Vær glad - det eneste sikre er, at du dør

I sin nye bog Store forandringer - 61 fortællinger om, hvordan verden blev moderne erklærer historikeren Søren Mørch sig for en stor beundrer af den moderne, vestlige civilisation. Han vil gøre op med den misforståelse, at den “verden, vi lever i, går baglæns fra slemt til værre, så mange er tynget af at mene, at undergangen er umiddelbart forestående”. Mørch mener nemlig, at mennesker, på baggrund af det, han kalder den moderne civilisations enestående kvaliteter, ikke bare har grund til, men ligefrem pligt til at være glade. Og så kan nostalgisk romantisering af en svunden, simplere tid godt tage diverse skrækscenarier for fremtiden i hånden og stille sig over i hjørnet og skamme sig. Det eneste, Søren Mørch ved med sikkerhed, er alligevel at i det lange løb, der er vi alle døde - som han skriver i forordet. Sådan lige et glimt af leen for at minde om, at festen altså har en ende. Og sørg så ellers for at være glad, mens tid er.

“Da jeg var ung, var det altid atombomben,” siger Søren Mørch. “Nu bliver vi atombombet og sådan noget. Men jeg tror ikke, det kan nytte noget at fiksere på, hvor skidt det vil gå i fremtiden, for så oplever man slet ikke nutiden. Jeg tror, at hvis man bestemmer sig til, at det går nok, så er det lettere at gøre sig umage for at se, hvad det er, man oplever nu. Jo mere folk graver sig ned i, at nu bliver Jorden oversvømmet, og nu går det forfærdeligt med klimaet, jo mindre kan man være opmærksom på, hvordan det er nu, og så bliver det også meget lidt konstruktivt. I disse skrækvisioner mangler der altid en mellemregning: Det er ikke i morgen, Jorden går under, det er i fremtiden, og så mangler mellemregningen: Hvad vil du gøre i morgen?”

Ondt i skroget

Søren Mørch mener heller ikke, at det for eksempel i forbindelse med klimakampen er nødvendigt at gøre noget stort nummer ud af, at fortælle folk om de potentielt katastrofale konsekvenser for at få dem til at opføre sig hensigtsmæssigt.

“Hvorfor skulle de ikke det? Det er da meget fornuftigt at spare på varmen og på lyset og sådan noget. Man kan da bare sige til sig selv, det er da meget fornuftigt.” siger han.

- Men er det ikke lidt optimistisk at tro, at folk vil gøre det sådan helt af sig selv?

“Nej, folk er jo forbavsende fornuftige.”

Med hensyn til den aktuelle finanskrise mener Mørch ligeledes ikke, at man skal spekulere så meget på fremtiden: “Jeg synes godt, man kunne forholde sig til finanskrisen sådan, at man ser på, hvordan den er nu, og hvordan den virker nu, i stedet for: Hvor længe vil den vare? Hvordan vil den holde op? Det kan være interessant for folk, der overvejer, hvordan de vil anbringe deres penge, men for andre mennesker er det jo sådan set ligegyldigt,” siger han.

Ud over at folk glemmer at glæde sig over de gode ting i nutiden på grund af, at de frygter for fremtiden, peger Søren Mørch også på en anden skadelig tendens, romantiseringen af fortiden.

“Når man taler om, hvor dejligt det var i gamle dage, så står man der som Moses ved det Røde Hav - altså, det bliver frygteligt i fremtiden, og det var dejligt i gamle dage. Det er da en fattig plads at stille sig på.”

- Men der kommer jo ofte disse erindringsbøger, for nylig for eksempel Hans Edvard Nørregård-Nielsens ‘Noget nær’, som netop hævder, at der var nu noget dengang, som er forsvundet i dag.

“Ja, det gør han meget charmerende.”

- …og med mobiltelefoner og fedmeepidemi og reklamer og X Factor og så videre er der så ikke en grund til, at nogen længes mod at komme ud i skoven og spise kød fra en knogle og synge sange og kigge på stjernerne?

“Jamen, det kan de da bare gøre. Det er der da ikke nogen, der vil forhindre folk i at flytte til Vestjylland og trampe på deres mobiltelefon.”

- Men hvorfor tror du, at folk har det med at længes tilbage?

“Fordi der var de yngre og havde ikke så ondt i skroget om morgenen. Det er jo ikke nogen fordel at blive gammel. Altså, man har det jo ikke bedre og bedre og bedre jo ældre, man bliver.”

- Men man skal vel heller ikke stille sig tilfreds - hvor konstruktivt er det at gå og glæde sig hele tiden, når der er rigeligt med problemer at tage fat på?

