I januar fremsatte Karen Jespersen sit første ligestillingspolitiske lovforslag i sin tid som ligestillingsminister. Ved den lejlighed overrakte jeg hende et par røde sokker fra Folketingets talerstol. Formålet var at minde ministeren om hendes rødstrømpede fortid. På trods af, at ministerposten er besat af en kvinde, der kalder sig feminist, sker der nemlig ufatteligt lidt med ligestillingen i Danmark. Karen Jespersen ville imidlertid ikke tage imod sin gave. Ifølge hende er det mig, der har brug for de røde sokker. Med ministerens egne ord har jeg valgt at “alliere mig med de reaktionære islamiske kræfter i Danmark”. Den reaktion kunne man egentlig godt have forudset. Meget tyder nemlig på, at Jespersen har fået muslimer på hjernen.

Kvinder i Danmark tjener 18 procent mindre end mænd, og forskellen på pensionsopsparingernes størrelse er endnu større. Størstedelen af husarbejdet bliver stadig udført af kvinder. Vi har under 12 procent kvindelige professorer. Og barslen er håbløst skævt fordelt. Med andre ord: Manglende ligestilling er et problem, der involverer hele det danske samfund. Alligevel vil regeringen hverken lave kvoter, hæve lønnen i de traditionelle kvindefag, øremærke barslen eller indføre lønstatistikker, der rent faktisk kan bruges. Men i forhold til indvandrere er Jespersen i den grad en handlingens kvinde. Går man regeringens lovgivning igennem, er der dog god grund til at stille spørgsmål ved, hvor helhjertet ‘redningsaktionen’ egentlig er. Gang på gang oplever vi, at der stilles forslag og indføres regler, der særligt begrænser handlemulighederne for kvinder med indvandrerbaggrund. Derudover er det værd at overveje, hvad den konstante udpegning af ‘den undertrykte indvandrerkvinde’ har af konsekvenser. Det er sjældent en god strategi at stemple mennesker som hjælpeløse ofre. I et feministisk perspektiv er det direkte bagstræberisk og fører til alt andet end frigørelse. Dertil kommer, at kvinder med migrationsbaggrund langt fra er en homogen gruppe. Men de har med stor sandsynlighed alle mødt patriarkalske strukturer og haft oplevelser med sexisme på forskellige måder - præcis som hvide vestlige kvinder som mig selv. Og netop det faktum, at alle kvinder møder undertrykkende strukturer i den ene eller den anden sammenhæng, er for mig at se, hvad 8. marts handler om. For ligestillingsministeren handler ligestilling derimod primært om ‘de andre’.

Holder kvinder nede

Human Rights Watch offentliggjorde i forrige uge en rapport om diskriminering på baggrund af køn og religiøsitet. Rapporten beskriver en række nye love i Tyskland, som forbyder offentligt ansatte, først og fremmest lærere, at bære religiøse symboler og beklædning. Budskabet fra de muslimske kvinder organisationen har interviewet var simpelt: I kunne godt bruge os, da vi gjorde rent på skolerne, men nu, hvor vi har uddannet os og ønsker at træde ind bag katederet frem for at vaske gulvet under det, er tørklædet pludselig et problem. Situationen i Tyskland minder på mange måder om debatten herhjemme og afspejler et af de aspekter, der ofte overses: At europæiske stater bidrager til at holde kvinder med indvandrerbaggrund nede.

I december 2003 slog Højesteret fast, at Dansk Supermarked gerne må sige nej til at ansætte kvinder med tørklæde. Argumentet var, at arbejdsgiveren har ret til at bestemme over de ansattes påklædning. Hermed er det også o.k., hvis arbejdsgiveren ikke accepterer synlig religiøs påklædning. I dag afviser Føtex, Bilka og Netto derfor kvinder med tørklæde. I Norge udspillede sig på samme tid en lignende sag, men her blev konklusionen den stik modsatte. Den norske diskussion handlede nemlig ikke om påklædning, men om køn. I det øjeblik, man forbyder tørklædet, begrænser man kvinders lige adgang til arbejdsmarkedet. Den form for diskrimination vil det norske samfund ikke acceptere.

