Bag kødgryderne af egen fri vilje

Den ene vil nusses på ryggen. Den anden vil snakke. Den tredje vil ammes. Den fjerde vil læse godnathistorie. Den femte vil ligge ved siden af. Og den sidste vil bare kæle.

Luise Overbeck er mor til seks børn i alderen et halvt til 12 år. Sammen med ægtefællen, Henrik Overbeck, bruger hun to hele timer på putteritualer hver aften.

Sådan er der så meget, når man har seks børn, og for 12 år siden valgte Luise Overbeck derfor en hverdag som hjemmegående husmor.

Lysten til at være fuldtidsmor fik hende først til at tage en længere barselsperiode, derefter til at sige sit sygeplejerskejob op og til sidst at droppe A-kassekontingentet og melde sig ud af arbejdsmarkedet.

På en blind parcelhusvej i Osted på Sjælland går hun nu hjemme med seks drenge og sin mand.

I dag er de fleste i skole, og Henrik er på arbejde. Kun en sagte klokkelyd bryder stilheden. Det er den mindste søn, Jonathan, der ligger pludrende på legetæppet i stuen med en rangle. 3-årige Mads Emil står ved siden af og lytter opmærksomt, da hans mor i sofaen fortæller om leg i formiddagstimerne, om oprydning og om at bage brød på hjemmemalet mel i selvforsynende mængder.

“Kedsomhed og ensomhed var det, jeg frygtede mest, før jeg besluttede at gå derhjemme. Men jeg prøver at nå så meget af det praktiske, som jeg kan og har fået skabt et godt netværk. Så huset er ofte fyldt med veninder og legekammerater,” siger hun.

På indkøbslisten står der tre liter mælk til hver af ugens dage, hun vasker 14 maskiner tøj ugentligt, og når morgenbordet dækkes, er der hjemmelavet syltetøj til otte. Begrebet ‘hjemmegående’ skærer Luise Overbeck lidt i ørerne, når hun tænker over det. For hun “går jo ikke bare rundt derhjemme”.

“Når jeg siger, vi har seks, forstår de fleste det. Mange siger jo også, at det slet ikke kunne lade sig gøre, hvis ikke jeg var hjemme.”

Unik familieform

Hendes beslutning om at arbejde i familien føles ikke som et offer relateret til hendes køn, forklarer hun. Det er et privilegium, hun selv har valgt.

Selvom hun står for mange af de huslige opgaver, er de ikke fordelt efter køn, men efter lyst. Luise Overbeck vil nødig bytte hverdag med sin mand, som har en ledende stilling i et stort byggefirma.

Parret diskuterede heller aldrig, om det var ham eller hende, der skulle være hjemme, og hun har ikke siden overvejet at omfordele arbejdsopgaverne.

“Jeg har bare altid drømt om at få mange børn og gå hjemme og passe dem selv,” siger hun og viser bagefter rundt i den 200 kvadratmeter velindrettede og nyopførte murstensvilla, der har fire børneværelser og plads til flere.

Hun nyder at indrette og bruger tid på at skabe det, hun kalder et varmt hjem. Sådan et hjem er hun selv vokset op i. Med tre søskende og en hjemmegående mor var valget måske også mere nærliggende for hende, forklarer hun.

I dag er familieformen ellers ret unik. Kun knap én procent af danske kvinder mellem 15 og 66 år er fuldtidshjemmegående. Det er 17. 000 kvinder, og de er registrerede et sted i kategorien ‘ikke beskæftigede’, selvom Luise Overbeck i den grad er beskæftiget. Hun har endda indlagt en fast pause, hvor hun drikker en kop kaffe og læser avisen, inden hun går videre til næste opgave.

Men der hersker et nationalregnskabeligt princip om, hvad der traditionelt kan tælles og måles, forklarer en mand i Danmarks Statistik. Den værdi, hun skaber, tæller de ikke, fortæller han i telefonen og kalder selv princippet en “smule mandschauvinistisk.”

Mod idealet

Fordi det ikke er så almindeligt at være hjemmegående, har det krævet mod at vælge hjemmelivet, som ligger langt fra glittermagasinernes karrieremødre, og det liv, veninderne lever.

“Jeg har fravalgt en karriere, og jeg har fravalgt en fast månedsløn. Jeg ser stadig mine gamle sygeplejerskeveninder. Når de sidder og taler om løntrin og det ene job efter det andet, så kan det da godt indimellem stikke lidt i hjertet. Men jeg fortryder ingenting.”

Det er bare ærgerligt, at samfundsopfattelsen af hjemmegående kvinder er så ringe, mener hun. Mange møder hende med beundrende kommentarer, men hun oplever ikke umiddelbart meget anerkendelse i titlen husmor.

“I vores samfund er der jo ikke status i at gå hjemme. Det har krævet noget selvtillid og mod, fordi normen er at gå på arbejde og sende børnene i institution, og fordi man skal argumentere for, hvorfor man gør det modsatte. Egentlig forstår jeg ikke, at der ikke er flere kvinder, der gør det. Jeg kan se, at pasningskvaliteten af børnene er meget højere, og det er skønt at kunne være der for dem.”

- Men kunne mændene ikke lige så godt gøre det?

“Jo, men jeg tror, der er forskel på mænd og kvinder. Små børn er mere bundet til moren, og jeg tror, hun bedre kan holde ud at gå hjemme med dem. Hun ammer blandt andet, og jeg tror rent følelsesmæssigt, der er en moderbinding.”

- Hele jeres store husstand afhænger af din mands høje indkomst - har du aldrig været bange for at blive afhængig af ham?

“Nej slet ikke, vi er meget tæt på hinanden, og vi ser virkelig det her som en fuldstændig fælles opgave,” svarer hun og frygter heller ikke den skilsmisse, som over halvdelen af alle ægteskaber ender med.

“I en tid, hvor mange andre bliver skilt, kunne vi stolt annoncere, at vi ventede den sjette,” siger hun og smågriner:

“Det lykkelige parforhold lyder måske næsten for blæret.”

- Vil du beskrive dig selv som feminist?

“Nej, ikke sådan som det fremstilles i dag. Det er jo typisk kvinder, der vælger karrieren, vil have ligeløn og stige til tops, og som netop ikke vil være bundet til børn og hjem.”

- Hvad er feminisme så for dig?

“Det er at gøre det, som ens hjerte brænder for og at gøre det, man har lyst til.”