Hvis man vil kende hemmeligheden bag det, der i den engelske presse kaldes for Gåden Liverpool - altså dette sælsomme fodboldhold, der inden for én og samme uge kan spille 0-0 hjemme mod Manchester City, besejre formstærke Real Madrid på Santiago Bernabeu og derefter forsoilde muligheden for at blive engelske mestre med et 0-2 nederlag til nedrykningskandidaterne fra Middlesbrough - så kan man finde en del af svaret på den mystiske resultatkurve i en hændelse, der fandt sted i første minut af de rødes Champions League-opgør mod Real Madrid sidste onsdag. Her vred Liverpools stjerneangriber, Fernando Torres, om på foden, hvilket tydeligvis hæmmede ham så meget, at han efterfølgende måtte humpe rundt på banen, mens han forsøgte at løbe efter de bolde, der blev stukket frem til ham.
På ethvert andet tophold - eller man skal måske sige: På ethvert normalt tophold - ville sådan en situation med en skade til holdets vigtigste målscorer have medført, at han øjeblikkeligt var blevet udskiftet, så han kunne få hvile og pleje. Men Liverpool er ikke et normalt tophold. Uagtet at holdet i den efterfølgende weekend skulle til Riverside Stadium oppe i Nordengland for at dyste mod Middlesbrough i et opgør, der var afgørende for klubbens chancer for at hænge på frembuldrende Manchester United i kampen om det engelske mesterskab, så skiftede Rafael Benitez ikke sin måljæger ud.
Pragmatisme eller forræderi?
El niño, som Torres også kaldes, fik lov at halte rundt på grønsværen indtil halvvejs ind i 2. halvleg, hvor han endelig blev pillet ud med en ankel, der var så beskadiget, at han øjeblikkeligt blev meldt ukampdygtig til weekend-opgøret på Riverside. Det var imidlertid en krigsskadeomkostning, som Benitez var villig til at betale, og dermed sendte den spanske manager et budskab til hele fodbold-Europa om, at kampen om at vinde det engelske mesterskab - det trofæ som klubbens fans længes mest efter - den har han i realiteten opgivet. I stedet satser han alle sæsonens jetoner på at komme langt i Champions League.
Denne prioritering vil mange Liverpool-tilhængere utvivlsomt opfatte som et forræderi mod klubbens vigtigste mission - at blive det bedste hold i England - men et mere afkølet sind vil se det som et tegn på, at den spanske superpragmatiker i managersædet har kastet et fuldstændig nøgternt blik på sine tropper og erkendt, at de simpelthen ikke kan klare den langstrakte og udfordrende proces, det er at vinde det engelske mesterskab. De har i langt højere grad muligheden for at sejre i de tætte og taktisk krævende Champions League-kampe.
Og hvem skulle kunne vurdere det bedre end Benitez selv? Det er trods alt ham, der gennem de seneste fire-et-halvt år har skruet truppen sammen; en trup, der først og fremmest gør sig bemærket ved sin skrigende mangel på kreativitet. Den spanske manager har tydeligvis ikke vægtet kvaliteter som uforudsigelighed, fantasi og individualisme ret højt hos de aktører, han har hentet til Merseyside, og som følge deraf er det vel kun Liverpools to gamewinners, Steven Gerrard og Fernando Torres, der kan betegnes som holdets egentlige kreative kræfter, suppleret af marginalspilleren Yossi Banyoun og kantspilleren Albert Riera, der efter en lovende sæsonstart er dykket i form efter nytår.
Fantasiløse knoklere
Til gengæld råder Benitez over rigtig mange spillere af den type, der i det moderne fodboldsprog kaldes ‘driftsikre’, hvormed menes, at de altid står rigtigt på banen, arbejder stenhårdt for holdet og udfører trænerens taktiske dispositioner til mindste detalje. Arbejdsjern som Javier Mascherano, Lucas Leiva, Xabi Alonso og Dirk Kyut er eksponenter for denne type fodboldspillere, der altid leverer en 100 procent engageret indsats, og som er i stand til at løbe solen sort. Til gengæld er de stort set tømt for kreativt indhold. Ingen af dem har vel afdriblet deres direkte modstander, siden de var miniputter. Og de kunne spille her fra og til nytårsaften uden at kreere en åben målchance. Mestrene af den sidelæns aflevering, kan man også kalde dem. Det er et hold med den slags folk, der er skræddersyet til at rejse til Real Madrid og levere en masterclass i resultatfodbold, hvor spilleglæden og sprælskheden kvæles og kværnes ud af kongeklubbens hvidklædte individualister, inden nådesstødet sættes ind i form af en sen 1-0 scoring, der sender den spanske kongeklub på kanten af elimination fra turneringen.
