Information har d. 14/2 bragt artiklen ‘Vi tager fra de fattige og giver til de klog’, hvor en række økonomiske og sociologiske eksperter udtaler sig om SU. Flere af dem - Lars Andersen, Erik Jørgen Hansen, Jan Rose Skaksen og Helena Skyt Nielsen - anser SU’en som en omfordeling, der kommer de mest privilegerede til gode, og de blåstempler dermed Skattekommissionens forslag om begrænsning af SU-stipendiet til fire år, idet vores ellers højt berømmede SU påstås at være “socialt skævvridende”.

De tager imidlertid alvorligt fejl, da de ikke formår at se hele billedet, men hænger sig fast i generaliserende statistik:

1)Antagelsen om, at studerende bliver rigere af at tage en lang videregående uddannelse, tager alene udgangspunkt i gennemsnit. Set ud fra dette synspunkt er det da ganske rigtigt, at en gennemsnits-akademiker på trods af nogle magre år i ungdommen vil få en højere livsindkomst end eksempelvis den gennemsnitlige arbejder. Men antagelsen tager ikke højde for individuelle forskelle, og det negligeres, at en række akademikere - f.eks. løstansatte undervisere på universiteterne, der kun kan opnå deltidsjob - faktisk har en lavere månedsløn og ringere jobsikkerhed end en fuldtidsansat rengøringsassistent. Man kan dermed forestille sig, at en del studerende vil afholde sig fra et søge mod ‘eksotiske’ fag - og i stedet vælger det sikre og forudsigelige, såfremt de bliver nødt til at gældsætte sig yderligere. Det vil naturligvis være fint, hvis det kan føre til, at vi får flere lærere og sygeplejersker - men går der ikke en mangfoldighed tabt?

2)Den planlagte lettelse i topskatten, der angiveligt især vil komme akademikere til gode, bruges som udgangspunkt for en beregning, der viser, at gennemsnits-akademikeren i snit vil spare 300.000 kr. i skat over et helt arbejdsliv - som vel for en akademiker typisk er ca. 40 år. Når vi hertil lægger, at den påtænkte kommende akademiker nok først er færdig med sit studium om ca. 10 år fra dato (reformen skal vel implementeres over nogle år), forudsætter regnestykket altså, at skattereformen ikke ændres endsige tilbagerulles inden for de næste 50 år! Får de kommende studerende en garanti for det? Vil den forøgede studiegæld i øvrigt blive annulleret, såfremt skattereformen alligevel ændres med forringelse for den gældsplagede til følge?

Inspiration i Tyskland

Kan eksperterne argumentere fyldestgørende for, hvordan man undgår disse potentielle, alvorlige bivirkninger? Jeg er ikke afvisende over for ændringer af vores SU-system - men måske ville det frem for en højere grad af lånefinansiering være at foretrække, at man indførte en mere socialt orienteret reform, der inddrager generationsuligheder. Det kunne man gøre ved juridisk at forpligte forældre, der har tilstrækkelige økonomiske muligheder til at forsørge deres børn, indtil de er færdige med deres uddannelse - men fortsat lade studerende fra fattigere hjem modtage SU-stipendier. Den model eksisterer i Tyskland, hvor uddannelsesstøtten kaldes BAFöG.

Emil M. Jelstrup er stud.jur.