“Jamen, dem synes jeg da i høj grad, man skal tage fat på. Det har man jo også bedre tid til, hvis man ikke skal jamre over fremtiden og kvie sig over gamle dage.”

Newton var teolog

I Store forandringer strukturerer Mørch sin forklaring af den moderne civilisations fremkomst ved at tage udgangspunkt i en række personer som Gutenberg, Luther, Galilei, Newton, Goethe og Napoleon. Og det med at få sat orden på historien er vigtigt, fortæller han.

“Martin A. Hansen sagde, at traditionen er den skæbnesvangre skikkelse, historien antager, når man ikke studerer den. Hvis man ikke sætter sig ind i, hvordan historien kan ordnes, reagerer man på, hvordan man tror, den er, altså traditionen, det man plejer at se. Det er uhensigtsmæssigt, for det svarer ikke til den situation, man befinder sig i. Derfor har jeg taget nogen, som folk kender: Galilei, Luther, Newton osv., og hvis man prøver at gå rundt om dem og ser, hvad man mere præcist kan få at vide, viser der sig tit nogle overraskende ting, som man på et andet tidspunkt ikke lagde mærke til.”

Søren Mørch nævner Newton som et eksempel.

“Hvis man regner baglæns og siger, at Einstein grundlagde den moderne fysik, og så spørger, hvem der grundlagde den klassiske fysik, så kommer man til Newton, og så er han en klassisk fysiker. Men hvis man kigger på, hvad Newton foretog sig, var han teolog. Han bekæmpede treenighedslæren og bedrev desuden alkymi. Og det er meget interessant med Newton, at når man har haft den viden, at han er naturvidenskabens bedstefar, så er det ikke interessant, hvad han har skrevet om teologi, det gider vi ikke have på biblioteket. Så laver man sig det billede af Newton, som man synes passer til den situation, man befinder sig i.”

Mørch fortæller, at han har arbejdet sig kronologisk frem sådan, at Gutenberg og trykkekunsten fører til Luther, som han kalder den første “succesforfatter” og derfra til Galilei og Newton osv. Han medgiver, at han sagtens kunne have valgt flere eller andre personer, men kun én ting fortryder han.

“Det ærgrer mig, at jeg ikke har fundet nogen damer. Jeg burde jo, det siger Ritt, jeg burde have taget en dame, og hvorfor har jeg ikke taget nogen damer - ja, jeg har sgu ikke tænkt på det før her bagefter.”

I kantinen

Søren Mørch skriver som nævnt i sin nye bog, at det er umuligt at sige noget om den fremtid, som vi ikke skal være bange for. Han mener således, at det er et noget dubiøst felt at beskæftige sig med, hvad enten det gælder råstofreserver eller dansk økonomi.

“Ved du hvad, det eneste, der er sikkert, er, at du dør. Det er det eneste sikre, jeg kan sige til dig eller mig, bilder jeg mig i hvert fald ind. Der er så nogen, der tror på det evige liv, men det gør jeg ikke.

- Og det andet det, mener du, er…?

“Opium for journalister. Jeg mener, det er fuldstændig futilt. Jeg har jo siddet i kantine med mange vismænd og økonomer, som jeg så om aftenen så sidde i fjernsynet og sige, hvordan Danmarks økonomi ville være om et halvt år. Hvis de vidste noget om det, så sad de ikke i den kantine, for så var de millionærer. Så der er noget latterligt ved det, synes du ikke?”

- Det er jo nok et, skal vi sige, mindre frugtbart træk ved det moderne samfund - men man kan da heldigvis slukke for det.

“Ja, det er rigtigt, det er faktisk muligt, selv om det næsten virker utroligt. Og jeg synes, noget af det, der er godt, er de mange muligheder, man har: for at slukke for fjernsynet og tage til Vestjylland og spise kødpinde - eller samle svampe som Hans Edvard Nørregård-Nielsen skriver om. Hvis han ville, kunne han jo godt gå i barndom i Vestjylland, men det er nogle andre, der skal gøre det. Jeg synes altid, det er sådan lidt betænkeligt med sådan en tapperhed på andres vegne.”

- Men med hensyn til fremtidsudsigterne, er der dog nødvendigvis nogen, der må prøve at se på, hvordan tingene vil tage sig ud ud om et halvt år?

“Ja, selvfølgelig skal man da tænke sig om. Men der er jo ingen grund til… Man ved, og jo ældre man bliver, jo mere ved man, at man skal dø, men det kan jo ikke hjælpe noget, at man hænger sig selv af skræk for at dø i krigen. Sådan sagde man det vist i gamle dage.”