Det går stærkt. Ordet ‘blog’ er allerede begyndt at samle støv i manges bevidsthed, som noget der var til for lang tid siden, og hvis betydning bliver mere og mere vag.
Bloggen havde sin storhedstid fra 2004-2006, men nu en det en ny tid, lyder det fra flere sider bl.a. det anerkendte mediemagasin Wired. Men at erklære bloggen for historie vil ifølge MA i almen litteraturvitenskap og journalist på den norske avis Klassekampen, Martin Grüner Larsen - der har skrevet speciale om netop bloggen - være en fejl af de helt store. For ham at se er bloggen langt fra død, den har tværtimod blot fundet sin form og er i dag bedre, end nogensinde før.
“Der er et utroligt højt niveau i dag; en forbindelse de intellektuelle imellem, men samtidig også en forbindelse både imellem de intellektuelle og græsrødderne og internt imellem græsrødderne - på en måde som man aldrig har set før,” siger Martin Grüner Larsen.
Han bakkes op af professor, dr.phil. Niels Ole Finnemann, der er Leder af Center for Internetforskning ved Aarhus Universitet.
“Det er en myte, at bloggen skulle være ved at død, tværtimod er den ved at finde fodfæste - finde sin form og forfine sit udtryk. Lige som klassiske avisgenrer også har sine konventioner omkring, hvornår noget fungerer, så har bloggen det også, og de er nu ved at være på plads,” siger Niels Ole Finnemann.
Martin Grüner Larsen giver dog blogpessimisterne ret så langt, at bloggen har ændret karakter ved at være blevet mindre social som en konsekvens af netop de mange sociale tjenester, der i de senere år har vundet fremgang. Den er blevet mindre folkelig. Til gengæld er bloggen uden de sociale aspekter blevet et lang mere professionelt og fagligt medie, hvilket man ifølge Larsen kan se på f.eks. dailykos.com eller Atrios.Blogspot.com, som er politiske blogs på græsrodsniveau, men stadig med et meget kvalificeret indhold.
Af mere intellektuel art nævner Martin Grüner Larsen nobelprisvinder i økonomi Paul Krugmans blog, krugman.blogs.nytimes.com, og et site som crookedtimber.org. Udviklingen har gjort, at bloggen i højere grad virker som en form for ‘offentlig sfære’ på et mere direkte plan, end det tidlige er set.
“Der skabes små offentligheder, især indenfor det politiske, og hvis vi ser på USA; især på den amerikanske venstrefløj. Et andet aspekt er kulturbloggene, hvor der også skabes alternative netværk. Her bliver der kommunikeret mellem skandinaviske bloggere på en hel anden måde en f.eks. gennem dagbladene,” siger Martin Grüner Larsen.
Niels Ole Finnemann ser bloggen i sin nuværende form som en værdig arvetager til det umodererede debatforum, som det f.eks. sås på avisen.dk.
“De umodererede debatfora gik ned, fordi ingen gad følge med i alle de ligegyldige skænderier. Der var brug for en moderering. Den tilbyder bloggen, fordi den er personbåret, og personen bag fungerer som en slags redaktør og moderator,” siger Niels Ole Finnemann.
Se min badedragt
Dermed ikke sagt, at der ikke stadig findes masser af privatpersonbåret og mindre opdragende blogs på nettet. Et eksempel er den svenske gymnasiepige Isabella Löwengrip, der efter eget udsagn er Sveriges største blogger. Hun tjener 200.000 pr. måned på annoncer, har omkring 300.000 unikke besøgende pr. uge og op mod 1,5 mio. sidevisninger. Hun skriver groft sagt om sit temmelig ordinære liv og om de nyeste indkøb af lipgloss og badedragter. Modeblogs og fanblogs er en anden stor ting på nettet. Tendenserne går med andre ord i mange retninger.
“Bloggen foreskriver jo ikke noget om, hvad man må skrive om. Så det jeg kalder den sænkede adgangstærskel til det offentlige rum kommer til udtryk ved, at vi får en hel del sladder på skrift, der ikke før var tilgængelig på samme måde. Det hænger nøje sammen med en bølge inden for tv, hvor man til stadighed dyrker amatøren og ‘se mig’-kulturen,” siger Niels Ole Finnemann.
