“Uden Gud ingen moral”, siger en af hovedpersonerne i Fjodor Dostojevskijs bog Brødrene Karamazov. Den britiske ‘poet laureate’ (den officielle hofpoet, red.) Andrew Motion indrømmer, at han ikke er i samme liga som sin længst afdøde russiske kollega. Men han parafraserer ham gerne:
“Uden kristendom ingen kultur,” lyder hans konklusion, og han er atypisk for de mennesker, der kræver mere undervisning i kristne myter i skolen. Andrew Motion er agnostiker.
“Nej, jeg antager, at de ikke er sande,” siger han om historierne i Det Gamle og Det Nye Testamente.
Men det er efter hans opfattelse ikke væsentligt. Som digter mener han, at det er et problem, at skolebørn i dag ikke forstår de myter og historier, som verdenslitteraturen handler om.
“Hvordan man end vender og drejer det, så er det et faktum, at vores fremmeste litteratur og kunst fordrer et kendskab til Biblen. Tænk blot på William Blakes digte og på Rembrandts billeder. Hvis de unge, som nu, ikke kender deres bibelhistorie, ja så forsvinder kulturarven og en vigtig del af os selv,” siger Andrew Motion.
“Man kan ikke forstå britisk litteratur fra John Miltons Paradise Lost til T.S. Eliots The Waste Land uden at have et indgående kendskab til Biblen. Bjergprædiken og korsfæstelsen er historier, som har inspireret store dele af litteraturen, og den poetiske storhed, der findes i Ruths Bog i Det Gamle Testamente kan næppe undervurderes,” siger han.
Han mener, at det bør være obligatorisk at undervise i kristendomskundskab.
“Børn skal læse Biblen af den ene grund, at den er fuld af gode historier. Dens historier handler om den menneskelige natur, og de viser, at vores handlingsmønstre har været de samme gennem alle tidsaldrene. Det er klassisk kunst.”
Det er ikke noget nyt synspunkt. Det er en opfattelse som forskere længe har været opmærksom på, siger litteraturforskeren Kyle Keefer.
“Den berømte tyske litteraturhistoriker Erich Auerbach skrev i 1940’erne Mimesis. Dargestellte Wirklichkeit in der abendländischen Literatur (Mimesis: Repræsentationen af virkeligheden i den vestlige litteratur), et klassisk værk, der netop pegede på, hvordan de bibelske historier var tidløse, også selv om de blev læst med sekulære og ikke religiøse briller. Det samme var tilfældet med Northrop Fryes bog The Great Code: The Bible and Literature”, siger Kyle Keefer.
Han har netop har udgivet bogen The New Testament as Literature.
For meget
Alt det ved Andrew Motion godt. Han er også professor i litteraturvidenskab ved Royal Holloway University i London. Og det er netop erfaringerne som universitetslærer, der har gjort ham opmærksom på ‘problemet’, som han kalder det.
“Der kommer studenter her, som ikke kender de mest basale historier i vores tradition. De kender ikke Bjergprædikenen og har kun en vag opfattelse af, hvem Adam og Eva var. Det gør det umuligt for dem at forstå poesi og skønlitteratur. Jeg vil foreslå, at vi indfører obligatorisk læsning af Biblen, men også af Koranen og de græske myter. Som situationen er i dag er vi nødt til at starte universitetsstudiet med et kursus i Biblen. Ellers forstår de ikke noget,” siger Motion.
Det opfatter nogen som urimeligt. Keith Porteous Wood der er leder af The National Secular Society, en organisation der kæmper mod religion i det offentlige liv, mener, at Andrew Motion er gået for vidt.
“Børn har 45 minutters undervisning i religion hver uge i et tiårigt undervisningsforløb. Og nogle gange er de tvunget til at gå til gudstjenester, der også omfatter oplæsning af Biblen. Det synes jeg burde være mere end tilstrækkeligt,”siger Keith Porteous.
Men det har ikke stoppet debatten. Motion er en mand, der taler med vægt. Han har de sidste ti år været poet laureate. Det er en post udnævnt af Dronningen. Tidligere indehavere er blandt andre William Wordsworth, Ted Hughes og lord Tennyson. Nationalpoetens rolle er at være folkets poetiske talerør.
