Hånden på hjertet, fik du læst Jens Smerup Sørensens Mærkedage til ende? Den 400-siders laurbærkronede og anmelderskamroste slægtsroman om to familier nær Nibe, der solgte knap 90.000 eksemplarer. Hvad med Carsten Jensens 700-siders Vi de druknede eller opfølgeren Sidste Rejse? Der er god sandsynlighed for, at du har købt en af bøgerne, for de har solgt 200.000 eksemplarer, men ifølge statistikkerne er der desværre også en god sandsynlighed for, at den står på din reol, med ryggen så fin, som da den forlod trykkeriet.
Hvis man sammenholder den tid, vi bruger på at læse bøger med det antal eksemplarer, vi har mellem hænderne, går der mindst fire bøger på hver læste bog. Tager man faglitteratur med i det regnestykke, går der seks bøger på hver læste. Og så har vi ikke engang medtaget bogsalget fra landets antikvarboghandlere og udenlandske internetboghandlere eller for den sags skyld taget højde for de engelske og amerikanske undersøgelser, der viser at 65 procent af os lyver om, hvor meget vi læser.
“Bøger er et af de stærkeste symboler du kan omgive dig med,” siger livsstilsekspert og reklamedirektør Niels Erik Folmann.
“Det markerer et intellektuelt overskud og så sender det et klart signal om, at vi har tid. Og netop tid er et af de signaler, vi allerhelst vil sende i dag. Men den tid har vi jo bare ikke, så set i det lys er det ikke så overraskende, at vi køber langt flere bøger, end vi læser.”
Dygtige sælgere
Der er en del usikkerhed forbundet med denne optælling, men tendensen er klar. For hvert år, der er gået siden 1998, er antallet af solgte bøger steget, mens vi bruger knap 20 procent mindre tid på at læse at læse i dem. Cirka en fjerdedel af danskerne over 15 åbner aldrig nogensinde en bog, mens 31 procent læser skønlitteratur dagligt eller næsten hver uge. De læsende bruger en lille halv time om dagen på bøgerne, og spredt ud på et helt år bliver det til cirka tre bøger om året for os hver, men sammen med en del af biblioteksudlånene har vi altså væsentlig flere bøger hjemme på natbordet om året.
“Der er ingen tvivl om, at bogbranchen har været helt utrolig dygtige til at sælge deres produkt,” siger professor i afsætningsøkonomi på CBS Tore Kristensen og sammenligner situationen med betalingsavisernes nedtur. Vi læser også færre avissider om året, men det kan til gengæld også mærkes på salget.
“Bøger har naturligvis også andre værdier end det, at de kan læses. De er kraftigt identitetsopbyggende og i takt med at forbrugeren er blevet mere og mere bevist om de koder, der omgiver os spiller et stærkt signal som bøger også en større rolle. Avisen smider vi ud, men bøgerne kan gå op på hylden, hvor den udfylder helt andre funktioner.”
For ifølge Tore Kristensen er bogen et af de allerstærkeste symboler i forbrugsjunglen. Viden er et stadig forbundet med høj status i store dele af befolkningen og her er bøgerne et meget let aflæseligt signal.
“Skal man interviewe en klog ekspert i tv, vil han som regel blive placeret foran sin bogreol for at give ham autoritet, mens en computer eller E-bogen for eksempel er meget sværere at aflæse. Dem kan du have alt muligt i,” siger Tore Kristensen og tilføjer, at han skam selv har en kæmpe stak bøger, han aldrig har fået læst, men gerne vil nå i næste ferie.
“Men det når jeg nok ikke.”
Sociale koder
Tove Arendt Rasmussen er lektor på Aalborg universitet med speciale i kulturforbrug. Hun har ligesom Tore Kristensen registreret en ændring i vores måde at opfatte bogen som forbrugsgenstand på, fra at være ren funktion - enten som form eller indhold - til i højere grad at være et identitetsskabende værktøj.
