To af kernemedlemmerne i Blekingegadebanden, Torkil Lauesen og Jan Weimann, afviser forfatteren Peter Øvig Knudsens anklager om, at de var terrorister.
I stedet kalder de sig “politiske røvere”, der blot kæmpede for at skaffe penge til befrielseskampe i Den Tredje Verden.
“Vi har ikke mødt eller haft samarbejde med RAF, De Røde Brigader eller Carlos. Vi har stjålet våben og røvet penge for at støtte PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse, red.). Men Blekingegade-sagen drejer sig om politik og ikke terrorisme,” siger Torkil Lauesen til venstrefløjsportalen modkraft.dk.
Bortset fra enkelte interviews i forbindelse med retssagen i kølvandet på gruppens anholdelse i 1989 har gruppens medlemmer ikke udtalt sig til medierne. Men nu vil gruppen altså gøre op med Cavlingpris-modtager Peter Øvig Knudsens to bestsellere om banden.
“Bøgerne har fået karakter af historisk sandhed om vores gruppe. Det vil vi gerne rykke ved,” siger Torkil Lauesen.
Han anklager Peter Øvig Knudsen for at anskue sagen som en ren kriminalsag og dermed negligere det politiske opgør med imperialisme og kolonisering.
Ingen træningslejr
Ifølge Peter Øvig Knudsen kom sandheden om Blekingegadebanden ikke frem under retssagen i starten af 1990’erne. Han hævder nemlig, at banden var en celle i et internationalt terrornetværk, som samarbejdede med en række terroristorganisationer. Og gruppens medlemmer blev ikke dømt efter terrorparagraffen, fordi højtstående medarbejdere i Justitsministeriet frygtede gengældelsesaktioner fra PFLP, lyder det fra Øvig.
Han begrunder blandt andet sine terrorist-anklager med et samarbejde mellem den militante palæstinenserleder Wadi Haddad, hjernen bag nogle af 1970’ernes mest omtalte terroraktioner, og ledende medlemmer af Kommunistisk Arbejderkreds (KAK), hvor Blekingegadebanden trådte deres barnesko.
Men i interviewet på modkraft.dk afviser de to medlemmer af Blekingegadebanden, at KAK eller de selv planlagde terror sammen med Wadi Haddad.
“Vi var ikke enige i hans (Haddads, red.) politiske analyse. Vi valgte i stedet at samarbejde med PFLP,” siger Jan Wiemann.
Som led i sin argumentation for at banden var terrorister, fremhæver Peter Øvig Knudsen også, at Blekingegadebanden deltog i PFLP-træningslejre i Mellemøsten sammen med medlemmer af RAF (Rote Armee Fraktion).
Det afviser Torkil Lauesen:
“Jeg har aldrig været i træningslejr med PFLP’ere eller andre europæere (…) Når jeg har besøgt Libanon, har jeg sammen med en kammerat gået et afsides sted hen og fyret et par magasiner af,” siger Torkil Lausen.
Forsvarer PFLP
Ifølge de to bandemedlemmer var der også afgrunds-dybe forskelle mellem dem og RAF.
“RAF ville skabe en front i Vesteuropa. Det troede vi slet ikke på. Vores illegale aktiviteter handlede om at indsamle penge til PFLP og andre grupper til brug for deres befrielseskamp i Den Tredje Verden, ikke om at slå til mod eller lægge pres på den danske stat,” siger Torkil Lauesen.
Den aktive støtte til PFLP, der siden 2002 har været på EU’s terrorliste, står de to bandemedlemmer dog stadig ved:
“Det er legitimt at føre væbnet kamp mod en besættelsesmagt (Israel, red.) Hovedparten af PFLP’s aktivitet er af civil karakter og handler om politisk mobilisering og sociale projekter,” siger Torkil Lauesen.
Den tidligere efterforskningsleder i Blekingegade-sagen, Jørn Moos, finder medlemmernes udlægning af sandheden “meget interessant”.
“Jeg vil ikke afvise, at de var ‘politiske røvere’. For min klare opfattelse er, at de lavede kriminalitet med et politisk islæt,” siger Jørn Moos til Ritzau.
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Peter Øvig Knudsen.
