Tak til Tue Andersen Nexø for en indgående anmeldelse af min lille bog om Klaus Høecks forfatterskab Admiral Bitumen Zodiak (den 12. februar). Nexø fremfører i den sammenhæng en indvending: Han mener, at min bog trækker “alle hugtænder ud af forfatterskabet”.
Indvendingen præsenteres som en detaildiskussion mellem nørdede høeckologer som Nexø og undertegnede. Det er også rigtigt. Men måske er der en mere principiel uenighed her, der er interessant. Nu er hugtænder en lidt mærkelig metafor: Er et forfatterskab så en giftslange? Er hugtænder i så fald noget godt eller noget skidt? Noget tyder på, Nexø mener, det er noget godt. Hans exempler på hugtænder er især to: Høecks delvise omfavnelse af Rote Armee Fraktions terrorisme i 70’erne - og den sene Høecks angivelige kristendom.
Æstetik og reel vold
Jeg mener ikke, man kan sige, jeg overser disse emner. Der er et temmelig stort opslag om ‘RAF’ i bogen, og opslaget om ‘gud’ er bogens længste. Det, der nager Nexø, er altså, hvad jeg siger om disse materier. Så lad mig tage de to hugtænder en for en. Hvad Klaus Høecks politiske periode angår, markerer jeg en afstand til de (få) steder, hvor han eksplicit hylder terrorisme - dette især i Ulrike Marie Meinhof og bogen til Arafat Sorte sonetter.
Jeg opholder mig temmelig længe ved Høecks behandling både af RAF, af Cuba og af PLO, og min konklusion er, at de i alt fire bøger i Høecks stærkt politiske periode i sen-70’erne ikke kun rummer fascination, men fremlægger meget mere både tvivl, kritik og selvkritik angående disse sager, end man plejer at notere sig. Bøgerne er betydeligt klogere, end de ofte fremstilles som. Dertil er de fantastisk smukke og tankevækkende, og især RAF-bøgerne priser jeg som stærkt vellykkede værker. Nu mener Nexø altså, at jeg trækker en hugtand ud ved samtidig at tage afstand fra terror. Han mener, at bøgernes æstetik får styrke af at støtte disse rædsler.
Her forekommer det mig, at Nexø foretager et problematisk skridt: Han gør tilslutning til terrorisme til et rent æstetisk virkemiddel: man skal besynge det ideologiske udsagn af æstetiske grunde. Hertil vil jeg sige: der er altså virkelige mennesker derude, der dør af den slags ting. Det forekommer mig ubehageligt at se dette forhold reduceret til noget rent æstetisk, der skal give den radikalitetssøgende læser et skønt kick. Jeg har kort sagt svært ved at se forskellen på det og så den nazist, der lader sig gejle op ved Riefensthals ‘Triumph des Willens’ og Nürnberger Parteitage - der har den samme dobbelthed af stor æstetik og henvisning til reel vold. I modsætning hertil vil jeg gerne forbeholde mig retten til at skelne: I begge tilfælde er der både sublim æstetik og voldsforherligelse til stede, og som kritisk forsker ser jeg det som min opgave at skelne her - hverken tage afstand fra æstetikken, bare fordi den bringes i terrorens ærinde - eller omfavne terrorens hugtand, blot fordi den er pakket så pragtfuldt ind.
Nexøs andet eksempel er kristendommen. Nu er det lidt svært for mig at forstå, at folkekirkelig kristendom skulle kunne udgøre nogen særlig drabelig hugtand på linje med RAF. Der er vel snarere tale om en lille mælketand. Men den evner sandelig at få folk op på de høje nagler i denne religionsgejle tid.
Johannes H. Christensen mente i Jyllands-Posten nærmest ikke, jeg evner at forstå Høeck på grund af, at jeg ikke hylder hans “enfoldige kristendom”. Kristne venner af mig foreholdt mig også efter læsning af Admiral Bitumen Zodiak i flere mails, at jeg overså Høecks kristendom - med henvisning til visse erklæringer, digteren åbenbart er fremkommet, med i Kristeligt Dagblad.
Men hvad er det for et argument? Det er jo det stejleste tilbagefald til biografismen, at digterens personlige betroelser skulle være vigtigere end hans værk. At en enkelt udtalelse til en avis nu skal tælle som facit på læsningen af 12.000 digte! Hvorfor skulle man så læse værket, hvis det er nok at købe en avis? Herrens stridsmænd fryder sig naturligvis over udsigten til en proselyt - mere mærkværdigt er det, at Nexø nu også opkaster sig til Troens Ridder.
For sagen er, at hvis man læser Høecks værk, så er spørgsmålet om religionen deri mangefacetteret. Et punkt er, at Høeck i sin tidlige periode er decideret både kristen- og kirkefjendsk. Dette forsvinder i den modne periode til fordel for en intensiv beskæftigelse med gudsbegrebet. Men er det den kristne gud, vi her møder? I digtene er det snarere en religionssynkretisme - altså en syntese af mange forskellige påvirkninger, ud over kristne både jødiske, islamiske, zenbuddhistiske, naturreligiøse, okkulte, astrologiske, alkymistiske og meget andet - især formelle erkendelsesteoretiske problemer i filosofien såsom Gödels teorem og Russells paradoks er en tilbagevendende motor i Høecks gudsovervejelser. For at beskrive dette valgte jeg at lave et opslag under ‘gud’ - og det, der falder de kristne stridsmænd for brystet, er, at det ikke klart er den kristne gud, der fremstår som dette afsnits konklusion. Høecks gud er frem for alt en skabergud - han fryder sig over skaberværkets mangfoldighed, han ser i øjebikket tid og evighed spejle sig i hinanden. Men alle de abrahamitiske religioner plus en lang række hedenskaber har altså skaberguder. Hertil kommer, at hele det specifikt kristne kompleks om gudesønnen, synden, sonofferet, tilgivelsen, dommen, genopstandelsen, evangeliet spiller en meget lille rolle i Høecks værk.