“Da de store bogklubber startede i 60’erne, begyndte reolsystemerne også at komme på mode, og allerede dengang var det normalt, at man meldte sig ind i Lademanns bogklubber for at have noget pænt at stille i reolen. Dengang betød det ikke så meget, hvilke bøger der var tale om, men mere om de matchede i farven. I dag er vi blevet så bevidste om vores forbrug, at det ikke længere handler om farve og hyldemeter, men om hvad du læser - de skal signalere noget om dig selv. Ligesom man bruger mode og musik som identitetsopbyggere.”
Men det er ifølge Tove Arendt Rasmussen slet ikke hele forklaringen på bogens vedholdende popularitet. Faktisk mener hun, at styrken i bogens sociale koder er aftagende efter segmentknusere som Harry Potter-serien, Stieg Larsons krimier og Da Vinci Mysteriet har fået alle mulige segmenter til at læse bøger.
“Den sociale kode i bøger er blevet meget mere demokratiseret,” siger Tove Arendt og peger i stedet på en ændring i hele vores forbrugsmønstrer over for bøger:
“I dag bliver bøger solgt bredere som non food-produkter. Selv om bøger ikke er decideret billige herhjemme, er paperbackmarkedet udvidet de senere år, og det har gjort bogen til en del af et spontant forbrug. Bogen er blevet et forbrugsgode på linje med tørklæder og tøfler. Man får spontant lyst til bogen og så putter man den i kurven. Sådan et forhold havde man ikke til bogen for bare fem år siden.”
Læsetiden er faldende
Tove Arendt beskriver det forbrugsmønster som en slags moderne hedonisme, hvor udsigten til at skulle læse bogen ikke nødvendigvis er det vigtigste i købsøjeblikket, men selve købet det tilfredsstillende.
“Vi forbruger oplevelsesorienteret, når vi spontankøber en bog. Det er et lyststyret forbrug, og det kunne godt være en af hovedårsagerne til, at bogen aldrig bliver læst. Når du ser bogen, opstår en umiddelbar lyst til at købe bogen, men når du kommer hjem, er lysten til at læse den måske forsvundet. Men du har også haft fornøjelsen ved at købe den.”
At læsetiden der hjemme er faldet de senere år, forklarer Tove Arendt Rasmussen blandt andet ved den stigende konkurrence, der er opstrået om vores medieopmærksomhed. Tv har været en seriøs konkurrent til bogen siden 70’erne, men først i dette årti er apparatet for alvor rykket ind i soveværelset, hvor vi tidligere gerne faldt i søvn over I rosens navn.
“Ligesom morgenaviserne har måtte vige pladsen for morgen-tv, har bogen måtte vige pladsen i soveværelset. Og så tror jeg desuden, mange får tilfredsstillet deres læsebehov på nettet. Specielt i den mere faktuelle del af læsningen - her kan du også godt medregne selvhjælpsbøger og den slags,” siger Tove Arendt Rasmussen
“Men igen; det behøver jo ikke betyde, at vi holder op med at købe dem.”
Den fine verden
Det er dog stadig et godt gammeldags segment, der i særlig grad køber bøger, mener Niels Erik Folmann, og det er i høj grad generationsbestemt.
“Det er den generation, der er vokset op i et segment, hvor der var en forståelse af bøger som der, hvor den fine og virkelige viden findes. Ikke i film eller på nettet, men i virkelig tykke bøger. Den opfattelse er der mange af den yngre generation, der slet ikke deler, fordi de er vokset op i en tid, hvor medierne i højere grad er ligestillede.”
