Udenfor

Forleden i DR’s P1’s uendelige morgenflade af overvejende småt og endnu mindre udtalte en kuglestøder - en professionel kuglestøder - at politikerne ikke i tilstrækkelig grad tilgodeser professionelle kuglestødere i forhold til stort set alle andre. Det er vigtigt, sagde kuglestøderen, for børn og unge skal have nogen at se op til, og her er kuglestød fint, og danskerne skal have noget at samles om, og det er ikke anstændigt, når almindelige danskere tjener 350.000 eller 400.000 om året, at kuglestødere ikke tjener det samme og gerne mere, for der er store afsavn forbundet med professionelt kuglestøderi, og karrieren er knap nok begyndt, før den sidste kugle er stødt og støderen for gammel.

Nu kan man i DR af hensyn til alsidighedsreglerne ikke lade kuglestødere udtale sig ensidigt om kuglestødere. Man må finde et, nå ja, modstød. Som radiodirektør i Statsradiofonien Jens Frederik Lawaetz i sin tid sagde til sine medarbejdere i Pressens Radioavis under en landsdækkende generende frisørkonflikt; denne var gået op i en spids, parterne var ikke mere på talefod, men pludselig havde der alligevel vist sig en åbning: Nu gælder det, sagde Lawaetz, om at finde en neutral barber, der kan udtale sig med vægt!

Hvad angår kuglestødning er der ikke idé skabt i at lede efter en neutral kuglestøder med vægt, da det ifølge sagkundskaben er en forudsætning for at støde kugler at man vejer godt til. Så radioens morgenredaktør havde i stedet for en kuglestøder, der for eksempel var imod flere midler til professionelle kuglestødere, fundet en politiker, en venstremand, der dybest set mente at kuglestødere allerede modtager tilstrækkeligt med offentlige midler. Venstrefolk er i al almindelighed nærige, hvad venstremanden nu ikke sagde noget om. Men uanset Venstres forståelse for betydningen af sammenhængskraften i nationen ved fælles betragtning af professionel kuglestødning og i at fremhæve kuglestødere som ungdommens forbilleder frem for eksperter og smagsdommere, lindede venstremanden ikke på låget til kuglekassen; hvilket han vist heller ikke havde bemyndigelse til, da det ikke var en af de venstrefolk, hvis navn man ligefrem kan udenad.

Men kuglestøderen og venstremanden var i og for sig enige om at professionel idrætsudøvelse er et gode, at eliten skal styrkes. Altså sportseliten, ikke nogen anden elite, tak.

Og radiojournalisten var tilsyneladende også enig i venstremandens udsagn om at kuglestød er det samme som kunst og skal støttes; kuglestødere er jo også kunstnere, sagde venstremanden, uden at radiojournalisten sådan set forsøgte at stille bare et beskedent spørgsmålstegn ved relevansen i parallellen.

Rend og hop

Og så var de fire minutter gegangen, og en lille smule klogere på verden var man igen blevet. Denne lille smule mere oplyst om det hele, der gør at man med god samvittighed hvert fjerde år kan gå hen på nærmeste skole og bevæge en tømmerblyant fra venstre ned mod højre og fra højre ned mod venstre eller fra venstre op mod højre og fra venstre ned mod højre, hvordan man nu har indøvet sin krydsafgivning, og herefter putte dette kunstneriske resultat af anstrengelsen ned i en urne med en dertil indrettet sprække foroven. Det slår én i ens stigende kværulantiske mentalitet hvor sjældent det er at nogen til medierne siger: afslår deltagelse og siger nej tak.

At venstremanden i dette tilfælde, da radioen ringede ham op, havde sagt sådan noget lignende som: En kuglestøder der vil have mere i løn for noget så overflødigt? Hvad fanden i helvede ringer I for dét om klokken lort? Gu’ vil jeg ej diskutere med sådan en skør kugle. Han skal være glad for at han ikke skal betale for at beskæftige sig med noget så tåbeligt! Rend mig og ring så for fanden først igen på det her vanvittige tidspunkt, når lokummet for brænder og nøglen sidder indvendig. Eller fordi Fogh Rasmussen omsider har fået så dårlig samvittighed over at han i sin tid begik kreativ bogføring at han har overladt butikken hen over hovedet på fadbamsen til Søren Pind, og har meldt afbud til NATO og slået sig ned som forhandler af elastik i metermål i Pyrenæerne!

Men sådan siger de aldrig. Det gælder om at være med. Og det vælter ind hver morgen med de mest ubeskriveligt rystende konstateringer, hvor fænomener af gigantisk hverdagsagtig trivialitet problematiseres med dramatiserede og dramatiserende kategoriseringer; ofte hvor et eller andet med den nationale hypokondri, ængstelighed, forfængelighed, grådighed eller selvoptagethed er på tapetet.

En række begrebselementer er udviklet i denne morgennyhedsmytologiske liturgi, hvor diskussionen for længst er hørt op, om hvorvidt disse elementer nu også har relevans eller er rimelige at anvende ukritisk eller uden konstant skepsis. Den nævnte sammenhængskraft er et af mysteriespillets faste numre. At et samfund har noget sådant kan være meget godt, men hvem har sagt at det under alle omstændigheder er det? Og at det er godt og ikke blot på lange stræk ren propaganda, hjernevask og illusion? Den professionelle kuglestøder - eller var det ligefrem radiomedarbejderen der sagde det - talte om oplevelser i den sportslige verden, vi alle er fælles om. Hvor danskerne står sammen om en begivenhed, er sammen om noget samtidig. Hvad er det dog for noget fis. Gamle Flemming Madsen, den navnkundige tv-mand som denne skribent havde æren af at arbejde sammen med i en årrække, sagde engang surt om det danske selvopgejlende fodboldpublikum: et højtråbende mindretal! Påstanden om at vi står sammen er meget, meget ekskluderende for dem der ikke står.

Samlende ritualer, hva’ba’

En professionel kuglestøder og en venstremand har lov til at mene at der findes den slags nationale samlende ritualer, hvor folk er ved at dåne over at en eller anden dansk klovn støder en kugle et vist antal centimeter længere ud end en klovn fra en anden nation, og det bliver vist i tv. Det er helt i sin orden. Men det er ikke helt i sin orden, når det formidlende journalistiske har taget den slags kategoriseringer til sig, som om de var naturlove. Det er ikke nødvendigvis godt for noget som helst at et dansk hold vinder en kamp frem for et andet lands hold. Ikke nødvendigvis. I andre samfundsforhold kan det blive endog meget aldeles betænkeligt, som når de elektroniske medier har cuttet the crap og for eksempel uden videre opfatter og formidler politiets arbejde som sakrosankt og i samfundets eller borgernes indiskutable interesse. Det forholder sig efterhånden sådan i medierne at når politiet har fanget nogen, gengives begivenheden som om sagen dermed er afsluttet, og de videre retsforhandlinger ren formalitet. At det er blevet sådan i virkeligheden gør jo ikke sagen bedre. Elite-idrætten - elite er ellers fy - politiet, til en vis grad folkekirken, den såkaldt sunde snusfornuft, danskheden, osv. er på denne måde i den kritiske samtale mellem magtudøvere, journalister og borgere reduceret til elementer i en indiskutabel løbende ceremoni, der hver eneste morgen får en spand kul i DR med rystende få undtagelser af dokumenterende kritiske modsigelser eller spørgsmål til grundbegrebernes rimelighed. Det er skide hamrende farligt for et demokratisk samfund.

Fogh Rasmussen har foreløbig vundet den del af kulturkampen. Foreløbig.

Et samfund kan blive så stenet at nogen en morgen vågner i chok.