Venstrefløjen er hoppet med på den trend, der hedder sanktioner, moraliseren og forældrepålæg. En trend, der taler til midtervælgerne og måske endda sikrer stemmer fra DF - men politikerne risikerer at svigte deres ansvar, lyder opsangen fra SF’s socialordfører Özlem Cekic.
“Vi på venstrefløjen har lært at bruge redskaber, der handler om sanktioner og moraliseren. Vil vi gerne vise, at vi er ansvarlige og kan styre et land. Det kan også godt være, at vi kan hive stemmer over fra DF - og det vil jeg gerne. Forudsat, at de har ændret holdninger - jeg vil ikke have dem, hvis det er venstrefløjen, der skal forandre sig,” siger hun og tilføjer, at den løftede pegefinger også er rettet mod hende selv:
“Da jeg kom i Folketinget, blev jeg overrasket over, hvor meget politikerne fokuserer på, hvad folk vil have i stedet for at spørge, hvad det er, befolkningen ikke ved, og som vi skal lære den. Som politiker har man et stor ansvar for at holdningsbearbejde - og det gælder også venstrefløjen.”
Især bør der råbes op om vilkårene for de udsatte grupper. De går ifølge Özlem Cekic ofte i den politiske glemmebog, fordi, der ‘ikke er stemmer i dem’.
Hjælp i stedet for straf
Den 6. marts udkommer den 32-årige SF’ers egen fortælling med titlen Fra Føtex til Folketinget. Det er beretningen om at klare sig på trods i et samfund, der alt for ofte stempler minoritetsbørn og søger at straffe sig ud af problemerne. Som eksempel på venstrefløjens vilje til at vise handlekraft peger hun på det socialdemokratiske forslag om at tvinge tosprogede børn i vuggestue - og at fjerne børnene, hvis familierne nægter:
“Men forældrene vil det bedste for deres børn. Når omkring fem procent af tosprogede børn i København og Århus ikke kommer i institution, skyldes det bl.a. ofte forældrenes bekymring for, at pædagogerne ikke tager hånd om børnene. Så en indsats for børnene skal omfatte hele familien - det drejer sig om at hjælpe, ikke om at straffe,” siger hun.
Özlem Cekic er født i en lille by i Tyrkiet. Hendes far drog som gæstearbejder først til Tyskland, siden til Finland, hvor familien blev samlet, og efter nogle år gik turen til Danmark. Her fik begge forældre rengøringsjob, hvilket betød, at de måtte forlade hjemmet og tre børn tidligt hver morgen:
“Og min mor vidste ikke, at hun kunne få os passet på skæve tidspunkter. Det er helt surrealistisk at tænke tilbage på.”
Det blev derfor besluttet, at Özlem Cekic og hendes storebror skulle sendes til Tyrkiet og bo hos deres mormor. Så ville forældrene følge med, når de havde tjent penge nok til 40 får og et hus.
Tørklæde og oprør
Sådan gik det ikke. Efter to år med skolegang i en lille by tæt på Ankara og med traditioner langt fra de danske fik Özlem Cekic under en sommerferie at vide, at hun skulle blive i Danmark.
For anden gang måtte den tiårige pige starte forfra. Det var begyndelsen på en svær skolegang, som ikke blev lettere, da hun i trods en dag valgte at tage tørklæde på. Moren bar tørklæde -ikke af religiøse årsager - men som en naturlig del af hendes beklædning.
“Hun synes slet ikke, at tørklædet passede til mine cowboybusker, og min far synes også, det var noget pjat.”
Blandt kammeraterne fik hun dog en vis status.
“Pludselig var det ikke vigtigt, om jeg byttede om på en og et. De ville vide, hvad jeg mente om ting, og hvorfor jeg havde tørklæde på.”
Det ville lærerne til gengæld ikke. De indkaldte forældrene til møde, hvor de henstillede til især Özlem Cekics far, at han skulle lade være at presse sin datter til at dække sig til.
“Min far forklarede, at han intet havde med det at gøre, men læreren gentog bare: ‘Det er vigtigt, at du ikke presser din datter.’”
Sult - ingen gaver
I det hele taget oplevede hun igennem sin skolegang, at lærerne dømte hende og de andre minoritetsbørn.
“Efter ramadanen blev jeg aldrig spurgt, hvad jeg havde fået i gave - det handlede altid om, hvordan vi minoritetsbørn sultede. Vi blev også bedt om at forklare klassen og læreren om vores kultur. Det var jo helt magtfordrejende og gjorde, at der blev stor forskel på os børn,” siger hun og tilføjer: “Og den forskelsbehandling sker også i dag.”
