Julia Butschkows Apropos Opa, der udkom sidste fredag, har fået megen opmærksomhed. Der har været interviews i Berlingske og Information, Apropos Opa er månedens bog i Politikens virtuelle læseklub, anmeldelserne er skiftevis positive og helt overstrømmende. Især er man imponeret af forfatterens evne til at skrive om de helt tunge emner med en ordknap lethed. Hør bare Mai Misfeldt i Berlingske Tidende, hele seks stjerner:
“At få den historie frem i lyset: At ens farfar var medskyldig i 4.300 jøders død, og at ens farmor blev voldtaget af russiske soldater, mens lille far så på i klapvognen, er voldsomt. Men måske var tavsheden værre! Det er en traumatisk historie Julia Butschkow, født 1978, tager op. Men hun gør det suverænt, stilsikkert behersket, med fornemmelse for, hvornår der bare skal stå to linjer på en side, for at det er nok.”
For Klaus Rothstein i Weekendavisen er der endda tale om et gennembrud.
Butschkows tidligere bøger var svære og eksperimentelle, nu breder hun sig, bliver mere ‘gavmild’ og ‘romanklassisk’ i det. Den fortællende prosa giver hende, kort sagt, luft under vingerne - findes der en mere fæl kliché? - også selv om formen er knap. “Som de tidligere bøger, handler også Apropos Opa om dødsdriftige krisemennesker,” skriver han, men denne gang går det op i en højere enhed. Der er “dybde i indhold, lethed i sproget og præcision i portrætterne.”
I nærværende avis var Lilian Munk Rösing måske, måske ikke forbeholden. Apropos Opa er Knud Romer heavy, skriver hun, hvilket selvfølgelig er bedre end Knud Romer light, men alligevel placerer bogen i den tunge ende af en, nåja, kalorielet litteratur. På den anden side er der en “rå, lavmælt ironi” i bogen, skriver Lilian Munk Rösing. Og det lyder ikke dårligt.
Politikens Lise Garsdal er som den eneste decideret kritisk. Det er, “som om Butschkow i kraft af den fortsat knappe stil, de delvis blanke sider og de indlagte facts om Hitler og holocaust kalkulerer med en art chokeffekt,” skriver hun. Dog afsløres bogens hemmelighed, at farfar var topnazist, faktisk af bagsideteksten. Hvis det var en kalkuleret chokeffekt, så har forlaget sørget for en for tidlig chokafgang.
Til syvende og sidst “overbeviser Butschkow i en række præcise erindringsglimt, hvor ømheden vinder over sprogets afmagt,” skriver Lise Garsdal. Det er vist især forholdet til faren, at ømheden vinder, noget også Lilian Munk Rösing er inde på.
Immun for kritik
Apropos Opa blev også diskuteret på sæsonens første Kritikersalon, afholdt i Forfatterskolens lokaler sidste torsdag (og arrangeret, det bør jeg vel nævne, af bl.a. mig). Her overvejede digteren, forlæggeren og oversætteren René Jean Jensen, hvad det betyder for en bogs modtagelse, at den ikke bare handler om nazisme og holocaust - “i vores kulturs hierarki af væsentligheder er holocaust det væsentligste af det væsentlige”, som han sagde - men også signalerer, at dens udgangspunkt er selvbiografisk.
En af de pikante ting ved Apropos Opa er nemlig, at den nazistiske farfar hedder Butschkow. Det er nærliggende at sætte lighedstegn mellem fortæller og forfatter og så satse på, at der engang fandtes en virkelig farfar derude, som var med til at udrydde jøder. Men det immuniserer bogen for en bestemt type kritik, mente René Jean Jensen. Han pegede også på en mærkelig notits i samme dags, dvs. sidste torsdags Information. Der stod blandt andet:
“I onsdagens interview med Julia Butschkow om hendes roman, Apropos Opa, var der en ukorrekt oplysning i underrubrikken. Bedstefaderen opholdt sig ikke i selve udryddelseslejren Chelmno, men var leder af et tysk kontor i landsbyen Leczyca, hvor der under krigen blev oprettet en jødisk ghetto, og hvorfra der blev deporteret flere tusind jøder til Chelmno-lejren. - Vi beklager fejlen. Inf.”