Og det tager Motion alvorligt. Da de allierede inva-derede Irak i 2003, skrev han et meget kritisk digt, ‘Regime Change’, der kriti-serede invasionen og Tony Blair.
Her kort før sin afgang (hans embedsperiode udløber til efteråret) føler Motion sig igen kaldet til at blande sig i den offentlige debat. Og denne gang er hans anliggende altså at forsvare den kristne kulturtradition - også selvom om han ikke tror på Gud.
Men overraskende nok er dette sekulære forsvar for undervisning i kristendomskundskab ikke blevet positivt modtaget af de troende.
Alistair McGrath er professor i historisk teologi ved Oxford University. Han kalder sig selv ‘evangelical’. Oversat til danske forhold svarer det til indre missionsk. Han er glad for, at man tager religion alvorligt. Men han advarer mod, at man reducerer kristendom til kultur.
“Kristendom er ikke kultur. Det er lidt som om, Andrew Motion opfatter Biblen som en turistrejse, noget der skal opleves på samme måde som pyramiderne og Akropolis. Men den er meget mere end det. Og det tror jeg ikke man kan forstå blot ved sekulær indlæring. Tonedøve mennesker kan ikke forstå musik, og det er på samme måde med religion. Man kan ikke forstå dybden af Biblen hvis man ikke tror på Gud,” siger McGrath.
Græske myter
Men Motion forstår ikke polemikken.
“Det, jeg siger, er ikke, at vi bare skal have undervisning i kristendomskundskab. Det skal vi også, og det skal være den væsentligste del af undervisningen. Men vi skal også have undervisning i gamle romerske og græske myter og i historier fra Koranen. Det er en referenceramme, og den grundpille som vores samfund er bygget på”, siger Motion.
Han indrømmer, at hans ideal kan opfattes som gammeldags.
“Det var det, man før i tiden kaldte dannelse.”
At dette kan provokere folk med en ikkekristen baggrund bliver afvist af forskere.
“Hidtil har der været en vis bekymring for at blive beskyldt for at indoktri-nere, hvis man underviste i kristendom. Det blev opfattet som diskriminerende overfor muslimer,” siger Kyle Keefer.
“Men det interessante er, at der er flere muslimer, der ønsker undervisning i kristendom, end der er kristne, der ønsker det. Det er misforstået tolerance, at muslimer ikke ønsker undervisning i den kristne kultur. De foretrækker under-visning der er baseret på religiøse værdier. Det er efter deres opfattelse at foretrække frem for en holdningsløs sekulær indlæring,” siger Keefer.
Biblen har altid været et kontroversielt værk.
Da Sankt Ulfilas oversatte Biblen til gotisk i det fjerde århundrede valgte han at undlade at oversætte Kongebogen i Det Gamle Testamente, fordi han mente den var for blodig og for brutal for barbarerne.
“Jeg tror unge mennesker vil være begejstrede for at læse disse historier. De er mere blodige end de fleste videospil,” siger Kyle Keefer.
Kommentarer
Andrew Motion mener som Dostojevskij, at ”uden religion ingen moral” i nutidssprog bliver det til: ” Uden kristendom ingen kultur”. Nu har religionen alle dage fungerede, som undertrykkelsens mægtige arm og den moral, som religionen forfægtede, var undertrykkelsens moral. Hos Dostojevskij ses det tydelig,t i hans modbydelige antisemitisme. På den tid hvor Dostojevskij levede, var antisemitisme uadskillelig, med god officiel kristen moral og forkyndelse. På samme måde, med den religiøse kulturelle overbygning, så repræsentere den reaktion og konservatismen i forhold til nutidens velfærdssamfund. Lad os aldrig glemme, at velfærdssamfundet blev skabt af arbejderbevægelsen, på trods af kristendommen, og ikke på grund af kristendommen.
Andrew Motion har åbenbart ikke læst sin landsmand Bertrand Russell: ”Hvorfor jeg ikke er kristen”. I denne bog adskiller Russell kultur og religion, og han konkludere, at kirken ikke har frembragt nogen genuin kultur, som ikke ville være der uden kirken. Kirken har del i det specifikke, men det generelle ved kulturerne, ville være der også uden kirken.
