Det gik op for mig for nylig, at vi hele tiden taber noget. Noget forsvinder, forsvundet for altid. Sproget kan forsvinde for os. Domænetab kalder man det. Det sker, at sprog går af brug og man ikke mere bruger det. Noget sprog erstattes af andet sprog - engelsk f.eks. Latin blev i sin tid erstattet og findes nu kun som skriftsprog stort set. Men der har det så en vigtig funktion. Værre er det med sprog, der ikke har nogen skrift, her er der fare for at sproget forsvinder. Og det sker, at sprog forsvinder. Men mærkeligt nok ikke det danske. Det er ret sikkert. Det bruges både offentligt og privat. For over 600 år siden erstattede man under Margrethe I latin med dansk. Senere måtte de højere klasser se at deres tyske og franske blev erstattet med dansk. Dansk er altså et sprog, der har erobret domæner. Alligevel taler man om domænetab til engelsk. Der undervises i og på engelsk og hele skoler tager engelsk navn til f.eks. CBS Copenhagen Business School. Sprogkrigen bølger frem og tilbage, men trods alt består dansk. Blandt andet fordi det er vort barndoms sprog, det tænker og føler vi med. Det drømmer vi i. Men dog taber vi alligevel noget.

Hukommelsen skrottes

Det sker, at vi ikke kan finde ord for noget, vi tænker, føler eller gerne vil replicere på. Der er oplevelser, vi ikke kan genkalde os. Det sker, når vi bliver ældre. Men også tidligere. Det sker, at vi ikke kan finde en bog, som vi har brug for netop nu. Nogle gange kan jeg ikke få gang i en tanke eller komme videre i noget, jeg skriver, fordi jeg ikke har en bestemt bog lige i nærheden. Først når jeg har fundet den på mine bogreoler og fået bladret lidt i den, så kan jeg komme videre. Derfor har jeg mange bøger og skrifter. Men så har jeg jo også bibliotekerne. Dem kan jeg søge i, og jeg har internettet, som jeg bruger hver dag. Men der sker noget med bibliotekerne, vor fælles kulturarv i disse dage. Der lukkes biblioteker. Og bibliotekerne smider bøger ud. Ikke i små mængder, men store tab er der tale om. Væk med det, ud. Her foregår virkelig domænetab for øjeblikket. Det er rystende at tænke sig. Det er i virkeligheden vores hukommelse, der bliver skrottet. 131 biblioteksfilialer lukkes.

En af mine forfattervenner skrev for nylig til mig: “Jeg må jo udnytte de år, jeg endnu får bibliotekspenge, før Pernille Schaltz og Co. får udrenset bøgerne fra bibliotekerne.”

Det gamle lort

Min søster købte Hamsuns Konerne ved Vandposten på et af de utallige udsalg, de har på Hovedbiblioteket i København. De vil kassere 200.000 bøger i år - en fjerdedel af den samlede bestand.

Hun opdagede, det var bibliotekets sidste eksemplar og sagde det til en bibliotekar. Det gjorde ikke noget, fik hun at vide. Der var alligevel ingen grund til at gemme på det gamle lort.

Det minder mig om en, jeg kender, der spurgte efter Arne Herløv Petersens Imod fremtids fjerne mål på et bibliotek i Jylland. “Hvorfor vil du læse det gamle lort?” sagde bibliotekaren.

Er tab uovervindelige?

Næ, hvorfor skulle man også det, når man kan købe tyve paller Camilla Läckberg og sende dem alle sammen i papirmøllen om to år, når folk vil læse en ny bestseller.

Hvis bibliotekerne kun vil købe de bøger, man formoder folk vil have - dvs. bestsellere - skal man udskifte hele bestanden med meget korte mellemrum. Hvem læser tidligere tiders bestsellerforfattere i dag?

Hvornår har du sidst hørt om nogen, der læser Willy Corsari eller Jan Martin? Hvor mange læser Ib Henrik Cavling?

I øjeblikket taber jeg venner og bekendte. Livsdomænerne flader ud. Nogle går bort. Andre går i sort. Nogle kan ikke mere høre, andre er forbitrede. Så er der dem med smerter og tabet af arbejdsidentitet. Fælles irritation over at livet er blevet ældre og man ikke ved, hvad man skal stille op med det. Jeronimusserne kigger surmulende frem fra alle steder og er ikke til at holde ud. Jo, det er tabets tid, den forsvundne tid.

Men er der ikke noget at gøre ved det? Er tab uovervindelige. Skal vi bare finde os i domænetabene? Kan vi ikke gøre noget? Kan vi ikke gå på opdagelse i den tabte tid? For at prøve at fastholde lidt af den, inden bibliotekerne smider det hele ud? Kan vi ikke prøve at opmuntre hinanden til at være lidt mere til stede i nutiden? At være vågen er da ikke forbeholdt ungdommen. Vi har alle del og lod i vågenheden. Lad os bruge den sammen og medvirke til at forhindre de store menneskelige domænetab. Ikke mindst de kulturelle.

Når jeg skal finde en tanke, udgår den ofte fra min bogreol, mine noter, mit bibliotek, mine venners bøger. Mine hjælpere er bøgerne, der vender mig ryggen, indtil jeg tager dem ud og åbner dem. Men kultur smider man da ikke på gaden? Man lukker da ikke biblioteker? Hvor skal jeg så gå hen for at finde min tanke? Vi må lære at bevare og læse igen og igen. Vi må hjælpe hinanden med at bevare forstanden og erindringen. Det er på tide -

Tommy Flugt er forfatter