Det er også i det segment man skal finde bogkøberne, mener Niels Erik Folmann, hvis man ser bort for de store bogsucceser
“Der er helt sikkert også en del af den bogkøbende gruppe, der bruger bøger til at signalere god smag og dannelse, men her er det interessant at se, hvilken placering bøgerne har i folks hjem. Det er det, der afslører deres forhold til bogen,” siger Niels Erik Folmann
“Der er helt klart hjem, hvor bøgerne er omdrejningspunktet i stuen, og andre, hvor tv’et er omdrejningspunktet. Andre har måske et arbejdsværelse, der er fyldt med bøger, og andre igen kunne måske ikke drømme om at have bøger stående fremme. Men de senere år er, der kommet et par nye forhold i spil om den gode smag. Se på møbelproducent som Montana, der er rent forbundet med god smag - de har redefineret, hvad en bogreol kan bruges til, og det har sikkert flyttet fokus en smule. Nu kan det også være god smag at gemme bøgerne væk og i stedet have kunsteffekter i reolen,” siger Niels Erik Folmann, der ligeledes har en kæmpe bunke bøger, han gerne ville have læst, men aldrig kommer til. Af samme årsag er han nu begyndt at gå på biblioteket i stedet for at købe.
Bibliofilien
Men der er stadig en hel gruppe mennesker, for hvem bogen aldrig bare bliver en forbrugsvarer. For folk som filosoffen Nikolaj Nottelmann er bogen et kunstværk i både form og indhold og selve historien om den fysiske udgave kan være lige så vigtig som selve bogen. Nottelman er bibliofil og medlem af Dansk Bibliofilforening, hvor man handler og taler om bøger på en helt anden måde en resten af befolkningen.
“Bøger er ikke anset for helt så fint et samlerobjekt som for eksempel billedkunst, men hvis du ser på dem, er typografien, indbindingen, formen, de små hilsner eller noter i marginen - alt det der giver jo et kunstværk,” siger Nikolaj Nottelman.
“Bøgerne taler til mig, og jeg husker med dem. Bare se på ryggen af en bog og så ligger der en hel historie. Jeg skal bare se på Dostevjevskis Idioten, så får jeg en hel verden i hovedet.”
Beckett må vente
Men selv han har konstant en stak bøger, han er bagud med, og han er heller ikke i nærheden af at nå igennem sin egen bogsamling.
“For eksempel står jeg her og kigger på Samuel Beckets samlede værker, og dem har jeg ikke fået læst meget i - og kommer nok heller ikke til det lige med det første.”
Nikolaj Nottelman fortæller dog, at det ikke kun er bibliofile som ham, der føler noget helt særligt for bøger. Han mener, de færreste kan sige sig fri, og kommer med en anekdote for at underbygge påstanden:
Da han for nogle år siden var med til at afholde et hollandsk bogudsalg i det indre Købenavn, stod han efter et par uges udsalg tilbage med tusindvis af bøger, der ikke kunne sælges. Bøgerne kom ud i en container på gaden, for senere at skulle sendes til forbrænding, men ude på gaden kastede folk sig ind i containeren og nægtede at forlade den. “Nogle holdt brandtaler for bøgerne og jeg tror oprigtigt, folk blev oprørte,” siger Nikolaj Nottelman og siger med et suk: “Men det sker jo hver dag på de danske forlag. Det ved folk bare ikke.”
- I 2007 udlånte bibliotekerne knap 50 millioner bøger plus fornyelser, cirka halvdelen er faglitteratur
- I 2007 solgte boghandlerne godt 12,6 millioner bøger, 6 millioner af dem var skønlitterære
- I snit læser en, der er fyldt 15, tre sider om dagen det bliver til fire bøger om året.
- 40 procent af os læser mindre end en gang om måneden
Kilde: Kulturministeriet, Styrelsen for Bibliotek og Medier, Institut for konjunktur analyse
Kommentarer
” … forbrænding, men ude på gaden kastede folk sig ind i containeren og nægtede at forlade den. “Nogle holdt brandtaler …”
Ha ha. Den var brandgod! :-)
Det er et udtryk for overflod. Vi har nu så mange bøger at ingen kan nå at læse dem alle.
Vi er ikke fattige, vi er rige, så rige at der er noget der ikke kan sælges.