Når så det kommer til litteraturen, fremhæver Andrew Motion småborgerskabets litterære repræsentanter så som: John Milton og (katolikken) T.S. Eliot, som man så ikke kan læse, uden et stort bibel kendskab. Kan godt være, men kan man så heller ikke læse Sjolohov: ”Stille flyder don” eller Maxim Gorkys bøger, uden et større kendskab til den russiske revolution? Jo det kan man selvfølgelig – og når man er færdig med ”Stille Flyder Don”, ved man mere end naboen, om den russiske revolution. Motion mener at religionen er en af samfundets grundpiller, som han siger: ” Det var det, man før i tiden kaldte dannelse”. Meget sødt af ham, men det er bare 500 år forsendt – for vi skal tilbage til middelalderen, før vi finder et samfund der var funderede på religiøse forestillinger. Det han kalder dannelse var den overbygning, der skulle legetimere undertrykkelse og udbytning. Heri spillede kirkerne en betydelig rolle, som vi ikke skal glemme. Derfor forslår jeg at man sammen med religion, underviser i religionens rolle, gennem tiderne som magthavernes redskab til at underkue og udsuge masserne. Som Viggo Kampmann. 1910- 1976
( Socialdemokratisk statsminister ) engang sagde: ”Kirkens samarbejde med de bestående, ofte stærkt reaktionære magthavere, har naturligt prostitueret religionen”. Jeg mener også som Motion at vi skal vide noget om vores egen kulturhistorie, herunder den kirkelige, men jeg tror ikke, at den kirkelige kulturhistorie er fundamentet for vores dages samfund – langt fra.
PS: Der er mange forfattere man kan læse, uden den helt store teologiske overbygning f.eks.: Per Anders Fogelström, Ivar Lo-Johansson, Vigtot Hugo, Aksel Sandemose og John Steinbeck, for bare at berøre nogle få. Kommer det til musik og viser, så kan man også lytte til: Søren Sidevinds Spillemænd, Savage Rose, Ray Davis, Rudolf Nielsen og Oskar Hansen, uden den helt store kristendoms kundskab. Det samme glæder, for sange som: ”Halt stand rotes Madrid”, Hastra Siempre Comandante” Auf Auf zum Kampf”, ”Mackie Messer”, ”Working Class Hero”, ”Somliga går med trasiga skor”, ”The Ballard of Ira Hayes”, ”Train for Auschwitz” og ”We Shall Overcome”. Derimod må man godt have ledt bibelkundskab hvis man vil forstå Joe Hills arbejder sange og Bellmans epistler!
Vel er der, som Oreskov også fremfører, masser af kunst man sagtens kan tilegne sig uden særligt kendskab til Biblens fortællinger. Men det ændrer ikke ved at der er måske er endnu mere kunst, som kræver et minimum af indsigt i de historier fra Biblen, der åbenlyst eller skjult spiller en rolle som baggrund for værket.
Selv om jeg er ikke tror på nogen gud, så ærgrer det mig voldsomt når jeg som gymnasielærer mærker at min elever er afskåret fra overhovedet at komme i kontakt med et stort kunstværk, fordi de ikke begriber referencerne til Biblen.
Selv er jeg ganske tilfreds med i 60ernes folkeskole at være blevet stopfodret med kristendomskundskab og udenadlært salmesang. Jeg tror egentlig at det har givet mig en endnu mere solid baggrund for min senere afstandtagen fra en hvilken som helst religiøs forestillingverden. Jeg ved jo at det hele bygger en række formidable historier. Det står stadig tydeligt for mig hvor rystet jeg blev da jeg begyndte at ane at hvis Superman fra tegneserien ikke eksisterede i virkeligheden, så eksisterede Gud fra bibelshistorien nok heller ikke.
Men det vil da være bekymrende hvis det ender med at Superman og konsorter er det eneste mytologiske stof, de unge er fortrolige med.
