Tilbage til livet

Anette Jahns bror var atypisk for mennesker, der begår selvmord. Han var ikke misbruger, livstruende syg eller havde en psykisk diagnose. Godt nok havde han i perioder haft det skidt med sig selv, men han var samtidig den kærlige og aktive familiefar, der byggede sit eget hus og dyrkede naturen sammen med ungerne. Derfor kom selvmordet som et chok både for familien, men også for alle omkring ham på den lille vej, hvor de boede. Mange mødte op til begravelsen. Gamle klassekammerater fra den anden ende af landet, naboer.

“Identifikationen var så stærk, det var som om, folk tænkte, at hvis han kunne komme så langt ud i fortvivlelsen, kunne det måske også ske for dem,” fortæller Anette Jahn om sin to år ældre brors selvmord.

I december udgav Anette Jahn Himmel-smilet, en bearbejdet dagbog fra det første år efter selvmordet. I bogen forsøger hun at beskrive både sorgen og vreden og den nu hjemløse kærlighed til sin bror, men også prøvelserne i en fuldstændig tyndslidt familie, der ind imellem mødes med tavshed fra et samfund, der ifølge Anette Jahn ikke kan rumme sorg og slet ikke selvmord.

Efter den 39-årige brors død fulgte Anette Jahn, der var gravid med sit tredje barn, ham skræmmende langt ind i mørket i sit evige og aldrig forløste forsøg på at forstå ham. En farlig identifikationsrejse, hun ikke havde skyggen af chance for at kontrollere. Graviditeten og dens hormonsvingninger gjorde det ikke nemmere. Hun kunne ikke se, hvordan hun bare kunne fortsætte med sit eget hverdagsliv, før hun forstod ham og hans valg.

“Det svære efter sådan et selvmord er netop at lære at leve med, at man aldrig kommer til at forstå det. At man må leve videre med så mange konkurrerende forklaringer på hvorfor det endte som det gjorde,” forklarer Anette Jahn.

“Når en man holder af, en man fletter livstråde med, tager sit eget liv, tager han også liv fra os andre. Jeg følte, at min bror havde underkendt selve livet. Havde jeg nu lov til at være glad og leve mit liv videre? Selvmord afstedkommer utrolig meget skyldfølelse, man aldrig slipper af med,” fortæller Anette Jahn.

“Den følelse, der fyldte mest, var medfølelsen for ham. Tanken om hans sidste timer, hvor han havde haft det så elendigt. Det var ubærligt. Jeg ønskede bare at kunne spole tilbage og gøre det om. Ønskede, jeg havde kunnet redde ham. At jeg havde opdaget hvor slemt det stod til. Men at leve mig ind i hans smerte, gjorde mig kraftesløs. Først da jeg endelig turde se vreden i øjnene, fik jeg kræfter: Vreden over at han gjorde det, over at se tre børn blive forladt. Over at se hans kone, der ikke alene skulle klare sin egen sorg, men også tackle børnenes tab. Og over at se vores forældres helt urimelige selvbebrejdelser.

Selvmord er ikke en løsning

Anette Jahn mener ikke, at selvmord er en god løsning på noget som helst - og slet ikke for de efterladte.

“Jeg forestiller mig, at min bror var i en tilstand, som jeg aldrig vil få mulighed for at forstå. At han følte en sådan smerte, at den bare skulle holde op lige nu. Jeg tror ikke, han ønskede at være død, eller at efterlade nogen. Hans indre mørke skulle bare væk. Derfor har han ikke været i stand til at tænke fornuftige tanker. Han har ikke kunnet se muligheden for at søge hjælp, og det er meget ulykkeligt. Han kunne måske være blevet hjulpet med medicin eller med psykologsamtaler. Og så havde hans børn haft en far i dag.”

Derfor mener Anette Jahn, at det har stor betydning, hvordan vi taler om selvmord i vores samfund.

I den ramte familie er det for eksempel vigtigt, hvad man siger til børnene.

“Hvis man siger, at far har taget sit eget liv, fordi han havde det skidt, og at sådan kan nogle voksne godt få det, så beskytter man den døde mod børnenes ellers sunde vrede. Og så videregiver man selvmordet som mulighed, når livet en dag gør for ondt. Det er jo bl.a. derfor, at vi ser flere selvmord inden for samme familie.”

Det har også betydning, hvordan vi tackler selvmord i den offentlige debat, mener Anette Jahn. At vi tør tale åbent om det, både for de efterladte, men også for de mennesker, der overvejer selvmord som en sidste mulighed. At vi anerkender, at smerten over livet kan blive ubærlig, men at der findes muligheder, den selvmordstruede måske ikke selv kan overskue midt i smerten og ensomheden.

“Min bog er et vidnesbyrd om, hvor forbundne vi mennesker er, og hvor langt sorgen og krisen breder sig. Selvmord er en handling, der ikke begrænser sig til et enkelt individ. Det involverer mange og har konsekvenser mange år frem,” siger Anette Jahn.

Den irrationelle skyld

Anette Jahn beskriver sit forhold til sin bror som gennemsnitligt. De sås ikke så ofte, men de var tæt forbundne.

“Vores selvforståelse er jo bygget op omkring de mennesker, vi omgiver os med. Jeg har hele livet orienteret mig mod min storebror, forstået mig selv i forhold til ham, så midt i al sorgen opstår orienteringsløsheden, identitetstabet. Mange familier splittes af et selvmord. Hvem bærer den største sorg? Hvem har mest ret til den? Forældrene, der mister et barn? Ægtefællen, der mister sin livsledsager? Børnene, der mister deres forælder? Og hvem bærer den største skyld?”

