Så faldt tiören - den norske tiöre. Det lykkedes mig på et diskussionsmøde i Oslo endelig at forstå, hvorfor man overhovedet kan indtage det standpunkt, at det vil være godt, hvis man indenfor politiet kunne få lov til at udtrykke sin ideologiske holdning i den måde man er uniformeret på. Helt konkret drejer det sig i Norge om kvindelige betjentes ret til at iføre sig hijab i tjenesten.

Man var op til mødet kommet så langt, at designere i aviser allerede havde en model klar for hijabben. Det eneste der manglede, var bare lige en godkendelse af justitsminister Storberget. Mødet jeg var inviteret til af advokaten Abid Raja skulle vel forstås som en slags opvarmning fra nogens side. Folk stod på nakken af hinanden i Litteraturhuset søndag eftermiddag. Ivrige og islamisk vakte unge indvandrere og nogle mere skeptiske etniske norske, måske lidt mere satte typer, der nok mente man måske lige skulle vende skråen inden forordningen blev vedtaget.

Forslaget ligner selvfølgelig det danske, om dommeres ret til at bære hijab eller slør, eller på anden vis skilte med deres kulturelle overbevisning. Det norske forslag er så vidt jeg kunne forstå også indrettet på en lige så hypotetisk situation: der er aktuelt ingen norske betjente, der gerne vil bære hijab. Men hvis man nu kunne få lov, det er ræsonnementet, så kunne man måske tiltrække nogle fromme muslimske kvinder til korpset. Der er altså ikke lige nu, hverken i Danmark eller i Norge, nogle der føler sig utækkeligt klædt. Men sæt nu, hvis, såfremt, i fald osv., så ville det være godt, hvis man kunne udtrykke sin identitet og sin holdning som from muslim (For det siger Gud man skal, som en tilhører udtrykte det. Gud siger, at kvinder skal tildække deres hår. Og så står det ikke til diskussion).

Optakten til mødet er følgende. Den norske regering, der består af Arbeiderpartiet, Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet (samme centrum-venstre konstellation som i Danmark) har som alternativ til den sovende blasfemiparagraf foreslået en indskrænkning af ytringsfriheden: “Regjeringen vil utvide straffebudet om hatefulle ytringer slik at det omfatter kvalifiserte angrep på religion eller livssyn.” Et forslag, der skal beskytte forskellige religioner og den enkeltes religiøse følelser, som det udtrykkes. Men i realiteten er det naturligvis et forslag, der kun er møntet på at forhindre kritik og hån af islam og muslimske dogmer. Kristne følelser har vi trampet lystigt på i kunst og litteratur i årtier.

Forslaget er kommet fra Senterpartiet, og lederen Liv Signe Navarsete måtte præcisere sin hensigt, som var at skærme muslimske følelser, da forslaget, der ellers var indstillet til vedtagelse i Stortinget i maj, kom under beskydning. Selv kirken var imod det, og hurtigt krakelerede enigheden i Arbeiderpartiet. Den afgørende kraft kom på banen: fylkesformændene (amtsformændene for partiet). Nu fik Senterpartiet kolde fødder: “Vi kan ikke leve med inntrykket av, at vi vil innskrenke ytringsfriheten. Vi må konstatere at prosessen og debatten på ingen måte gjenspeiler vårt syn og våre intensjoner,” udtalte partileder Liv Signe Navarsete. Det efterlod Arbeiderpartiet i en flov situation ved at have støttet Senterpartiets forslag, men dette parti gik nu imod det selvsamme forslag, og det blev trukket uden nogensinde at være blevet fremsat i Stortinget. Total farce.

Følger OIC’s dagsorden

Det er naturligvis en parallel til det britiske forslag, der i slutningen af 2005 blev fremsat af Labour regeringen. Man ville kriminalisere religionskritik - i al almindelighed, naturligvis. Men ethvert fjols kan dog igen læse, hvad der menes. Forslaget var så vidtgående, at der kunne ske domfældelse i op til 7 år, også selv om den anklagede end ikke havde intenderet nogen fornærmelse. Man indrømmede, at hvis forslaget blev vedtaget, ville det også omfatte forbud mod publicering af de fordømte danske tegninger, som der netop var en kampagne imod.

Der er sågar formodninger om, at hele den danske muhammedkrise - Muhammeds krise i åndsliv og politik - blev iscenesat for at instrumentalisere en international offentlig stemning, der kunne kyse Labour og presse partiet til at vedtage forslaget. Danmark er naturligvis så ganske underordnet, men kampagnen mod de danske tegninger skulle bare bruges som en murbrækker i kampen om Storbritannien. Det er den slags forslag mod religionskritik, som OIC (Den islamiske konferenceorganisation), der både styrer FN’s Menneskerettighedsråd og som var iscenesætter af kampagnen mod JP’s tegninger, har plæderet for i resolution efter resolution. Men forslaget faldt imidlertid, midt under muhammedkrisen, da 21 medlemmer af Labours gruppe gjorde oprør, og stemte imod. Slaget om Storbritannien fra OIC’s side var tabt, selv til trods for en succesrig kampagne mod de danske tegninger.

Om hvorvidt Norge har været instrumentaliseret i en strategi fra OIC’s side med forslag til indskrænkning af ytringsfriheden, og Senterpartiet har ageret som nyttige idioter for OIC’s dagsorden, er uvist. Men at partiet har fulgt organisationens protokol står udenfor diskussion.