Men når det gælder større samfundsmæssige begivenheder som f.eks. et valg viser danske undersøgelser, at sociale mediers betydning er forholdsvis lille. Nettet var godt nok vigtigt i valgkampen 2007, men det var de traditionelle mediers netsider, der trak læsere.
“Kun få brugte dem. Det største var nok her, at når Anders Fogh brugte Facebook, fik han masser af omtale i de store medier. Det er den vej rundt, det går, og ikke omvendt,” siger Niels Ole Finnemann.
Bloggen bliver altså i stigende grad integreret - spist om man vil - af andre medier, mere end den står fritstående.
Men hvor bloggen i stor udstrækning mister socialt fæste, har den fået en lillebror, der er mere tilgængelig, og hvis popularitet er blevet kolossal stor i USA; mikrobloggen. For modsat storebroderen er mikrobloggen mere lettilgængelig - den kan skrives fra enten en pc eller en mobiltelefon - og har på f.eks. tjenesten Twitter, der bruges af 11 procent af amerikanerne - en dogmelignende begrænsning på 140 tegn, hvilket gør den til en art lang sms. Og modsat hvad navnet indikerer, er mikrobloggen i sin funktion en slags metablog, den fungerer mere som en guide, end som en selvstændig enhed.
“Det, den kan, er at kombinere netværksbygning og spredning af information med et socialt aspekt. Man peger ofte på ting som er interessante og grundigere som folk skal se nærmere på som f.eks. en blog eller en avisartikel,” siger Martin Grüner Larsen.
Mikrobloggen fungerer altså ifølge Larsen som et slags udvidet link, men samtidig kan den også fungere som en slags reportage, et vidnesbyrd.
“Under optøjerne i Oslo i forbindelse med bombningerne i Gaza, var der en stor spredning af data via Twitter. Det skete både fra al-Jazeera og fra folk der rent faktisk var i Gaza og havde en mobiltelefon. Der kom hele tiden opdatering med breaking news fra folk, der var på stedet,” siger Martin Grüner Larsen.
Fremtidens vidnesbyrd
Og i forhold til netop vidneskildringer af begivenheder, tror Larsen, at mikroblogging vil spille en rolle i fremtiden i forhold til, hvordan offentligheden forstår store begivenheder. Også for journalister kan Twitter blive et værktøj, fordi man f.eks. kan følge 20 forskellige twittere ved en stor begivenhed for at få et overblik, der er langt større, end hvad der traditionelt har været muligt.
Niels Ole Finnemann ser ligeledes mikrobloggens funktion som værende en slags update, der ofte peger videre. Samtidig ser han den som endnu et led i vores behov for nærsynkronskrift - skrift der foregår i talesprog - som vi ofte ser det i chat, mail, sms, messenger osv.
“De her korte former for kommunikation bliver i den grad prøvet af for tiden også med hensyn til video på f.eks. YouTube. Vi har et behov for hurtighed,” siger Niels Ole Finnemann.
Han ser dog ikke Twitter få samme succes som Facebook har i Danmark. Hvilket der er en meget simpel grund til; kvinder.
“En af grundene til Facebook-succesen er, at det appellerer til kvinder, det gør Twitter ikke i samme udstrækning,” siger Niels Ole Finnemann. Twitter er for nørdet, mener han.
Langt mere optimistisk er Martin Grüner Larsen, der tror på, at man i 2009 vil se Twitter eksplodere i Skandinavien. En antagelse han blandt andet bygger på udviklingen i Norge, der traditionelt altid er lidt mere fremme i skoene end danskerne, når det kommer til mediebrug. Her har alle store aviser, politikere og partier nu fået en Twitter-konto.
“I Norge var der stor set ingen, der twittede for et års tid siden. Nu er det ved at blive temmelig almindeligt, og inden for bare de sidste par uger er det virkelig begyndt at tage fart,” siger Martin Grüner Larsen.
Han ser Twitter som et brugbart og nemt værktøj, der udfylder et hul i medievirkeligheden, og som en naturlig del af den mangfoldighed, der udvikles i medieforbruget, hvor man i stedet for at få virkeligheden udlagt af de to aviser, vi før holdt, nu får den fra 20 forskellige steder og på den måde opnår en mere alsidig indsigt. Twitter fungerer som et godt supplement til vores medievirkelighed, og derfor vil man også i Danmark i den nærmeste fremtid omfavne det nyeste nye.