Sideløbende med sin plads i Folketinget hjælper Özlem Cekic udsatte minoritetsfamilier - hun tolker for forældrene og deltager i forældremøder. Og hun oplever, at lærerne alt for ofte bruger kulturen som forklaring på problemer, der er socialt betingede:
“Hvis børn er hyperaktive eller ikke har fået morgenmad, forklarer mange lærere det med kultur - nå, ja, sådan er det hjemme hos Ahmed, mens der bliver gjort en helt anden indsats for Brian.”
I det hele taget spår Özlem Cekic ikke folkeskolen og dens opgave med at bryde de sociale mønstre mange chancer, hvis ikke skolen gennemgår en holdningsændring: Og til det formål skal politikerne råbe op.
“Det er meget lettere at tale om de normale børn og om, hvad deres forældre gerne ved - gratis mad og den slags,” siger Özlem Cekic og afbryder sig selv, da tanken falder på en Nørrebro-familie, hun er tilknyttet. Her er storebroren allerede smidt ud af skolen, og samme skæbne truer den yngre bror - her hjælper ingen forældresanktioner:
“Man sender i realiteten disse børn ud på gaden, og hvem forventer så, at de bliver lovlydige borgere, der bidrager? Det er da den største falliterklæring for et samfund.”
Özlem Sara Cekic, født 7. maj 1976 i Ankara, Tyrkiet
2007: Valgt til Folketinget for SF
1996: Student, Rysensteen Gymnasium
2000: Uddannet sygeplejerske
2000-2004: Sygeplejerske på Bispebjerg Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling og tillidsrepræsentant
2004-2007: Ansat flere steder i psykiatrien i København
2006-2007: Mentor i Jobjagt og deltager i Oraklerne, DR2
2007: Studievært i Mission Integration, DR2
Foredragsholder, bidragsyder til bogen ’Min bedstemors historie’ og forfatter til ’Fra Føtex til Folketinget’.
Kommentarer
“Venstrefløjen lefler for midtervælgerne”
Ja, især SF og Villy Søvndal…
Tilhører SF nu pludselig venstrefløjen? Selvfølgelig hvis DF er et midterparti så….
Klar tale om konkrete problemer fra en politiker der mener noget, vil noget og som ikke ligge under for dogmer og uklar snak, som ellers præger dele af venstrefløjen - glæder mig til at læse Özlems bog! Det er skønt at være SF’er i disse dage!
Det er med stor beundring og taknemmelighed jeg følger Özlem Sara Cekic og hendes utrættelige kamp for børnene, og modstand imod tåbelige sanktioner. Hun er én af dem som får mig til at tro på at partiet trods alt befinder sig t.v. for midten. Men hun har altså svære betingelser, desværre.
”Det var begyndelsen på en svær skolegang, som ikke blev lettere, da hun i trods en dag valgte at tage tørklæde på. Moren bar tørklæde -ikke af religiøse årsager - men som en naturlig del af hendes beklædning.”Hun synes slet ikke, at tørklædet passede til mine cowboybusker, og min far synes også, det var noget pjat.”Blandt kammeraterne fik hun dog en vis status. “Pludselig var det ikke vigtigt, om jeg byttede om på en og et. De ville vide, hvad jeg mente om ting, og hvorfor jeg havde tørklæde på. “Det ville lærerne til gengæld ikke. De indkaldte forældrene til møde, hvor de henstillede til især Özlem Cekics far, at han skulle lade være at presse sin datter til at dække sig til.”Min far forklarede, at han intet havde med det at gøre, men læreren gentog bare: ‘Det er vigtigt, at du ikke presser din datter.’”
Det må have været noget underligt for Özlem Cekic at opleve, hvordan hendes skolelæreres fordomme mod hendes valg om at bære hovedtørklæde var fuldstændigt identisk med Villy Søvndals fordomme mod Asmaa Abdul Hamids hovedtørklæde.
Og sådan må Cekic på det seneste have haft den ene oplevelse efter den anden, hvor hendes holdninger og erfaringer er i direkte modstrid med SFs populitiske udmeldinger på det udlændingepolitiske og det retspolitiske område.
Özlem Cekic gør sobert, intelligent og objektivt rede for den selvmodsigelse og den diskrepans der ligger i at nationalisterne insisterer på at forklare sociale problemer hos danskere med sociale forhold, hvorimod sociale problemer hos indvandrere konsekvent søges forklaret med ”kultur”.
Det er jo ingen i dansk politik, der som SFs egen udlændingeordfører, Astrid Kragh, har slået til lyd for at søge kulturelle forklaringer på sociale problemer. Astrid Kragh kan jo simpelthen ikke gå forbi en talerstol eller en mikrofon, fører hun begynder at vrøvle, om det hun betegner som ”den nødvendige kulturkamp”.
