Det åbne røvhuls poetik

At have en aldrende skøges erfaring med sex og ikke en gang et spædbarns erfaring med kærlighed. Det er omtrent det portræt, der gives af vor tids unge kvinde i Charlotte Roches Vådområder, som har afstedkommet voldsom debat og høje salgstal i Tyskland og nu kan læses i god dansk oversættelse.

Bogen lanceres af det danske forlag som “et opgør med damebladsæstetikken”. Men det må snarere være pigebladsæstetikken, der menes - den slags blade for helt unge kvinder, der bl.a. lærer dem at yde og nyde seksuelt. I de dameblade, jeg læser, står der i hvert fald ikke noget om, hvordan man med et stålinstrument kan rense endetarmen inden analsex, hvis partneren foretrækker at få det “uden chokoladesovs”. Eller om, hvordan man skal lære at elske smagen af sin egen i trusserne aflejrede kusseslim. Eller om, hvordan med en avanceret teknik kan onanere ved at pumpe litervis af vand op i underlivet med en bruser. Og det er den slags hobby, hun hengiver sig til, den 18-årige jeg-fortæller i Roches roman, når hun ikke lige løber stiv og skæv med veninderne gennem byen og slår brillerne af folk eller lader sig kussebarbere af tuneseren Kanell.

Nu kunne forlaget også mene, at det er jeg-personens adfærd, der i sig selv er et opgør med damebladsæstetikken. Indrømmet: Hun trækker den længere, end hvad jeg kan forestille mig selv ungkvinde-magasinerne råder til, når hun spiser sine egne bussemænd, drikker sit eget bræk og kører kussen rundt på offentlige toiletsæder for at få fremmed kønssekret og -behåring med sig hjem. Men snarere end et opgør med konsumkulturens kvindebillede betragter jeg det som den radikale konsekvens af det: en narcissistisk dyrkelse af egenkroppen og en underkastelse under vor tids strengeste bud: DU SKAL NYDE.

Ækelt

Rammen for den unge kvindes fortælling er hendes ophold på hospitalet, hvor hun er blevet opereret for betændelse i røvhullet efter en mislykket barbering. Dér ligger hun med blottet og vidt åben røv i hospitalets hvide “englekostume” og fortæller os flabet og selvsikkert om sit liv med sin kusse, som hun benævner med kælenavne: klitoris hedder “perlesnuden”, de indre skamlæber hedder “mine hanekamme” og de ydre “mine halvmåner”.

Det hele står åbent, på en måde der saboterer det aristoteliske krav til et plot, nemlig at det skal have en begyndelse, en midte og en slutning. I stedet får vi det åbne røvhuls poetik:

“Prutter plejer at have en begyndelse og en ende. De finder støjende vej, til nød under stort pres. Det er der ikke brug for her. Her damper det hele bare ud.”

På samme måde damper fortællingen ud over læseren med sine temmelig kvalmende detaljer fra den unge kvindes intimliv.

Fortvivlet

Inden jeg giver mig til at citere, må jeg advare Dem, kære læser, hvis De har svage nerver eller stærke brækreflekser. Eventuelt kan De gøre som jeg under store dele af læsningen måtte gøre det: holde teksten frem for Dem i strakt arm, så den ligesom kommer på fysisk afstand, og knibe øjnene lidt sammen, så det ikke bliver helt tydeligt, hvad der foregår. Efter at have udbedt sig og befølt de betændte røvrester der er skåret væk under operationer, ræsonnerer jeg-fortælleren sådan her:

“Fingrene er fulde af blod og smat. Skal jeg tørre dem af i sengen? Det ville blive et værre svineri. Heller ikke i englekostumet. Samme svineri. Hm. Nå ja. Det er jo stumper fra min egen krop. Også selv om der var betændelse i dem. Jeg sutter bare fingrene rene, den ene efter den anden. [-] Hvorfor skulle jeg væmmes over mit eget blod og pus? Jeg plejer ikke at være sart over for betændelse. Når jeg for eksempel klemmer bumser ud og får pus på fingrene, så spiser jeg det med største fornøjelse.”

Og nu klarer min kvalmegrænse ikke at citere mere, men det fortsætter: med hudorme, med sårskorper, med søvn fra øjenkrogene, alt sammen efter den opskrift psykoanalysen giver på det ækle, det abjekte: det der én gang er udstødt fra kroppen og indoptages igen.

Men i bund og grund er den unge kvinde ikke drevet af mere eller mindre perverterede kropslige lyster. Der er én ting, der driver hende: ønsket om at bringe sine skilte forældre sammen igen. Bogens åbner med dette ønske:

“Som næsten alle skilsmissebørn ønsker jeg, at mine forældre finder sammen igen. Når de en dag trænger til pleje, behøver jeg bare at sende deres nye partnere på alderdomshjem. Så passer jeg mine skilte forældre derhjemme, hvor jeg lægger dem i den samme ægteseng, til de dør.”

Og det er dette ønske, der bliver drivende også for jeg’ets adfærd på hospitalet, hvor hendes plan om at få forældrene til at komme og besøge hende samtidig driver hende til selvpineri så kvalmende, at det får ovenstående citat til at blegne. Frem for en fortælling om en seksuelt frigjort ung kvinde er dette fortællingen om et kærlighedshungrende, traumatiseret skilsmissebarn.

På tværs af det åbne røvhuls poetik udvikles i romanen et plot- og symbollag med barndomstraumet som omdrejningspunkt. Jeg’ets seksuelle hobbies suppleres med den vanskelige kunst at fremavle “familier” af avocadoplanter gennem omsorgsfuld pleje af avocadosten. Og ækelskildringerne isprænges glimt at traumatisk barndomserindring om en grusom mor. Et plot udvikler sig, hvor fortælleren bevæger sig fra flabet kynisme over fortvivlelse til en slutning, der, på en noget postuleret og påklistret vis, lader kærligheden indfinde sig. Der fødes altså noget ud af det åbne røvhul, og hen mod slutningen overlejres røvhulsoperationen af deciderede fødselsmetaforer, som berettigede de associationer, jeg under læsningen havde haft til mine egne hospitalsophold på barselsgangen.

Æstetisk betragtet burde romanen have holdt sig til det åbne røvhuls poetik frem for at konstruere plot og symboler, som virker - netop konstruerede. Men dér hvor den fortvivlede, kyniske, nydelsespligtige narcissisme taler lige ud af den unge kvindes åbne røvsår, er denne roman kvalmende interessant, ikke bare æstetisk, også kulturanalytisk.