Lige Lone - og lige alle andre

Forleden modtog jeg et allekald som sms fra min ven, digteren Martin Glaz Serup:

“Hej venner, mon en af jer har en ekstra støvsuger, der duer? Og evt. en ekstra trashet cd-ghettoblaster til børnene? og måske en lille radio til køkkenet? - ”

Nøjsomme er de, de digtere, alene ordvalget ‘trashet’ og ‘lille’. En støvsuger, der duer, er dog et beskedent ønske. Senere samme dag kom posten med Lone Hørslevs nye bog Jeg ved ikke om den slags tanker er normale og en genrebetegnelse, der nok skal give opmærksomhed: skilsmissedigte. Skilsmissen er virkelig nok, den er Lone Hørslevs og Martin Glaz Serups.

Hermed har jeg forsøgt at nærme mig det miskmask af privatliv og digterliv (tilmed i et lille land som Danmark), som Hørslevs digte denne gang roder sig ud i. Eller også denne gang roder sig ud i, for der er egentlig ikke noget nyt i det forhold, at Hørslev bruger det private stof i sine digte.

Den fornemmelse går jeg ud fra, de fleste har haft ved læsningen af hendes digte, f.eks. den forrige samling Lige mig. Men her har den alligevel fået en tand mere. Skilsmissedigte er også en rå genrebetegnelse, fra én vinkel nærmest kynisk: Lige meget hvor ulykkeligt livet er, så kan der i det mindste skrives om det. Samtidig er det jo ikke den første bog i verden, der er skrevet på et opløst ægteskab.

“Kan man overhovedet det?” er selvfølgelig det helt store spørgsmål, man må stille til en bog som denne. Ikke i moralsk, men i kunstnerisk forstand.

Er Lone Hørslevs vivisektion af sin og Martin Glaz Serups skilsmisse vellykket som kunst? Eller er digtene kun private? Og nu vi er ude i suppedasen, kan Martins sms så egentlig ikke også gå for at være et skilsmissedigt? Og måske endda et af de bedre, fordi teksten uden at være patosbelemret fint fortæller om det kaos, en skilsmisse er? At man ene og alene prøver at bygge et nyt hjem op - mens man hele tiden tænker på børnene.

Giftighed

Sådan lyder de første linjer i et digt fra samlingens første del, hvor også titlen, Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, indgår:

“Jeg skrår over vejen og spekulerer på/hvad det vil/sige at være NORMAL. Forleden/i Danmarks Akvarium fik jeg at vide at DET NORMALE/for en strandkrabbe er/at skifte skjold 10/til 15 gange i sit liv, jeg/går over gaden og donk siger det, donk donk, hver gang/en regndråbe rammer min hat -”

Digtets krabbe, skjold og hat går igen i andre digte, men ellers er der ikke megen komposition over samlingen, den er skrevet i en ruf - to måneder oplyser forlaget - og ja, det kan ses.

Der er både gode og dårlige digte om at drage sammenhæng mellem skilsmissen og det vejr og de oplevelser, der er uafhængige af skilsmissen, men som finder sted samtidig med den.

Digtet, hvis begyndelse er citeret ovenfor, er også et eksempel på, at følelser som vrede og had rent kunstnerisk er bedre at skrive på for den skilsmisseramte, end følelserne for børnene.

Anden del peger tillige formmæssigt på det private ved at være dagbogstekster med datoer fra 1.-13. december, og ind imellem er teksterne bare private. Men så sker der også det lykkelige (for digtekunsten), at den skilsmisseramte bliver digteren Lone Hørslev igen, f.eks. i samlingens tredje del, som udgøres af ét langt digt. Så er det ud med GAS (genitiv + adjektiv + substantiv, ‘hjertets plørede muld’) og patos og ind med poesien og ‘Giftige blomster og bær’.

Hørslev vender og vrider ordene for lyde og betydning, og her er det sprogets grænser, der overskrides. Og den overskridelse er bare mere interessant - og poetisk.

Læs interview med Lone Hørslev side 6-7