Tilbage til Litteraturhuset, søndag eftermiddag. Abid Raja indleder med at sige, at mødet vi nu skal i gang med, som både skal forholde sig til ytringsfrihed og om retten til at bære religiøs påklædning i politiet, skal afholdes i en atmosfære af tolerance og respekt. Vi skal alle have fuld ytringsfrihed, og vi må finde os i, når nogen siger noget, vi ikke kan lide. Vi må kunne tolerere det uden raserianfald og uden at det udarter til korporligheder. Det er alle selvfølgelig enige om. Men det ironiske er bare, at disse ganske fornuftige regler blot er offentlighedens almindelige regler - og tolerance betyder her at kunne bære sin smerte ved at høre sine kære dogmer fornedret og kritiseret. Og under disse forhold, som er de bedste til en fri diskussion, skal vi så diskutere om den helt virkelige offentlighed i samfundet, på tryk og i radio og tv, skal indskrænkes af visse hensyn for andre eller kan tillades den samme frihed, som i Litteraturhuset søndag eftermiddag? Her må man være betænksom.

Definition af krænkelse

Et par i panelet jeg deltager i, Ilham Hussein fra somalisk studentersamfund og Bushra Ishaq fra muslimsk studentersamfund erklærer sig enig med forslaget til indskrænkning af ytringsfriheden; den bør ikke være uindskrænket. Man må ikke krænke religion og livssyn.

Ok. Der er bare et par problemer med at få offentligheden til at fungere, i så fald.

Hvad er en krænkelse? Er det en kritik af religiøse dogmer? Af ideologiske dogmer? Og dogmer, uanset hvordan de begrundes, med religion eller politisk ideologi, er jo konservative. Dvs. de er indbyrdes konkurrerende. Nogle muslimske dogmer er fx imod, at muslimer tillades frafald fra deres religion, at de gifter sig med andre fra andre trosretninger eller ingen trosretninger. Og de er repressive overfor homoseksualitet. Må de vantro og de homoseksuelle så ikke udfordre disse dogmer, fordi de er af en speciel finere art om end, de er repressive? De er religiøst begrundede, og derfor må de fredes af loven?

En sådan offentlighed vil uvilkårligt blive sekterisk. Man vil ikke længere diskutere rettigheder ud fra en ræson om almen fornuft, men udfra hvad der er den korrekte religiøse eksegese (udlægning af helligteksten).

Og bortset fra det: under sådanne forhold ville vi fx slet ikke kunne få lov at overvære flg. stunt af Lars Gule, førsteamanuensis ved Høgskolen i Oslo: først lagde han på mødet ud med, at Gud (Allah), efter hans mening, er en terrorist. Det førte til mange mishagsytringer i salen. Tolerancebegrebet blev sat på prøve. Dernæst sagde han, at profeten Muhammed var en pædofil. Tolerancebegrebet blev sat på en endnu hårdere prøve. En person iført et partisanhalstørklæde og en lys hørjakke begyndte midt i fimbulvinteren at svinge med armene, som var de møllevinger. Hvor står det?! Hvor står det?! (Det er ikke noget, der kan lyde så inkvisitorisk som på norsk). En kvinde begyndte at skrige, som om nogen stak hende med et spidst instrument. Folk rejste sig på stolene, ude af sig selv. Abid Raja måtte formane forsamlingen og erindre om, hvad tolerance betyder. Og et stykke tid efter trak Lars Gule da også sine ord i sig. Det hele var en stunt og ikke andet, blot for at teste fraserne om tolerance. Han mente selvfølgelig slet ikke, hvad han sagde.

Venstrefløjsræson

Seancen blev afsluttet af udenrigsminister Jonas Gahr Støre fra Arbeiderpartiet, der som professionel politiker naturligvis måtte træde lidt vande i forhold til forslaget om hijab. Det var indtil mødet endnu et uafgjort spørgsmål. Han var dog tilfreds med, at forslaget om indskrænkning af ytringsfriheden var faldet. Andet ville også være mærkeligt, når både forslagsstilleren og statsminister Jens Stoltenberg havde droppet det.

Men i det, der i situationen godt kunne blive en tale fyldt med politisk kapok, kom han til at formulere det, der måske er en venstrefløjsræson for, hvorfor man er imødekommende overfor disse krav, som både ytringsfrihedsbegrænsningen og religiøs påklædningsmanifestation er udtryk for.

For Støre kender naturligvis sin partihistorie og kunne erindre sig, hvordan arbejderbevægelsens krav om rettigheder hele tiden er blevet mødt med en konservativ, træg uforstand. Det og det kunne aldrig lade sig gøre; demokratisering af valgret, kvinders valgret, unges valgret, arbejderbevægelsens krav osv. Kvindebevægelsens krav. Og hvad er så disse nye, religiøse særkrav fra etniske minoriteter andet end en naturlig fortsættelse af denne demokratisering? Det er hele venstrebevægelsens raison d’etre at bære krav frem.

Eller er det?

Spørgsmålet er, om ikke venstrefløjen og venstreliberale står overfor en udfordring, som de ikke har forstået? Om de overhovedet har gjort sig klar, hvordan for-holdet er mellem individuelle menneskerettigheder og de grupperettigheder, som de i god tro meget ofte er villige til at gå ind på? Udelukker det ene det andet? Undertrykker det ene det andet?

Allerede om mandagen falder også forslaget om brug af hijab i politiet. Justitsminister Storberget mangler totalt opbakning til det, der bliver betragtet som en ideologisk markering indenfor statsapparatet. Det bryder fylkesformændene sig ikke om.