Lig på bordet

"Engang skulle der mange idioter til, før det kunne gå galt. Nu behøver man kun én idiot."

Lektor på DTU, Jens Gravesen, om universiteternes nye ledelsesstruktur. (Information den 26/9 2006)

I januar efterlyste videnskabsminister Helge Sander(V) på et møde i Videnskabernes Selskab "lig på bordet". Han talte om universitetsloven fra 2003, som på mødet var under skarp kritik - en kritik, som ministeren ikke mente havde hold i virkeligheden. Derfor efterspurgte han eksempler. Der skulle "lig på bordet".

De seneste uger har Information bragt to eksempler på, at den nye ledelsesstruktur, som er den væsentligste ændring i den nye universitetslov, er problematisk. Før loven kunne medarbejderne selv vælge deres institutleder, dekan og rektor. I dag er lederne på universitetet indsat oppefra - og de har fået væsentligt flere beføjelser og dermed større magt. Det fungerer fint, hvis lederen er empatisk, lyttende og forstående. Men hvis lederen er egenrådig og magtglad, så opstår problemerne. På Aalborg Universitet truede dekanen for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet en lektor med fyring, fordi hun i en mail skrev, at hun ikke ønskede at undervise i en bestemt lærebog - som hun ud fra sine faglige betragtninger mente var for svær til kurset.

På Institut for Kemi på DTU fik en forsker en skriftlig advarsel af sin institutleder, fordi han havde skaffet et gratis apparat, som han skulle bruge til sin forskning - men ikke havde fundet midler til at skaffe sig af med apparatet igen. En anden forsker fik lukket sit fag, fordi hun søgte om et løntillæg, som hun var berettiget til.

Mange danskere arbejder steder, hvor de har et hierarkisk system af ledere over sig - og disse ledere er ikke altid lige gode. Så hvorfor er det særligt slemt, at forskerne nu også har fået magtfulde ledere, som de ikke selv har valgt?

Et universitet kan ikke sammenlignes med en fabrik eller en virksomhed, der skal producere en vare. Så ud over at alle moderne virksomhedsledere godt er klar over, at kreative mennesker arbejder bedst, hvis de har frihed, så har universiteterne historisk set haft en særstatus, som netop handler om frihed. Forskere har traditionelt kunnet forske i det, som de gerne ville - uden at skulle tage hensyn til, om det ville føre til et produkt, som man i sidste ende kan tjene penge på. Den frihed har man normalt ikke i en privat virksomhed. Det er via den frie forskning, at der gennem tiderne er skabt store opfindelser, som har ændret vores samfund, og som mange almindelige virksomheder i øvrigt i dag tjener penge på. Påstanden fra stort set alle med forstand på forskning - og sågar vores få nulevende nobelpristagere - er, at den slags opfindelser kan man kun finde frem til, hvis man har forskningsfrihed. Hvis man som forsker ved, hvad man skal ende op med, når man indleder sin forskning, så finder man kun frem til dette - og aldrig det store og overraskende, lyder argumentet.

Om man køber denne præmis om, at forskerne skal have frihed, eller finder den utidssvarende, er naturligvis en smagssag. Men det er et faktum, at forskningsfriheden er blevet indskrænket med den nye universitetslov - først og femmest på grund af ledelsesstrukturen. Sagen fra DTU er det bedste eksempel - faktisk er der her tale om et lig på bordet. En ansat var af sin institutleder blevet bedt om at undervise 16-17 timer ugentligt, hvilket er uhørt meget for en forsker. Når forberedelsestiden er lagt oven i, svarer det nogenlunde til et fuldtidsjob. Den pågældende forsker har derfor kun haft mulighed for at forske i sin fritid, og så giver det jo ikke meget mening at tale om forskningsfrihed. Da institutlederen bad den pågældende forsker om at tage endnu et kursus, følte hun sig presset til at sige op.

Også ytringsfriheden lider for tiden på landets universiteter. Der har været tradition for, at man frit har kunnet kritisere sine kollegers forskning og sine chefers beslutninger offentligt - for derved at sikre åbenhed og kvalitet. Men hvis man som i Aalborg får en fyringstrussel for i en intern mail at kritisere et valg af en lærebog, hvad vil der så ikke ske, hvis man går ud og kritiserer sin ledelse offentlig og for en mere alvorlig sag?

Og hvis man som på DTU får en skriftlig advarsel for at skaffe et apparat gratis - ja, så er alt jo muligt. På DTU har man fyret tre tillidsmænd inden for fem år. Normalt er tillidsmænd beskyttet i deres ansættelse og derfor blandt de få, der ikke er bange for at kritisere ledelsen. Det er klart, at den slags ledelsesmetoder svækker de ansattes lyst til at komme med kritik. Helge Sander siger, at der ikke er nogen problemer. Der står jo i universitetsloven, at der er forskningsfrihed - og der står i grundloven, at der er ytringsfrihed. Men det er jo bare ord. Reelt set har en forsker kun forskningsfrihed, hvis det passer institutlederen. Og reelt set er forskerne flere steder bange for at kritisere universitetet og dets ledere.

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Frej Klem Thomsen

Et tredje, og endnu mere grundlæggende problem, end de som lederen nævner, er den besynderlige liberale anti-demokratisme som præger udviklingen.

Midt i al den værdipolitiske retorik om demokratiets instrumentelle overlegenhed og rettighedsmæssige nødvendighed er det paradoksalt at VKO er enige om at forudsætte demokrati begrænset til udelukkende at fungere som politisk styreform. Helt uden diskussion, refleksion eller indsigt i hykleriet.

Så jo, lad os invadere Irak og Afghanistan, ekskludere postuleret anti-demokratiske minoriteter og forsvare markedskapitalismen som demokratisk nødvendig. Men lad os for enhver pris få afviklet og tabubelagt selve ideen om at demokrati kunne praktiseres andre steder end til folketingsvalgene - f.eks. på en arbejdsplads.

anbefalede denne kommentar