Senest har vi i Danmark oplevet, at det politiske flertal har forbudt dommere at bære tørklæde - på trods af protester fra både dommere og advokater. Dommernes budskab var, at det afgørende for, om du kan dømme i overensstemmelse med loven, ikke er, hvad du har på hovedet, men hvad du har inde i hovedet. Og den sortering er domstolene udmærket i stand til at foretage. Det behøver Christiansborg ikke at blande sig i. Endnu engang blev resultatet, at muslimske kvinders adgang til arbejdsmarkedet blev begrænset.

Bizar strategi

Og nu vi er ved tørklædet: Det er ikke længe siden, at flere partier flirtede med tanken om at forbyde kvinder med tørklæde at gå på talerstolen i Folketinget. Netop det at tage aktivt del i det parlamentariske demokrati er ellers en af de paroler, der oftest fremhæves som vejen til ligestilling. Men hvis aktiv deltagelse er målet, er det en temmelig bizar strategi at forbyde en bestemt gruppe (kvindelige) borgere adgang til den talerstol, der betragtes som et af demokratiets helligste steder.

Dansk Folkepartis seneste forslag om at forbyde badeforhæng i skolernes omklædningsrum er endnu et eksempel på, at ord og handling hænger påfaldende dårligt sammen for den højrefløj, der har gjort indvandrerkvinders frigørelse til deres ypperste ligestillingsprojekt. Tror de selv på, at et forbud mod badeforhæng vil få flere piger med indvandrerbaggrund til at deltage aktivt i idrætstimerne? Og siden hvornår er det at være nøgen sammen med andre (hvis selskab man ikke selv har valgt) blevet et udtryk for, at man er rigtig dansker - og i Dansk Folkepartis optik dermed ligestillet? Næste gang partiet holder årsmøde, håber jeg, at en kvik journalist tjekker, om der søndag morgen er fællesbad for de ‘rigtige, ligestillede danskere’ i DF.

Heldigvis blev badeforhængs-forslaget ikke vedtaget. Det blev regeringens syvårs-regel til gengæld. Som udenlandsk statsborger skal man være gift med en dansk statsborger mindst syv år for at opnå permanent opholdstilladelse. Kvindekrisecentrene beretter skræmmende ofte om, hvordan kvinder fastholdes i voldelige forhold eller udsættes for andre former for urimelig behandling, fordi de er helt og aldeles afhængige af manden. Mange af dem er i øvrigt gift med ‘danske’ mænd med danske navne. VKO’s mærkesag, streng udlændingepolitik, har altså åbenlyse negative konsekvenser for de kvinder, de erklærer at ville redde.

Svækkes yderligere

Også Claus Hjorts beskæftigelsespolitik rammer særligt kvinder med indvandrerbaggrund hårdt. Netop nu behandles en lov i folketinget om at lave den omtalte 300-timers regel om til en 450-timers regel. Det betyder, at to ægtefæller hver skal have arbejdet mindst 450 timer over to år. Lever man ikke op til kravet, bliver den ægtefælle, der har færrest timer, frataget sin kontanthjælp. Den lovgivning har katastrofale konsekvenser. Ifølge en undersøgelse udført af SFI i juni 2008 er 95 procent af dem, der har mistet kontanthjælpen pga. 300-timers reglen, født uden for Danmarks grænser - og 70 procent af den samlede gruppe er kvinder. Derved gøres en stor gruppe kvinder altså endnu engang 100 procent (økonomisk) afhængige af deres mænd.

Kvindens økonomiske uafhængighed har ellers i årtier været et mantra i velfærdsstaten, om end det nok i højere grad er blevet sagt end gjort - jævnfør de atten procents lønforskel. Men ikke engang som retorik gælder dette mantra åbenbart, når det drejer sig om kvinder med migrantbaggrund. Meget tyder på, at ‘redningsaktionen’ ikke alene er tom retorik, men at regeringens politik direkte bidrager til at indskrænke handlemulighederne for mange kvinder med indvandrerbaggrund. Måske sku’ du alligevel tage imod de røde sokker, Karen Jespersen?

Johanne Schmidt-Nielsen er ligestillingsordfører for Enhedslisten