De studerende på landets universiteter står svagt, når de klager. De står alene over for universiteter, der skal kontrollere sig selv i klagesager. De står alene over for et videnskabsministerium, der vender det døve øre til og sender aben videre, hvis der er problemer.

Derfor skal de studerende have en studenterombudsmand.

I dag førstebehandler Folketinget Socialdemokraternes beslutningsforslag om at oprette en studenterombudsmand, der skal bistå de studerende i klagesager. To elementer er helt afgørende for den nye ombudsmand. Han/hun skal være uvildig - og så skal instansen dække hele landet.

For det første er det vigtigt, at studenterombudsmanden er en uvildig instans, der hverken er ansat af det enkelte universitet eller af videnskabsministeren. I dag står den studerende alene, og derfor skal studenterombudsmanden stå på de studerendes side og hjælpe dem i de ofte langvarige og energikrævende klagesager. På det seneste har danske studerende på de såkaldte Erasmus Mundus-uddannelser oplevet at blive en kastebold mellem universiteter og ministerium, fordi ingen vil påtage sig et ansvar og sikre de studerende deres rettigheder. Her ville en studenterombudsmand stå på studerendes side og sikre en ordentlig sagsbehandling og en uafhængig vurdering af ansvaret.

For det andet er det vigtigt, at danske studerende kan være sikre på, at de bliver behandlet ens, uanset hvor i landet de læser. Derfor skal ombudsmanden være en national instans, der hjælper alle studerende i hele landet.

Studenterombudsmanden har været fremført som et ønske af praktisk talt alle studenterpolitiske organisationer i Danmark. Det viser et behov for politisk handling. Det vil styrke retssikkerheden for de studerende i Danmark, hvilket der er hårdt brug for.

Kirsten Brosbøl er MF for S og forskningsordfører og Simon Kollerup er formand for Frit Forum København