Dansk når det er bedst

Perfekt timet med den nu atter tilstundende vår udsender Klaus Rifbjerg 42 nye digte, der tilsammen udgør en sørgmodig suite, en forårselegi. Han lægger udi februar, hvor erantis titter frem, og runder af i maj, alt imens gøgen planmæssigt kukker. Undervejs gennemspilles en række stemninger og holdninger, men også tætte erindringer, af den slags, som netop denne digter tilsyneladende har så uhindret adgang til.

Vi bliver mindet om, hvor stiv og hård og kantet en rigtig gammeldags sporvogn var. Hvor skønt det var, den første dag, at gå i korte bukser! Hvordan det føltes at få pillet grus ud af et sår på knæet. Hvordan børn blev sendt hjem med en seddel, hvorpå der stod: “Har været flink hos tandlægen.” Og hvor absurd det kunne føles at blive hevet ud på lange gåture til fjerne bestemmelsessteder, hvor visse blomster blomstrede.

Hvis de blomstrede.

Ellers så man hovedsagelig

sine sko

Og en masse fliser og grus

Og en fugl der skældte ud.

Læg i denne strofe fra “Genfærd” mærke til det diskrete frontalsammenstød mellem den voksne tone i “hovedsagelig” og den antydet barnlige synsvinkel i “skældte ud”. Jo, Rifbjerg forstår at veje sine ord og dosere sine virkemidler, og han viderefører på stilfærdig, fornem vis den klare, ligesom rensede stil fra samlingerne Pap (2004) ogKnastørre digte (2006). Cool uden at være kold, knastør uden at knække og smuldre, vemodig og sørgmodig uden at blive kvalmende trist, søger han som moden poet ned til det enkle og fælles. Som når navnet på en blomst åbner for en forsigtig bekendelse til det land, han kommer fra:

At kalde en køn og ydmyg

blomst for

Dagligt brød

Er meget dansk

Og dansk når det er bedst.

Blegt lyserød og violet og hvid

Gror den i sandet jord langs

vejen

Og ind over grøftekanten

som var engang

Men nu kun er rabat.

Her som overalt i den nye bog mærker man sig raffinementet, hvormed digteren lader sætningen strække sig ud, for brat at korte af, og lydhørheden, hvormed linjer brydes, således at læseren får skærpet opmærksomheden for enkeltord. Det kan da godt være, at Rifbjerg i denne bog ikke har så forskrækkelig meget ‘nyt’ at skrive om, men hold da op, hvor håndelaget holder.

Han ser den første kålsommerfugl flakse op i fordrukken flugt og konstaterer, at den velsagtens må have en lille skid på for at klare ensomheden både den anden marts og hele foråret igennem, og han registrerer i samlingens sidste digt, hvordan en vind går over landet, en vind som frigør alt

Og fylder lungen med en kraft

af samme slags

Som den der bringer trækket

op

Fra syd til nord, et åndedrag så

stort

At skuffen flyver op

Og det som før var gisp og bøn

om nåde

Bliver til et digt.

Denne følelsens forvandling er bogens hemmelighed - eller skulle man sige metode? Og i kraft af denne mobiliseres en sælsom optimisme i nedtonet vished om, at der er, hvad der er, ikke mere. Men det er allerede nok.

Som omslag har man valgt et herligt mesterstykke fra den kulturministerielle kanon: Sommerdag ved Roskilde Fjord af L.A. Ring, med den plørede, sumpede forgrund og den afklaret lysende horisont - samme kontrast som i Rifbjergs digte, som fremme i teksten har en påtrængende fysisk fornemmelse af altings endelighed, men samtidig, gennem deres sprøde, præcise diktion, fanger en modsat, metafysisk dimension, som var der måske alligevel, et sted, en mening med det hele.