De to medlemmer af Blekingegadebanden uddyber deres synspunkter i næste udgave af tidsskriftet Social Kritik.
Kommentarer
Tja .. de kunne vel bare have solgt t-shirts eller bagt småkager til 1. maj i Fælledparken hvis de ville skaffe penge til deres ideologi. Hvis de ikke vil kaldes terrorister kan de bare kaldes kriminelle. Det gør ikke den store forskel for mig.
Terrorister har vel til hensigt at foretage handlinger, der skaber medieopmærksomhed, og derfor får sat et tema på mediedagsordenen. Næppe det ønskede tema, men alligvel.
Det virker meget logisk, at de ikke var terrorister, men “politiske røvere”.
Jeg har i øvrigt ikke læst Peter Øvig Knudsens bøger, så stå næppe i første række for en dybdeborende analyse :-)
Jeg håber ikke deres holdninger fører til handling.
De mangler også at forklare hvorfor frihedskamp i et andet land skulle gå ud over uskyldige danskere, når de nu ikke ville ramme danmark. Det er svært at kalde det andet end terrrorisme.
Det bliver vist en kamp op ad bakke for dem at overbevise nogen om at de var andet end terrorister. Mon ikke de skynder sig tilbage til tillukketheden, når de opdager at ingen tror på deres forsvarstale.
Med venlig hilsen Lennart
Vi mangler så stadig forklaringen på hvad de skulle med et kartotek over deres politiske modstandere
Det ville klæde dem at fortælle os hvem af dem der myrdede betjenten, ligesom det ville klæde dem at undskylde for deres handlinger og indrømme at de var terrorister.
Men om de er nået så langt i deres selverkendelse er nok tvivlsomt.
med venlig hilsen Lennart
Jeg vil sige som en har nævnt her, at de har skabt medieopmærksomhed. Men desværre forholder det sig sådan at der eksisterer et informationsfilter i de danske og generelt vestlige medier. Tag fx. Al Jazeera’s English hjemmeside, der kan man den 20. marts 2009 læse at Israelske medier skriver om Israelske soldaters beretninger om, at de har med vilje skudt efter civile i Gaza krigen. Hvis nyheden nogensinde trænger igennem informationsfilter til de danske hjem, så bliver det alt fra alle medier der dækker nyheden og slet ikke i samme omfang og gentagelser som de terroristisk PLFP de nu end er.
Vedrørende terrorisme, så er juraen jo sådan at blekingegadebanden ville kunne dømmes for terrorisme i dag.
Men ikke dengang.
Berigelseskriminalitet begået i Danmark indebærer jo ikke noget anslag mod den danske samfundsorden. Det skulle den hvis man skulle dømmes efter terror-paragraffen dengang. Derfor drev blekingegadebanden ikke terrorisme. Men udelukkende kriminalitet.
Lauesen/Jan Weimann/Niels Jørgensen LWJ nævner selv Wollweber-organisationen fra mellemkrigstiden som en parallel til blekingegaderbanden. Wollweber-oprganisationen begik kriminalitet i Danmark for at støtte modstandskampe i Tyskland mod Hitler-styret.
Vedrørende det såkaldte ‘jødekartotek’, som jo bemeldte Bo Weimann stod for (han var jo bibliotekar). Kartoteket er tilsyneladende i tre dele og består af dels pro-israelske organisationer og firmaer, dels navngivne pro-israelske personer, dels navne fra et konkret støtte projekt for Israel.
Iht LWJ var formålet at identificere mulige Mossad-spioner i DK. Kartoteket påstås at bestå af andre, men hovedsageligt dog af jøder.
Det gav jo i øvrigt anledning til oplysninger omkring illegalt våbensalg til Israel, formidlet via Danmark, og formidlet gennem et senere prominent medlem i dansk industri.
Ups!
Hvor kunne man ønske at den enorme energi, foretagsomhed, analytisk virksomhed, minutiøs planlægning, viden og netværk om ‘oprørs’-bevægelser som Blekingegadebanden havde og begik var blevet opfanget og udnyttet til fælles bedste.
Det kunne have haft verdenshistorisk virkning, tror jeg.
Det er her denne sags vigtigste pointer findes.