Det er sidste udkald for domstolene. Hvis ikke politikere og regering er klar til at bevilge en stor ekstra pose penge til at få nedbragt en voksende sagsmængde i landets byretter, risikerer hele domstolsreformen at blive kvalt.

Sådan lyder det opsigtsvækkende nødråb fra domstolenes formand, højesteretsdommer Niels Grubbe, og Domstolsstyrelsens direktør Adam Wolff.

Det er kreperligt for domstolenes medarbejdere, der har ydet en kæmpeindsats, at sagsmængderne fortsat vokser. Og det er ikke til at bære, at billedet af en god og rigtig domstolsreform skal skændes af denne her situa-tion,” siger Niels Grubbe til Information.

Ifølge Domstolsstyrelsens nøgletal for 2008, der bliver offentliggjort i dag, voksede sagsbunkerne i byretterne med hele 30.000 uafsluttede sager. Det udgør hele fire procent af det samlede antal på 690.000 sager, som retterne modtog sidste år - og dét antal kommer oveni i den bunke på 166.000 uaf-sluttede sager, der lå på domstolenes bord ved indgangen af 2008.

Hvis man ser på vores aktivitet og produktivitet, så er den i dag rekordstor og stør-re, end den var i 2006 - inden reformen. Men især i sidste halvdel af 2008 har vi ople-vet en markant stigning i sager - og det skyldes især den økonomiske afmatning. Så nu går det den forkerte vej igen,” siger Domstolsstyrelsens direktør, Adam Wolff.

Ventetider er længere

Domstolene var ellers så småt begyndt at få nedbragt antallet af ventende sager, da finanskrisen ramte. Nu har et stigende antal konkurser og tvangsauktioner ødelagt den gode udvikling - og samtidig er landets politikredse efter tilførsel af ekstra ressourcer så småt ved at få hul på det bjerg af ca. 150.000 uafsluttede sager, der har hobet sig op som følge af politireformen. Også dét vil belaste domstolene yderligere fremover.

Resultatet er, at især byretternes sagsbehandlingstid er tordnet i vejret. Hvor det tidligere var omkring to tredjedele af alle straffesa-ger, der kunne afsluttes in-den for to måneder, er det i dag under halvdelen.

Det er ikke acceptabelt for borgerne, at man må vente i mange måneder, før man kan få sin sag behandlet af en dommer. Men det kræver flere ressourcer at rette op på dét,” siger Niels Grubbe.

Også formanden for Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Henrik Stagetorn, efterspørger flere ressourcer til domstolene.

I øjeblikket får man ikke ekspederet sager hurtigt nok - og antallet af afgørelser, hvor folk får betingede domme på grund af lang sagsbehandlingstid, er stigende.”

Henrik Stagetorn oplever især et stigende pres i hovedstadsområdet. Flere steder gør manglen på HK-personale, at dommerne foruden at lede domsforhandlingerne også selv må skrive referat.

Håndværkere ramt

Hos Håndværksrådet - der repræsenterer de små og mellemstore virksomheder i Danmark - er man stærkt bekymret over udviklingen. Ifølge jurist Frederikke Abildtrup kan det være afgørende for en håndværker at få afgjort en sag hurtigt, så han f.eks. kan få udbetalt et tilgodehavende og dermed frigjort vigtig likviditet.

Der er rigtig mange af vore medlemmer, der har svært ved at låne for tiden. Det er et samfundsmæssigt problem,” siger hun.

Formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup, ser med stor alvor på situationen:

Vi gjorde opmærksom på det allerede i forbindelse med finansloven. Da sagde regeringen, at man gerne ville have tid til at undersøge sagen nærmere. Men nu er bægeret ved at være fuldt, så nu må vi blive enige om, hvad der skal ske.”

Domstolsstyrelsen skal senest 1. april aflevere en sta-tusrapport om sagspuklerne til justitsminister Brian Mikkelsen. Det lykkedes i går ikke at få en kommentar fra ham.