I tiden op mod valget, og ikke mindst i perioden mellem valget og indsættelsen, var det næsten ulideligt at følge med i den religiøse patos, der blev pisket op, ikke mindst i det ellers så nøgterne og analytiske dagblad Information. Stort opsatte artikler og ledere skabte forventninger om Jesu genkomst, og ikke siden Ernst Blochs gamle Prinzip Hoff-nung har håbet om frelse, forsoning og forløsning fået så meget spalteplads …

Men var der da ikke grund til håb, og hvorfor brændte håbets flamme klarest i netop nærværende dagblad? Jeg tror, at Obama i særlig grad appellerer til intellektuelle europæere. Hvorfor? Jeg gætter på, at det er blandingen af mixed race og Chicago intellectual, der brænder igennem. En mand med rødder i Afrika, Hawaii, Indonesien og fastlands-USA appellerer til drømmen hos alle intellektuelle om verdensborgeren. Jeg kan da godt se pointen: Da USA’s præsident jo er verdens-præsident, ville det være skønt med en verdensborger i Det Hvide Hus. Og hvis han så oven i købet har taget en masteruddannelse fra et klassisk universitet, er atletisk og kan både læse og tale og føre sig, er sagen klar: Her har vi en veluddannet mand, en dannet verdensborger.

Allerede under de euforiske dage dengang i november havde jeg en klumme med malurt klar, men for nu at være ærlig: Jeg turde ikke. Tænk at være vidne til Vorherres genfødsel og så sige “æv bæv, han er bare politiker!” Den gik ikke.

Men nu er jeg rolig igen: Obama har kludret med sine minister-udnævnelser, han har begået sine første fejl, han er ved at markere sig med en ganske klassisk amerikansk udenrigspolitik, og han kunne ikke læse præsident-eden korrekt op. Tænk, hvis det var sket for Bush! Så havde hylekoret larmet, så det rungede: Cowboy-præsident, analfabet, dumrian.

Langsomt begynder de retoriske tåger at lette. Kan vi være sikre på, at verdensborgeren nu også agerer som verdensborger? Ugebladet The Economist frygter noget helt andet, nemlig nyprotektionisme. Læs bare den økonomiske reform, Obama netop har fået gennemført: Den opfordrer blandt andet til, at amerikanske virksomheder og borgere skal købe amerikansk. I økonomiske krisetider tænker man nationalt.

Eller tag et andet område, som denne klummeskriver kender en smule til: Uddannelsespolitik. I den berømte 30 minutters reklametale umiddelbart før valget sagde Obama blandt andet: “Jeg vil forbedre undervisningen for de helt små. Jeg vil rekruttere en hær af nye lærere og give dem bedre løn og bedre arbejdsforhold. Og til gengæld vil jeg kræve højere standarder og større personligt ansvar”.

Jamen fedt, mand. Indtil det gik op for folk, at det ikke er præsidenten, der ansætter lærere eller bestemmer over deres lønforhold. Det gør de enkelte stater. Det betyder, som min kollega Lotte Rahbek Schou har pointeret, at undervisningsministeren skal ud og forhandle med 50 forskellige stater om lærernes løn, hvis drømmen skal realiseres. Så det bliver den nok ikke.

Jamen det er da alt sammen skrækkeligt. Nej, tværtimod. Det er betryggende, for naturligvis ville det da være fint, hvis Jesus returnerede, men jeg ville have foreslået et andet tempel for genkomsten end Det Hvide Hus.

Derfor er min reaktion en helt anden. Jeg er ikke skuffet, men mere rolig. Nu kan vi igen begynde at tale realpolitik. Nu kan vi igen læse Information uden at føle os hensat til et vækkelsesblad.

Ja, nu kan vi omsider begynde at tage ham i øjensyn, ham den behændige retoriker, politikeren Barack Obama. Jo, jeg har fortsat større forventninger til ham end til forgængeren. Til hans finanspolitik, sundhedspolitik, udenrigspolitik - og såmænd også til hans uddannelsespolitik, selv om også hans valg af undervisningsminister skuffede. For det blev ikke Stanford-professoren Linda Darling-Hammond, som har været en arg kritiker af Bush’s no Child Left Behind-lov. Nej, det blev Arne Duncan, tidligere leder af skolevæsenet i Chicago. Ganske vist er han kendt for at være reformivrig. Men han er også kendt for at stille skolerne til ansvar for deres effektivitet. Han har lukket skoler, der ikke klarede sig godt nok i de nationale test, så ups: Dem vil Obama måske alligevel ikke afskaffe.

Jeg er som sagt rolig igen. Heller ikke Obama kan løse Afghanistan-problemet, i hvert fald ikke uden at udvise brutalitet i Pakistan. Også Obama er først og fremmest præsident for et USA, der skal pleje handels- og sikkerhedsproblemer i en verden, der er ramt af finansielle rystelser, og som har en stærk tradition for at tro på at markedskræfterne nok skal løse problemerne. Han er kort sagt præsident for supermagten USA, med alle de problemer og alle de særinteresser, det indebærer.

Lars Qvortrup er dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet