I tiden op mod valget, og ikke mindst i perioden mellem valget og indsættelsen, var det næsten ulideligt at følge med i den religiøse patos, der blev pisket op, ikke mindst i det ellers så nøgterne og analytiske dagblad Information. Stort opsatte artikler og ledere skabte forventninger om Jesu genkomst, og ikke siden Ernst Blochs gamle Prinzip Hoff-nung har håbet om frelse, forsoning og forløsning fået så meget spalteplads …
Men var der da ikke grund til håb, og hvorfor brændte håbets flamme klarest i netop nærværende dagblad? Jeg tror, at Obama i særlig grad appellerer til intellektuelle europæere. Hvorfor? Jeg gætter på, at det er blandingen af mixed race og Chicago intellectual, der brænder igennem. En mand med rødder i Afrika, Hawaii, Indonesien og fastlands-USA appellerer til drømmen hos alle intellektuelle om verdensborgeren. Jeg kan da godt se pointen: Da USA’s præsident jo er verdens-præsident, ville det være skønt med en verdensborger i Det Hvide Hus. Og hvis han så oven i købet har taget en masteruddannelse fra et klassisk universitet, er atletisk og kan både læse og tale og føre sig, er sagen klar: Her har vi en veluddannet mand, en dannet verdensborger.
Allerede under de euforiske dage dengang i november havde jeg en klumme med malurt klar, men for nu at være ærlig: Jeg turde ikke. Tænk at være vidne til Vorherres genfødsel og så sige “æv bæv, han er bare politiker!” Den gik ikke.
Men nu er jeg rolig igen: Obama har kludret med sine minister-udnævnelser, han har begået sine første fejl, han er ved at markere sig med en ganske klassisk amerikansk udenrigspolitik, og han kunne ikke læse præsident-eden korrekt op. Tænk, hvis det var sket for Bush! Så havde hylekoret larmet, så det rungede: Cowboy-præsident, analfabet, dumrian.
Langsomt begynder de retoriske tåger at lette. Kan vi være sikre på, at verdensborgeren nu også agerer som verdensborger? Ugebladet The Economist frygter noget helt andet, nemlig nyprotektionisme. Læs bare den økonomiske reform, Obama netop har fået gennemført: Den opfordrer blandt andet til, at amerikanske virksomheder og borgere skal købe amerikansk. I økonomiske krisetider tænker man nationalt.
Eller tag et andet område, som denne klummeskriver kender en smule til: Uddannelsespolitik. I den berømte 30 minutters reklametale umiddelbart før valget sagde Obama blandt andet: “Jeg vil forbedre undervisningen for de helt små. Jeg vil rekruttere en hær af nye lærere og give dem bedre løn og bedre arbejdsforhold. Og til gengæld vil jeg kræve højere standarder og større personligt ansvar”.
Jamen fedt, mand. Indtil det gik op for folk, at det ikke er præsidenten, der ansætter lærere eller bestemmer over deres lønforhold. Det gør de enkelte stater. Det betyder, som min kollega Lotte Rahbek Schou har pointeret, at undervisningsministeren skal ud og forhandle med 50 forskellige stater om lærernes løn, hvis drømmen skal realiseres. Så det bliver den nok ikke.
Jamen det er da alt sammen skrækkeligt. Nej, tværtimod. Det er betryggende, for naturligvis ville det da være fint, hvis Jesus returnerede, men jeg ville have foreslået et andet tempel for genkomsten end Det Hvide Hus.
Derfor er min reaktion en helt anden. Jeg er ikke skuffet, men mere rolig. Nu kan vi igen begynde at tale realpolitik. Nu kan vi igen læse Information uden at føle os hensat til et vækkelsesblad.
Ja, nu kan vi omsider begynde at tage ham i øjensyn, ham den behændige retoriker, politikeren Barack Obama. Jo, jeg har fortsat større forventninger til ham end til forgængeren. Til hans finanspolitik, sundhedspolitik, udenrigspolitik - og såmænd også til hans uddannelsespolitik, selv om også hans valg af undervisningsminister skuffede. For det blev ikke Stanford-professoren Linda Darling-Hammond, som har været en arg kritiker af Bush’s no Child Left Behind-lov. Nej, det blev Arne Duncan, tidligere leder af skolevæsenet i Chicago. Ganske vist er han kendt for at være reformivrig. Men han er også kendt for at stille skolerne til ansvar for deres effektivitet. Han har lukket skoler, der ikke klarede sig godt nok i de nationale test, så ups: Dem vil Obama måske alligevel ikke afskaffe.
Jeg er som sagt rolig igen. Heller ikke Obama kan løse Afghanistan-problemet, i hvert fald ikke uden at udvise brutalitet i Pakistan. Også Obama er først og fremmest præsident for et USA, der skal pleje handels- og sikkerhedsproblemer i en verden, der er ramt af finansielle rystelser, og som har en stærk tradition for at tro på at markedskræfterne nok skal løse problemerne. Han er kort sagt præsident for supermagten USA, med alle de problemer og alle de særinteresser, det indebærer.
Lars Qvortrup er dekan for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet
Kommentarer
@Lars Qvortrup: Det var da en helt utrolig naiv og misforstået artikel. At hysteriet er ved at stilne af og at det virkelige arbejde med at dække Obamas politiske virke nu skal til at begynde, er en fin nok opsang til pressen generelt – også selvom den kommer alt for sent. Men så kommer (tilsyneladende) dine egne fordomme, unuancerede stereotyper og din forurettethed i vejen og får dig til at fejllæse en række sammenhænge så groft, at det i væsentlig grad forringer dit budskab og i stedet gør dig skyldig i egne anklager. Og det er en skam …
En detalje: Medgivet at Obama begynder at ligne et menneske, så rejste jeg mig alligevel fra transmissionen af indsættelsen og Søren Pinds uddybninger i Go´Aften Danmark, med det indtryk at det ikke var ham der læste præsident-eden forkert op, men retspræsidenten?
Hermed en opfordring til Information om at ophøre med at bringe Lars Qvortrops fuldstændig ligegyldige klummer…
“det ikke var ham der læste præsident-eden forkert op, men retspræsidenten”
Dert er helt korrekt. Obama fulgte med på den omvendte syntaks, som ellers er helt klart defineret. Men de fik det jo rettet senere.
Jeg må desværre tilsluttr mig første og seneste kommentar. Det er en ret ligegyldig klumme, og jeg syns ærligt talt det er en ret lallende kontekst at analysere den nye præsidents’ første måned.
Det er som om Qvortup slet ikke forstår hvilke stærke forandrings modvillige kræfter, som Obama og de fleste amerikanere er oppe imod. En ærlig genovervejelse af USAs historie — et fantastisk land ifølge mig — vil afsøre at USA blev et oligarki i 1913 med den ulovlige indførelse af Federal Reserve, ‘spearheaded’ i yderste hemmelighed af bl.a. Paul Warburg, Nelson Aldrich og John D Rockefeller.
Fornemmer man ligefrem, at en dekan Qvortrup kunne ønske, at det mest betydningsfulde politiske projekt, formentlig nogensinde, ville fejle. I den forstand er han fuldstændig i tråd med de mest bagstræberiske repulikanere f.x Limbough, Karl Rove, Bush og for den sags skyld Venstre i Danmark, i form af Søren Pind! Disgusting. Men for os andre, der har ventet på at USA igen skal indtage sin naturlige lederrolle, hvad angår moralsk, etisk og ikke mindst demokratisk ildhu,baseret på det Tocqueville betegner ‘manner’. Dvs den demokratiske ‘manner’, som stadig findes i townships, kommuner osv i USA. Derfor skal Obama med sin begejstring og veltalenhed overbevise det tålmodige amerikanske folk om den fornyelse, der er nødvendig. På den måde bliver verden et bedre sted for vore børn og børnebørn. Det vil efterlade de bagstæberiske Republikanere, Venstre med Søren Pind mfl. og dekan Quvortrup i de mismodiges sump.
Det var dog en utrolig smøre at ligegyldigheder, hele og halve løgne (i artiklen).
Er ret uenig med denne klumme. Meget negativt syn på Obama, som ellers synes en gave for den kæmpe krise i mellemøsten.
Barack Obama blev indsat den 20. januar, ser jeg.
Ja, det var retspræsidenten, der kludrede i edsoplæsningen, ikke Barach Obama.
Oplæsningen blev analyseret dagen efter, og den samlede verdenspresse bragte resultatet, men det forbigik åbenbart dekanens opmærksomhed.
Og ja, i følge forfatningen blev Obama den 44. præsident kl. 12,00 den dag, edsaflæggelsen fandt sted. Den blev for alle eventualiteters skyld gentaget den 21. januar.
Alle var lettede over Bush-regeringen var fortid, og vi er alle for længst kommet til realiteternes verden og håber det bedste for Barack Obama.
Men det vidste jo før vi læste artiklen. Så hvad er meningen?
Go’ artikel, men måske en anelse for tidligt ude.
Om et halvt år vil ingen modsige den.
Selv om jeg elskede Obamas retorik under valgkampen (man er vel til fals for prædikener), er det forfriskende, at realpolitiken tvinger ham til mere konkret tale. Det skal blive spændende at følge!
Det er sørgeligt, at realpolitikken står i vejen for de gode intentioner.
Men håbet lever om, at han trods alt får sat andre boller på suppen - lidt efter lidt.
Obama har allerede skabt store forandringer i hele verden og det enda før han blev indsat som præsident.
Han har nemlig fået os alle til at tænke markant anderledes, hvilket egentlig ret godt klaret af en simpel politiker.
For nogle tusinde år siden var der en håndværker der kunne lidt af det samme, verden blev aldrig den samme derefter - det vil bliver den heller ikke efter Obama.
Et frø er sået..
Ingen af jer sørgelige eksistenser har jo nogen belæg for jeres påstande! I arbejder ud fra jeres egne fordomme (jævnfør Jeppe Utzon) og tanker. Der er ingen anden reel kritik end hvem der læste forkert op… Okay big deal! Men i forhold til jeres åndsvage indlæg er Qvortrups fejlinformering lille.
Det her er noget som I kunne finde på at påstå:
Fat det, Obama er ikke en gud, for guder findes ikke!!! Kom med et bevis og jeg vil tro på jer.
De kærligste hilsner Thomas P.