“Mit gæt er, at det kommer til at blive lige så stort i Danmark, som der er nu i USA. Man skal bare lige åbne øjnene for det, så skal det nok komme,” siger Martin Grüner Larsen.
Kommentarer
“Tendenserne går med andre ord i mange retninger.”
Ja, ja, men nu er det ikke lige alle tendenser, der er lige interessante. Disse ‘brød-og-skuespil’-blogs er tidsfordriv i skyggen af imperiets fald. Men de flytter ikke noget. Lissom hele den varme luft i helt fiktive finanser, er de netop - varm luft, som desværre flyttede en hel del.
Så kan man måske sige, at flere millioner ikke kan tage fejl, men det er lige netop, hvad de kan. Også fordi der ikke er ægte oplysning til stede i mediestrømmen. Når man kan bruge folk, ressourcer, sendetid og seertid tid på at præmiere den bedste reklamefilm, så viser det jo blot, hvorledes tomheden breder sig fra mediets selvpromovering til resten af befolkningen.
Det ville have været interessant med en lidt mere dybtgående analyse af de mere kvalitative og indholdsbetonede dialogiske blogs. Der nævnes et par stykker, men de vægtes ikke forskelligt fra tomhedsbloggene. Man kunne også have nævnt hele den blogverden, der er under fremvækst på området for bæredygtighed, miljø og energi og overvejelser vedrørende alternativer til den nuværende orden, der hviler helt og holdent på let adgang til fossile brændsler. Et eksempel er et indlæg af James Hansen i The Observer om kulfyrede kraftværker, som foranledigere over 600 svar.
Der kunne også have været en omtale af politiske blogs og en vurdering af deres betydning.
Alt i alt meget interessant artikel om blogs, men desværre altfor livstilspræget, overfladisk og indholdstom og uden nogen analyse af den dialogiske blogs betydning for spredning af kvalificeret oplysning i samfundet. Et eksempel herpå er The Oil Drum, som efter min mening er en ganske fantastisk blog om energi, miljø og samfund.
Bedre held næste gang.
Der ligger nogle rimelig dumme antagelser om de to køn i denne artikel. Eksemplerne på seriøsitet og professionalisme vedrører alle mænd, når et individ fremhæves. Eksemplerne på “den sænkede adgangstærskel”, “amatørerne” og “se-mig-kultren” vedrører kvinder. Og så rundes der af med den dummeste antagelse af dem alle:
“Han ser dog ikke Twitter få samme succes som Facebook har i Danmark. Hvilket der er en meget simpel grund til; kvinder.
“En af grundene til Facebook-succesen er, at det appellerer til kvinder, det gør Twitter ikke i samme udstrækning,” siger Niels Ole Finnemann. Twitter er for nørdet, mener han.”
Sikke noget vrøvl. For det første bruges twitter lige som sms og alt mulig andet “nørdet” i stor stil af kvinder. For det andet er det noget sludder, når det hævdes at “modsat storebroderen (er) mikrobloggen mere lettilgængelig - den kan skrives fra enten en pc eller en mobiltelefon - og har på f.eks. tjenesten Twitter”. Her er igen denne underlige kønsstereotype tankegang, der præger hele artiklen. Storebroderen? Twitter kan sagtens integreres med “makroblogs”. Der findes et hav af plug-ins til formålet. Desuden kan “makroblogs” sagtens betjenes fra en pc. Hvordan kan man få den fixe idé, at de ikke skulle kunne det? Selv kæmpestore cms-systemer kan betjenes fra en pc. For det tredie - og ikke mindst - findes der et hav af eksempler på professionelle, seriøse og intellektuelle kvindelige bloggere, også på såkaldte corporate blogs, og et hav af se-mig-kulturelle repræsentanter for mandskønnet. Så hvorfor reproducere stupid stereotypisering? Hvad er hensigten?
Var det ikke en idé, hvis Information satte deres journalister på et grundlæggende kursus i moderne teknologi og software, inden de begyndte at skrive artikler om emner, der vedrører it?