Anette Jahn har rejst rundt og talt om selvmord, både for ‘Landsforeningen for efterladte efter selvmord’ og i forbindelse med bogen og den tilhørende cd, der udkom i efteråret. En kvinde sagde en dag til hende, at hun var så glad for bogen, fordi den var skrevet af en søster, for hun havde oven i den generelle skyldfølelse også følt skyld over at sørge så stærkt, for hun var jo “bare en søster”.

Sorgen er et ensomt rum

Mange har kontaktet Anette Jahn på mail eller i brev. Nogle har netop mistet ved selvmord, andre er længere igennem processen. Hun er glad for de breve og henviser dem alle til ‘Landsforeningen for efterladte efter selvmord’, for som hun siger, har hun slet ikke kapacitet eller faglighed til at hjælpe dem.

“Men det fortæller mig, hvor ensomt et rum jeg taler ind i. Sorg er en ensom proces, det skal den også være, men det er uvurderligt med støtte udefra, når man er i den. Som efterladt efter selvmord oplever man tavshed fra omgivelserne. Selvmord er forbundet med skam. Nu, hvor jeg har udgivet min bog og min cd, har mange sagt, at det er så flot af mig. Hvis min bror var død af kræft, ville ingen have sagt det. Det flotte i folks øjne består netop i, at jeg overskrider en ubehagelig tabugrænse og taler om noget, der gør folk utilpasse. En antropolog ville udtrykke det sådan, at jeg vover at gøre mig symbolsk uren. Forleden hentede jeg barn i skolen, og så udbrød en mor glædesstrålende. ‘Anette, jeg har set dig i et dameblad. Jeg har nemlig været ved frisøren. Hende kender jeg! Sagde jeg så’. Johh, svarede jeg, og ventede at hun ville sige noget mere. Men emnet selvmord er unævneligt. Havde jeg været omtalt i forbindelse med min fortællevirksomhed, så havde hun kommenteret indholdet i interviewet. Nu opstod der pinlig tavshed omkring mig.”

- Hvad skal man sige?

“I dag seks år efter har jeg ikke behov for at folk skal sige noget. I dag står jeg frem med en sag, hvor jeg ønsker at vække debat omkring selvmordet. Men dengang hjalp det mig, når nogen blot sagde: ‘Det gør mig ondt, din bror er død’. At de anerkendte min sorg. At de sendte et postkort eller en buket blomster.”

“Min familie og jeg mødte megen omsorg og hjælp fra omverdenen, men vi oplevede også folk, der mødte os med tavshed. Sikkert fordi de ikke anede, hvad de skulle sige og gøre. Vi har også oplevet at blive irettesat i vores sorg. Næsten skældt ud. ‘Du må videre. Du må ikke hænge fast i sorgen’,” fortæller Anette Jahn, der mener, at den måde at tackle sorg på er meget kulturspecifikt for vores tid.

“Vi ønsker at hjælpe andre, men kommer i stedet til at beskytte os selv mod andres smerte. Vi er vant til at kontrollere alting, at have kontrol over sit liv er lig med succes. Men en sorgproces kan du overhovedet ikke styre. Det er som at gå rundt med pest og ødelægge alt omkring sig.”

I vores kultur udgrænser vi sorg og sørgende, mener Anette Jahn. Der findes for eksempel meget lidt efteruddannelse for pædagoger eller lærere i sorghåndtering. Der er meget få, der beskæftiger sig med det, andre end præsterne. Sorg skræmmer os. Og selvmord er tabu.

“Det er simpelthen for konfronterende, at der er mennesker i blandt os, der har det så skidt, at de ikke kan holde livet ud. Den slags skal udgrænses, og forklares som depression eller anden sygelighed. Når nogen tager sit liv og de ikke forud har en diagnose, skriver lægen ofte automatisk ‘depression’ som dødsårsag. Også selvom lægen aldrig tidligere har mødt den pågældende. I andre kulturer siger man, at folk som tager deres eget liv, måske er besat af onde ånder, eller nogle har kastet onde øjne på dem. Det skal udgrænses, fordi vi ikke kan holde det ud,” siger Anette Jahn.

Tiden læger faktisk

I dag, seks år efter, er Anette Jahns liv igen fyldt af andre og lettere ting. Hun bor på landet med sin mand og deres tre børn og lever af at være historiefortæller og eventyrdanser. Den lille pige, hun bar i maven dengang, og som hun, midt i sit kaos af sorg og angst, var rædselsslagen for skulle tage skade eller på sine tynde skuldre bære hele familiens fremtidshåb, er i dag en sund og glad pige.

I 2008 vandt Anette Jahn Danmarksmesterskabet i fortælleslam med en historie af Karen Blixen og senere det nordiske holdmesterskab i Stockholm. Og hun drager landet rundt med sine fortælleforestillinger for både børn og voksne.

Brorens død er ikke længere et åbent sår. Den er et ar, som af og til springer op igen, især når familiens børn bliver ældre og derfor skal begribe det, der skete, helt forfra igen. Men der går længere og længere tid imellem. Med tiden har brorens fravalg af livet gjort hendes tilvalg stærkere, og i dag ved hun, at sorg er en del af livet.

“Hvis man ikke tør mærke sorgen, så bliver det samtidigt vanskeligere at give glæden plads. Vi kan ikke fornægte det tunge og det grimme, hverken i vores samfund eller inden i os. Vi må stå ved, at livet en gang imellem gør ondt,” siger Anette Jahn.