Faste læsere af denne klumme - sådan nogle håber vi, der findes talrige af - vil have observeret en pinlig fejl i sidste udgave af Alt Over 17, hvilket en venlig sjæl også har bemærket i et informativt læserbrev: Man kan naturligvis ikke opløse en sukkerknald i et glas bourbon på en halv time. Der er tale om en opslemning, og den hurtige opløsning sker følgeligt først ved påfyldningen af varmt vand. Denne fadæse skal naturligvis beklages.
Men fejlen giver jo samtidig strålende anledning til at efterprøve et andet postulat fra forrige klumme: At hovedparten af ameriansk whisky i almindelig handel i Danmark skulle være af en underlødig kvalitet. Derfor, straight up, no chaser, præsenterer vi her to dråber fra den nye verden; en ærkeamerikansk destillering af Bruce Springsteen-sved, motorolie og dækmærker på regnvåde gader i en John Hughes-film, samt en kølig skovhuggerjuice fra de canadiske granskove.
Regler for Bourbon
Betegnelsen bourbon er i sin essens fuldstændig som cognac; en destilleret brændevin, dyrket og produceret i et bestemt distrikt. I dette tilfælde er der tale om Bourbon County, som i sin gamle, noget større form dækkede det meste af det nordlige Kentucky. En bourbon skal endvidere være produceret af mindst 50 procent majs, hvorimod en skotsk whisky normalt er lavet på ren byg.
God til prisen
En af de mest solgte bourbons på verdensplan er Jim Beam. Med sin velkendte hvide ettiket, og den kantede flaske (som minder som Jack Daniels, som dog ikke er en bourbon, men fra Tennessee) har den en aura af rockstjerne over sig. Den rammer næsen ganske intenst, med overtoner af en hel buket af blomster, både lyng, violer og syren anes i den spæde, men velkomponerede duft. Smagen er dog markant anderledes, en meget sødlig og tydelig smag af majs og ellers mulige antydninger af karamel, honning, og frisk hø. Absolut ikke en ubehagelig smagssammensætning, men så afgjort heller ikke særligt spændende. Eftersmagen er kort, ja nærmest flygtig, og efterlader mildest talt kun et sprittet indtryk. Det er en whiskey der gør sig bedst med is i, eller i madlavning, hvor den sikkert kommer bedre til sin ret, som eksempelvis i en chili. Som ren drikkevare er den nok bedst tjent med at blive suget af flasken til en Skid Row-koncert, men til det formål er den lave pris selvfølgelig et godt argument, og havde den været dyrere, havde det også afspejlet sig i karakteren.
Skotsk forbillede
Man får let den mistanke at canadiere altid går rundt med en overbærende hovedrysten til overs for den uterlige storebror mod syd, der bare ikke kan opføre sig civiliseret, og det indtryk forstærkes når man drikker canadisk whisky; ja, det ses selv på navnet. Hvor amerikanerne har annamet den iltre, men joviale irske stavemåde whiskey, så tager canadierne efter de kølige og sparsommelige skotter og brygger whisky. Og forskellen er markant, idet man i Canada oftest brygger rye whiskies, altså med en overvægt af rug. Den absolut dominerende af disse er af mærket Canadian Club, som producerer en mindre vifte af varianter, hvoraf den klassiske barrel blended 6-års variant er den, vi oftest ser her til lands. Dens aroma er kompleks og tørt krydret, med strejf af hvid peber, fennikel og kardemomme, hvorimod dens smag er langt blødere og mere vinøs og minder en hel del om rosiner, på samme måde som portvin eller madeira ofte gør. Dens bløde, men tørre karakter, bliver modsvaret af en meget tydelig træsmag fra egefadene, som gør en god kontrapunktisk finesse. I det hele taget er der langt flere enkeltnoter i smagen end i gennemsnittet af blandede whiskies, men eftersmagen er noget kort - måske derfor gør den sig så godt i cocktails. Her kan den særligt anbefales i en manhattan, hvor den i selskab med vermouth (traditionelt bruges rød, men hvid kan sagtens bruges) passer strålende til en stilfuld aften i godt lag.
Jim Beam Original Sour Mash Bourbon, 40 procent, 154,95 kr. for 70 cl. i Kvickly; 3/6
Canadian Club Original Rye Whisky, 40 procent, 154,95 kr. for 70 cl. i Føtex; 4/6