Og i den lange liste af eksempler på at SF efterhånden er helt på linje med VKO når det gælder udlændingepolitikken er det såkaldte integrationsforslag ”Ny integration!”, som SF har udarbejdet sammen med socialdemokraterne.
Det er jo tydeligt SFs integrationsudspil overhovedet ikke handler om integration, men derimod om at demonstrere overfor Dansk Folkepartis vælgere, at SF og S er mindst lige så parate til at benytte magt og tvang over indvandrerne som VKO. Mange af forslagene går eksempelvis ud på at fratage indvandrerne elementære borgerrettigheder, som retten til selv at vælge hvor man vil bosætte sig, og retten til selv at vælge hvilke skoler og institutioner ens børn skal benytte.
(Denne sørgelige tekst kan læses på SFs hjemmeside på adressen: http://www.sf.dk/default.aspx?func=article.view&id…)
Jeg har faktisk noget svært ved at forstå, hvordan Özlem Cekic kan holde ud at blive ved med at være medlem af et parti, hvor fraktionen omkring Villy Søvdal, Ole Sohn, Astrid Kragh egenhændigt fastlægger udlændingepolitikken. Özlem Cekic har nogle afbalancerede holdninger og nogle humanistiske værdier som slet ikke harmonere, med det SF står for i dag.
Hvorfor melder Özlem Cekic sig ikke ind i Det Radikale Venstre eller Enhedslisten, hvis politik langt bedre matcher de holdninger hun giver udtryk for i ovenstående artikel?
Per Thomsen
Jeg er nu ret godt tilfreds med at Özlem Sara Cekic er hvor hun er, og håber at hun på sin egen insisterende måde vil fortsætte med at ’råbe op’ om bl.a. den idiotiske integrationspolitik. Hun gør i hvert fald hvad hun kan fra Folketingets talerstol.
Egentlig har jeg ikke noget væsentligt imod SFs forslag om ”Fælles integration” og ”Folkeskolen skal integrere”, og heller ikke noget væsentligt imod ”Ingen sociale ghettoer i Danmark”. Det er så vidt jeg ved praktiseret i Albertslund i årevis, med et godt resultat.
Og så er jeg absolut enig med Özlem Sara Cekic i at det er forstemmende at der fokuseres på straf i stedet for på hjælp, og på ’kultur’ i stedet for socialt betingede problemer. Det er muligt at jeg ikke kan gennemskue SFs politik på det område, men det mener jeg heller ikke at de gør, selv om jeg godt kan se de mærkelige ’signaler’ som f.eks. Ida Auken og Astrid Kragh sender.
Ved det sidste folketingsvalg hængte jeg plakater af Ozlem Cekic og uddelte flyers og det gik som det skulle: Ozlem Cekic blev valgt :-)
De holdninger hun udtrykker i denne artikel viser med al ønskelig tydelighed at det var en korrekt beslutning og al besværet værd :-)
Tillykke med bogen og hvor er det befriende og glædeligt at der findes en som dig derinde!
Brian Fyhn
Inger Sundsvald:
“Per Thomsen. Jeg er nu ret godt tilfreds med at Özlem Sara Cekic er hvor hun er, og håber at hun på sin egen insisterende måde vil fortsætte med at ’råbe op’ om bl.a. den idiotiske integrationspolitik. Hun gør i hvert fald hvad hun kan fra Folketingets talerstol.”
Vi kan naturligvis ikke være uenige om at have stor respekt og sympati for Özlem Sara Cekic. Jeg mener blot at højrefløjen i SF i den grad har sat sig på magten og partiets politik, at personer med humanistiskeog venstreorienterde værdier som Cekic har grund til at tage deres situation op til nøje overvejelse.
Lige nu er Cekic medelme af SFs folketingsgruppe og er således med til at legitimere Astrid Kraghs og Villy Søvdahls hystreriske råberier om “nødvendig kulturkamp” og “om at indvandrere vi er politisk uenige med skal “skirde ad Helvede til” osv. osv.
Kunne man ikke forestille sig, at hun kunne bruge sit store politisk talent og sin store integritet og troværdighed i en bedre sags tjeneste?
Per Thomsen
Måske mener Cekic også at HuT m.fl. skal ’skride ad helvede til’. Måske mener hun, ligesom jeg, at HuT, nazister, xenofober, og alskens modstandere af Danmarks styreform, for min skyld kan finde sig et andet sted som passer dem bedre.
Vi ved ikke hvad hun mener, lige m.h.t. dét, men netop den udtalelse har jeg selv brugt, både om en hund som løb i haserne på mig og om Jehovas Vidner, som opsøgte mig 5 gange i løbet af et halvt år efter at jeg var blevet enke. Hermed udspyede jeg ikke en forbandelse om, at de skulle brænde op i helvede, men benyttede mig af en talemåde, som absolut ikke var en del af min opdragelse.
