“Det moderne borgerlige samfund har fremtryllet så vældige produktions- og samfærdselsmidler, at det ligner en troldmand, der ikke længere er i stand til at beherske de underjordiske magter, han har manet frem.”

Revolutionært skolede læsere vil straks genkende disse ord. De blev nedfældet af Karl Marx i 1848 i Det Kommunistiske Manifest. Med opkomsten af bourgeoisiet havde kapitalismen fortrængt feudalismen, mens kapitalismen på sin side - ifølge Marx - ville blive erstattet af kommunismen. Kapitalismen var iboende ustabil. Som Marx bemærker i samme afsnit:

“Det er tilstrækkeligt at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens. Under handelskriserne bliver en stor del ikke blot af de fremstillede produkter, men også af de tilvejebragte produktivkræfter regelmæssigt ødelagt. Hvad vi møder i kriserne, er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid - den epidemi, der hedder overproduktion.”

Hvad man end mener om Marx, så havde han gennemskuet en ting eller to om konjunkturudvikling. Var han i live i dag, ville han utvivlsomt hævde, at virkeligheden havde bekræftet hans teorier. Vi er trods alt vidne til et historisk overvældende sammenbrud i den økonomiske aktivitet over hele verden. Tag Japan. I november faldt industriproduktionen 8 pct, og januars produktionstal viser en yderligere tilbagegang på 10 procent. På blot tre måneder er Japans økonomi altså faldet med næsten 30 procent - en tilbagegang, der er uden fortilfælde i Japans efterkrigstid.

Eller hvad med USA, hvor det i sidste uge kom frem, at nationalindkomsten i sidste kvartal af sidste år svandt ind med en årlig rate på over 6 procent - det største fald siden begyndelsen af 1980’erne?

Økonomisk sammenbrud

Nedgangstempoet i det globale økonomiske output er ekstraordinært. Efter næsten alle parametre oplever vi den værste globale krise i årtier: værre end noget, vi så under den første oliekrise i midten af 1970’erne og værre end de tidlige 1980’eres nedtur, da verdensøkonomien måtte indrette sig på fordoblede oliepriser, monetarismens hårde favntag og den latinamerikanske gældskrise. Og denne gang kan vi ikke henvise til inflationens opblussen som forklaring på den tabte produktion: Det har kreditklemmen i sine mange afskygninger sørget for. I stedet har vi en verden, hvor produktionen kollapser og priserne falder: En depression med andre ord.

I mange år forekom marxismens ideer at være totalt irrelevante. Med Berlin-murens fald i 1989 ophørte marxisme-leninismens æra, mens Kinas beslutning om at melde sig ind i den økonomiske globalisering fra begyndelsen af 1980’erne slog en streg over den maoistiske ideologi. I de vestlige økonomier var marxistiske ideer mest potente efter Første Verdenskrig, da Rosa Luxemburg kunne vejre revolution i luften, og de brølende tyvere efterhånden veg for 1930’ernes store depression. Jeg forsøger ikke at antyde, at verdensrevolutionen står for døren. Men det forekommer stadig mere sandsynligt, at det økonomiske landskab i de kommende år vil vise sig fundamentalt forskelligt fra det landskab, der har været kendetegnende for den generation, som kom på arbejdsmarkedet i 1980’erne. Vi gjorde karriere igennem to-tre årtier med overflod, hvor indkomsterne steg støt, kredit var alt for let tilgængelig, og kriser næppe mærkbare udsving. Nu står vi pludselig over for et økonomisk sammenbrud i aktiviteter af en ægte marxistisk skala. Det er svært at forestille sig, at verdens mangeårige kærlighedsaffære med den frie markedsøkonomi kan holde under dette stormløb. Denne nedturs ekstreme natur vil påvirke vores liv i mange år fremover.

Den første forandring vedrører kapitalallokering. I stigende grad accepterer politikerne, at det kun vil føre til et kapløb mod bunden at overlade markedskræfterne til sig selv. Farerne aftegner sig tydeligere dag for dag. Rentesatserne nærmer sig nul, mens priser og lønninger er i fare for at falde. Hvis deflation bider sig fast, vil realrenten på likvide aktiver begynde at stige og skabe uhensigtsmæssige incitamenter på kapitalmarkederne. Hvorfor købe aktier eller erhvervsobligationer, hvis man belønnes nydeligt for at klynge sig til et fuldkommen risikofrit stykke papir?

Den onde cirkel

Bestræbelserne på at standse den onde cirkel fokuserer i stigende grad på at gå uden om banksektoren og det finansielle system. I takt med at centralbankerne udvider den mængde af aktiver, de er villige til at opkøbe for at opretholde kreditstrømmen til økonomien som helhed, kommer de i stigende grad med i kapitalallokeringsspillet. De, og ikke markedet, vil i sidste ende afgøre, hvilke virksomheder og husholdninger der er kreditværdige. Og når nationalstaterne skruer udgifterne i vejret for at afværge et katastrofalt tab af efterspørgsel, er det snarere dem end det private erhvervsliv, der afgør, hvor vi skal placere vores midler.

Den anden forandring vedrører en øget national skævhed i kapitalallokeringen. Mens Frankrigs præsident, Nicolas Sarkozy, presser på for at pumpe offentlige midler i de franske bilvirksomheder på betingelse af, at de ikke outsourcer franske job til udlandet, vedtager den amerikanske Kongres en stimulanspakke med mere end en antydning af et Køb amerikansk-stempel på. I Storbritannien yder staten hellere hjælpepakker til nationale end internationale banker. Det ser ud til, at vi er ved at vende ryggen til den tidligere verden med øget grænseoverskridende handel og kapitalstrømme. Men skønt disse strømme uden tvivl har svinget, har de ikke desto mindre gjort det muligt for især vækstøkonomier at vinde fodfæste på udviklingsstigen. Er vi ved at kaste disse lande i ud i mørket i vore desperate forsøg på at løse vores interne problemer?

Den tredje forandring vedrører indblanding i prismekanismen. På det mikroøkonomiske plan vil vi bevæge os i en verden af rentesubsidierede lån med skumle politiske undertoner. På det makroøkonomiske plan vil flere lande utvivlsomt benytte sig af lejligheden til at manipulere deres valutakurser i et forsøg på enten at vinde konkurrencemæssig fordel eller ‘misligholde’ gældsforpligtelser over for udenlandske kreditorer.

Statslig intervention

Nogle af disse ændringer kan være helt nødvendige for at forhindre et decideret sammenbrud i den globale økonomi (selv om stigningen i protektionistiske foranstaltninger er et entydigt tilbageskridt). De antyder dog også, at der ikke bliver tale om nogen tilbagevenden til business as usual for markedskræfterne. Omkostningerne ved at undgå depression er et forhøjet niveau af statslig intervention i en skala, der må være ubegribeligt for dem, som tror på det frie markeds dyder. Mens skønt et sådant indgreb kan hjælpe til at forhindre de værste følger af et økonomisk sammenbrud, vil det i sidste ende udrette lidet for at fremme den iværksætterånd og risikovillige adfærd, som tidligere har bidraget så stærkt til at give os en højere levestandard. Vi undgår muligvis at blive kastet ud i en scenario som 1930’ernes depression, men efterhånden er det bedste vi kan håbe på en reprise af 1990’ernes Japan. Der er ikke ligefrem en marxistisk revolution, men så afgjort en varig totalomlægning af den økonomiske ydeevne.

© The Independent og InformationOversat af Niels Ivar Larsen