Faktor X i X-Factor

Det kan undre, at DR med X-Factor vælger at poste penge i endnu et talentshow i stil med Popstars, Idols, Stjerne For en Aften og Talent 2008. Det er jo alt sammen set før. Alligevel trækker X-Factor over en million seere til.

Det kræver hverken koncertbillet eller musikalsk indsigt at deltage som dommer på sidelinjen. Med fjernbetjeningen i den ene hånd og mobiltelefonen i den anden, kan man udøve sin egen magt over deltagerne og bestemme, hvem der skal have 15 minutes of fame og en pladekontrakt.

Seermagnet

En virkelig faktor X ved talentprogrammerne er, hvorfor de har så store seertal. Talentshows er ikke opfindsomt skruet sammen. De er bygget over en simpel konkurrencemodel, som man har kendt siden grækerne i oldtiden konkurrerede om, hvem der var størst, stærkest, hurtigst eller mest talentfuld. Og dét endda uden løfter om pladekontrakt.

Indholdet er forudsigeligt. De konkurrerende sangere stiller op én efter én, kaster sig selv og talentet for fødderne af dommerne. Langsomt bevæger spændingskurven sig mod sit højdepunkt: Hvem vinder?

I klipperummet har man valgt de mest fatale og mest fabelagtige deltagere fra X-Factors daglange auditions og strikket en times fredagsunderholdning sammen.

For at peppe tempoet op, skiftes der mellem klip af solister og grupper, præsentation af tid og sted med voiceover og lækre billeder af dommerne i biler, i aktion, på vej til nye steder med nye udfordringer og svære beslutninger, der skal træffes. Remee græmmer sig, Lina græder og Blachman krammer sine deltagere.

Krydsklipningen former programmet og sikrer, at der er nok spænding til at holde publikum fanget.

Dommernes konkurrence

Tilsyneladende er målet i X-Factor at finde en vinder af konkurrencen. Det er den rejse, deltagere, dommere og seere bliver sendt ud på fredag efter fredag. Midlet for denne rejse mod et liveshow er dommerne.

Det er gennem dem, udvælgelsen foregår, det er deres overvejelser, der er afgørende. Der foregår derfor også en konkurrence mellem dommerne, som går ud på at tøjle talentet bedst muligt i deltagerne: Hvilken dommers deltager/-e vinder? I den optik er de virkelige talenter ikke deltagerne, men dommerne, der kender et potentiale, når de hører det.

Hvis man ser dommerne som X-Factors virkelige deltagere, bliver konkurrencen ikke mindre interessant. Der er tale om tre sværvægtere med hver sin profil.

Det er rammende og sjovt, at Remee og Blachman i sidste uges udsendelse kalder hinanden for Obama og McCain i en telefonsamtale, for de er castet som to komplementære modsætninger.

Om Hillary Clinton også indgår i persongalleriet, vil de næste afsnit af X-Factor muligvis afsløre.

De tre dommere har årelang erfaring i musikbranchen til fælles, men deres udgangspunkt og genrer er forskellige. Det gør dem på én gang usammenlignelige og jævnbyrdige, og det er interessant i et konkurrenceperspektiv:

Den kvindelige dommer, Lina Rafn, er en selfmade woman, en sexet furie og en følsom kvinde, der både flirter med deltagerne og græder over de stakler, hun må sende bort for at optimere sine vinderchancer. Hun besidder de kvindelige dyder uden selv at være dydsmønster.

Remee er lækker, humoristisk og streetwise. Han har en gadedrenget stil og et tilpas etnisk look til seerfladen og deltagernes målgruppe. Han joker med de unge uden at lefle for dem. Han er den storebror, enhver teenager ville ønske sig.

Thomas Blachman er den mest markante dommer. Han er avantgarde, han er stilfuld, han lytter med lukkede øjne, afventende koncentration eller med tydelig græmmelse og afsiger sin dom uden omsvøb.

Kampen står i virkeligheden mellem de tre, der som eventyrhelte hver især har særlige evner og karaktertræk.

Dommerne får ganske enkelt mere omtale i pressen end deltagerne. Deres egenskaber, udseende, livsstil og bløde punkter er genstand for nøje undersøgelse. Det er dem, programmet i virkeligheden handler om.

Efter showet

Hvad sker der så med stjernerne fra talentprogrammerne, når vinderen er kåret, showet er overstået, og pladen er udkommet? Formodentlig ikke så meget.

Der er ganske givet nogle turneer, hvor vinderen synger med livemusik, når det går højt og med playback i mangel af bedre. Det er ligegyldigt, for det er ikke vinderen som person, men konkurrencen og præstationen, der er interessant i tv-programmet. På den måde er X-Factor bygget efter samme model som kan indlæses i al konkurrencesport, i alle eventyr og i alle Hollywood-film.

Når X-Factor engang slutter igen, vil gennemsnitsseeren efter nogen tid ikke kunne huske, hvem der vandt, hvornår de gjorde det, eller hvilket program, de deltog i. Det er heller ikke der, underholdningsmomentet ligger: Det findes i det frydefulde gys ved på én gang at være offer og dommer.

Det, vi får i public service, er en fredagsfesen pause, hvor vi kender slagets gang. Vi ved jo, at det enten bliver Remee, Lina eller Blachman, der vinder.

Eventyret ender godt, men først skal dommerne lade deltagerne gå grueligt meget igennem, inden de får pladekontrakten og det halve kongerige.

Da Lina, Remee og Blachman i forvejen er på DR’s lønningsliste, kan det undre, at de tre talentfulde dommere endnu ikke har taget plads i de orange stole hos Adrian Hughes på DR2. Muligvis skyldes det, at man ikke kan vinde i Smagsdommerne.