Sådan skriver man ikke om fiktive skikkelser. I interviewet forklarede Butschkow i øvrigt, at hendes egen far - til forskel fra faren i hendes bog - faktisk slet ikke fortrængte farfarens nazistiske fortid. Hun forklarer også, at hun konfererede med sin familie, hver gang hun digtede til og ændrede i den faktiske historie. Man tager vel hensyn.
Med autentisk smag
Så mange hensyn har hun ikke taget til læseren. Af samme grund fyldes han med spørgsmål, der er nyfigne - og forstyrrende: Er Julia Butschkow også i virkeligheden fætter med en kunstner, der minder om en blanding af Gordon Inc. og Claus Beck-Nielsen? Spiser hun lykkepiller, ligesom hendes bogs fortæller? Svigtede hendes mor og far hende virkelig så groft?
Sådan tænker man ikke om en fiktiv fortæller. På den anden side spørger læseren heller ikke til, hvorvidt farfaren er en troværdig eller om moren og faren er klichéfyldte skikkelser. De eksisterer jo, ikke sandt? Ligesom man ikke spørger til, om det er troværdigt at forklare fortællerens fastlåste eksistens som en reaktion på en reaktion, sådan at familiens indledende traume bestemmer alt helt ned i tredje generation. Og heller ikke til, om der er noget litterær konvention og bekvemmelighed i bogens totale sammenfald mellem det private og det historisk væsentlige.
René Jean Jensen havde ret, tror jeg: De selvbiografiske antydninger gør visse kritiske spørgsmål besværlige at håndtere. Når man laver litterær havregrød på en faktisk Opa, så bliver resultatet nemlig autentisk, uanset hvordan det smager. Den slags skal man ikke udfordre. Så hellere lade nogle trælse klumper glide ned uden kommentarer, godt smurt i halsen af et let og præcist sprog.
Tue Andersen Nexøs klumme ’Sandkassen’ befinder sig ligesom hans blog med samme navn midt i den smalle litteraturs hængedynd, det lille litterære miljø, de evindelige og oversete hovedværker. Læs bloggen på: http://www.information.dk/blog/tue-andersen-nexo
Kommentarer
Jeg læste med interesse din klumme, Tue, som har mange gode pointer omkring litteratur, som befinder sig mellem det fiktive og det autobiografiske rum. Men jeg må sige, at jeg i tilfældet Butschkow ikke er enig med dig. Nu citerer du min anmeldelse, og når citatet står uden kontekst, kan det se ud som om den, der tales om er Julia Butschkow selv. At det altså var for hende, det var vigtigt at få sandheden frem, og at det er hendes, endelig i lyset fremdragende sandhed, jeg roser! Det er det ikke. Min pointe er, som det senere fremgår i anmeldelsen, at det netop er revnende ligegyldigt. Fordi historien her ikke henter legitimitet i det virkelige liv, ved undtagen ét sted at henvise til, at der er en sammenhæng mellem forfatterens familie og romanens. Jeg tænkte denne lille markering som en måde hvorpå forfatteren siger: ’jeg kryber ikke udenom, at skammen også har været en del af min familie, men dette er ikke bare min historie, det er ikke mit jeg, der skal stille sig foran den’. Og netop fordi jeg under min læsning virkeligt ikke interesserede mig for om det nu var sket i Butschkows familie eller ej, eller om den anorektiske kunstner var Gordon Inc eller Claus Beck-Nielsen, fordi dette var mig totalt underordnet, så oplevede jeg heller ikke at være ufri i min mulighed for at udøve kritik. Nu var jeg positiv, og ja, man kan diskutere om 6 stjerner var en for meget (et trættende system), men hvis romanen havde været dårligt skrevet, så havde jeg ike set det som noget problem at skrive det. Jeg synes heller ikke at det biografisk antydede gør, at jeg stiller færre krav til sammenhængen i teksten, og jeg har ikke læst historien, som om vor kvindelige fortæller udelukkende tager angstpiller pga. farfars fortid. Det synes jeg på ingen måde teksten giver belæg for, og jeg undrer mig over, at du mener, at man som kritiker pga. det autentiske materiale, ikke skulle kunne kritisere det, hvis man faktisk syntes, det var konstrueret til at gå O P op.