Jeg ville dog foretrække et fag, der hed religionskundskab, frem for kristendomskundskab. Her kunne stoffet fra alle verdensreligionerne behandles og dertil kun eleverne stimuleres til refleksion over religiøsitet som sådan. Så ville de komme til at kende noget til de religiøse forudsætninger i den globale verden, de utvivlsomt kommer til at bevæge sig rundt i. Og de kan selv danne sig en religiøs eller ikke-religiøs opfattelse.
Og altså: få en dybere forståelse af verdenskunsten.
Allan Nørgaard Andersen - Ja – og så nej alligevel. Er bibelkundskab så afgørende, for at jeg kan tilegne mig æstetiske oplevelser? Tag f.eks. danske kalkmalerier, som rigtignok er både unikke, og baserede på myter og sagn fra det bibelske scenarium. Jeg kan vælge den bibelske tilgang, så vil jeg blive bekræftet i min parat viden. ”Se der er det ikke St. Laurentius” ( vi genkender ham på stegeristen) og vennerne måber, og endnu engang; ”Se der, det er da for fanden djævlen der frister Jesus” ( den første genkendes på hornene, og den anden på kors glorien) osv.. osv.. Jeg kan derimod også gå ind, i en landsby kirke uden nogen forhåndsviden – bøje nakken (nej det er ikke altervinen jeg er efter), se op i de gotiske hvælv (der vrimler med kalkmalerier i tidens billede) og lære en masse om middelalderens klædedragter, musik instrumenter og våben arter samt de forskellige stænders erhverv – det kræver bare at jeg for en stund glemmer min bibelhistorie!
Så må gymnasielæreren jo oplyse om hvilken reference der er, hvad får han sine ellers penge for ?
Der findes masser af kunst der referer til de 5 mosebøger og jeg vil sætte en billedbibel på at 95% af alle elever har fået tyret dem igennem i folkeskolen også de elever der siger at de aldrig har lært noget. Ellers skal det jo læres, hvad går de ellers i gymnasiet for??
Hvis det billedkunst det handler om er koranen vist ikke så god, så vidt jeg husker er der noget billeder og islam eller??
Det gik vist over stok og sten. Jeg mener bare at hvis eleverne ikke ved hvad syndfloden er, så må man jo fortælle dem det ,og hvis de ikke ved hvad nadveren er, så må man jo også fortælle dem det Ikke sandt. Koranen og billeder, det er vist ikke så godt, da islam og billeder ikke har det så godt sammen.
Det ville da være rart hvis kristendom skiftede navn til religion og andre religioner kom ind i folkeskolen. De fleste steder bliver andre religioner nu omtalt og gennemgået, men det ligger ikke lige for i bestemmelserne.
Det er klart at kristendommen som kulturfænomen er umulig at komme uden om i Europa, men de troende er naturligvis mindre interesserede i kultur end i tro. Det gir da sig selv.Frelsen findes i deres univers ikke i kunsten, men i troen.
For at forstå den højere teologiske betydning, af sagnet om ”Syndfloden”, må man vide hvad synd er. For at vide hvad synd er, må man have en førstehånds erfaring – altså for at kende synden skal man praktisere den! Og sådan er der så meget som ungdommen skal lærer, med eller uden gymnasiets hjælp.
”Uden kristendom ingen kultur”, er selvfølgelig noget vrøvl. Men uden kristendom ville det have været en anden kultur. Det kan man jo let efterprøve ved at tage til lande uden kristendom. De har en anden kultur. Ligesom vi dagligt kan konstaterer, at indvandrer fra lande uden kristendom, men med anden religion har en anderledes kultur.
Selvfølgelig skal man kende bibelen som litterært værk og som en af de væsentlige referencerammerne for vor kultur, hvis man vil forstå vores kultur. Kristendommen var i tusinde år dominerende på godt og ondt. Det er en kendsgerning, uanset om man kan lide det eller ej.
Jeg er enig med Andrew Motion. Man kan ikke, selvom man er ikke-troende, være dannet uden kendskab til kristendommen. Og hans synspunkter er for mig ikke provokerende men nærmest en selvfølge.
Jeg er tilslutter mig Svend W. udsagn. Bestemt bør enhver kende til kristendom, og kendskabet hertil bør ske i folkeskole og gymnasie, som dele af pensum i historie, danske, idehistorie og religion.