Kristendomskritik
Kristus nævnes spredt - hyppigst i værkerne omkring 1990, Lukas O’Kech og Heptameron, men selv her iblandet satire og spottende kristendomskritik. Min konklusion er derfor, at Høecks religion i digterværket er stærkt sammensat og især motiveret af skabelsesteologi og erkendelsesteoretiske emner. Hertil kommer, at megen af den religiøse sprogbrug i værket også kan læses som eksistentiel metaforik, ligesom Høecks øvrige rige billedsprog fra kemi over matematik til geografi. Men en sådan detaljeret redegørelse for religiøsiteten hos Høeck tilfredsstiller ikke de kristne. Hvorfor ikke?
Jeg tror, grunden er et interessant idehistorisk problem - nemlig angående strømninger, der ikke bare påvirker forskellige personer i forskelligt omfang og af forskellige grunde, men som decideret danner sociale klubber med medlemskort og adfærds- og holdningskrav, sådan som mange (men ikke alle) religioner gør det. For en klub at se er der kun to muligheder: medlem eller ikke medlem. Kristen eller hedning; muslim eller vantro. For andre idestrømninger kan man graduere og være mere eller mindre påvirket af forskellige sider af oplysningen, romantikken, vitalismen, socialismen, konservatismen, eller hvad det nu kan være.
Klubbens sociale krav
Men jeg kan altså ikke se, hvorfor karakteristikken af et stort og kompliceret digtværk skal adlyde klubbens sociale krav om rene linjer. Og hvis man endelig vil interessere sig for klubbens enten-eller, ja så må man vel se på, hvad adgangskravet faktisk er: I kristendommen er det jo trosbekendelsen - og her vil jeg mene, at uanset hvor meget Klaus Høeck som kødelig person måtte hylde de læresætninger, der står i trosbekendelsen, uanset hvor meget han måtte stirre derhen, hvorfra Han skal komme og dømme levende og døde, ja, så ændrer det ikke på, at disse læresætninger ikke spiller nogen vældig rolle i Høecks værk. Man kan her tænke på diskussionen af andre erklærede troende, for hvem Kristus heller ingen stor rolle spiller - Ingemann eller Løgstrup.
I denne sammenhæng er det et ekstra lumpent trick, at den troende ofte bekvemt hopper mellem en ekstensionel og en intensionel bestemmelse af sin tro. Den ekstensionelle tæller alle med, der hævder at være med - så kan man gungre og sige, at kristendommen er den største verdensreligion osv. - men den intensionelle, der beskriver troen ved et bestemt trosindhold, skaber splid: så er man ikke enige i detaljen med ortodokse, katolikker, calvinister, pinsetroende osv, der til og med ofte anses for endnu mere foragtelige end de blot ikke-troende. Mine kritikere henholder sig her til det blot ekstensionelle kriterium: “Klaus Høeck er kristen!” som Nexø udbryder - medens de ved andre lejligheder typisk vil skelne hårfint mellem folks faktiske positioner. Men den luksus tilstår de ikke digtanalysen. Her kræver de rene linjer: kristendom eller ej, og manden har selv sagt det i Kristeligt Dagblad. Her må analysen for mig at se nødvendigvis være intensionel - den må forsøge at karakterisere hvilke forskellige religionshistoriske trosforestillinger der er på spil i værket, hvilke måder de kobles på, og hvilke måder de bruges på. Og ikke kun adlyde råbet: kristen eller ikke-kristen - bekend!
Krav om bekendelse
Med disse hårdhændede krav om bekendelse - den, der ikke er for mig, er imod mig - degenererer digtanalysen til registrering af tilhørsforhold. For-imod. Det er en del af det aktuelle problem med grasserende islamisme, at den synes at være ved at vække kristendommen til også at genopdage sin ulvenatur, fra før den fik tæsk af oplysningen.
Og det er intimt beslægtet med den kulturalisme, jeg sammen med Jens-Martin Eriksen diagnosticerer i Adskillelsens Politik. Altså den ide, at kulturer og religioner danner lukkede bobler, der umuligt kan forstå hinanden, homogene indadtil, helt forskellige udadtil. Det er rigtigt, at nogle af religionerne søger at øge denne illusion om lukkethed med stærke klubregler og imposante dørmænd. Nogle af klubberne kan man ikke engang komme ud af, hvis man først har meldt sig ind.
Men hvorfor skal vi andre bøje os for det? Skal vi indrette vores beskrivelse af verden på disse klubbers behov for at lukke sig om sig selv? Nexøs hugtænder - så farlige, pirrende og overskridende ved første øjekast - viser sig ved nærmere undersøgelse at bestå af en fordring om at digtning såvel som litteraturanalyse skal lukke sig om entydige ideologiske budskaber. Terror! Kristendom! Ikke min opskrift på høj poesi. - Heller ikke Høecks, vil jeg mene. Men lad den gamle digter få det sidste ord. Her fra et af de nyere storværker (med den katolske titel In nomine, 2001): “jeg bekender at jeg har haft andre/ guder end gud satans fugl// tabte engang en fjer i mit/ værelse og jeg samlede den// uafvidende op og har brugt den/ som bogmærke lige si// den - jo jeg har overtrådt/ det første bud indtil mange gange”.
Kommentarer