Koranen er sandheden. Siger Koranen. Nej, Koranen er kun en historie, siger De sataniske vers. Romanen forråder denne sandhed. Den placerer den religiøse myte i en skæmteromans univers, hvor de guddommelige åbenbaringer til stadig omgestaltes efter skiftende politiske dagsordener. ‘Versene’ indskriver sig i det historisk betingede og peger selv på, hvordan myten blev fabrikeret.
Romanen blev skrevet, da postmodernismens nedbrydning af sandhedsbegrebet var på sit højdepunkt, og dette ser man afspejlet i dens labyrintiske virvar af mirakler, versioner og visioner. Men dens mål er åbenlyst at være blasfemisk.
Ayatollah Khomeini læste næppe romanen, men han var ganske klar over, hvor farlig den var for hans lære og handlede derefter. Som den tordengud, der er karikeret i romanen.
Den postmoderne kultur forudså ikke ayatollahens vrede. Var nogen epoke så fredelig som 1980erne? I årtiet før lagde 68-generationen an til verdenshistorisk saltomortale, for kun snart efter at lande med bagdelen i lærestole på universiteter med indbygget pensionsordning. Postmodernismen var en behagelig opvågnen fra de revolutionære griller. Efter ‘de store fortællingers død’ kunne de intellektuelle indrette sig i en hængekøje af relative sandheder, refleksive konstruktioner og ironiske allusioner og hygge sig med poststrukturalisme, systemteori, kønsstudier og deslige. Intet skulle tages alvorligt. Længe før Francis Fukuyama var livet posthistorisk.
Virkeligheden meldte sig tre blodige realitetschok - aidsepidemien, fatwaen og Murens Fald. Men foretrak de intellektuelle ikke at drømme videre?
Bange tyskere
Med truslen om at dræbe Salman Rushdie rettede fundamentalistisk islam, som mange indtil da blot havde set som en art dyster folklore i fjerne lande, sin tordenkile direkte imod Vesten.
Og Vesten blev skræmt: Reaktionerne i Tyskland er illustrative. Medier, som burde have værnet om truede værdier, reagerede med panik. Redaktør Arno Widmann fra die tageszeitung (taz) foreslog, at alle landsdækkende aviser gik sammen om at trykke første kapitel af De sataniske vers på forsiden.
Men Tysklands kulturredaktører gemte sig bag frakkeskøderne hos deres direktører, som henviste til bekymring for de ansattes sikkerhed. I sidste ende måtte taz gennemføre stuntet alene og tåle kritik i andre aviser for “at krænke Rushdies copyright”, ligesom avisens modige forsvar for ytringsfriheden blev hånet som “selvhøjtidelig retorik”. Akademie der Künste ville ikke gennemføre et højtlæsningsarrangement af romanen.
Det var som i skolegården, når en bølle tæver en mindre dreng: Tilskuerne retfærdiggør deres passivitet ved lede efter fejl hos offeret. Således også med Rushdie, hvor det nu blev påstået, at de demonstrationer, som fandt sted i Indien, Pakistan og Storbritannien før fatwaen udsprang af en snedigt tilrettelagt pr-kampagne. Flere var desuden misundelige på Rushdie, som havde fået et stort forskud for sin roman, og mente, at han derfor passende kunne betale for sin egen sikkerhed.
Moralske kujoner
Fatwaen var en censurakt, som har efterladt et dybt aftryk i vestlig offentlighed. Frygten er siden søgt rationaliseret med ordet ‘respekt’. Kunstnerisk leg med kristendommens symboler, diskurs og restriktioner har længe været del af vestlig kultur. Men at lege med islams symboler har været bandlyst siden fatwaen under demonstrativ påkaldelse af respekt. En gigantisk tabuzone er skabt og håndhæves igen og igen med vestlige intellektuelles medvirken.