Holdet ‘ingen vil møde’
Dén slags kan Benitez og hans tropper. At nedkæmpe overlegne mandskaber på fremmed græs - det er deres specialitet. Det har de gjort så dygtigt, at UEFA netop har kåret Liverpool som det bedste hold i Europa i de seneste fem år. En kåring, der fortæller, hvorfor de rødklædte supertaktikere i Europa har udviklet sig til mandskabet, “som ingen vil møde”, for at bruge Chelsea-wingen Joe Coles ord.
Samme grad af respekt står der ingenlunde omkring dem hjemme i Premier League. Her vil holdene gerne dyste mod Benitez’ tropper, også på Anfield - et stadion, der ellers tidligere indgød frygt i modstanderholdene. Den frygt eksisterer ikke længere, og årsagen kan findes i resultatlisten, der afslører, at Liverpool i denne sæson har måttet opgive at nedbryde middelmådige mandskaber som Stoke, Fulham, Hull og West Ham på eget græs. Benitez’ tropper formår simpelthen ikke at overvinde de hold, der ankommer til Anfield med en gameplan, som Chelseas tidligere manager José Mourinho karakteriserede med ordene “to park the bus in front of goal.”
Det er derfor, Liverpool lige nu humper syv point efter Manchester United i Premier League. The reds mangler den basale evne, som alle ægte storhold skal rumme, nemlig evnen til at omsætte dominans og spilovertag til mål og point på tavlen. De slider og slæber og kommer som oftest ingen vegne. Der er for få knive i ærmet, for få kaniner i hatten, for få knaldperler i suppen. Eller for at sige det på en anden måde: Benitez har skabt et mandskab, der er en afspejling af hans egen mentalitet. En trup af myreflittige superpragmatikere, der kan fighte diverse europæiske storhold ned under græstæppet, men som i opgør mod kompakte knoklerhold fra den halvtunge ende af tabellen bliver demaskeret som den hårdtarbejdende, men kreativt set ganske begrænsede fodboldmaskine, den i realiteten er.
Det ved den spanske manager bedre end de fleste. Det er derfor, han lader Fernando Torres løbe sig en skade til i kampen mod Real Madrid. Og det er i bund og grund også derfor, at Liverpool aldrig vil vinde Premier League under Benitez’ kommando. Til gengæld skal man ikke afskrive holdets mulighed for at erobre endnu en Champions League-titel.
Selv om man ikke bliver mester i England, kan man godt blive konge af Europa.
Kommentarer
decideret usagligt… at kalde xabi alonso en fantasiløs knokler vidner på mangel på fodboldforståelse! Der er mere til kreativitet end at sprinte forbi fire spiller på ronaldo-manér.
Liverpool har netop i denne sæson vist markant fremgang, hvor de i højere grad end eksempelvis chelsea og arsenal formået at vinde de “lette” kampe. De mange uafgjorte skyldes i højere grad de stigende niveau i england. Noget de andre tophold ligeledes har lidt under!
Ok artikel, men man kan se, journalisten har valgt en vinkel der hedder: LFC er et sliderhold og så må jeg få historien til at passe til den vinkel. Det er tydeligt når han kalder Alonso et “driftsikkert arbejdsjern”. Han er kreativ og i samme stil som Xavi og Iniesta, blot en anelse mere defensiv. TIlmed skriver journalisten, at Alonso ikke kan skabe en åben målchance, selvom han er den bedste pasningsspiller i Liverpool siden Mølby!
Derudover har Yossi spillet en afgørende rolle på det seneste, hvorfor det også er mærkeligt at kalde ham marginalspiller. Riera var fantastisk (og kreativ) inden jul og alle havde vel forventet, at Babel ville have fortsat de positive takter fra sidste år.
