Peter Blyme dobbeltjobber derudad på sin privatklinik ved siden af sin fuldtidsstilling som overlæge på Rigshospitalets ortopædkirurgiske afdeling. Men det skyldes slet ikke de høje lønninger i det private, lyder forklaringen:

For nogle er det et trækplaster, at man får en god løn. Men for mig er det afgørende, at jeg får indflydelse på mit eget arbejde. Hvis instrumenterne er slidte, kan jeg bare købe nogle nye. Og jeg kan selv bestemme, hvornår patienten skal opereres,” siger Peter Blyme.

Han er medejer af Center for Rygkirurgi i Hellerup, der ifølge seneste regnskab gik fra 32 til 38 medarbejdere fra 2006 til 2007, forventer øget efterspørgsel og er ved at udvide kapaciteten. Og han er langt fra den eneste med dobbeltjob: 13 ud af klinikkens 17 speciallæger er enten også ansat på Rigshospitalet eller har tidligere arbejdet på det hospital.

Peter Blyme husker ikke den konkrete sag med Per Schwalbe, der måtte vente i to år, for at få en rygoperation på Rigshospitalet hos ham, mens han kom til med det samme, da han bad om at blive visiteret til Center for Rygkirurgi i stedet.

Jeg kan godt forstå, at man kan blive træt af at vente længe på at komme til operation og bliver overrasket over at møde den samme læge på en privatklinik. Men det hænger ikke nødvendigvis sammen med, at jeg ikke havde tid. Der er mange andre flaskehalse,” siger Peter Blyme.

Han afviser, at han skulle være med til at udsulte det offentlige sundhedsvæsen med sit dobbeltjob.

Når der er mangel på speciallæger, gælder det om at få udført flest mulige operationer pr. læge. Hvis en person bliver opereret i det private, går hans plads i køen jo til en anden, der så kommer hurtigere til. Det kan godt være, at det er en dyr ordning for de offentlige kasser. Men der bliver altså behandlet ekstra patienter.”

Peter Blyme fremhæver også, at den øgede privatisering af sundhedsvæsnet har været en sundt wake-up call til de offentlige sygehuse.

Væksten i det private sundhedsvæsen har klart haft den positive effekt, at det offentlige har taget sig sammen og er begyndt at tilbyde mere attraktive arbejdsvilkår.”

Serie: Ulighed i sundhedsvæsnet

Sundhedsloven lover let og lige adgang, gennemsigtighed og kort ventetid i det danske sundhedsvæsen. Men lovens flotte hensigter bliver ikke ført ud i livet: De rige og højtuddannede har meget lettere adgang til behandling. Og uligheden i det danske sundhedsvæsen er stigende. Det sætter Information spot på i denne artikelserie. Læs mere på information.dk/sundhed