Jamen, Klaus Høeck er kristen

Klaus Høeck, der netop har modtaget Kritikerprisen for sin nye bog Palimpsest, er dansk digtnings mest produktive skikkelse. Han har skrevet nogle af de smukkeste passager i de sidste 50 års danske lyrik. Han er den nulevende forfatter, der mest konsekvent har udvidet forestillingen om, hvordan digtning kan opføre sig og se ud, og det både i det helt store - hans bøger er ofte over 300 sider lange - og i det minimale anslag.

Hans bøger er exceptionelt lette at gå til. På den baggrund er det dobbelt sørgeligt, at Høeck nok er mere anerkendt end egentlig læst. De af os, som virkelig går op i hans forfatterskab, føler os ofte som medlemmer af en halvhemmelig, let nørdet klub fuld af klausomaner og høeckologer: vi vil så gerne overbevise andre om bøgernes fortræffeligheder, men bliver mødt med trætte, ufokuserede udtryk, når vi begejstret udnævner Hjem (600 sider, knap 2.000 digte) til et uomgængeligt værk i moderne dansk litteratur.

Nu har Frederik Stjernfelt, seniormedlem i klubben, professor i semiotik, offentlig intellektuel, renæssancemenneske, skrevet en monografi om forfatterskabet. Bogen Admiral Bitumen Zodiak består af en række opslag - undertitlen er “lille Klaus Høeck-encyklopædi” - undervejs fremlægger Stjernfelt reelt en samlet tolkning af forfatterskabet og dets udvikling. Høeck udvikler sig fra de tidlige værkers sorte romantik og dyrkelse af rebeller og ekstatiske øjeblikke hen mod en universalromantisk besyngelse af hverdagen - som så viser sig at være uendelig varieret. Men nøglebegrebet er stadig øjeblikket. Stjernfelt: “Der er ingen fordrømte Hinterwelten bag denne verden, som vi skal søge øjeblikkets tegn på, tværtimod skal man finde sig til rette i denne verdens hverdag, og de magiske øjeblikke peger ikke ud af denne verden, men er helt omvendt tegn på dens i sig selv mirakuløse status.”

Det hører med, at øjeblikket for Høeck er paradoksalt: Det lader bevidsthed og verden, tid og evighed, del og helhed falde sammen. Spørgsmålet er så, hvordan digtningen kan indfange disse øjeblikke. Mere prosaisk er spørgsmålet, hvilke sproglige greb Klaus Høeck bruger for at fremproducere oplevelsen af dem i sin læser.

Spar es af søm

Nå. På et niveau er Admiral Bitumen Zodiak en fremragende bog og et eksemplarisk stykke litteraturkritik. Den er velskrevet, forbløffende lærd uden at blive svær, fuld af præcise formuleringer. Opslagsformatet giver en utrolig frihed i analysen, der er plads til svinkeærinder og småpointer, men også mulighed for at udvikle et emne hen over mange sider. Der står mange ting, man ikke havde tænkt over og mange andre, som man ikke selv kunne formulere så skarpt. På et andet niveau, nørdernes niveau, er bogen problematisk. For denne høeckolog føles det som om, Stjernfelt tæmmer forfatteren. I al fald har Admiral Bitumen Zodiak det med at underspille de litteraturhistorisk fornyende træk ved bøgerne - og bortforklare knasterne i dem. Et lille eksempel: Det er en tilbagevendende pointe for Stjernfelt, at Klaus Høeck bruger visuelle snarere end lydlige virkemidler. Det ses i hans billedsprog og i hans fravalg af sproglig rytmik. Men det er mere præcist at sige, at han som digter bryder forbindelsen mellem metrik, læserytme og åndedræt. Dét brud handler ikke om en præference for synssansen, men - hvilket formelt set er noget mere fornyende - om at skabe en digtning, hvor jeget nok kan optræde, men ikke fremstår som en suveræn og skabende instans bag digtet. For vellyd er der masser af. Når Nørrebrogade i Canzone kaldes “sorte mælkevej,/ brokade af søvn og glasskår, kridtstreg/ der fører til Helvede, cigaret/ skod, spar es af søm”, så lyder det jo også godt med s-ernes hvislen og de mange mørke vokaler.

Langt ude

Et andet eksempel: i sin gennemgang af Høecks besyngelse af Rote Arme Fraktion - i bøgerne Ulrike Meinhof og Winterreise fra 1977 og 1979 - nedtoner Stjernfelt det politiskes betydning for læseroplevelsen. Det er noget skidt noget og meget naivt sådan at dyrke Ulrike Meinhof som helgen, men så er der også smukke billeder undervejs, skriver han. Men sådan kan man ikke udparcellere sin læseoplevelse. Når den chokerende skønhed i Ulrike Meinhof er så intens og foruroligende, så er det netop fordi bogen hylder R.A.F. Bogen udfordrer de vandtætte skodder mellem æstetik og politik; læseren fascineres også af, hvor utroligt langt ude digtene er - politisk set. Kan være, at man ikke burde reagere sådan, men det er derfor, bogen stadigvæk føles som noget helt unikt i dansk litteratur. Endelig er det som om, Stjernfelt ikke kan acceptere, at Klaus Høeck er kristen. Nok gennemgår han i et fantastisk og meget oplysende opslag guds funktion i Høecks digtning, men rigtig kristent er det alligevel ikke, mener Stjernfelt, blandt andet fordi Jesus næsten ingenting fylder. Dog optræder han i det sidste, centrale digt i In Nomine, Høecks lyriske selvbiografi. Det er næppe det mindst vægtige sted at placere ham. Nåja, det er nørdens indvendinger, værdige til ophidsede diskussioner ved næste klubmøde. De skal ikke overskygge, at Admiral Bitumen Zodiak er et stykke dansk litteraturkritik på et sjældent højt niveau.