Den gode viden findes nu også i andre former end bogen, selv om jeg vil indrømme at med min alder (38 år) er bøger specielle. De dufter og appellerer til mig. Men der er podcast. Walter Lewin, professor ved MIT leverer noget fantastisk fysik, Richard Pogge, Ohio State, leverer noget fantastisk astronomi. Så fantastisk at jeg ikke vil gemme en astronomibog fra 80’rne.
Men det er på grund af overflod. Glem det ikke.
med venlig hilsen Lennart
Jeg har læst 1/3 af artiklen. Hvad skal man med oplysninger om, at folk har bøger stående, de ikke læser? Det har altid været tilfældet.
Og læser de slet ikke noget, afslører det sig også hurtigt.
“Denne optælling”, står der, og man begynder så småt at blive interesseret i artiklen. Den er åbenbart skrevet på basis af andet og mere end hvad en og anden ekspert i livsstil og kulturforbrug går og tror. - Desværre hører man så slet ikke mere til “denne optælling”. Ikke hvornår den er foretaget, af hvem, eller hvor omfattende den har været, nej, ikke engang hvad dens præcise resultat måtte være. Det eneste, der åbenbart rigtig er at sige om den, er at den er forbundet med “en del usikkerhed”. Det virker til gengæld, i modsætning til alt hvad der ellers står, aldeles overbevisende.
Hvad rager det mig? - Jeg har et par grunde. Dels er en vis Jens Smerup Sørensen omtalt i artiklen, og det er jo nok mig. Skønt Lavrsen heller ikke har gidet undersøge, hvordan mit navn staves, men romanen “Mærkedage” nævnes nu også, så jo, det må være et tilfælde, jeg har særligt kendskab til. Om bogen fortælles der da, at den solgte knap 90.000 eksemplarer. Faktisk er det lidt mere, men pyt, også med at den “solgte”, selv om den i virkelighedens verden stadig sælger. Men så antydes det at få læsere må formodes at være nået til ende med den, og så vil jeg alligevel oplyse, at vældig mange virkeligt eksisterende læsere har læst den færdig både to og tre gange, og at de oven i købet meget ofte har haft deres eksemplar udlånt til en fire-fem andre læsere. Dertil kommer naturligvis titusindvis af biblioteksudlån. Og herpå kan jeg så basere min egen “optælling”, som i enhver henseende er mere pålidelig end Lavrsens, og dens resultat er altså, at bøger nuomstunder bliver læst af mindst to læsere for hver gang der sælges et eksemplar af dem.
Og den anden grund til at jeg blander mig? Såmænd bare fordi jeg er vred over artiklens løse påstande. Og fordi det desværre ikke er første gang at Information forsøger at fremstille moderne danskere som hule kultursnobber og totalt overfladiske livsstilstosser.
For mig har det aldrig handlet om at have læst særlige bøger. Eller en bestemt mængde. Men at have læst de bøger, der talte til mig. Jeg har købt bøger, der talte til mig, og vedblev at tale til mig fra reolen, men aldrig højt nok til, at de blev taget ned og læst. Og så har jeg kørt fra endestation til endestation i bus og tilbage igen, fordi en bog talte så højt, at den måtte læses nu.
Det var fy før i tiden at sige, at man læste af lyst. Man læste af dannelsesbehov eller for at kunne måle sig indsigtsmæssigt. Og litteratur blev inddelt i lødig og ulødig. Og følgelig blev man udsat og udsatte andre for snobberi. Og man placerede sig og blev placeret i et hieraki efter hvilke store mestre, man havde læst. Fordi der var en konsensus i de litterære rækker om, at dannelse sker efter et bestemt mønster. Med en bestemt (annammet) viden. Men er dét tilfældet?
