Otte af landets kreative uddannelser bliver sandsynligvis snart lagt sammen til tre større. Det anbefaler en rapport om fremtidens organisering af Kulturministeriets uddannelser, udarbejdet af Kulturministeriets Struktur- og samarbejdsudvalg. Samtlige partier bortset fra Enhedslisten har tilsluttet sig udvalgets anbefalinger. Før en reel implementering af forslaget kan gå i gang, afventes vurderingerne fra alle uddannelsernes rektorer. Allerede nu har flere meldt positivt ud, mens de studerende er skeptiske.

Sven Felding er rektor på kunstakademiets Arkitektskole, der skal lægges sammen med Danmarks Designskole og Glas- og Keramikskolen på Bornholm under navnet Kunstakademiets Arkitekt- og Design-skole. Sven Felding er positiv over for fusionen.

Uddannelserne vil klart kunne give hinanden noget. Det her er ikke en spareøvelse, men en øvelse i kvalitetsudvikling,” siger han.

Effektivisering

Det Fynske Musikkonservatorium, Vestjysk Musikkonservatorium og Skuespillerskolen ved Odense Teater skal blive til Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole, ligesom Det Jyske Musikkonservatorium og Nordjysk Musikkonservatorium fusioneres til Jysk Musikkonservatorium.

Uddannelserne spænder fra de helt små studiemiljøer med ca. 30 studerende på for eksempel Skuespillerskolen ved Odense Teater til det noget større studiemiljø med ca. 1000 studerende på Kunstakademiets Arkitektskole i København.

Rapporten påpeger, at mange af de kreative uddannelser ligner hinanden og at en sammenlægning vil give:

muligheder for at skabe og udnytte faglige synergier, som ikke udfoldes helt, fordi nært beslægtede kunstneriske områder er adskilt af historisk betingede institutionelle grænser.” Rektor for Kunstakademiets Arkitektskole Sven Felding og rektor fra Danmarks Designskole Peter Bysted er begge positive over for fusionen og har allerede meldt deres holdning ud til deres studerende i et internt notat.

Den samlede institution kan blive den absolut førende skandinaviske forsknings- og uddannelsesinstitution inden for arkitektur, design og kunsthåndværk,” påpeger de to rektorer i notatet, der blev sendt ud på mail mandag.

De studerende har fået en uge til at komme med kommentarer til forslaget, da rektorerne allerede inden starten af næsten uge skal komme med et endeligt svar til Kulturministeriet.

Skeptiske studerende

De studerende på Arkitektskolen er ikke lige så optimistiske over for udsigterne og er trætte af kun at have fået én uge til at kommentere på forslaget.

Studerende og lærere fra Arkitektskolens afdeling for ‘Arkitektur, rum og form’ stiller i et brev til rektor bl.a. spørgsmålstegn ved, hvordan fusionen vil gavne undervisere, studerende og forskere, og hvordan tiltaget overhovedet vil kunne styrke skolens faglige profil.

Institut 1 på Arkitektskolen er endnu mere kritiske og mener ikke, at de andre uddannelser er gode nok til at blive fusioneret med dem.

Danmarks Designskole og Glas- og Keramikskolen på Bornholm er objektivt set endnu ikke på niveau med Kunstakademiets Arkitektskole, hvad angår forskning og forskningsbaseret undervisning,” lyder kritikken.

Rektor Sven Felding er delvist enig med de studerende, men ser lyst på fremtiden.

De studerende har ikke en dårlig pointe. Niveauerne på vores to uddannelser er i dag ikke de samme, men det forventer vi, at de bliver. Det er nemlig planen, at designuddannelsen snart skal akkrediteres som en højere uddannelse,” siger han. Kulturministeriets Struktur- og samarbejdsudvalg overvejede også en sammenlægning af samtlige 18 af Kulturministeriets kreative uddannelser under ét Kulturuniversitet, men tanken blev dog droppet, da det alligevel var for administrativ voldsomt et projekt.