Kirsten Harms, direktør for Deutsche Oper i Berlin aflyste en opsætning af Mozarts opera Idomeneo, fordi instruktøren havde placeret en række religiøse symboler - ikke kun for islam - i en lidt for provokerende scenografi. Ingen havde protesteret, alligevel aflyste Harms.
Næste eksempel: Uden nogensinde at forklare sig beordrede Peter-Klaus Schuster, generaldirektør for Berlins statslige museer, at Gregor Schneiders kabaa-lignende sorte kubus ikke måtte opstilles foran et museum i Berlin. Schneider fik siden lov at vise skulpturen i Hamburg, uden at himlen faldt ned af den grund.
At frygten kan blive selvopfyldende profeti så vi med Sherry Jones’ roman Medinas juvel. Efter en konsulentudtalelse fra ‘islamekspert’ Denise Spellberg trak forlaget Random House denne roman om Aisha, profetens mindreårige yndlingskone tilbage. Derpå udsendte Martin Rynja fra det lille britiske forlag Gibson Square romanen, og hans kontorlokaler blev behørigt stukket i brand. Før Random House trak sig, havde der ikke været spor af røre om den roman. Som den britisk-indiske forfatter Kenan Malik bemærker, så “fremelsker” denne type respekt præcis de monstre, som den vil pacificere.
Også i forhold til de danske Muhammedkarikaturer reagerede de vestlige medier som moralske kujoner. CNN og BBC pixelerede tegningerne, som var de børnepornografi eller islamistisk snuff. I Tyskland var det kun Die Welt som turde trykke tegningerne tydeligt, mens Der Spiegel formindskede dem til pasfotoformat. Og dog var tegningerne ikke fornærmende over for islam. De var snarere selvironiske reflektioner over karikaturtegnernes frygt for nøjagtig de reaktioner, som fulgte.
Upopulær pointe
Alt dette viser, at tabuzonens grænser har udvidet sig siden fatwaen. På højdepunktet af Muhammedkrisen kom den hollandske politiker Ayaan Hirsi Ali til Berlin for at forsvare tegnernes ytringsfrihed. Som islam-dissident henviste hun til de østeuropæiske dissidenters eksempel, som var med til at udløse Murens Fald.
Hendes pointe blev ikke værdsat. I 2004 myrdede en ung ekstremist Theo van Gogh, som sammen medHirsi Ali havde lavet filmen Submission. Bouyeri, som ekstremisten hed, stak en dolk i van Goghs bryst, hvortil var fæstnet et budskab: “Jeg ved, åh Ayaan Hirsi Ali, at du går din undergang i møde/Jeg ved, åh vantro fundamentalist, at du vil gå under.”
Budskabet blev forstået. Skribenter som Ian Buruma og Timothy Garton Ash samlede det op og sidestillede ‘Oplysningens fundamentalister’ med islamiske fundamentalister. Ash kom siden på bedre tanker, men tilbage stod, at Hirsi Alis modstandere insisterede på, at hendes aktiviteter var modproduktive, at hendes uforsonlighed drev muslimerne op i en krog, at hendes fornægtelse af den islamiske tro betød, at hun ikke længere kunne være repræsentativ for indvandrermiljøer og dermed ej heller kunne bidrage til muslimers integration i de vestlige samfund. Hirsi Ali blev truet med at få frataget sit statsborgerskab. Hun søgte i til USA, hvorefter Hollands regering ophørte med at betale for hendes sikkerhed. Kassandra bor her ikke længere. Gud er stor.
Den europæiske venstrefløj fældede ingen tårer for hende, ja havde længe hængt hende ud som nyttig idiot for reaktionære kræfter. Hirsi Ali fandt aldrig et hjem på den progressive venstrefløj - en frapperende parallelskæbne til de østeuropæiske dissidenter under kommunismen.
Også Rushdie måtte sande, at han havde forregnet sig. Selv havde han i sine Sataniske vers opfattet kampen imod racisme i Storbritannien, hindunationalisme i Indien og islamisme som del af samme venstrefløjsprojekt. Men islamismen har en universel fremdrift, som gør den farligere end det blotte fremmedhad. Alligevel kæmper venstrefløjen hellere imod islamdissidenter end mod islamismen.
