“Ondskabens frugt vokser af godhedens frø”
Hans. J. Morgenthau (1904-1980)
DER HAR I DEN FORLØBNE UGE været noget, der ligner en euforisk stemning blandt internationale jurister, i vestlige udenrigsministerier og alle de steder, hvor den vestlige konsensus om menneskerettigheder og retfærdighed prises. Årsagen er udstedelsen af en arrestordre mod Sudans siddende præsident, Omar al-Bashir. Denne begejstring er forståelig. Det er første gang, siden Den Internationale Straffedomstols (ICC) oprettelse i 2002, at en siddende regeringschef har modtaget en arrestordre. “Dette betyder, at han ikke kan rejse nogen steder hen, og at han ikke kan få lægehjælp i udlandet, hvis han bliver syg. Det betyder, at vi nu har en international retsorden baseret på retsstaten,” sagde den australsk-engelske advokat Jeffrey Robertson, en af verdens fremmeste menneskerettighedsjurister.
DER KAN IKKE HERSKE TVIVL om, at Omar al-Bashir er en politisk forbryder. Den 65-årige sudanske præsident er direkte eller indirekte ansvarlig for 200.000 mord og et langt større antal sårede, systematisk voldtægt af kvinder og lemlæstelse af børn. Han har sammen med sine allierede i den såkaldte Janjaweed-milits gjort sig skyldig i noget, der kan betegnes som folkemord.
At en sådan mand ikke kan vide sig sikker, er et udtryk for er en ny retsorden. Men er det en bedre retsorden? Tidligere kunne forhenværende diktatorer se frem til et relativt fredfyldt otium på trods af deres forbrydelser. Ugandas Idi Amin døde i en luksusvilla i Saudi Arabien, Mobuto Sese Seko udplyndrede Zaire i 32 år, før han døde fredeligt i Marokko - og Etiopiens tidligere leder Mengistu Haile Mariam lever fortsat et komfortabelt liv i Zimbabwe, mens resten af landet sulter. Nu er den tid forbi - hvis man skal tro de begejstrede røster i det internationale samfund.
At en forbryder som al-Bashir nu kan se frem til et liv som paria, kan man græde tørre tårer over. Umiddelbart virker det som et syvmileskridt for retfærdigheden, at Den Internationale Straffedomstol nu træder i karakter og udsteder arrestordre på denne grusomme tyran. Jovist, også den anden side i konflikten i Sudan - the Justice and Equality Movement (JEM) - er skyldig i overtrædelser. Men det er al-Bashir der har ansvaret for, at FN’s Sikkerhedsråds Resolution 1706 - om udstationering af fredsbevarende styrker - ikke er blevet implementeret, snart tre år efter den blev vedtaget.
SÅ VIDT, MEN ALLIGEVEL IKKE SÅ GODT! For faktum er, at arrestordren - selv om den kan virke nok så retfærdig - i realiteten vil føre til yderligere lidelser. Efter dens udstedelse trak regeringens modstandere i JEM deres tilsagn til en fredsaftale tilbage. Men det er ikke kun al-Bashirs modstandere, der er blevet kamplystne. Risikoen for, at han kan tilbringe resten af sit liv i en fængselscelle i Haag, hvor den Internationale Straffedomstol har sit hovedsæde, vil med en naturlovs nødvendighed føre til, at al-Bashir ikke forhandler med sine modstandere, endsige søger en fredsløsning. Hvorfor skulle han gøre det?
Et af de mange problemer med Den Internationale Straffedomstol er, at forbrydere, der stadig er aktive, bliver desperate, hvis de ved, at en fredsløsning vil føre til livsvarigt fængsel. Det er allerede sket i Norduganda. Arrestordren mod Joseph Kony, lederen af den såkaldte Lord’s Resistance Army, har betydet, at denne konflikt er fortsat. Kort sagt: Den internationale retsorden, som der rørstrømsk tales om, er nok i overensstemmelse med de internationale retsnormer, men konsekvensen af denne idealisme er større lidelse blandt de civile og sagesløse ofre.
