“Det var sgu-” og så en lang pause.
“Det er sgu Gordon Brown!” lyder det.
Og ganske rigtigt, den britiske premierminister vandrer gennem menneskemylderet, trykker hænder, og siger almindeligheder til de temmelig perplekse vælgere.
Det er årsagen til, at toget ikke kørte videre. Af frygt for et terrorangreb har The Metropolitan Police dekreteret, at togene skal standse på den forudgående station.
Så Temple Station - et par stop fra Westminster og embedsboligen i Downing Street - er lukket for, at Brown kan spankulere rundt blandt vælgerne. Man skulle tro, de var irriterede. Men de fleste er bare nysgerrige. Hvis man endelig skal være forsinket, så er en rendezvous med premierministeren ikke det værste der kan ske. Nok er han ikke folkelig som sin forgænger Tony Blair, men her i menneskemylderet ser han ud til at befinde sig overraskende godt.
Fodboldsnak
Han griner af vittigheder - om sig selv.
“Jeg stiller gerne op til Top Gear,” siger han - så vidt man kan høre.
Der grines! Få dage forinden har Jeremy Clarkson - studieværten på programmet Top Gear - kaldt Brown for en “enøjet, skotsk idiot”.
Der er ingen øv-råb, blot nysgerrighed! Det er som om, der er en vis sympati for manden - også selv om meningsmålingerne viser, at Labour er 20 procent bagud.
Om det er nogen klog strategi at møde folket, kan diskuteres.
Samme dag som hans undervisningsminister - og tidligere økonomiske rådgiver - Ed Balls har erklæret, at det er “den værste krise i 100 år”, burde Brown vel ret beset koncentrere sig om at redde landet. Men det tænker folk ikke på.
Korrespondenten kommer lige fra et møde med en konservativ valgstrateg.
“Der skal være valg til september,” har han fortalt en flok skeptiske journalister.
“Brown har ansat 11 rådgivere på ni måneders kontrakter. Det siger alt. Han forbereder valg”.
Det er rygtet.
Men denne kolde februardag vandrer Brown rundt - smilende og slankere end normalt - og snakker om fodbold med vælgerne.
Og korrespondenten kan ikke komme hjem og få sendt sin historie. Demokrati kan være utroligt irriterende for journalister.
Kommentarer