Pludselig tavs
Omvurdering af alle værdier eller forvrængning hinsides enhver genkendelighed? I konfrontationen med islamismen har venstrefløjen svigtet sine principper. I gamle dag stod den for at bryde alle bånd til konventioner og traditioner over, men i islams tilfælde genindsætter den disse i multikulturalismens navn. Venstrefløjen er stolt af sin kamp for kvinderettigheder, men i forhold til islam ser gerne den gennem fingre med tørklædetvang, arrangerede ægteskaber og hustruvold.
Venstrefløjen stod engang for lige rettigheder, nu prædiker den retten til forskelle - og således til forskellige rettigheder. Den forfægter ytringsfriheden, men når det gælder islam, bliver den ulden i mælet af forlegenhed. Den støttede engang rettigheder for homoseksuelle. Den forholder sig nu tavs om islams tabu mod homoseksualitet.
Vestens lange og nødvendige selvrelativeringsproces fra udgangen af den koloniale æra, som blev promoveret af den strukturalistiske og postmodernistiske tænkning, endte i kulturrelativisme og kriterieløshed. Rushdies Sataniske vers viste, at Oplysningen ikke en sti, der fører til gold fornuft. Romanen er spækket med gåder og undere, proppet med symboler og postmodernistisk lir. Farverig som en pakistansk bus er den en kvik, inspireret og ekstremt ambitiøs frigørelsesakt.
I dag må vi skælve over dens frækhed. Profeten kaldes Mahound. Muhammeds 12 koner afspejles i 12 prostituerede i et bordel. Ikke blot Oplysningen, fortæller den os, men også blasfemi fører menneskeheden ud af selvforskyldt umyndighed. Romanen insisterer på, at vi kan køre på cykel uden støttehjul. Denne roman, skrevet af en indvandrer, opfordrer Europa til at besinde sig på sig selv.
Men Europa vil ikke lytte.
Thierry Chervel er redaktør for kulturportalen Perlentaucher
© der tagesspiegel og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen
Kommentarer
”20 år efter fatwaen mod Rushdie holder islamismen Vesten i et fastere greb end nogensinde før -…”
Ih du milde kineser, kan i da blive ved! Er det slet ikke gået op for Dagbladet Information og Niels Ivar Larsen at George W. Bush og hans neokonservative værdikamp for flere måneder siden er blevet behørigt parkeret på historiens losseplads. Selv Jyllands Posten og og B.T. har for længst afskediget deres værdikæmpere i erkendelse af at deres tid er forbi. Hvor længe vil Information blive ved med at leve i fortiden?
Hvis der er noget er holder Vesten i et ”fast greb”, så er det da, finanskrisen, klimakatastrofen, ældrepuklen og al mulig anden dårligdom, der eksisterer i virkeligheden. Man skal være mere end almindeligt paranoid og islamofobisk for at påstå at ”islamismen holder Vesten i et fast greb”.
“Thierry Chervel er redaktør for kulturportalen Perlentaucher”
Det må glæde Hanne Bech Hansen, at der er eksempler på at udtrykket “perle” åbenbart anvendes udenfor Københavns Politi, og endog i udlandet…
Jeg synes også det er noget af en jammerkampagne, som Thierry, levere.
Jeg synes klimakset opnås, i denne sætning “Den europæiske venstrefløj fældede ingen tårer for hende,…”… Jeg forestiller mig den samlede højrefløj, leverede en tåreregn, af dommedagstørrelse for hende…
Generelt minder Thierrys forudrethed overfor venstrefløjen mig om en oplevelse, jeg havde i går, hvor jeg var sammen med to andre, om at arbejde på et stykke musik, som vi laver på komputer.
Jeg vil gerne have en fremhæve en bestemt ting et brstemt sted, og personen der sidder ved komputeren. prøver at gøre det, men fåker op i noget andet. Hvilket han så vil give mig skylden fordi, jeg vil have det andet gjort.
