Bistandsloven fik lov at dø i stilhed - politikerne beholdt den i familien, mener Hanne Reintoft, og de udstødte kan ikke selv reagere

NY BOG
Til sommer afskaffes Bistandsloven, og tre nye sociale love træder i dens sted. Denne reform har foranlediget Hanne Reintoft til at skrive en bog, der er stærkt kritisk over for de ansvarlige politikere, der har gennemført en socialreform, hvori der er sket grundlæggende forskydninger med hensyn til retssikkerhed, lighed og frihed, uden at den danske befolkning ved det. Men “dybt begravet i floskler med sødladent indhold vil befolkningen i de kommende år lære, hvad der er sket.”
Alternativet havde været en stor socialkommission som den, der blev nedsat før Bistandslovens vedtagelse. Dengang blev der foretaget et grundigt udvalgsarbejde, og der var samtidig en bred, folkelig debat. Sådan har det ikke været denne gang. Som forberedelse til de nye love satte man nogle embedsmænd til at skrive et udkast, der blev sendt til høring i den sociale verden med så korte tidsfrister, at ordet lovsjusk gentagne gange blev bragt på bane. Sagen var, at man fra politisk hold ikke ville have en bred, folkelig debat om fremtidens socialpolitik. Da SF i Folketinget stillede forslag om nedsættelse af en ny stor socialkommission, blev forslaget nedstemt. I stedet fik befolkningen floromvunden tale, gyldne løfter og en moraliseren af en socialminister, der er “… lige ved at græde af rørelse over, hvor gavnligt det er for samfundets tabere at blive udsat for nedskæringer.”

Dårlige karakterer
Hanne Reintoft er dybt skeptisk over for den decentralisering, der har giver kommunerne mere magt. Hun ser opdelingen i regionale enheder som skridt på vejen mod nationalstatens opløsning, og dermed en reduktion af folkets mulighed for at øve indflydelse via parlamentet. Folketinget bliver klemt af kommunerne til den ene side og EU til den anden, og allerede “i dag ses megen lovgivning gennemført ikke til folkets ve og vel, men som en magtkamp mellem Folketinget og Kommunernes Landsforening.”
De danske kommuner har i det hele taget klaret deres sociale opgaver dårligt. Bistandsloven var således fuld af gode hensigter, men de fleste af dem led skibbrud ved mødet med den kommunale verden, hvor gode bestemmelser blev udtyndet og socialrådgiverne forvandlet til administratorer, hvis hovedopgave det var at beregne satser og korrekse klienter.
En stædig kone, der nægtede at skrive under på en lovstridig erklæring, blev således imødegået af en kommunal sagsbehandler med ordene: “Tror du, at det i din situation er klogt at blive uvenner med os?”

Dem og os
Hanne Reintoft deler samfundet i dem og os. ‘Dem’ er eliten og dens følgagtige medier. Hun går endda så vidt, at hun omtaler erhvervslivet som ‘deres erhvervsliv’. Mellem eliten og ‘os’ befinder de almindelige danskere sig, og mange af dem tror ikke på, at der findes store sociale problemer i samfundet, idet de er blevet fyldt med løgn og propaganda fra elitens massemedier. Derfor protesterer de ikke, når de sociale love ændres til det værre. På bunden af samfundet findes de underprivilegerede, der nærer et glødende had mod hele systemet, fordi de har været udsat for stadige forringelser, stigende utryghed, mediemæssig diskrimination og af erfaring ved, at det sociale system undertrykker dem langt mere, end det hjælper dem.
Hanne Reintoft tager altid de underprivilegeredes parti og er parat til at forsvare dem, hvad de så end gør, siger, tænker og mener. Det er en svaghed ved hendes argumentation, og det er synd, for kendsgerningerne kan udmærket tale for sig selv.
Det er for eksempel rystende at læse om kommunernes svigt over for børnene, der stuves sammen i institutioner, hvor man ved, at de bliver syge af at opholde sig, og da Folketinget vedtog en fornuftig lov om revalidering, skar kommunerne administrativt ned i antallet af revalidender.
Mest lammende er kritikken dog af den nye lov om aktivering, der bryder med det hidtil gældende princip, at samfundet sørger for den, der ikke kan klare sig selv. Dermed siger vi farvel til en humanistisk tradition, der har været gældende i dansk socialpolitik siden 1803.

Aktivering adler!
Efter den nye lov om social aktivering skal alle ud på arbejdsmarkedet eller noget, der ligner. Det, der ligner, kaldes aktivering, men “karakteristisk for loven - bag alle fanfarer og demokratifloskler - er, at den ikke indeholder et ord om den aktiveredes arbejderbeskyttelse.” Den aktiverede har ingen overenskomst, ingen tillidsmand, ingen sikkerhedsrepræsentant, ingen ret til medindflydelse og ingen ret til at drøfte arbejdstidens længde. Her er dagsordenen ifølge Hanne Reintoft, en ganske klar ordre til at lade sig indrullere i et tredje, underbetalt og uorganiseret arbejdsmarked.
Den hårdest ramte gruppe er dog de sindslidende og misbrugerne. Også de skal aktiveres, hvilket ofte sker ved at de får et påbud om at møde op på et af de såkaldte væresteder. “Det betyder ofte en nedlagt butik eller biograf, beskedent møbleret og af uransagelige grunde malet i skrigende farver. Her bydes på pædagog, dårlig kaffe og discount-ostemadder.”
På dette område, skriver Hanne Reintoft, tangerer vi overskridelse af såvel menneskerettigheder som de almindelige danske bestemmelser om administrativ frihedsberøvelse.
Hanne Reintoft efterlyser igen og igen den debat, vi ikke fik, da de nye love blev vedtaget. Hendes bog munder ud i en efterlysning af visioner og med en opfordring til handling; men hun formår ikke at skjule, at det er svært at se, hvor den visionære handlekraft skal komme fra, for den politiske arena rummer hverken de store tænkere eller de stærke kæmpere. De udstødte selv er ikke i stand til at reagere i samlet flok, fagforeningerne er ikke længere deres talerør og hvor skal handlekraften så komme fra?

Kritikken overhøres
En del af Hanne Reintofts problem er, at hun tror alt for meget på det offentlige, og derfor er fanget mellem sin kritik af det offentlige og sin tro på, at det samme offentlige skal løse alle vore problemer. Derfor har hun i virkeligheden kun den moralske forargelse at byde på.
Hendes bog er en appel om, at vi opfører os ordentligt og en skrækvisionen om, hvor galt det går, hvis ikke vi lytter til advarslerne i tide, men så længe hun ikke har brede folkelige bevægelser i ryggen, vil hendes kritik sikkert blive overhørt. Det er både synd og skam.
Hendes bog er et fnysende og yderst tiltrængt indlæg i den debat om velfærdssamfundet som lovgiverne i Folketinget ikke ville være med til at føre.

*Hanne Reintoft: Træd varsomt. Dansk socialpolitik ved en skillevej. 192 s., 185 kr. Hans Reitzels forlag. Udkommer i dag