Politiets Efterretningstjeneste (PET) har bedt danske universiteter om at udlevere navne på iranske studerende, der læser på fag, hvor de har adgang til kemikalier - sagen har vakt stor debat, men det er bestemt ikke et nyt fænomen, at PET interesserer sig for studerende på landets universiteter, fortæller flere tidligere studenterpolitisk aktive - blandt andre Nils Bredsdorff, der var formand for Danske Studerendes Fællesråd fra 1969-1971.
Mexicanersagen
“Der var Mexicanersagen,” siger han som det allerførste.
Mexicanersagen omhandler Jaime Martinez - en aktiv mexicansk studenterpolitiker, der flygtede fra sit hjemland og i 1970 kom til Danmark.
“Vi prøvede at beskytte ham, så godt vi kunne. Og mens det stod på, er vi helt sikre på, at vi blev overvåget af PET,” siger Nils Bredsdorff, som i dag er ansat på RUC.
Da Jaime Martinez syv år senere blev anholdt og hjemsendt til Mexico, viste det sig da også, at PET intenst havde aflyttet og overvåget manden.
En lignende episode var “Grækersagen.”
“Der var også en sag med nogle græske studerende, der var flygtet fra juntastyret i Grækenland. Igen forsøgte vi at beskytte dem, men det kan man jo ikke i længden,” siger Nils Bredsdorff:
“Der følte vi også, at vi blev overvåget. Men vi kunne ikke afsløret dem, desværre.”
Følelsen af at blive overvåget, var Nils Bredsdorff ikke ene om at have. Også Peter Wivel, som var studenterpolitisk aktiv fra omkring 1968 og skrev for Studenterbladet frem til 1976, kender til overvågning:
“Min telefon blev med sikkerhed aflyttet. En dag, hvor jeg snakkede med én fra forlaget Demos, som jeg lavede arbejde for, kom jeg pludselig ind i en samtale mellem min tante og min kusine. Det var selvfølgelig fordi, de også sad og aflyttede min onkel Ole Wivels telefon. Og så var der en kluddermikkel, der kom til at blande de to linjer sammen,” siger Peter Wivel, som i dag er korrespondent i Berlin for Politiken.
Blekingegade
Også Lars Hutters, som blandt andet var leder af den selvstændige gruppe De Studerendes Vietnam Aktion, som holdt til på Københavns Universitet, ved, at han blev overvåget:
“Jeg ved med sikkerhed, at PET har mig i deres rapporter fra dengang. Jeg optræder i Blekingegadebanden, og da jeg spurgte Peter Øvig, hvor han havde sin informationer fra, så svarede han, at han havde læst om mig i PET’s rapporter,” siger Lars Hutters som i dag er afdelingslæge på Frederiksberg Hospital.
Under verdensbankdemonstrationerne i 1970, oplevede Lars Hutters også, hvordan PET fulgte nøje med i planlægningen af aktionerne:
“Jeg kan huske, at vi holdt et stort møde i Metroannekset på Københavns Universitet, den morgen, hvor Verdensbankens kongres begyndte. Vi skulle planlægge hvilken rute, vi ville gå osv. Vi var mindst 100 studerende og jeg var en slags leder af aktionen. Pludselig var der ballade ned bagerst i salen, fordi der var to PET-agenter tilstede.”
- Hvordan fandt I ud af det?
“Der var én, der kunne kende dem. Det var faktisk - det må jeg indrømme - Holger, der senere kom med i Blekingegadebanden. Vi blev stiktossede, og jeg sagde, at vi under ingen omstændigheder ville have, at de var der. Der var lige ved at blive slåskamp,” husker Lars Hubberts.
Ifølge Hans Davidsen-Nielsen, der er journalist på Politiken og forfatter til bogen “En højere sags tjeneste - PET under den kolde krig,” er det bestemt sandsynligt, at de tre studenterpolitikeres historier om aflytning og overvågning er sande:
“Selvfølgelig fandt der nøje overvågning sted dengang. PET opfattede mange fra universitetskredsene som værende venstreorienterede udi det overdrevne. Derfor overvågede man. Men man skal også huske på, hvor ressourcekrævende, det er at overvåge. Man har slet ikke kunnet holde øje med alle i studenterbevægelsen. Men det er jo ikke det samme som, at der ikke har fundet overvågning af enkeltpersoner sted,” siger Hans Davidsen-Nielsen, som i sit arbejde med bogen havde adgang til sagsakter fra PET’s arkiver.
Kejsergade
De daværende studenteraktive husker også alle ‘Kejsergadesagen’, - hvor studerende afslørede, at Forsvarets Efterretningstjeneste havde en hemmelig aflytningscentral under Asiatisk Institut i Kejsergade, nær Gråbrødre Torv i København. Da først afsløringen var en realitet, stod det dog klart, at det var internationale telegraflinjer, der udgik fra det nærliggende hovedpostkontor i Købmagergade, der blev aflyttet - og at det ikke havde noget med de studerendes aktivitet at gøre:
“Det var vi faktisk lidt skuffende over. Vi troede jo lige, at vi var de vigtigste i verden,” fortæller Peter Wivel.
Nils Bredsdorff husker, at man i tiden efter afsløringen øgede overvågningen af de studerende:
“Efterfølgende var vi meget i søgelyset, fordi de skulle finde ud af, hvad vi vidste om efterretningstjenesten.”
Det bekræfter Hans Davidsen-Nielsen:
“Kejsergade var det hemmeligste Danmark overhovedet havde dengang. Så man havde stor interesse i at finde ud af, hvem de studerende var, og hvad de vidste. Der var jo viden, som var underlagt streng tavshedspligt, som mange nu principielt kunne have.”
I dag
Hans Davidsen-Nielsen mener, at PET også efterfølgende har interesseret sig for miljøer på universiteterne:
“Der er ingen tvivl om, at det var størst i slut-60’erne. Men det er mit indtryk, at det fortsatte siden hen også.” I dag er PET’s interesse for studerende igen aktuel. Men der er sket en afgørende ændring siden datidens overvågninger af venstrefløjen - først og fremmest i folks opfattelse af PET’s fremgangsmåder, mener Hans Davidsen-Nielsen:
“Dengang var det virkelig kontroversielt, at PET overvågede de studerende. Man så PET som et politisk organ, der var sat i verden for at holde venstrefløjen nede. I dag synes mange, at det er i orden - og at man er nødt til at bruge den slags metoder, hvis man vil forhindre terror,” siger han.
Kommentarer