Altså for at dække over hans fejl, forsøgte han at flyttet fokuset, over på mit ønske, dermed give mig den direkte skyld for hans fejl.
Samme gælder for Thierry. Ved at flytte forkuset fra årtiers af højrefløjens forfejlet udenrigspolitik, med bekæmpe venstrefløjen/kommunismen/socialismen, ved at allierer sig med, de mest vanvittige tåber, religiøse fantatikere, brutale og korrupte svin, der kan opdrives. Så er det faktisk venstrefløjens egen skyld.
Altså venstrefløjen brude havde bekæmpet sig selv, så havde højrefløjen jo ikke skabt typer som Saddam Hussein, til slagte og gasse tanker om medmenneskelighed og social retfærdighed.
Tak til Information for denne lussing, den sidder hvor den skal. Vi skal imidlertid også videre. Vi mangler en diskussion og analyse om, hvorfor det kom så hvidt, og af hvilken veje og vildveje! Personligt mener jeg, at det for det meste, er den utopiske venstrefløj, der ynder at lade sig bruge som mullahernes villige idioter. Den del af venstrefløjen, der er fast forankrede ideologisk i Marx og eller i proletarisk kultur, tror jeg godt vi kan frikende f.eks. ser vi en tydelig skillelinie, i socialdemokratiets insisteren på integration, og de radikales insisteren på et flerkulturelt (parallel) samfund. De første har fødderne solidt plantet i den sociale virkelighed, de andre flagre omkring i kulturdeterminismens abstrakte univers.
Vi skal ikke vise respekt for nogen mørkemænd, men lære at være frygtløse, respektløse og ulidelige provokerende ( har I glemt de gamle provoer venner? Så il hen og læs: Karl Eskelund: ”Midt i en hashtid” (1969 – Forlaget Fremad) & Duco van Weerlee: ”Hvad er Provo” (Hans Reitzel 1966)), ligesom den nu afdøde forfatter Kurt Vonnegut der baserede hele sit forfatterskab og karriere på respektløshed!
Men tilbage til knæfaldet for religionen og reaktionens mørkemænd, hør her hvad Stalin havde at sige om den ting helt tilbage i 1913:
” lad os forstille os, at det ufattelige kan ske, og lad os antage, at N.s nationale- kulturelle Selvstyrer er blevet virkelighed. Hvad fører det til, og hvilken resultater giver et? Tag f.eks. de transkaukasiske tatarer med deres forsvindende lille procent læse og skrivekyndige, med deres skoler, som ledes af almægtige mullaher med deres kultur, der er gennemsyret af religiøs ånd… Det er ikke vanskeligt at forstå, at når man organiserer dem som et kulturalt- nationalt forbund vil dette betyde at give ledelsen til mullaherne, at udlevere dem med hud og hår til de reaktionære mullaher og at bygge en ny bastion til de tatariske massers værste fjende til åndelige undertrykkelse af disse masser”.
( citatet er taget fra den lille ”perle”: J.Stalin: ”Marxismen og Det Nationale Spørgsmaal”. Socialistisk Bibliotek bind 8.) . Solidt plantet i marxismen, må Stalin nødvendigvis afvise nationalismen, (vores dages etniske bevægelser) og ligeledes de reaktionære mullaher. At han gør det ud fra en ægte solidaritet med de undertrykte, viser bare at selv Stalin, havde mere medfølelse og forståelse for de undertrykte folk, end vores dages multikulturelle!
Emile Durkheim:
“In fact, they feel that the real function of religion is not to make us think, to enrich our knowledge, nor to add to the conceptions which we owe to science others of another origin and character,
but rather, it is to make us act, to aid us to live. The believer who has communicated with his god is not merely a man who sees new truths of which the
unbeliever is ignorant; he is a man who is stronger. He feels within him more force, either to endure the trials of existence, or to conquer them.”