Når alt det er sagt, er det dog klart, at der mangler noget, men for mig at se, er det kun højrekanten, der er problemet. Kuyt bliver aldrig kantspiller. Han kan være en ok angriber, men intet andet. Med en ny højrekant, Riera/Babel på venstrekanten, Alonso på midten, Gerrard som hængende angriber og Torres forrest, burde der være rigeligt med kreativitet.
At der så ikke er nok bredde blandt de kreative spillere havde nok været mere passende at fokusere på.
Interessant og detaljeret analyse.
Nu har Liverpool så vundet 4-0 og samlet 5-0 over Real Madrid. De to første mål på hjemmebanen kom efter hhv. et klart frispark, da Torres holder sin modstander fast i skulderen for at kunne score og et straffespark dømt, da en spanier lovligt og uden dramatik tog bolden ned med brystet.
Havde det været en dansk eller norsk dommer havde man slet ikke behøvet at spille kampen, da resultatet var givet på forhånd.
Den angelsakiske verdensdominans forplanter sig til sportens verden og påvirker ubevidst dommerne. Jeg troede først, dette var en forrykt konspirationsteori; den er Gud hjælpe os rigtig!
Latterlig og grotesk analyse af Liverpool FC.
Håbløs artikel - intet mindre. Klassisk journalistisk vinkel hvor al fakta der passer i en obskur køkkenfilosofi bliver brugt, mens argumenter for det modsatte bliver fuldstændig ignoreret. Desuden er den smækfyldt med faktuelle fejl.
For det første at kalde Xabi Alonso for tømt for kreativt indhold vidner om, at journalisten ikke har gjort sig den ulejlighed at se flere af Liverpools kampe. Det er noget vås. Manden er en eminent pasningsspiler, hvilket til fulde blev bevist i Madrid.
For det andet blev Dirk Kuyt i sin tid købt som angriber efter at have scoret et hav mål i den hollandske liga. At han, modsat Nistelroy, ikke kunne udrette det samme som målscorer i den engelske liga, er en skæbne han deler med talrige øvrige angribere heriblandt Schevchenko, Crespo og Cissé for bare at nævne et par stykker. Men han evnede trods alt at omstille sig til en stabil slider, hvilket siger noget om hans karakter, modsat de øvrige angribere, der luskede slukøret ud af England igen. Samtidigt er det også et udtryk for Liverpools manglende kvalitet på kanterne sammenlignet med Manchester United, hvilket så igen kan aflæses i tabellen.
For det tredje er påstanden om, at Liverpool ikke er et “ægte” storhold en metafysisk antagelse, hvor man bare kan lægge de værdier i begrebet et “ægte” storhold, som man nu synes passer til lejligheden. Konstateres kan det under alle omstændigheder, at Liverpool har fået 10 ud af 12 points mod Arsenal, Manchester United og Chelsea indtil videre i denne sæson. Heriblandt sluttede Liverpool Chelseas imponerende lange hjemmebanestime uden nederlag. Det kræver alt andet lige et vist niveau, eftersom Chelsea blandt flere store resultater har været i CL-semifinalen i fire ud af de sidste fem sæsoner - altså blandt Europas fire bedste hold !!!
For det fjerde er det også en lovlig flot forudsigelse at påstå, at Liverpool aldrig bliver engelske mestre under Benitez. Manden vandt to mesterskaber med Valencia i Spanien, så at hans coaching kun fungere i CL, er der vist rigeligt bevis i mod. Endvidere er holdet ganske vist syv points efter United indtil videre , men det er i en sæson, hvor United måske aldrig har været bedre. Hvilket ikke siger så lidt om en klub, der er blevet engelske mestre ti gange på femten år plus vundet et væld af andre titler. Samtidigt har både Torres og Gerrard været skadet i dele af sæsonen, hvilket vil være et tab for alle hold i Europa. Får Liverpool en hel sæson med 25-30 mål igen fra Torres og ingen skader til Gerrard, så er mesterskabet langt fra urealistisk.
Slutteligt skal det også med, at Liverpool er en rig klub, men at United og Chelsea (og efterhånden Manchester City) bare er væsentligt rigere. Det sætter sine begrænsninger på, hvem Liverpool kan købe og i det lys bør Benitez’s indkøb og spillestil også vurderes.