Men et egentligt kristendomsfag, som det findes i den danske folkeskole, kan derimod godt undværes, og erstattes med et religionsfag og evt. henlægges som pensum et i nyt fag, f.eks. “idehistorie”.
I Storbritannien har de i øvrigt ikke kristendomskundskab på skoleskemaet, men religion (Religious Education, normalt omtalt som “RE”). Men naturligvis fylder kristendom en meget stor del af pensum.
Der kan opstå en efterfølgende skærpende drejning af disse problemstillinger - at de fremførte
argumenter direkte/indirekte vil blive brugt som argument IMOD: Prolatarisk: Kunst, kultur og videnskab - da disse jo netop ikke ligfrem svælger i et righoldigt udbud af forudgående historiske referencerammer. Men et eller andet sted skal man
jo begynde, og så må man jo netop affinde sig med et indtryk af at befinde sig i et slags tomrum.
Kim Gram.
Hvem og hvad forhindrer dig i : Proletarisk: Kunst, kultur og videnskab ” ?
Og hvad er det for noget?
@Svend W. Jensen
“Hvem og hvad forhindrer dig i : Proletarisk: Kunst, kultur og videnskab ” ?
Og hvad er det for noget?”
––––––––-
Når du spørger personlig: Jeg er da forlængst faldet for fristelsen til at blande enorme mængder af borgerskabets ( og disse forgængeres ) kunst og videnskab ind i mine egne sysler derudi - bla.a. for bekvemt at kunne trække på en righoldig referenceramme.
“hvad er det for noget?” Det vil nok vise sig med tiden - og den bør nok mest holde sig indenfor det socialrealistiske.
Spørgsmålet om hvorvidt man bør trække på borgerskabets frembringelser eller ej, kan jo nu nok i øvrigt heller ikke være noget skarpt enten-eller.
Det er fuldstændig åndssvagt! jeg fatter ikke at nogle folk stadig hænger fast ved den gamle bog! “fuld af gode historier”. Hele biblen har jo en fuldstændig tåbelig handling. tænk at folk i et moderne samfund som vi lever i idag, stadigvæk mener at der skal undervises i kristendom! jeg mener personligt at man skal afskaffe undervisning i kristendom i skolen. Hvorfor skal man da lærer sådan noget. Kristendom har INTET med moral at gøre! helt op til 1900 udførte man hekseafbrændinger i jesus navn! hvilken moral er der i at brænde gamle damer på et bål?
“PS: Der er mange forfattere man kan læse, uden den helt store teologiske overbygning f.eks.: Per Anders Fogelström, Ivar Lo-Johansson, Vigtot Hugo, Aksel Sandemose ( . . )”
…skriver Claus Oreskov og demonstrerer dermed, at han i hvert fald ikke har læst Sandemose. Og det er helt o.k. Men at bære sin ubelæsthed til skue som det modsatte, se, DET er pinligt.
Og Brecht! “Laser og pjalter” for blot at tage det populæreste værk, har både “Barbara-song” og “Salomon-song” plus et hav af referencer.
Men det er tydeligt, at folk slet ikke forstår, hvad der er på spil: det handler om at kunne indgå i diskussioner om eksistentielle spørgsmål, som de fremtræder i den kulturelle og litterære tradition, og den baserer sig på og er tematiseret i forhold til bibelske historier og forestillinger. Det er ikke blot æstetiske, men etiske oplevelser, folk simpelthen får et analfabetisk forhold til, fordi nogen har en mærkværdig og usubstantieret frygt for den del af den menneskelige behovstilfredsstillelse, der følger af religiøs optagethed. Intet menneskeligt samfund har nogensinde været uden kult.
Brecht har jo også skrevet både “Galileis liv” og “Den hellige Johanna fra slagtehallerne”. Og “De syv dødssynder”.
Faktisk vil de fleste blive overraskede, hvis de overvejede hvor mange kristne referencer, der er i blot en almindelig samtale om et emne - Biblen er jo den bog, der har givet os flest talemåder overhovedet (fulgt af Shakespeare, der dog ikke holder sig tilbage fra det bibelske stof selv).