(Durkheim, 1982 (1915) side 416)
Emile Durkheim bliver regnet som en af sociologiens grundlæggere og han fik sit videnskabelige gennembrud med offentliggørelsen af monografien ”The Elementary Forms of the Religious Life” for mere end hundrede år siden.
Når man læser de debatter der i øjeblikket raser om religion i dagens Danmark må man undres såre. Når man sammenligner med den viden man havde om religion allerede på et tidspunkt før Første verdenskrig med det man hører i dag, forekommer datidens refleksioner om religion at være uendeligt sofistikeret og avancerede i sammenligning med den primitive debat vi er vidne til i dag. En debat der først og fremmest tager udgangspunkt i uvidenhed og fordomme.
Hvad Emile Durkheim blandt andet kunne slå fast om det troende menneske i tiden op til Første Verdenskrig var, at: ”…, he is a man who is stronger”. Nogle år senere da krigen brød ud, var det jo også en kendt sag, at der efter sigende ikke fandtes én eneste ateist blandt frontsoldaterne i skyttegravene! Mig bekendt, er der også småt med ateister blandt patienter på vores hospicer osv.
Religion har simpelthen i årtusinder hjulpet mennesker til at overkomme og mestre en virkelighed, der eller havde været uoverkommelig og håbløs.
I den sammenhæng virker det bare så utroligt letkøbt, når forkælede velfærdsdanskere, der hele deres liv har siddet på flæsket og aldrig for alvor er blevet prøvet af skæbnen, rynker på næsen og føler sig mentalt overlegne i forhold til mindre privilegerede mennesker, der har brug for religion for at klare dagen og vejen.
Per Thomsen - UPS du har vidst glemt læsebrillerne da du læste Durkheim. Som du siger var Durkheim sociolog og hans projekt var sociologisk. Angående religion studerede han religionens sociale side og nåede frem til den konklusion at ”samfundet er religionens sjæl”. Tesen gik kort ud på at forestillingerne om guder og ånder ( altså religion som sådan), er symbolske fremstillinger af samfundet ( den magt udenfor mennesket der er stører ind dem selv) og når menneskene gennem diverse bønner og ritualer tilbeder deres guder er det i virkeligheden samfundet de tilbeder. Durkheim afslører religionen som det bedrag den er så du skulle måske læse ”The Elementary Forms of the Religious Life” engang til og så huske læsebrillerne. Og glem så ikke:
”Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelser, den er åndløse tilstandes åndsindhold. Den er folkets opium.”
KARL MARX.
@Per Thomsen
“Nogle år senere da krigen brød ud, var det jo også en kendt sag, at der efter sigende ikke fandtes én eneste ateist blandt frontsoldaterne i skyttegravene!”
––—
Det er som bekendt ikke et argument FOR religion, men et argument IMOD skyttegrave.
––—
Synes i øvrigt at artiklen viser noget: At den virkelige målgruppe for hetzen imod islam -
ikke er islam, men i stedet er: Venstrefløjen
( Dvs. nærmere blot.: Kulturradikalister, postmodernister og venstreintellektuelle o.lign. )
Debatten i denne tråd og andre demonstrere til hudløs, hvordan danskerne nærmest er besatte af at diskutere de farer og trusler, man mener muslimerne udgør. Denne debat er ikke blot stupid og tåbelig, men det der er også tegn i sol og måne på at den ikke bliver helt gratis for vores lille megalomane lilleputnation.
I går blev det således afsløret af Danmarks Radio at Anders Fogh Rasmussens kandidatur til en toppost i NATO er sten dødt. Valget af Anders Fogh Rasmussen til en toppost i NATO ville være ensbetydende med en uendelig række konfrontationer med den muslimske verden.
Det har hverken NATO eller det øvrige verdenssamfund brug for, og derfor har AFR ikke på noget tidspunkt været et seriøst bud på en ny leder, selvom den nationalromantiske danske presse har stået i kø for at bilde os det ind.
