Jeg troede, det var en joke, da jeg første gang så billederne af Mikael Simpson i bookletten til hans nye cd. I bar overkrop, iført kickboxing-shorts og -handsker. Ikke fordi han er dårligt bygget, slet ikke. Og han kan da også paradere både solid hårvækst og i hvert fald tre tatoveringer. Men den dansk-engelske sanger, sangskriver og producer (og programmør, instrumentalist og mixer!) har ikke just markeret sig som testosteronets fyrste. Tværtimod har hr. Simpson udforsket de blødere sider af maskuliniteten, af melankolien, længslen, afmagten, kluddermiklen i os alle, og han har ikke mindst tonsat sin udforskning med lys og - vil nogle sige - feminin røst.
Slaar Skaar - hans fjerde reelle album - er ingen undtagelse: En elektronisk svøbt og labert groovy iscenesættelse af et ego på kant med vejret i sig selv - og udenfor. Selv de dubbede og svampede beats, der ligger underst i sangene, har noget flyvsk over sig. Selv trommer og bas formår Simpson at forvandle til stemningsskabende medspillere i sine messer fra metropolen. Ikke at de rammer forbi kroppen, men fordi de også rammer noget andet.
Skønhedsstrategierne er blevet udbyggede. Nogle mere pletvist autentiske rytmer spillet på noget så godt gammeldags som et trommesæt, endda med lidt lifligt synkoperede afsmitninger fra afrobeatens fader, Tony Allen. Vi er stadig i dårende smukke berlinsk dub-inspirerede ekkodale, men de jamaicanske og mere urovækkende dub-undergravelser af virkelighedsopfattelsen har også inspireret Simpson. Bassen kan vrænge passivt aggressivt, elguitaren kan skride ud, og der er beherskede, men jerneffektive orgel-stabs. Og så er sangen ‘Inden du falder i søvn’ det nærmeste, Simpson er kommet en dancepop-sang, endda med mindelser om 80’er-synthpop. Rocazino i dub-røg.
Indædt inderlighed
Der er ikke noget afgørende nyt under vintersolen. Men hvis ikke det er i stykker, hvorfor så også reparere det? I stedet har Simpson modificeret og udbygget sin singersong-dub. Og ikke nok med at den er blevet om muligt endnu mere laber - der er sange, man godt kunne tænke sig at holde siesta i - der er også skabt rum for indædt inderlighed. For eksempel på et af albummets bedste numre ‘Venter’, hvor Simpson synger med kniven for struben - og med rejst dolk har han programmeret et brillant, skamløst stødende basgroove.
Slaar Skaar udfolder følelser som panoramisk film om lytteren; seksualitet og vrede dunker i beats og bas; emotionelle harmoniske lag suger; det mandlige ego vakler og fægter i tidens syntetiske sovs. Her føler jeg’et sig udsat for stress og jag og dødsangst. Og han spørger: “Vil du ikke nok sige det, du sagde den anden dag?/Jeg tror, du sagde noget om de ting, vi skulle gøre noget ved”. Der er en herre, der savner varme og solskin. “Jeg ved, jeg blev væk”, er albummets første ord. Nogen er “ved at miste troen”. Og når endelig et af de godt møre jeg’er i sangene “kunne have erobret hele København”, så er det fordi, det var en lørdag aften, og han var besat. Af maskulin selvovervurdering, måske?
Pergamenttynd vibrato
Der er noget syrligt, ironisk, passivt aggressivt, af og til snu truende på spil i Mikael Simpsons lyse sang på Slaar Skaar.
Den kontrollerede skønsang, der holder raseriet i skak. Den pergamenttynde vibrato, der kun nødtørftigt camouflerer den eksistentielle angst. Og der er noget ildevarslende over perfektionen i Simpsons produktioner, denne luksuriøse camouflage over et morads af modhager i konsonanter og vokaler.
Og den bløde overtalelse i hans stemme er effektiv. Vi følger med, vi lokkes og finder ikke en defensiv gevækst, men et mandligt ego på jagt efter en mere nuanceret maskulinitet - et svar på den erosion alle os med X- og Y-kromosomer har oplevet og stadig oplever. Vi er ikke længere den ukønnede førstevælger af identitet og muligheder, men er retningsløst hjemmegående i hver vores parcel, hvor kønnet er blevet pillet fra benet. Men hvor vi stadig møder forældede forventninger til intakt old school maskulinitet.
Kickboxing-billederne i cd’ens booklet forvirrer efter den første latter. Ganske vist er det med oprejst pande, at Simpson tager - og beskriver - sine tæsk i tekstkosmos. Det er med kampgejst, at han definerer sit indre pjok og kamphund og sine universelle spidsbelastninger. Men ser man nærmere på booklettens billeder, så deltager Mikael Simpson faktisk ikke i løjerne i kickboxing-ringen eller omklædningsrummet. Han ser på. Eller venter. Tilskuer til en svunden endimensionel maskulinitet? Eller måske snarere i gang med at tage noter til en ny mand?
I hvert fald er Slaar Skaar fremragende, og det er endnu et blidt indædt album fra Mikael Simpson. Kompositionerne er fremragende, produktionerne er forførende og fulde af strålende detaljer og labre udførelser - ikke mindst på vokalfronten. Mikael Simpson er en mand, der hengiver sig til bløde virkemidler, som han har fundet sin egen efterhånden anselige form for magt i. Og det kan i dén grad mærkes.
Mikael Simpson: ‘Slaar Skaar’ (A:larm Music). Udkommer mandag