I dag taler vi mere med hinanden, end vi nogen sinde har gjort. I alle vore postitioner i samfundet er vi i højere grad ved at blive “blot” mennesker, der fester og elsker og lever og dør - og vores erfaringer og viden blot dét, der gør os i stand til at udfylde vore jobs, af ansvarsfølelse og brødpåbordet-skabelse. Vi er ikke længere så forskellige - eller snarere: vi forstår bedre i dag, at det der adskiller de andre fra os, også adskiller os fra dem. Fællesbasen er blevet større - og vi kan i dag stort set ALTID finde nogen at tale med, der forstår verden som vi selv forstår den. Vi behøver ikke tale med bøger, når levende mennesker er lige inden for rækkevidde - vi er friere til IKKE at FORSTÅ detaljerne i motiverne hos dem, der ikke er som os - fordi vi ved, at de HAR motiver, der ligner vores. På den led står de skønlitterære forfattere svagere end real-samtaler, og faglitterære svagere end nettets informationer, der kan findes på 5 sekunder i de fleste tilfælde.
Men til gengæld har bogen så dét der, at den repræsenterer et øjeblik i tid: øjeblikket, da man købte den - man kan se sig selv i fortiden, og hvis den del af fortiden bliver ved med at være aktiv, beholder vi bogen (og læser den måske). Og derudover ordner og afgør vi i stigende grad alting NU.
Vi pjækker ikke på samme måde fra pligter ved at læse. Eller gør det til en pligt at læse. Vi læser af lyst, som vi altid har gjort… hvis vi ellers kan samle os, når nu Facebook kalder og vil at vi skal vide, hvad de andre gør lige NU… Vi kan følge vore behov i langt større grad end før - og dét er dræbende for fortælleren, der ikke lige har folk dér, foran sig, men har bundet det hele på skrift.
Måske går forfatteren, i hvert fald den skønlitterære, hen og bliver redundant, hvis han/hun ikke kan fortælle lige så medrivende og sprogligt lækkert over for et publikum, som han/hun kan binde det til papir?
Jens Smærup Sørensen skriver:
“Og den anden grund til at jeg blander mig? Såmænd bare fordi jeg er vred over artiklens løse påstande.”
Man kan også bare være vred over, at “spontankøb” tilsyneladende er blevet et egentligt ord..
Kære Jens Smærup Sørensen oa.
Dokumentationen for denne artikel kunne godt være gjort tydeligere end det, der står i faktaboksen, men det råder vi bod på her:
I den store rapport om ”Danskernes kultur- og fritidsvaner” fra 2005 lavet af AKF og udsendt af Kulturministeriet er der en optælling over danskernes læsevaner, siden 1998. Her fremgår det at halvdelene af os bruger 27 minutter på at læse om dagen, mens den anden halvdel slet ikke eller meget sjældent læser i bøger. Mænd bruger 18 minutter kvinderne bruger 36 minutter. Det tal er siden 1998 faldet fra 34 minutter om dagen. Således bruger halvdelen af os (over 15 år) altså en halv time om dagen på at læse i bøger, mens den anden halvdel ikke bruger tid på det, hvilket altså efterlader os med et gennemsnit på cirka et kvarter om dagen. Ifølge læseundersøgelser (foretaget af Danmarks biblioteksskoler) når en gennemsnitsdansker cirka 3 sider på et kvarter. Det giver godt 3 bøger om året for os alle sammen om året. Ganger man det med 4,1 millioner (så mange er vi over 15 år) bliver det til 12.300.000 bøger om året.
Så langt så godt.
Boghandlerne sælger (ifølge forlægger foreningen) 12,6 millioner bøger om året. Bibliotekerne udlåner 50 millioner plus fornyelser.