Alle stand-up- kommentatorerne med salig Hans Engell i spidsen i har i ugevis befundet sig i en tilstand af orgiastisk selvsving ved tanken om den meget nationale og danske Anders Fogh Rasmussens fremtidige gøremål på de internationale bonede gulve som chef for NATO.
Det er til at dø at grin over, hvis det ikke var så forbandet trist. I den forbindelse må man nemlig spørge sig selv, om det kun er AFR, eller det også gælder resten af Danmarks befolkning der fremover vil være afskåret fra at besætte internationale topposter?
Hvad enten det er NATO, FN, EU eller en anden international organisation, så er det en ubestridelig kendsgerning, at der findes mere end én milliard muslimer i verden, og det betyder at alle store internationale organisationer har et behov for at kunne arbejde sammen med muslimske lande.
Hvis man i den muslimske verden generelt opfatter Danmark som en fjendtligsindet nation, vil det medføre at danskere fremover vil blive betragtet som uegnede kandidater til at betræde topposter i internationale organisationer der skal kunne arbejde sammen med den muslimske verden.
Danmark har tidligere i det internationale samfund haft en indflydelse og en prestige, der rækker langt ud over, hvad Danmarks størrelse berettiger til. Den tid er vist desværre forbi. Efter VKOs kulturevolution i 2001 må vi nok begynde at vænne os til, at Danmark og danskerne fremover er dem de andre ikke vil lege med i det internationale samfund…
@Per Thomsen
Synes du nu er med til at opretholde lige det billede
af den milliard muslimer som en flok der aldrig kan, vil og gør det: Tænker og handler på nogen som helst anden måde end som lige netop muslimer.
Kim Gram:
“Synes du nu er med til at opretholde lige det billede
af den milliard muslimer som en flok der aldrig kan, vil og gør det: Tænker og handler på nogen som helst anden måde end som lige netop muslimer.”
Det er nu en noget fri tolkning af det jeg skriver.
Når danskerne siden 2001 nærmest har haft som sin folkesport numro uno at udsætte muslimerne for “hån, spot og latterliggørelse”, så kan man vel egentlig ikke fortænke muslimer verden over i at opfatte Danmark som en fjendsligtsindet nation.
Dette uanset hvor forskellige mulimer og muslimske lande måtte være indbyrdes, for de er naturligvis meget forskellige.
Eller kan Kim Gram måske nævne navnet på bare et enkelt muslimsk land, kvor man opfatter VKOs værdikamp som et positivt, civiliseret og konstruktivt fænomen? Hvis Kim Gram kan det, har han vundet en præmie!
@Per Thomsen
Det var ikke et forsvar for VKO’s værdikamp -
men lissom nogen jo fremført “The Clash of civilizations” gør du næsten det tilsvarende:
Antager at menneskens fremtidige fælles forståelse nødevendigvis altid meget(!) skal indblande omvejen omkring vore kulturelle tilhørsforhold.
Per : Er det nu et argument mod et fænomens lødighed, at intet muslimsk land opfatter dette fænomen som positivt?
Med den logik kan du fx. roligt fordømme alverdens bøsser . Det er noget rod synes jeg
Kim Gram:
“@Per Thomsen. Det var ikke et forsvar for VKO’s værdikamp - men lissom nogen jo fremført “The Clash of civilizations” gør du næsten det tilsvarende: Antager at menneskens fremtidige fælles forståelse nødevendigvis altid meget(!) skal indblande omvejen omkring vore kulturelle tilhørsforhold.”
Er det en påstand du kan begrunde, eller er det blot noget du bare har på fornemmelsen?
“@Per Thomsen
Ville det at hele menneskeheden evt. var underlagt lige netop en enhedskultur nødvendigvis gøre verden til et bedre og fredeligere sted ?
Bla.a. har der jo været et par “enkelte” krige imellem
kristne indbyrdes. Imellem muslimer indbyrdes også - i øvrigt.
Alle hidtige samfunds historie er klassekampens historie ( langt mere end kulturkampenes historie ).
