Sundhedsstyrelsen bliver udsat for en sand kanonade af kritik i forhold til planerne om at give heroinbehandling til udsatte stofbrugere.

Information har fået aktindsigt i de høringssvar, Sundhedsstyrelsen har modtaget, og en gennemgående kritik er, at kriterierne opleves som for stramme. Det gælder både for udvælgelsen af den målgruppe, som skal modtage heroinen, og for de regler, som vil gælde for heroinindtagelsen.

Grundlæggende antager Sundhedsstyrelsen, at der skal være et fundament på 300-600 stofbrugere, før det kan være realistisk at oprette en speciel klinik, der under skærpede sikkerhedsforanstaltninger skal stå for udleveringen af heroinen. ‘Kundeunderlaget’ skal være så stort, mener styrelsen, bl.a. fordi erfaringsmæssigt kun 10 procent af stofbrugerne vil være så selvhjulpne, at de ved egen hjælp magter at transportere sig hen til de særlige klinikker. Med andre ord udelukkes hundredvis af stofbrugere i mindre byer, mens omvendt tendensen til ‘narkoflygtninge’ mellem landets kommuner øges.

Adgang for en brøkdel

Herning Kommune er blandt de mange myndigheder, der finder kriterierne for stramme.

Kun en brøkdel af Danmarks heroinafhængige har reel adgang,” kritiserer kommunen, der selv har 124 borgere i længerevarende substitutionsbehandling med f.eks. metadon.

Set fra et borgerperspektiv giver det ulighed i sundheds- og behandlingsmuligheder, som udelukkende er baseret på geografi,” skriver kommunen. I stedet bør reglerne være “sundhedsmæssigt eller fagligt valideret”.

Region Sjælland kritiserer, at stofbrugerne selv skal sørge for transporten hen til klinikkerne. Det vil i praksis afskære alle de stofbrugere, der ikke bor tæt på.

For en stor del af misbrugerne vil det derfor ikke være et reelt behandlingstilbud,” advarer Region Sjælland.

Servicestyrelsen noterer, at “de kommuner, der vælger at tilbyde behandlingen, vil kunne frygte en tilstrømning til kommunen af personer, der ønsker heroinbehandling”. En tilsvarende advarsel mod ‘narkoflygtninge’ kommer fra Aalborg Kommune, der desuden finder det kritisabelt, at Sundhedsstyrelsens vejledning ikke entydigt klarlægger, om heroinbehandlingen “er en kan- eller skal-opgave”.

Ikke i fængsel

Sundhedsstyrelsen lægger også op til, at det kun vil være i de særlige klinikker, at heroinbehandlingen kan foregå. Derfor må behandlingen stoppe, hvis en stofbruger indlægges på sygehus eller afsoner en fængselsdom. Denne begrænsning er “problematisk”, mener Servicestyrelsen. Kriminalforsorgen foreslår, at der også skal tilbydes heroinbehandling i regi af fængselsvæsnet: Det vil nemlig stride mod “et knæsat princip”, skriver forsorgen, hvis indsatte ikke har adgang til samme tilbud som borgerne i det øvrige samfund.

Servicestyrelsen kritiserer - i øvrigt helt på linje med Gadejuristen og BrugerForeningen for stofbrugere i København - at der kun bliver tale om injicerbar heroin. I praksis vil det udelukke “personer, der har indtaget heroin på andre måder end ved injektion”, skriver styrelsen.

Ballerup Kommune “efterspørger tydelige mål for behandlingen. Er stoffrihed opnåeligt for målgruppen, eller fastholder behandlingen brugerne i et livslangt misbrug?” spørger kommunen.

Endelig peger flere myndigheder i provinsen på en markant svaghed i Sundhedsstyrelsens udkast til vejledning: Det kan være svært at skaffe den påkrævede medicinske ekspertise, henset til at flere mindre byer i forvejen døjer med lægemangel. Er det tilstrækkeligt, hvis lægen kan tilkaldes pr. telefon, eller skal der være lægelig kapacitet i hele klinikkens åbningstid, spørger Kommunernes Landsforening og konkluderer, at “mange steder i landet” vil det krav “ikke være realistisk”.

Fakta: Dansk narkopolitik på pumperne

Trods en stigende og stadig dyrere indsats har antallet af narkodødsfald i Danmark været stabilt i ti år på et ifølge regeringen ’foruroligende højt’ niveau. Netop nu forbereder embedsmænd i Sundhedsstyrelsen en vejledning, så stofbrugere til april kan få udleveret lægeordineret heroin. Men allerede på forhånd kritiseres ordningen for, at heroin-udleveringen bliver en fiasko.
Tidligere artikler i serien blev bragt den 16. og 17. februar.