Selvfølgelig kunne man ønske sig en mere ’stueren’ udtalelse fra en partileder. Der bør netop også være plads til anderledes tænkende her i landet. Men jeg har for længst tilgivet ham denne raptus, og også mig selv ;-)
Værre står det til hvis SF, ligesom S mener, at små børn skal fjernes fra hjemmet, hvis barnet ikke kommer i vuggestue i 1-års alderen. Så får de ikke bare et ’klip’ i den imaginære partibog af mig. Men her har jeg forhåbninger til Cekic og håber at hun kan ’gøre en forskel’, nogen må jo gøre det - indefra.
Inger Sundsvald:
“Måske mener Cekic også at HuT m.fl. skal ’skride ad helvede til’. Måske mener hun, ligesom jeg, at HuT, nazister, xenofober, og alskens modstandere af Danmarks styreform, for min skyld kan finde sig et andet sted som passer dem bedre.”
Når man beder indvandrere om “ar skride ad Helvede til” er det udtryk for det Margrethe Vestager betegner som ”fodboldretorik”, eller som man i udlandet betegner som ”Dog-whistle politics”.
Når man beder indvandrere om “ar skride ad Helvede til”, svarer det til at tegne B. Obama som en abe eller at tegne Muhammed med en bombe i turbanen.
Jeg ved ikke om Cekic, har udtalt sig offentligt om, hvad hun mener om den slags, men personligt er jeg ikke i tvivl om, at hun krummer tæer hver gang hendes partifæller er ude for at fodre den indre svinehund…
Per Thomsen
Personligt opfatter jeg det ikke som en tilsvarende utilstedelig grovhed.
Men jeg håber du har ret i at hun krummer tæer. Jeg har tit lyst til det.
Per Thomsen skriver.
Vi kan naturligvis ikke være uenige om at have stor respekt og sympati for Özlem Sara Cekic. Jeg mener blot at højrefløjen i SF i den grad har sat sig på magten og partiets politik, at personer med humanistiskeog venstreorienterde værdier som Cekic har grund til at tage deres situation op til nøje overvejelse.
Det er jeg helt enig i. Hvis hun vil være de værdier hun er valgt på tro, så må hun (og en række andre) nok tage situationen op til nærmere overvejelse, for der klart sket en højredrejning af SF.
Per Thomsen:
“Hvorfor melder Özlem Cekic sig ikke ind i Det Radikale Venstre eller Enhedslisten, hvis politik langt bedre matcher de holdninger hun giver udtryk for i ovenstående artikel?”
og
“Jeg mener blot at højrefløjen i SF i den grad har sat sig på magten og partiets politik, at personer med humanistiskeog venstreorienterde værdier som Cekic har grund til at tage deres situation op til nøje overvejelse.”
Helt enig. Men nu har Özlem Cekic som bekendt op til flere gange erklæret sig som socialist - også efter Søvndal trak SF til højre, så Radikale Venstre ville vel bare blive et andet utilfredsstillende valg af politisk kampplads. Hvis man vil arbejde politisk for at skabe et samfund, hvor ingen forfordeles eller diskrimineres, såvel økonomisk set som ift etnicitet, køn og seksualitet, kan jeg da kun komme i tanker om ét seriøst bud pt.
Og så en stor tak til Özlem Cekic for at tale lige ud af posen i en tid, hvor en lang tradition for at diskutere politik internt i SF tilsyneladende er forsvundet helt. Det er yderst forbilledligt og en drønvigtig bog, du har skrevet, Özlem. Gid der må blive læst og lyttet!
Rune Engelbreth Larsen har skrevet en meget læseværdig kommentar til Özlem Cekics bog. Den kan læses på adressen:
http://blog.politiken.dk/engelbreth/2009/02/25/ozl…
Ja, sorry, men hun er nu ikke lige min kop te, men nu er jeg jo også en gammel stodder, der forventer sammenhæng i folks udsagn ….
Først taler hun om, at hun mener at det er for dårligt at politikerne ikke fokuserer på at oplyse vælgerne, og senere så beklager hun sig over at hendes lærer i folkeskolen gjorde netop det, - alt-i-alt, så lyder hun for mig som en populistisk højrepolitiker der er landet i den forkerte kurv!
Ad 1:
“Da jeg kom i Folketinget, blev jeg overrasket over, hvor meget politikerne fokuserer på, hvad folk vil have i stedet for at spørge, hvad det er, befolkningen ikke ved, og som vi skal lære den. Som politiker har man et stor ansvar for at holdningsbearbejde - og det gælder også venstrefløjen.”
Ad 2:
“Vi blev også bedt om at forklare klassen og læreren om vores kultur. Det var jo helt magtfordrejende og gjorde, at der blev stor forskel på os børn”