Det vil sige at vi har 62,6 millioner bøger hjemme, men vi læser så kun hver sjette. Der til er ikke lagt antikvarboghandlernes salg, som tegner sig for adskillige millioner, men som ikke bliver opgivet nogen steder (hvilket måske kan undre – måske ikke). Der er heller ikke medregnet at en bog som regel har flere læsere – vi låner den hos hinanden eller læser konens, og der er heller ikke medregnet, hvad der bliver købt hos udenlandske netboghandlere som Amazon.com. Det reelle tal er altså langt større og 1 ud af 6 er et meget forsigtigt bud. Desuden viser amerikanske og engelske undersøgelser at vi lyver i undersøgelser om, hvor meget vi læser, så resultatet af selve undersøgelsen om hvor meget vi læser kan altså også vise sig at være for højt sat (det er nu i sig selv en sjov historie)
Som det fremgår er der en del usikkerhed forbundet med den optælling. Blandt andet kan det være at man har større tilbøjelighed til at læse bøger vi har købt end dem vi har lånt – eller omvendt. Derfor har jeg holdt fast i det meget konservative bud – forholdet 1 til 6.
At jeg ikke har gjort meget ud af dokumentationen i den oprindelige artikel hænger sammen med at tallet kun var et afsæt for at diskuterer det fænomen vi alle sammen kender, nemlig at have en stak bøger vi aldrig får læst, men ikke har tid til. Derfra ligger der en masse yderligere vinkler – hvad kan bøger også være? hvordan forbruger vi bøger? hvad ville vi gerne have tid til? men har svært ved at nå etc. etc.
Jeg håber ovenstående giver et klart billede af det efterlyste og beklager naturligvis over for Jens SmÆrup Sørensen, at stavemåden på navnet er smuttet (men det var faktisk ikke min fejl – vi er fra samme egn og ved godt, hvordan Smærup staves). Det var heller ikke meningen at jeg ville hænge Mærkedage ud, som en bog ingen gider læse. Det vil nu også være svært efter som den kun er mødt med roser overalt hvor den har være, flotte priser og i øvrigt er solgt og lånt i helt et uhørt højt antal eksemplarer. Jeg brugte den kun fordi, der netop er mange der har købt den og så ville identifikationen hos læserne være større – det samme gælder ’Vi de druknede’, som jeg heller ikke har nogen grund til at tro at folk ikke har lyst til at læse
Vh Lasse
“Information forsøger at fremstille moderne danskere som hule kultursnobber og totalt overfladiske livsstilstosser.”, skriver Jens Smærup Sørensen, og deri har han fuldstændig ret.
Det er inspireret af den undersøgelse Lavrsen omtaler, og er tidligere resulteret i artikler om, hvad “Hr og Fru Frikadelle” mener om forskellige ting i tilværelsen, og hvad de kan finde på at lægge ned i indkøbskurven. Det var vistnok tænkt som en vejlening til, hvordan man kan undgå at blive slået i hartkorn med det omtalte ægtepar, og skal være altafgørende for kulturforbruget.
Og det siger vel det meste.
Tak til Lasse Lavrsen for rettelsen af en (andens) stavefejl (man kan jo dårligt løbe fra sin forfængelighed, især måske ikke når den er allermest barnagtig). Og tak frem for alt for noget mere dokumentation.
Men hvis situationen nu kunne kaldes temmelig miserabel, så har Jørgen Mathiasen uden tvivl ret i, at det har den altiv været. Og selv i hvad man kunne opfatte somn læsningens guldalder, dvs før film og radio og fjernsyn, var der næppe så mange som 50% der nogen sinde overhovedet rørte ved en bog. Billedet bliver da også i dag mindre interessant, når man inddrager disse ikke-læsere i en læser-statitstik. Den skjuler jo fx at måske 5-10% læser adskillige timer om ugen, for ikke at sige om dagen. Og det er en undersøgelse af disse kernelæsere + en noget større gruppe af jævnlige læsere, der ville kunne give et nogenlunde rimeligt billede af dagens læsning og et klarere vink om det går ‘frem’ eller måske faktisk ‘tilbage’.
Det har vel altid været sådan at man gerne pyntede sig lidt med lånte fjer - at man gør det i så meget højere grad idag hænger nok mest bare sammen med, at vi “har” mere.