Opslag til denne artikel

Emneord:demonstrationer
Organisationer:Dagbladet Information
Steder:USA

Det er løgn, når USA siger, at terrorangrebet 11. september 2001 var terror - de planlagde det selv. Sådan lyder anklagen fra 9/11-netværket, der kræver, at sandheden om USA’s rolle kommer på bordet. Det burde Information for længst have sørget for, mener netværket, som i går demonstrerede uden for Information. “Information lever ikke op til sin egen målsætning om at være kritisk. De burde have udboret sagen til bunds,” sagde arrangør for demonstrationen og medlem af 9/11-netværket Bo Richardt.

Den neokonservative tænketank i 90’ernes USA Project for the New American Century skrev i september 2000, at forandringsprocessen ville blive lang, “medmindre en katastrofal og katalyserende begivenhed fandt sted.”

Kun et år efter disse ord blev skrevet, og ni måneder efter den neokonservative George W. Bush blev valgt som præsident, indtræf katastrofen.

9/11-netværket, der er en udløber af et lignende netværk i USA, mener ikke, at det var spor tilfældigt. Og den forklaring burde have set dagens lys i Information, mener Bo Richardt: “Det nytter ikke, at det kun er dem med en bestemt interesse i katastrofen, man hører. De er hamrende inhabile i opklaringen af forbrydelsen. Det burde Information afsløre, i stedet for at lade hele lortet ligge og stinke.”

Han mener, at Information har svigtet sin rolle som samfundets vagthund, når de kun har bragt magthavernes egen forklaring.

Lever op til pligter

Men det er Informations chefredaktør Palle Weis uenig i. Han mener, at Information har levet helt op til sine forpligtelser: “Det er vores pligt at forholde os kritisk til den politiske virkelighed, og det har vi gjort til fulde,” siger han og peger på Irak-krigen som eksempel.

Palle Weis understreger, at netværket ikke har været afskåret fra debatten: “Vi har bragt deres kronikker og givet dem taletid til at udfolde deres teori. Men vi lader os ikke spænde for en vogn.”

Demonstrationen får ikke Information til at ændre sin dækning af 11. september, fastholder Informations chefredaktør:

Det er altid dejligt, når nogen brænder så meget for noget, at de vil møde op og demonstrere. Men det ændrer ikke ved vores redaktionelle arbejde,” siger han.

Syv mennesker var mødt op til demonstrationen i Store Kongensgade. Men det skuffer ikke: “De fleste synes, vi er ude i hampen. Vi forventer ikke andet, end at græsset gror. Bevidstheden breder sig mere, end hvis vi ikke var her,” siger Bo Richardt.