FIAT IUSTITIA, ET PEREAT MUNDUS - “Lad retfærdigheden ske fyldest, også selv om verden forgår”, sagde Kong Ferdinand den Første, en østrig-ungarsk konge fra det 16. århundrede. Vi burde være blevet klogere siden dengang. Men det er vi ikke.
Og det er ikke det eneste problem med ICC. Ingen kan - eller bør - være i tvivl om alvorligheden af de grusomheder, der foregår i Dafur. Men der er andre konflikter og andre regeringer, der overtræder de mest basale menneskerettigheder. De bør også forfølges. Det kan virke næsten kedsommeligt at gøre opmærksom på.
Hvad med de overtrædelser af international ret, der er blevet begået af Israel i Palæstina, USA (og andre) i Irak, af Kina i Tibet, og mange andre steder? Så længe disse forbrydelser - som indrømmet er mindre end Dafur - går ustraffet hen, vil den internationale retsorden blive set som en ny form for kolonialisme og politisk dobbeltmoral.
Det skærper konflikten mellem Vesten og resten af verden og gør ikke forholdene bedre for ofrene. International politik handler om realisme og har aldrig været tjent med blåøjet idealisme. Det er den heller ikke nu.
Kommentarer
Mads Qvortrup:
“Hvad med de overtrædelser af international ret, der er blevet begået af Israel i Palæstina, USA (og andre) i Irak, af Kina i Tibet, og mange andre steder? Så længe disse forbrydelser - som indrømmet er mindre end Dafur - går ustraffet hen, vil den internationale retsorden blive set som en ny form for kolonialisme og politisk dobbeltmoral.”
Den er god med dig, Mads Qvortrup.
Der er ingen tvivl om, at det der sker i Dafur er en frygtelig katastrofe, men at påstå at disse forbrydelser er mindre end de forbrydelser der eksempelvis bliver begået af USA er udtryk for netop den politiske dobbeltmoral der omtales i lederen.
I krigene og blokaderne rettet mod Irak fra den første Golfkrig og indtil nu, har flere hundrede tusinde civile irakerere mistet livet, herunder et meget stort antal børn.
Hvis vi også regner krigene i Afghanistan og Vietnam med, samt alle CIAs krige i Mellemamerika og Latinamerika, så ender katastrofen i Dafur med at fremstå som en forbrydelse der kvantitativt og kvalitativt er langt mindre.
Man må også undre sig over, hvorfor Mads Qvortrup i sin leder ikke stiller spørgsmålet om, hvor længe vi skal vente på at oppositionen, medierne og den danske offentlighed stiller den danske statsminister til ansvar for sine ugerninger i forbindelse med det militære overfald på Irak, subsidiært at statsministeren bliver udleveret til retsforfølgelse i udlandet?
Den Internationale domstol i Haag har i de senere år haft travlt med at dømme krigsforbrydere fra det tidligere Jugoslavien og Afrika. Det ser dog ud til at domstolen har et blindt øje, når det gælder ledere fra de rige lande i Vesten.
Bush, Blair og Fogh har startet en ulovlig angrebskrig mod Irak og besættelsesmagten har i den sammenhæng systematisk anvendt tortur, begået massakrer mod civilbefolkningen og anvendt ulovlige kemiske våben. Fogh & Co. har startet en blodig og beskidt borgerkrig i Irak, som ingen i øjeblikket kan se en ende på. En nyere undersøgelse viser, at der siden krigens ophør er blevet dræbt mere end en halv million irakere.
Bevismaterialet mod statsministeren og hans kammerater er ganske overvældende, og det burde være en formssag at få dem dømt for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Lad os håbe at retfærdigheden snart sker fyldest!
Rettelse:
Der skulle naturligvis have stået “større” i stedet for “mindre” i følgende afsnit:
Der er ingen tvivl om, at det der sker i Dafur er en frygtelig katastrofe, men at påstå at disse forbrydelser er mindre end de forbrydelser der eksempelvis bliver begået af USA er udtryk for netop den politiske dobbeltmoral der omtales i lederen.