Og er Liverpool så meget kedeligere end andre hold? Tjaaa igen en vurderingssag, men at der er mange mål i mange af Liverpools kampe under Benitez, kan vel være et objektivt kriterie om noget. 8-0 over Fenerbache, 3-3 mod AC Milan, 4-0 over Real Madrid, 5-1 ude mod Newcastle vidner trods alt om et hold, der kan andet og mere end at spille baglæns.
Sådan kan man blive ved med at dekonstruere påstandene i denne tyndbenede artikel. Jeg vil anbefale journalisten at se nogle flere fodboldkampe, så han kan få noget indsigt, hvis han gerne vil skrive andet end bare middelmådigt om emnet. Ligeledes ville et metodekursus sikkert heller ikke være af vejen…..
Kære Mikkel Kaels
Du skulle måske også et par ekstra år på skolebænken. Så vil du lære et eller andet om, at understøtte dine argumenter med mere end “end of story”.
Og at de udelukkende spiller fysisk fodbold var udklasseringen af Real Madrid endnu et eksempel på er noget vås. Til gengæld viste kampen, hvad Liverpools varemærke er ogaltid har været - hurtigt og effektivt pasningsspil.
Liverpool har i de sidste tre sæsoner haft et målgennemsnit på 1,56, hvis man medregner samtlige PL- og CL-kampe, som klubberne har spillet. Arsenal har et gennemsnit på 1,57. At Arsenal skulle score mange flere mål end Liverpool er således det rene vrøvl.
Nej Mikkel. Jeg skriver ikke her fordi, at jeg er frustreret over, at de ikke bliver engelske mestre i denne sæson. Det er jeg frustreret over, men må samtidigt erkende at på lige fod med de sidste 19-20 sæsoner er årsagen såre simpel - holdet er bare ikke godt nok.
Nå jeg skriver her, er det fordi, at jeg synes artiklens og dine argumenter for, hvad I nu påstår er for ufunderet.
Til dit sidste indlæg vil jeg sige flg. Nu er rammen for artiklen Liverpool under Benitez. Det vil sige sæsonerne fra 04-05 og indtil nu. Bortset fra den første sæson som man trods alt må give manageren tid til lige at finde sig tilrette i, ja så er målgennemsnittet mellem Arsenal og LIverpool faktisk lige på nær 0,01 for cirka 140 kampe. Dvs. PL-kampe og CL-kampe. Det skal i øvrigt med, at i sæsonen 04-05 havde Liverpool stort sine angribere skadet gennem hele sæsonen. Derfor er det ikke vel ikke helt rigtigt, hvis rammen for artiklen er Liverpool under Benitez, at Arsenal konsekvent er et mere målfarligt hold end LFC.
Men du har ret i at kigger man på sæsonerne fra ja lad os sige siden Wengers tiltrædelse i 1996, så har Arsenal sikkert et væsenligt højere målgennemsnit. Men det er mener jeg ikke bunder i spillestil eller noget andet. Det bunder primært i, at Arsenal i hvert fald mellem 96-04 var uendelig meget bedre end Liverpool. Og det viser sig som regel også i målstatistikken.
Nu er antal scorede mål en smule svært at benytte som indikator for attraktiv fodbold, men i år har Liverpool nu scoret 54 mål i PL mod United og Chelseas 49, og Arsenals 48. Og det i en sæson, hvor Torres og Gerrard har været skadet det meste af sæsonen.
Det har selvfølgelig en stor betydning, ligesom det ville være for United at spille uden Ronaldo/Berbatov eller Chelsea uden Lampard/Drogba
Den samlede måldifference er +33, de andre har +32, +31 og +21.
Men tesen om Liverpool som kedelig bliver gerne genfortalt af journalister som denne, og så tror folk på det. Hjemmebanekampen mod Madrid var en usædvanlig velspillet kamp, men bagefter fokuserer folk på det tvivlsomme straffespark i stedet for den fænomenale kamp, hvor Real ikke fik et ben til jorden i hele første halveg.
Igen mod United og senest mod Aston Villa har vi set, hvad holdet kan, når de to offensive drivkræfter er kampklar.