Uddybning:
Man skal jo ikke forivre sig så meget i en mod-værdikamp imod højrefløjens værdikamp, at man kommer til at hjælpe højrefløjen med netop at bortlede opmærksomheden fra:
Alle hidtige samfunds historie er klassekampens historie ( langt mere end kulturkampenes historie ).
Kim Gram
“Man skal jo ikke forivre sig så meget i en mod-værdikamp imod højrefløjens værdikamp, at man kommer til at hjælpe højrefløjen med netop at bortlede opmærksomheden fra: Alle hidtige samfunds historie er klassekampens historie ( langt mere end kulturkampenes historie ).”
Der findes ingen kulturkamp, Kim Gram.
VKOs ”værdikamp” er simpelthen en klassisk ”del-og-hersk” politik, hvor man får underklassen til at kæmpe mod sig selv, i stedet for at vende kræfterne opad i systemet. Kulturkampen er med andre ord god gammeldags klassekamp emballeret i nyt indpakningspapir. Det er udtryk for det fænomen den svenske sociolog Ottar Brox så glimrende har beskrevet som ”strukturfascisme”
(Kilde: http://openlibrary.org/b/OL5140721M)
“Værdikampen”, når den kører allerbedst for VKO, er, når den etnisk hvide underklasse begynder at tro, at dens skyldes eksistensen af en underklasse med en anden etnisk baggrund end dansk. Når man kan få folk til at tro på, at det går den danske underklasse dårligt, fordi personer fra de etniske minoriteter belaster det sociale system, så har VKO netop opnået, det de ønsker sig allermest.
En anden sidegevinst set fra VKOs side er jo også, at man kan bruge den del af underklassen, der har en etnisk minoritetsbaggrund, som murbrækker for sociale nedskæringer og til at rykke vores standarder for, hvad vi vil acceptere af social nød.
Befolkningen ville aldrig haveaccepteret indførelsen af ”starthjælpen” og alle de andre tiltag der skal sikre, at de svageste indvandrere kommer til at leve i dyb fattigdom, hvis disse tiltag havde været rettet imod personer med en etnisk dansk baggrund.
Efterhånden som vi vænner os til at der findes mennesker i Danmark der lever under fattigdomsgrænsen, vil vi også gradvist vænne os til, at bliver virkeligheden for den etnisk danske del af underklassen.
”Værdikampen” og ”kulturkampen” er simpelthen klassekamp classic…
@Per Thomsen
Vi er nok stort set enige - min advarsel går bare på at når man deltager i værdikampen - og protesterer
imod højrekræfternes udmeldinger, skal man ikke forsømme at sætte sig udover den værdikamps egne erklærede præmisser. Altså altid netop også forsøge at pege på den klassekamp der ligger til grund.
@J. jay
“Glimrende artikel. Tiderne og “vores” verden har forandret sig. Vi står over for en udfordring af for de seneste generationer uset dimension, og udfordringen skal tages op. ”
––
Det er rigtigt, men finanskrisen og miljøproblematikken er jo ikke emnerne i denne tråd.
Kim Gram:
“Vi er nok stort set enige - min advarsel går bare på at når man deltager i værdikampen - og protesterer
imod højrekræfternes udmeldinger, skal man ikke forsømme at sætte sig udover den værdikamps egne erklærede præmisser. Altså altid netop også forsøge at pege på den klassekamp der ligger til grund.”
Enig. Måske skulle vi aftale en arbejdsdeling?
@Per Thomsen
Nu bør vi nok ikke gøre os FOR store forestillinger om vore egen betydning - hvis vi - og den hypede yttringsfrihed vi gør brug af - kunne gøre nogen
nævnværdig positiv forskel for proletariatet -
ville det blive stoppet hurtigere end vi kunne nå at sige: Guantanamo.
Enig. Hvis vores lille hobby med at skrive kommentarer til Dagbladet Information, havde nogen som helst politisk betydning ville det være hamrende ulovligt…